En sjovers problemer

[Fabrice Vejfarer]

Til: Cédric Sølvsmed
Sted: Ved et mindre vandingshul på havnen
Tid: Sen aften/tidlig nat
Vejr: På kanten til regn

Egentligt var det slet ikke meningen, at Fabrice stadig skulle være i Levagny. Han var en landevejsrøver, ikke en slumrotte, og han hørte til uden for byens mure. Hans besøg på hovedstaden plejede at være små og korte, men ting skete, og han var her altså endnu. Eller, han var kommet tilbage. Hans fødder nåede at vandre i et par dage, før skæbnen førte ham tilbage, nu med en god pose penge mellem hænderne. Lidt heldig kunne han altså godt få lov til at være.

Og hvad brugte en mand som Fabrice så sine nyanskaffede rigdom på? Nyt tøj, et par gode støvler eller mad nok til at fylde tasken? Pjat, han kunne jo stjæle sig til det hele, så i stedet tog han på druk. Hvis noget der var let tilgængeligt i Levagny, så var det steder at købe sprut, så for et par dage turede Fabrice rundt i de små kroer, han vidste ikke havde noget med Tyvekongen at gøre. Her morede han sig, drak og gjorde sig bemærket. Det var ikke altid en lige god ting og det skete, at han sluttede natten af med en blodtud, men det slog ikke den beskidte stodder ud. Han var klar igen næste aften til mere sjov og ballade.

Denne aften var han endt i et mindre serveringssted, hvor væggene var mørke af os fra ildstedet og lugten af mad blandede sig med stanken af sved og billig vin. Han anede ikke, hvad stedet hed, men det var vel heller ikke så vigtigt. Sprutten var billig og der var masser af den. Selskabet var også fint, som nogle af de mere skumle havnearbejdere åbenbart yndede at holde til her. Grove historier og latter fyldte luften, og stemningen blev mere og mere løssluppen som sprutten gik ind og forstanden ud.

Men alt godt varer ikke ved, og Fabrice, der havde en tendens til at blive påståelig, når han fik for meget at drikke, endte i en diskussion med en havnearbejder. Det var lidt ligegyldigt, hvad den var om, men den blev mere og mere ophedet, og til sidst greb den store mand den noget mere spinkle Fabrice i nakken og slæbte ham hen til døren og smed ham ud på gaden. Fabrice nåede lige at få sin taske med, inden han måtte tumle med, mens han peb over det hårde greb. Benene føltes lidt som opblødt brød, da han forsøgte at holde balancen på vej ud ad døren, men han ramte alligevel brostenene på alle fire. Hurtigt kom han på benene, lidt for hurtigt, som han nær var snublet videre, inden han vendte sig mod døråbningen, hvor manden stadig stod. De råbte lidt ad hinanden, for de fleste var samtalen nok efterhånden så langt ude, at ingen forstod den alligevel. Til sidst fik Fabrice dog nok.

”Jeg har ret! Og hvis du ikke er enig, kan du…” Han hev ned i sine bukser og vendte rundt, inden han bøjede sig forover for at give manden i døren et fuldt udsyn til hans bare bagdel. ”… kysse min beskidte røv!” Han gav sig selv et lille klap på den ene balle for at illustrere, hvor det kys skulle sidde. Noget fik ham dog hurtigt til at rykke bukserne op igen, som den store mand kom med en arrig lyd og væltede væk fra døren og ud mod ham, uden tvivl mere beruset end Fabrice. Fabrice var ikke en mand, der elskede at løbe, men han nåede dog at bakke et par skridt, inden han stødte ind i nogen. Det kunne han dog ikke nå at reagere på, som den store havnearbejder var overraskende hurtigt ovre ved ham, og hans store næve susede igennem lufte mod Fabrices stakkels næse. Måske var Fabrice ikke så stangstiv som han fremstod, eller også var han bare heldig, for han bukkede ned i knæene og undgik derfor slaget. Om personen bag ham var lige så heldig, det fandt han nok hurtigt ud af.

