Døde og levende sjæle

[Cassia Serva]

De døde sjæles nat skete en gang om året den sidste dag i oktober. Man fejrede dødsguden Mortem og for at sikre sig hans velsignelse stillede man kurve med natskygge og morbær ud foran sin dør. Det var tit de unge mennesker, og dem med let til latter, der lyste gaden op med fakler og danser for guden.

Alt det var også sket tilbage i Gustabis, men det var en langt mindre by end Levagny. Samtidig var byen lige blevet helt fyldt til randen af de rejsende, der havde været hele landet rundt. Selvom det ikke var aften endnu, summede hele byen af stemningen allerede. Cassia var sendt i byen efter brød, men på vejen blev hun passet op af en højlydt mand, der ville vide hvor hun kom fra. Hun forsøgte at komme ud af situationen, men han fortsatte aggressivt og rørte ved hende, selvom hun prøvede at rykke væk, bagud, fjerne sig.

Philippe af Neaune

[Philippe af Neaune]

Philippe havde altid en del ærinder at rende, når han var i Levagny og selv efter rundrejsen var det ingen undtagelse. Nu var han dog på vej hjem til byhuset fra paladset på hesteryg og var længtes allerede efter sit kontor og bøgerne der.

Dagdrømmeriet blev dog forstyrret af lyse, som fik hans bryn til at rykkes og kort efter fandt han kilden til det. Det tog ikke mange øjeblikke at analysere situationen, og ej heller at styre hesten over mod de to.

"Hvad foregår der her?" bød han, stemmen myndig nok, trods sit generelt milde gemyt og med autoriteten understreget af alt fra hesten, til sværdet til påklædningen. Blikket faldt på den unge kvinde. "Hvor er De på vej hen, frøken?"

[Cassia Serva]

Cassia så op på den lyshårede mand på hesteryg og hendes næsefløje spilede sig lidt ud i umiddelbar angst. Han lignede magt og penge og det var bestemt ikke hverdagskost at den slags ville gode ting med simple tjenestefolk. Hun bakkede igen, men den uhøflige fremmede greb fat om hendes håndled.

"Jeg beklager, Deres Velærværdighed," svarede han, let drævende, men underdanig nok. "Jordfarven her skal ikke forstyrre Dem. Vi havde bare en lille snak."

[Philippe af Neaune]

Philippe missede ikke hånden, der greb fat om et håndled og hvor mange andre utvivlsomt blot ville have taget ordene for gode varer eller blot have accepteret dem, så lyttede han til sin mavefornemmelse og blev, hvor han var.

Hans blik hvilede på manden et øjeblik, men rettede sig så mod den unge kvinde, som han havde talt til før og nu gjorde igen. Med en mildhed i blikket bag autoriteten. "Frøken?"

[Cassia Serva]

Cassias hjerte hamrede. Da manden fysisk lukkede sin hånd om hendes håndled, beseglede det hendes beslutning. Hun måtte stole på rytteren. Der var intet andet for. Noget i hans blik fik hende også til at tro at han virkelig bekymrede sig.

Hun forsøgte at trække hånden til sig. "Jeg er sendt i byen for at købe brød, Deres Nåde," svarede hun. "Af min frue: Hertuginden af Falanie."

Den fremmede mand slap hende pludselig. Hun væltede bagover og var nær faldet på jorden.

[Philippe af Neaune]

Ordene havde en effekt og Philippe forstod den så absolut. Han så hende vakle, men kunne uanset ikke nå at sadle ned fra hesten, førend hun måtte have genvundet den.

"I så fald kan vi nødigt lade hendes Højhed vente," konkluderede han dog og lod sig alligevel dumpe ned på jorden. Da han landede der, var han endnu højere og bredere end manden, skønt han aldrig ville kunne måle sig med Bartholomeus.

"Hertuginden er mig en bekendt og jeg skal selv gennem markedspladsen. Tillad mig at eskortere Dem på vejen," fortsatte han, moderat usandt, og fik det ikke helt til at lyde som et spørgsmål, som han nikkede til manden. "God dag til Dem."

[Cassia Serva]

Cassia genvandt balancen og så med store øjne på adelsmanden, der steg ned fra sin hest. For at eskortere hende? Hun havde aldrig set noget lignende. Hun sank en klump og nikkede.

