Vi ejer ikke meget, blot kærlighed

[Raphael Maler]

4 år tilbage.
_____
Det dryppede fra det lille loftvindue, da regnen havde overtaget aftenen i Levagny. Heldigvis havde de været forberedte, for dråberne fra vinduet landede sikkert i en lille gryde, der var placeret på gulvet. Som en rytme lød der små dryp i gryden fra hver dråbe. 

I et lille værelse fra køkkenet kunne man høre børnene sov. Juliette på 4 og deres nyfødte Elise. Rosalie Maler havde stået med familien siden hendes mand, Raphael, var taget afsted tidligt om morgen. Det var ikke lykkedes ham at sælge nogle af de malerier, som han havde haft med sig under armen ud i Levagnys torv. Ikke nok med det, så havde regnen varet hele dagen, hvilket bestemt ikke havde hjulpet på tilværelsen i de timer. 

Det var sen aften, da Raphael var kommet hjem til den lille, faldefærdige loftlejlighed. Han sagde det aldrig højt til Rosalie, men hver gang, at han tog hjem uden fortjeneste, så bad han til Guderne om, at de kunne beholde deres hjem. Der var ikke mange dage til, at måneden var gået. Lejreren ville stå klar til at smide dem ud, hvis de ikke havde pengene klar. 

"Jeg er hjemme," lød hans varme stemme forsigtigt igennem entreen henvendt til sin hustru, velvidende at børnene sov. Han stillede malerierne fra sig på gangen, op ad den skæve væg, og gik ind mod køkkenet. 

[Rosalie Maler]

Det var hårde dage, og så var der de rigtig hårde og inden Raphael overhovedet havde annonceret sin hjemkomst vidste Rosalie at det ikke var gået godt, overhovedet. Hun vidste også at hun var nødt til at bruge de resterende timer af dagen på at få ham i bedre humør; et inspirerende og standhaftigt humør. Han havde brug for begge dele for at tvinge sig selv ud igen når solen sneg de første lysstråler ind gennem vinduet.

Rosalies fletning var ved at gå op, og lyse totter strittede vilkårligt ud ned langs snoningen. Hun havde udtørret let hen over den ene kind og et par enkle lyse farver på begge sine skuldre. Hun havde siddet på det lille værelse hvor begge børn sov med en bog om forårsblomster da døren havde lydt.

Nænsomt og blidt lukkede hun døren til værelset før hendes opmærksomhed gled mod det trætte og anspændte ansigt. Alligevel smilte hun og lod de blå øjne søge hans mørke før hun lagde armene om ham. Hun behøvede ikke at spørge om hvorvidt dagen havde været god, i stedet lød det:

"Jeg har savnet dig"

[Raphael Maler]

Synet af sin smukke hustru fangede den trætte malers blik med det samme, som det blege måneskin fra loftvinduet oplyste hendes ansigt. Køkkenet var småt og tæret efter mange års anvendelse. Men ikke desto mindre havde de da formået at gøre det bare en anelse hyggeligt med de ting, som de nu havde.

Raphael gik Rosalie i møde. Og som han gav et dybt suk fra sig og lod sin hånd falde kærligt mod hendes kind, mærkede han hvordan vægten fra hans skuldre forsvandt, "Åh, min kære Rosalie.."

Han kyssede hende på panden og så hende efterfølgende dybt i øjnene. Så rettede han sig væk og gik i stedet mod den lille skål med suppe, der havde stået og ventet på, at han kom hjem. Den var blevet kold i mellemtiden.

"Du fik børnene til at sove? Tog det lang tid?" spurgte han med et glimt i blikket, og rakte ud efter det tørre stykke brød, som havde lagt på bordet ved siden af skålen.

[Rosalie Maler]

Kun et enkelt lys brændte på bordet med den lyseblå dug med de gule broderinger langs kanten. Der var pletter af marmelade og brødkrummer der ikke var blevet fejet mod gulvet. Duften af brød og suppe hang stadig i køkkenet og fyldte hjemmet med en ro som de så ofte havde brug for.

Et let suk undslap hende da hun mærkede hans arme omkring sig, og det gik først op for hende nu hvor meget hun havde manglet ham. "Raphael.." hendes stemme var lav som hendes øjne tabte sig selv i hans blik. Hendes fingre lukkede sig om den lyse skjorte for at holde ham tæt lidt længere.

"Jeg kan varme den.." lød det fra hende som hun så på den sørgelige kolde suppe. "Nej, de faldt hurtig omkuld" løj hun. Juliette savnede sin far, og var pylret, hvilket gjorde at Elise ikke fik den ro hun skulle have. Men det behøvede deres far ikke at vide; han havde ikke brug for mere.

[Raphael Maler]

Med en hånd takkede Raphael hurtigt nej, alt imens at han så på hende med et varmt blik. Det var en af grundene til, at han elskede hende. Selv i de mest mørke tidspunkter, så tog hun sig tid til at hjælpe ham.