[Cédric Sølvsmed]

Natlige vagter var aldrig noget Cédric så specielt meget frem til. Umiddelbart skulle man tro, at det var døgnets roligste tidspunkt, og det var måske også sandt ude i de mindre landsbyer; men herinde i hovedstaden var folkets behov for søvn åbenbart mindre, eller måske var Levagnys borgere blot så bebyrdede af dagligdagens mange bekymringer, at den eneste måde, de kunne lulles i søvn på, var med rigelige mængder sprut i kroppen. Gaderne lå i hvert fald sjældent fuldkommen øde hen, og de mere begivenhedsløse vagter, hvor intet skete, var derfor ganske få.

Denne nat – omend den endnu var ung – lod dog indtil videre til at være stille og rolig, så det var med et lettere distræt sind, at Cédric marcherede sløvt omkring i de mørke gader. En fakkel i hans ene hånd oplyste vejen foran ham, mens den anden hånd hvilede på skaftet af en kølle, holdt oppe af bæltet om livet. Han var afslappet, men stadig parat. Og der gik ikke så længe, før denne parathed kom ham til gode.
Den unge drabant kunne høre balladen lang tid før, han kunne se den. Det lød som to fordrukne stoddere, der stod og råbte ad – ikke til – hinanden på åben gade, og det ledte ofte kun til én ting. Slåskamp.
Åh, alene tanken gjorde ham helt træt i ansigtet.

Cédric nåede lige akkurat at overvære en lurvet udseende mand trække bukserne op, efter han var drejet om et hjørne, før den selvsamme gut vadede durk ind i ham. Det var farligt tæt på, at han havde sat ild til mandens tjavsede hår, men guderne været lovet var hånden med faklen automatisk røget til vejrs for at undgå netop dette. Drabantens egne sanser var heldigvis noget skarpere end de to fulderikkers; så da det andet kødbjerg af en mand kom buldrende som en tyr klar til angreb, trådte han to armslængder til siden, og så hvordan den godt snalrede havnearbejder fortsatte et stykke fremad på usikre ben. Det var egentlig ret komisk, men Cédric smilede ikke. Han havde allerede på fornemmelsen, at især den ene herre ville blive vanskelig at tale til fornuft.

“Jeg tror, I to har fået mere end rigeligt at drikke. Er det ikke på tide, I vender snuden hjemad? I forstyrrer den offentlige fred.” Han talte i et højt leje, men var ellers rolig og selvsikker i sin fremtoning. Det var ikke første gang, han stod i denne situation, hvor to slagsbrødre skulle beroliges, om det så blev med ord, eller om mere fysiske metoder skulle tages i brug. Cédric håbede på det første – det var noget nemmere for ham. I det mindste så den mere skravlede af de to mænd ud til at være knap så beruset – ikke at barren var sat særlig højt – men han holdt nu alligevel godt øje med dem begge, mens han afventede svar eller endnu en næve, der skulle undviges.

[Fabrice Vejfarer]

Næven fór hen over hovedet på Fabrice, der på en eller anden måde at holde balancen i sin hurtigt sammenkrøbne stilling. Hvad han ikke lige havde taget højde for, var at havnearbejderen ikke bremsede op og i stedet fortsatte direkte ind i Fabrice – og dét havde han alligevel ikke balance til, så han væltede på røven. Hurtigt trak han sin taske ind i favnen, fik drejet sig rundt og begyndte nu at kravle væk fra havnearbejderen på tre ben. Langt kom han dog ikke, før et par støvler dukkede op i hans synsfelt og en stemme lød ned over ham. Vende snuden hjemad? Lettere sagt en gjort for en stodder som Fabrice, der ikke havde et hjem.
Et hurtigt blik opad afslørede en ung mand med en fakkel. Drabant, uden tvivl, Fabrice kunne praktisk talt lugte det. Eller var det fisk nede fra havnen af? Det var ikke noget, han dvælede ved, i stedet fortsatte han med at kravle.
”Jeg er på vej, Mester,” mumlede han.

Han kom dog ikke så langt, før en hånd lukkede sig om hans ankel, og hans ben forsvandt under ham, som det blev trukket ud og op. Med skulderen først væltede han op på de hårde brosten igen med en overrasket hyl. Havnearbejderen stirrede olmt på ham, og hev i ham for at få ham nærmere. Det var som om, at den store man ikke havde opdaget, at det var en drabant, der stod og forsøgte at stoppe balladen. Og han lignede én, der havde planer om at gøre Fabrices liv ganske horribelt de næste øjeblikke.