"Tusind tak, Deres Nåde," svarede hun med en stemme, der rystede svagt. Den anden mand forsvandt, men hun kunne se ham stoppe et par meter nede og holde øje. Hendes hjerte hamrede lidt.

"Det havde De ikke behøvet, Deres Nåde. Jeg står i gæld til Dem."

[Philippe af Neaune]

Philippe end ikke overvejede andre udfald end den forestående og tog blot et fast greb i tøjlerne, mens han rystede på hovedet. "Ingenlunde," affærdigede han hurtigt, tonen mild.

"Jeg skulle ganske sandfærdigt denne vej og det volder mig intet besvær." Han slog let ud med den ene hånd. "Efter Dem, frøken ...?" Han tøvede på det sidste, da han indså, at han ikke havde hendes navn.

[Cassia Serva]

Cassia behøvede ikke at protestere og gjorde det heller ikke. Hun tog imod hjælpen og hendes skuldre faldt en smule, som hun begyndte at gå på hans foranledning.

"Cassia, Deres Nåde," svarede hun høfligt. "Hvem kan jeg takke for at hjælpe mig?"

[Philippe af Neaune]

Philippe noterede sig navnet og nikkede en enkelt gang. "Philippe," svarede han, tøvede et øjeblik og så er sekund en anelse beklemt ud, som han nødvendigvis måtte tilføje sin stand.

"Baron af Neaune," uddybede han.

[Cassia Serva]

Cassia havde skudt lidt højt med sin tiltale. Hun forestillede sig ikke at en lensherre virkelig ville stoppe for at hjælpe hende. Han var utvivlsomt for vigtig. Hun måbede derfor også et øjeblik over hans titel. Det krævede lige et ekstra mentalt skub af hende at fortsætte fremad.

"T-tusind tak, Deres Nåde. Jeg vidste ikke..." Hendes stemme døde lidt ud og hun måtte tage sig sammen igen, men han virkede så venlig. Hun kunne ikke være bange for ham. "Jeg vidste ikke at Baroner havde ærinder på markedspladsen?"

[Philippe af Neaune]

Philippe var ikke selvtilfreds over hendes ærefrygt, men snarere en anelse beklemt over den, mest fordi han på mange måder var en udpræget beskeden mand. Han smilede svagt og rystede en enkelt gang på hovedet for at signalere, at det ikke var noget problem.

"Det ville utvivlsomt også være for meget sagt og mere end jeg vil prale af," medgav han og lod blikket løbe en enkelt gang rundt, før det landede på den unge kvinde igen og han smilede venligt. "Markedspladsen er blot på min vej videre til mit hjem."

[Cassia Serva]

Det gav langt bedre mening end at han skulle købe noget ind og Cassia lyste lidt op i forståelse, før hun så op og mødte hans blik. Hans øjne var meget lyse og et øjeblik var hun indfanget, før hun skyndte sig at se væk igen. Hun vidste ikke hvorfor hun blev ved med at tale, men hun kunne ikke helt finde en vej til at stoppe.

"Har De været på rundrejsen? Min frue og hendes datter er netop kommet hjem fra den."

[Philippe af Neaune]

Det ville uden tvivl hverken være første eller sidste gang Philippe begav sig ud i en samtale med en tjenende ånd, trods han standsmæssigt fint kunne tillade sig at undgå det. Fra et amoralsk synspunkt, naturligvis. Han selv så helt anderledes på det.

"Ganske så," medgav han og nikkede en enkelt gang. "Jeg kunne dårligt byde min væbner andet. De var ikke selv med, frøken Cassia?" spurgte han, reelt interesseret og gentog hendes navn for at kunne huske det.

[Cassia Serva]

Han havde en væbner. En ung, stridslysten mand ligesom Pierrot og Tebald af Gustabis. Cassia prøvede at forestille sig hvor gammel det mon gjorde baronen, men fejlede. Han så ung ud, men adelsfolk var sjældent lige så slidte som tjenere.

"Nej, Deres Nåde," svarede hun. "Jeg er først lige kommet til Levagny for at tjene min frue her i hovedstaden. I var rejst, da båden lagde til fra Gustabis."