Falanies hul i jorden

[Adelaide Af Zorete]

Til: Lucrèce af Vigny
Uundgåeligt var det, at Adelaide af Zorete ville være i dårligt humør, da rundrejsen, efter en lang rejse, satte deres fødder i Zorete. Humøret var ikke blevet bedre efter middag på lensborgen og slet ikke efter at have set borgernes festlige humør rundt om i gaderne, mens hendes egen var ligesom en tordensky. Hvad havde de overhovedet at feste over? Det var svært for hende at forstå, når hun vidste, hvordan borgene i Zorete levede. Konstant i frygt fro at blive plyndret af røvere og med en lensgreve, der havde formået at gøre deres len endnu fattigere end det havde været.

Og hvis Adelaide skulle være ærlig overfor sig selv, var hun egentlig ligeglad med borgerne i Zorete. De var en del af pøblen, men hun var sur på deres Greve. Derfor fandt hun alle de fejl han havde gjort go en af dem var så at skuffe sit folk. Lensgreven havde til aften, den sidste aften i Zorete, påstået, overfor Enkefruen, at hendes børn burde blive i Zorete familiens varetægt. Det ville blive over hendes lig. Det værste var, at han havde sagt det som om hun intet valg havde. Det skulle være løgn. Hun mistænkte Henri af Migran for at have en finger med i spillet, men kunne ikke bevise det.

Kammerpigen havde fået lov at mænge sig med folket, så den mørkhårede enkefrue måtte gå alene i lensborgens haver uden nogen af betro sig til. Meget kunne man sige om Noella Pilkvist , men hun var en af de få, som Adelaide betroede sig ting til. De fleste andre lod hun ikke se sine rigtige farver. Måske på nær en enkel, men han havde alt for travlt med sin kone. Og hvis hun skulle være ærlig ville hun hellere have kvalme end at se dem ligne et lykkeligt ægtepar. Det eneste sted hun følte sig tryg, var i haven. Den have hendes mand havde hjulpet med at skaffe planter til. Deres egen var selvfølgelig mere velholdt, fordi lensgreven ikke havde råd til at få nogen til at vedligeholde haven ret tit. Rødglødende havde hun sat sig på en bænk i netop denne halv tilgroede have og kvaste en bille med skosnuden, som havde forvildet sig forbi hende.

[Lucrèce af Vigny]

Den sidste del af rejsen havde Lucrece forsømt Adelaide Af Zorete. Tiden var gået med at lære Elaine af Vigny at kende og på ny at finde en måde at genopbygge de bånd, der så mange år havde lidt under forsømmelse. Det var ikke nemt for ham. Han havde trives i sin selvvalgte isolering og for hans skyld kunne der have varet ved til de begge døde af alderdom.
Han slendrede mod Adelaide, som en paladskat, der havde al den tid den ønskede.
"Haven er yndig..." Kom det stilfærdigt fra ham. Havde interesserede ham ikke og han anså det som tidsspilde at gå op i sådan. Det var noget man betalte andre for.

[Adelaide Af Zorete]

Enkefruen fnøs på nippet til at være hånligt, da Lucreces stemme lød bag hende. Den mand hun følte havde forsømt hende på hele rejsen. Tidligere, da hans kone boede langt væk, havde ikke vist den store interesse i hende, men nu virkede det pludselig som om hun var hans et og alt. Det irriterede hende langt mere, end hvad Adelaide ville indrømme. Den mørkhårede frue var ikke en man kun tog interesse i, når man lige følte for det. Nok var han blot endnu en elsker, men hun brød sig ikke om følelsen af at blive kasseret. Det at de befandt sig tilbage i Zorete, gjorde ikke humøret et nøk bedre.

“Hvad vil de Magus?” spurgte Adelaide uden at vende blikket imod ham. I stedet lod hun fingrene kærtegne et blad, mens blikket så på bevægelsen. Dette sted gjorde hende virkelig irritabel af flere grunde. Uvilje fra svigerfamilien var en ting. En anden var at netop denne have, var stedet for hendes mand var blevet fundet død. Det var selvfølgelig hende egen skyld, men det vidste ingen. Ingen andre end Henri åbenbart. Det var endnu én af grundene til humøret. Henri havde krævet noget af hende, som hun ikke ønskede at udføre. Ikke at hun holdt meget af deres far, men det gavnede hende ikke det mindste at lade Henri blive lensherre i Migran.