Uden at spekulere så meget over det, greb Fabrice febrilsk fat i det nærmeste, der kunne stoppe hans ellers uundgåelige tur mod mandens kæmpe næver og tunge støvler – drabantens ben. Faktisk greb han ikke bare fat i dem, han klamrede sig desperat til dem, som var de to stammer af kød og blod hans eneste redning fra at møde Mortem. Og det var de måske også.
Det stoppede dog ikke trækket i hans ben, som den store havnearbejder var målbevidst i at få den skravlede landevejrsrøver ind for rækkevidde
”Bare fordi du ikke kan tåle at tage fejl! Sådan en fiskeknepper, slip mig så!” Fabrice stemme steg i styrke og i tone, som han forsøgte at sparke manden væk, og hans fingre begravede sig i drabantens lægge i et forsøg på at slippe for tæv.

[Cédric Sølvsmed]

Åh, ved guderne altså. Var der da ingen i denne forbandede by, som besad bare den mindste smule fornuft efter mørkets frembrud? Hvor måtte kroejerne sidde og more sig indendørs; med deres fyldte punge, raslende af mønter, og ingen bekymringer til at tynge dem ned – for så snart en gæst begyndte at opføre sig lidt for løssluppent, blev de smidt på porten, og så var de ikke længere deres problem... men Drabantkorpsets. Ak, Cédric havde tydeligvis valgt den forkerte sti i livet. Men den slags eksistentielle grublerier måtte vente. Kaosset herskede stadig for øjnene af ham, og det var på vej til at blive meget, meget værre.

Det store brød af en mand fik i bogstaveligste forstand slået benene væk under sin noget mere spinkle modstander – skønt det nu nærmere lignede et katten-efter-musen scenarie fremfor et retfærdigt slagsmål – og før Cédric overhovedet kunne nå at vægte, om han skulle gribe ind eller ej, blev hans ben en del af kæden.
“Sig mig hvad har du gang i?!” udbrød han til den mindste af de to mænd og følte sig vældig uprofessionel, som han stod der i total urede og hverken kunne gøre til eller fra. Det var temmelig vanskeligt at holde balancen, så insisterende den anden hev til; man skulle næsten tro de var midt i en menneskelig tovtrækningskonkurrence. Fyren i midten ville jo nå at blive mindst et par centimeter højere, hvis altså ikke knæene gik af led først.
“Fjern dine beskidte grabber fra mig! Det her bliver sidste advarsel – hvis ikke I tager jer sammen og—” I sit forsøg på at komme fri af den lurvede mands desperate jerngreb, fik Cédric overbalance og røg med et ordentligt bump lige ned på halebenet. En utilfreds lyd undslap hans læber, da smerten bredte sig – både i lænd og mund, da han på sin vej ned havde fået bidt sig i tungen. Faklen havde han straks smidt fra sig på den støvede vej, så de ikke endte med alle at gå op i brand.

“Gider du?! Slip mig! Det er en ordre!” Cédric var nu blevet godt rød i hovedet, og for en gangs skyld var det ikke grundet forlegenhed over hans egen akavede opførsel – eller... måske de brændende kinder alligevel bundede i en vis grad af flovhed over situationens uheldige udvikling, men det eneste, han reelt følte lige nu, var en blanding af vrede og frustration. Det udmærkede sig bestemt ikke for en drabant at ligge og rulle rundt i støvet sammen med sådan nogle usle typer som dem. Det var for pokker meningen, at det var ham, der skulle have overhånden. Overblikket. Og lige nu havde han absolut ingen af delene.
Én lille sejr var det dog blevet til. Han havde i faldet formået at få hevet et ben til sig, og den frie, støvlebeklædte fod blev nu sendt gentagende gange med mandens hænder, arme – hvad den nu kunne ramme, som ville få ham til give slip på det sidste ben, så den unge drabant kunne genvinde sin værdighed – eller i hvert fald komme op at stå...

