De sidste dage i friheden

[Frieda af Hasnea]

Afventende viklede hun båndet omkring den ene pegefinger, påpasselig med ikke at få givet slip på det før end de havde sat deres ønsker i det. Frieda havde allerede et ønske at afgive. Et der ikke var rettet mod hendes egen lykke.

”Du kunne ønske at Smørblomst ikke bliver for tyk af det Falanistiske græs?” Forslog hun overvejende for sjov. Skønt Hasnea’s ikke var en stor gold isørken, så var hestene ikke vant til den kraft som græsset voksede med i nabolandet. Der havde derfor også været en vis alvor i forslaget, Smørblomst var en prægtig hest der ville være en skam at miste til et grønt græs hav.

Frieda nikkede som svar og rakte hånd med bånd frem igen ”På tre?”.

[Aaslaug Sværdsanger]

Aaslaug mumlede nogle lave knurrende bandeord. Hun havde slet ikke tænkt i de baner endnu. Men Frieda have ret. Og tykke venstre havde tendens til forsvangenhed, der betød en ubrugelig hest der måtte slås ned.
"Hun kommer på jordfold. Hun har altid haft en sød tand, så der ville ikke gå længe før hun blev for tyk." kurrede hun mest til hesten og viklede fingrene ind i den stride manke. "Den første sommer i hver fald. Så må vi se med den næste..."
Hun tog båndet. "En, to, tre. Jeg ønsker dit ønske går i opfyldelse"

[Frieda af Hasnea]

”Det bør de alle tre.” Der var ingen grund til at tage unødige chancer, så alle tre heste måtte leve med afskåret græs i moderate mængder, så det ikke gik i benene på dem.

Fingrene slap på tre. Frieda fulgte hvordan vinden bar båndet med sig før hun med store øjne så på den ældre Hasneaer, hun havde været lige ved at udbryde hendes navn, men endte i stedet med at sige sit eget ønske højt ”Jeg ønsker at I begge, dig og Snefríd, falder til i Falanie så hjemme ikke føltes så lang væk.” Kunne de bare finde lykke, så skulle hun nok bide i hele verdens sure æbler for deres skyld.

[Aaslaug Sværdsanger]

Aaslaug vrængede med munden. "Det var vist splid af ønsker..." mumlede hun. "Men folk flytter hver dag. Hvis vi kigger logisk på det, er det ikke så specielt... Det sker hele tiden og så vidt jeg ved overlever de fleste. Øh... Jeg er sikker på at til sommer tænker vi tilbage og se at vi har været fjollet og Falanie er helt helt okay sted... Og sig ikke noget til Snefrid, jeg vil benægte alt! Men jeg glæder mig faktisk til sommeren. Det gør du også, ikke også Smørblomst?"
Hun nulrede hesten og skævede til Frieda. Normalt var hun meget kortfattet. Syntes Frieda hun havde snakket for meget? Det værste Aaslaug kunne forestille sig, var at snakke og snakke og ikke opdage at den hun snakkede til var ved at lede sig ihjel.

[Frieda af Hasnea]

Det lignede ikke Aaslaug sådan at lade munden løbe af med sig, men til en forveksling var det faktisk ganske rart. Det gav mindre tid til at hænge sig for meget i det uvisse og alle skræk senarierne.

"Så vidt du ved." Bemærkede Frieda med det ene øjenbryn skudt skeptisk højere op i panden. Det var ikke betryggende ord, men veninden havde ret. Folk flyttede hele tiden og de færreste led voldsomt under det. Det hele skulle nok gå, om ikke andet så havde de hinanden som støtte "Jeg siger intet til hende, på æres ord." Lovede hun og slog et kryds over hjertet med pegefingeren.

Sommeren, den havde der været mange fortællinger om. "Det er kun indtil du er ved at smelte i varmen." Drillede hun. Frieda selv måtte indrømme hun faktisk så frem til at opleve hvordan året tog sig ud i Falanie, om forskellene faktisk var så store som det var blev fortalt.