"Og hvorfor sover du ikke endnu?" Raphaels blik hvilede på Rosalie med rynket pande. Tanken slog ham hurtigt. Han havde tidligere sagt til Rosalie, at hun endelig ikke skulle vente oppe. Faktisk havde han nærmest forlangt, at hun ikke skulle. Men nu stod de her, en sen aftenstund, på hver deres side af køkkenbordet.

[Rosalie Maler]

Rosalie sank langsomt ned på stolen overfor Rapahel. De slanke fingre gned let hen over de enkle syninger i dugen der forestillede små blomster. Sandheden var at børnene kun inden for den sidste halve time var faldet til ro af udmattelse.

"Du ved jeg ikke kan finde ordenlig ro før du er hjemme." Det var ikke usandt, selvom det denne aften ikke havde været hele grunden. Desuden havde de generelt ikke særlig mange timer til hinanden og til trods for hans bøn om at hun ikke skulle vente oppe, trodsede hun den aften på aften for at være der for ham.

Hun strakte sin hånd hen over bordet for at lukke den om hans håndled.

[Raphael Maler]

Raphael stoppede i sit gørende, da han mærkede Rosalies hånd mod sit håndled. Hendes fingres slanke og fine berøring. Det brune blik fangede hendes. Stilheden bredt sig over det lille bord, lige indtil, at der lød en klirren som han lagde skeen fra sig.

Med rolige, dog bestemte skridt, gik Raphael rundt om bordet og over til sin hustru, og uden at forberede hende tog han hende ind til sig og fangede hendes læber i et kys. Lidenskabeligt. Han havde savnet hende.

Så løftede han hende op på bordet at sidde under kysset.

"Jeg har savnet dig," hviskede han helhjertet under deres læbers berøring.

[Rosalie Maler]

Rosalies nøddebrune øjne dvælede mod sin mands ansigt. Stilheden omkring dem var så øm og fin at det ikke var denne aften og nat de ville blive op til sent bare for at tale med hinanden. Hun løftede blikket da han rejste sig, og det gav et sug i mellemgulvet da deres læber kolliderede lidenskabeligt mod hinanden.

Armene gled rundt om hans arme og følte hans anspændte muskler før hun lod dem hvile mod hans brystkasse hvor de langsomt åbnede de øverste hægter i hans bluse.

"Vis mig det" hviskede hun og trak hovedet en smule væk så hun igen kunne fange hans blik. "Vis mig hvor meget du har savnet mig" bad hun.

[Raphael Maler]

Han mærkede hendes fingres vej mod hans bluse, hvor hun langsomt fik den åbnet en anelse. Hans læber var tæt mod hendes, og hans åndedrag var steget en anelse over følelsen at have Rosalie så tæt på sig.

De brune øjne flakkede en anelse i hendes, da hun trak sig væk og fangede hans blik, og hendes ord trak ham ud i vildrede. Hans fingre søgte mod hendes kjoles lette stof, og bevidst trak han den hen og op over hendes bløde lår, alt imens at hans læber søgte hendes hals i kærtegn. Deres bestemte bevægelser fik det til at larme en smule i køkkenet.

"Mor?" lød en lille pigestemme pludseligt fra soveværelsesdøren. Raphael stoppede midt i sin gøren, frosset en anelse stadig lænende mod Rosalie, da det gik op for ham, at de havde vækket Juliette.

Han rettede sig væk og trak diskret sin hustrus skørter ned over lårene igen. "Juliette. Det er sent." lød Raphaels stemme lavmælt, som han vendte sig mod deres datter, der nu var gået ud til dem i køkkenet. Han nåede end ikke at gå hende i møde før at Juliette satte i løb og knugede sig ind til hans ben, "Far! Se mor, far er hjemme!"

[Rosalie Maler]

Rosalie var opslugt af sin mands nærhed og kærtegn. De blev begge kun lige lyst op af gaden og det lille lys på bordet. Øjnene søgte hans, hænderne fandt vej ind under så hun kunne lade de bløde fingre mærke hans brystkasse. De søgte dog snart længere ned.

Hun sukkede svagt da kjolens stof blev trukket op og af ren instinkt skubbede hun sine ben mere fra hinanden så Raphael bedre kunne komme helt tæt på hende. Der gik et øjeblik før hun registrerede at de ikke længere var alene.

I stilhed rettede hun sig bedre op og gled ned fra bordet. Hun kunne dog ikke lade være med at smile da deres ældste datter faldt sin far om halsen. "Shh Elise sover endnu, Mon chéri" mindede hun Juliette om der blot knugede sin far tættere.

"Hvorfor kom du ikke og puttede os?" spurgte hun efter modvilligt løsrev sig fra sin far.

[Raphael Maler]

Raphael satte sig på knæ ned til sin datter. Hans øjne flakkede en anelse på hendes ansigt, som han betragtede hver eneste lille detalje - fra fregnerne hen over den lille næseryg til smilehullet i hendes kind.

"Fordi," sagde han og fjernede en tot af hår fra hendes ansigt, "Jeg var nødt til at være til stede på paladset. Der var et stort bal, forstår du. Fyldt med prinser og prinsesser, der alle sammen ville males. Selv Dronningen. Jeg skulle hilse fra hende." En lille løgn. Og det var det værd, for Juliettes øjne lyste op som stjerner på himlen.