[Fabrice Vejfarer]

Det var ikke ligefrem en optimal situation Fabrice var endt i. Han anså ikke sig selv som være et tov til tovtrækkeri, og der blev rykket hårdt til i den fjerne ende af hans krop. Tænk at han måtte klamre sig til en drabant for sikkerhed, det ville han ikke have troet, hvis du havde fortalt ham det et par timer tidligere, men sådan kunne tingene jo udvikle sig.
Men klamre sig til drabanten, det gjorde han, og det resulterede i, at drabanten røg på røven – noget der ville have fået Fabrice til at skraldgrine på alle andre tidspunkter, men lige nu fokuserede han mere på, at det blev endnu sværere at holde ved.

Det hjalp i hvert fald slet ikke, at drabanten fik trukket sit ene ben til sig og begyndte at sparke til ham. Fabrice, der havde været ved at skælde ud på det store fiskerbrød, der hev i ham, begyndte i stedet at hyle op, som en støvle bankede mod hans arme og hænder, så blodet sprang.
”Aaaaav, AAAV, ved alle rådne tænder, skulle du ikke hjælpe mi-” Han blev afbrudt, som drabantens støvle ramte ham lige midt i ansigtet, hårdt nok til at hans næse eksploderede i smerte, og han i ren refleks gav slip på mandens ben for at beskytte sit hoved med armene.

Det var nok meget fornuftigt, for så snart han slap, gled han hen over brostenene mod fiskeren, der nær havde fået overbalance, men alligevel formåede at blive stående på usikre ben. Og endda fandt balance nok til at løfte det ene for at lade en kraftig støvle suse mod Fabrice, der dog allerede havde hevet knæene op til brystkassen – det var ikke første gang, at han var i en uheldig position til en omgang tæv, og han reagerede hurtigt og instinktivt, trods sin fuldskab – så sparket ramte hans skinneben i stedet for noget blødere som hans mave eller ædlere dele.
Trods blodet, der fossede ud af landevejsrøverens næse, hylede han op, som manden begyndte at sparke til ham.
”Er du helt idiot, har du slet ikke set drabanten?!”

Og her var det som om, at det endeligt gik op for fiskeren, at lovens lange arm var blevet involveret. Det næste spark frøs i luften og de svømmende øjne landede på drabanten og den kendte uniform. Man kunne næsten høre tandhjulene dreje i det tykke hoved, inden han tavst vendte rundt og med skuldrene oppe om ørerne begyndte at lunte ned ad gaden, som gjorde det ham usynlig, så han kunne slippe for en gang prygl ved pælen.

[Cédric Sølvsmed]

Det havde egentlig ikke været meningen at ramme den usle mands lige i ansigtet, men det skete, og det viste sig at være effektivt. Så snart musklerne i mandens fingre gav op, hev Cédric det sidste ben til sig, inden han lidt klodset – men hurtigt – kom op at stå. Der var ikke meget medlidenhed i den unge drabants ansigt, da han gav sig tid til at børste jord af bukserne, før opmærksomheden atter blev rettet mod de to stoddere – ja, man kunne vel lige så godt kalde en spade for en spade. Hånden fandt automatisk køllen i bæltet, men han hastede ikke ligefrem hen for at redde manden med de sorte øjne. Han var dog på nippet til at lukke munden op for at gøre et sidste forsøg på at tale den største af dem til fornuft – men det klarede den mindste helt selv.

Cédric tog et skridt fremad, mens de lyse øjne fulgte det store brød, der for blot få sekunder siden havde emmet af samme energi som en rasende bjørn. Nu mindede han mest af alt om en krysterlig hund med halen mellem benene. Havde det været højlys dag, og gaderne mere travle, havde Cédric måske nok løbet efter ham. Men mørket var for længst faldet på, og langt de fleste lå og sov. Det ville ærlig talt blive mere af et spektakel, hvis han faktisk skulle nedlægge ham for så at slæbe ham med til afstraffelse. Nej, han kunne få lov til at slippe. Han ville sikkert snart drætte om i fuldskab alligevel. Den anden derimod …

„Hey, du … har jeg ikke set dig før?“ Endnu et skridt blev taget mod den lurvede starut. Jo, nu hvor han tænkte over det, virkede hans ansigt underlig bekendt. Ikke mange mænd i hovedstaden rendte rundt med sort om øjnene som en anden barbar.
Faklen blev samlet op fra støvet og brændte utroligt nok stadig, om end knap så intenst. Han rakte den nærmere manden, så han kunne få et bedre kig.
„Du befinder dig altid på den forkerte side af loven, gør du ikke? Har du virkelig ikke noget bedre at tage dig til?“ spurgte Cédric men var egentlig ikke interesseret i et svar. Et træt suk lød fra ham, som han frigjorde køllen fra bæltet, klar til at gøre brug af den, hvis det blev nødvendigt. Noget sagde ham, at det ville det.

„I det tilfælde kan jeg næppe lade dig gå med blot en advarsel, kan jeg? Mit indtryk er, at du ikke er typen, som lytter til den slags …“ Gid det ikke forholdt sig sådan. Cédric ville foretrække at gå hver til sit, men det gik ikke, hvis borgerne fortsat skulle respektere Drabantkorpset – som han jo repræsenterede, når han bar sin uniform.
„Du har både forstyrret den offentlige ro, og praktisk talt ydet vold mod en drabant i funktion. Jeg bliver nødt til at bede dig om at følge med,” sagde han – tonen streng og opgivende på én og samme tid.

[Fabrice Vejfarer]

Fabrice blev faktisk ret overrasket, da den store mand holdt op med at ville sparke på ham og i stedet stak af, som den fiskerkøter han var. Han havde ikke regnet med, at det ville virke at råbe ad ham, men der kunne man se. Lidt forsigtigt foldede den langlemmede landevejsrøver sig ud igen og sukkede lettet. Det var ikke sjovt at få tæv af en mand af den størrelse, så nogle blå mærker på skinnebenene var let sluppet! Ja, og så blodtuden, drabanten havde givet ham. Det var både løbet ned af hans hage og ned af hans kind, som han havde rodet rundt på jorden, og Triatos tage ham, om det ikke stadig fossede ud.

Usikkert kom Fabrice på benene, og fik samlet sin beskidte og slidte taske op – den indeholdt alt, hvad han ejede, og han var meget beskyttende overfor den. At hans økse stadig hang i bæltet, det havde han ikke tænkt over, som han ikke ville bruge den, medmindre han virkeligt var i problemer, og det var en omgang fuldemandstæv normalt ikke kategoriseret som.
Lige som han rettede sig op igen, lød drabantens stemme. Fabrice havde nær glemt ham, så det gav et forskrækket sæt i ham, inden han vendte sig mod ham.
”Det tror jeg ikke, Mester Drabant, jeg har et af de der ansigter, du ved…” Han cirklede en finger foran det blodindsmurte ansigt og forsøgte at se uskyldig ud. Måske lidt svært med blod, skidt og sod smurt ud i ansigtet. Farven om øjnene var flere dage gammel, men siden han hverken havde været ude i regn eller i bad, så sad den der fint endnu, om end lidt udtværet.

Fabrices blik faldt til køllen, drabanten hev ud af bæltet, og hans øjne blev spærret så meget op, at hans pande krøllede helt sammen. Skræk og rædsel. Ordene forstærkede bare Fabrices første indtryk, og han klamrede sig til sin taske, som var den en skjold mod de slag, han forventede ville komme.
”Nej hør nu, jeg har ikke gjort nogen noget, jeg havde lige en hyggelig aften og så blev jeg overfaldet, der er ingen grund til at blive voldelig, jeg skal nok skynde mig videre og du hører ikke en lyd mere fra mig i dag, jeg sværger, jeg er ikke ude på ballade, det er magtmisbrug, jeg er bare en stakkels fulderik, ingen grund til at slå på mig, det er synd for mig, jeg sværger, jeg skal nok…” Ordene væltede ud af Fabrice som skidt fra en spædekalv, halvvejs paniske og hysteriske, mere og mere skingre i tonen, men han flyttede sig ikke. Han virkede bare til at blive lidt mindre, som han trak sig sammen om sig selv. Det hvide i hans øjne stod tydeligt frem, som de var spærret op og gled fra køllen til drabantens ansigt og tilbage igen. Ville han virkeligt tæve ham?! Det ville ikke være første gang, en myndighed bankede løs på ham for ingenting. Han havde måske bare forventet lidt mere af en drabant.
Egentligt burde han nok bare løbe, men Fabrice afskyede at løbe og han var alligevel nok ikke sikker nok på benene til at komme så langt. Den unge drabant ville fange ham igen uden problemer, og hvorfor så gøre sig ulejligheden?