Datteren behøvede ikke at vide sandheden om sin fars kamp for at få pengene til at række. Nej, på et tidspunkt ville han tale sandt, det var han sikker på. På et tidspunkt ville det lykkedes. Hans talent ville blive opdaget, han ville blive bragt ind til de adelige og royale, og familien ville aldrig nogensinde mangle noget længere.

"Virkelig? Mor, hørte du det? Prøv og tænk hvis vi kunne komme til bal i vores lange kjoler!" hvinede Juliette i fryd. Raphael så smilende op på sin hustru fra sin plads. 

[Rosalie Maler]

Hvis bare tiden havde været der. Så var Juliette blevet pakket ind i et tæppe og den lille pejs var blevet tændt og så kunne de alle tre sidde på bænken i køkkenet og bare være sammen. Men det var sent; alt for sent til at den drøm kunne gå i opfyldelse.

Alligevel kom der et snert af et lille smil hos Rosalie over den milde fortælling Raphael gav om sit arbejde. Selvom det ikke var sandt. Men den del af hans liv behøvede de ikke at vide og det var trods alt deres job som forældre at beskytte deres børn lidt endnu.

Men der var lang til at fylde dem med håb og drømme og Rosalies ansigt træk sig sammen, først da datteren henvendte sig trak brynene sig tilbage. "Måske. Men indtil da må vi vente til fejringen af Vintersolhvervet" Forsøgte hun sig selvom der var alt for lang tid til. Juliettes mund gled langsomt ned af og hun mærkede lysten til at protesterer. men snart vendte trætheden og udmattelsen sig tilbage og i stedet lænede hun sig ind mod sin far.

"Put du hende" lød det blidt fra Rosalie der trykkede sin hånd mod sin mands skulder før hun begyndte at rydde det sidste op i køkkenet for derefter at gå ind i deres soveværelse. Det var ikke stort men der var plads til en halvandenmandsseng, en dragkiste samt et lille bord hvor der stod en lysestage og ved siden af, to små bøger.

[Raphael Maler]

Raphael smilede diskret op til sin hustru, inden at han trak datteren ind til sig. "Kom, min skat," hviskede han varmt idet at han løftede Juliette op og rejste sig fra pladsen på gulvet. Juliette lagde hovedet mod sin fars skulder og kløede sig træt i øjnene.
"Vi ses om lidt," henvendte Raphael sig kærligt til Rosalie, inden at han bar datteren ind på børnenes soveværelse for at putte hende trygt.

Der gik end ikke fem minutter før at Juliette igen var faldet helt i søvn. Raphael havde lydløst rejst sig fra hendes sengekant, og da han nåede ud af værelset lukkede han stille døren bag sig. Køkkenet stod fint og rydeligt, med tomt for sin hustru. Hun måtte være ved at gøre klar til selv at gå i seng.

Raphael nåede soveværelset og lukkede døren med en rolig bevægelse. Der stod Rosalie, igang med sit gørende. Det lille soveværelse var ikke meget, men de havde formået at gøre det hyggeligt og intimt med det, de havde.

"Hun sov allerede på min skulder," sagde Raphael med et skævt smil, som han begyndte at åbne snørerne i sin bluse.

[Rosalie Maler]

Det var godt for deres døtre at mærke at når deres far var hjemme. Selvom det sammensat varede et par minutter eller en halv time havde de brug for at de stadig vidste at han fandtes. De forstod mere end man skulle tro og Rosalie forsøgte at give dem en så normalt dag som hun kunne og flette deres far ind i den. For så var han der stadig på en måde.

Den lange lyse fletning var blevet løsnet og det blonde hår dækkede den nu bare ryg. Hun vendte sig mod sin mand og tog de sidste skridt hen imod ham for at overtage hans arbejde med snørerne. "Hun kæmpede med at forlive vågen indtil du kom hjem. Hun må have sovet uroligt." sukkede hun svagt og lod blikket hvile over hans ansigt.

[Raphael Maler]

Raphael rankede sig en anelse, da Rosalie trådte hen og overtog arbejdet med snørerne i blusen. Han fangede hendes kønne øjne, der gav ham alt det i verden, han havde brug for i dette øjeblik; en fornemmelse af tryghed og varme, som kun kunne findes hos dem man elskede.

"Det er der ikke noget, at sige til," sagde han eftertænksomt, idet at en panderynken dannede sig. Ganske roligt førte han sine hænder mod Rosalies slanke fingre. Han bøjede let i nakken for at fange hendes blik yderligere.

"Jeg lover dig, at det nok skal ændre sig, min kære," sagde han lavmælt, "På et tidspunkt kan jeg give jer alt i vil have. Vi flytter fra det her sted til et hus, hvor regnen ikke drypper fra taget. Pigerne vil få hver eneste dukke, de peger på. Du, min smukke hustru, vil kunne klæde dig i de dyreste kjoler præcis som du har fortjent."

Han smilede forsigtigt, "- og jeg vil kunne være hjemme mere hos jer."