De sidste dage i friheden

[Aaslaug Sværdsanger]

Frieda af Hasnea

Aaslaugs baller havde været følelsesløse i flere dage nu, efter at have siddet på Smørblomst siden de forlod hjem. Hun havde nærmest sovet i sadlen, mens Smørblomst trofaste var skridtet med følget... Eller det var vel ikke 'hjem' længere? Der var ingen planer om at rejse tilbage. Hele deres fremtid lå foran dem og kom faretruende nærmere.
Hendes blik lå tomt på det flade grønne landskab omkring dem. Det havde været en yderst begivenhedsløs rejse indtil videre, som de langsomt kom længere og længere væk fra det genkendelige.
Og på trods af det hele kedede hun sig. Dagene lignede hinanden og selv tungsindet og hjemveen var blevet en rutine der trak ud i det uendelige.

[Frieda af Hasnea]

Det havde været med spænding i brystkassen og sørgmodighed i sindet at Frieda havde vendt og drejet sig i sadlen for at få de sidste glimt af sit barndomshjem indtil hun ikke længere kunne.
Hun prøvede ikke at tænke for meget på at det med alt størst sandsynlighed var sidste gang og frygten for at glemme. Første del af turen var forgået i stilhed, mens realiteterne fik lov til at bundfælde sig. Hun var trods alt ikke ene om at sige farvel til alt hvad hun havde kendt til, for at drage mod ukendt land.

Kroppen var øm efter de mange dages ridt og havde langsomt fået den modvilje, som hun ellers var lykkes med at holde i skak til langsomt at kravle op til overfladen igen, hvor den satte sig som en tung knude i maven og en konstant kvalmende fornemmelse.
I starten af turen havde Frieda redet ved siden af hendes far, nær fronten, men efter de havde passeret bjergkæden havde hun med vilje lavet halve parader til Tjetske var endt med at skridte ved siden af Smørblomst.
Frieda endte mere sidevært i sadlen, idet hun lænede sig mod den ældre veninde, der gennem årene var blevet mere som en storesøster for prinsessen. "Hvor langt tror du vi ville nå inden de opdagede vi var væk?" Konspirerede hun med sænket stemme, så ikke andre skulle høre med. lænet sideværts mod den ældre veninde, der gennem årene var blevet mere som en storesøster for prinsessen. Spørgsmålet havde en vis grad af alvor, som overvejede hun rent faktisk at stikke hælene i siden på den sorte hoppe og tage flugten fra sin skæbne. Forsøge om ikke andet.

[Aaslaug Sværdsanger]

Det var er tomt smil der spredte Aaslaugs læber. Det var også det spørgsmål der havde hjemsøgt hende fra det øjeblik hun havde sat sig i sadlen fra første gang. Og hver gang terrænet havde ændret sig, havde hendes årvågne blik ikke kun ledt efter potentielle fare for følget, men også ledt efter strategiske steder at forsvinde. En ringe trøst at hun kunne bilde sig selv ind, at hun kunne tage hjem uden Frieda.
"Jeg tror vi ville kunne nå helt til det store hav..." hvad var det nu det hed? Geografi udenfor Hasneas grænser, havde aldrig interesseret hende. "Syd for Falanie. Der kan vi finde et skib og tage hvorhen vi vil... Hvor vil du hen?"
Det kunne være rart at tænke på noget andet. Aaslaug gættede på at de begge havde brug for at slappe af i hovedet med noget harmløs fantasi. En fantasiverden hvor de kunne være i kontrol.

[Frieda af Hasnea]

Mundvigene trak nærmere øjnene uden at smilet nogensinde nåede dem. Det tomme smil fik Frieda til at føle et samvittighedsfuldt skarpt stik, ikke så meget grundet påmindelsen om at hun ikke var alene om at blive revet op med rode, men fordi hun fandt trøst i lige netop dét.
Hun var ikke alene og selvom det føltes forkert at glædes over andres sorg, så var det hvad lige præcis hvad hun gjorde. Det var derfor heller ikke nogen større overraskelse, da Aaslaug ikke var sen til at puste liv til den glød af en ide som prinsessen præsenterede for hende.
Blikket blev slået op mod himlen over dem i en tænkende mine. Hvor ville hun hen, hvis hele verden stod åben for hende?

Frieda prøvede at genskabe kort optegnelser af verden omkring dem, forsøgte at huske hvad verdenshavene gemte på. ”Landet af sand, Edrye. Dét ville jeg gerne se.” Svarede hun endeligt og så tilbage mod veninden. Et landet bygget af sand, det var svært at forestille sig muligt og den store kontrast til nordens kolde klima og sparsomme mængder sandkyster gjorde kun nysgerrigheden større.
”Hvor vil du hen? Vi kunne tage der til efter, vi kunne se hele verden… Bare ikke Falanie.” Smilet der havde trukket over læberne undervejs som hun havde svaret, forsvandt ved den sidste bemærkning. ”Snefríd af Ravnsdal skulle selvfølgelig med os.” Blev der indskød hun staks efter, mens ansigtet drejede sig så hun så frem mellem den sorte hoppes øre, mod resten af følget til blikket landede på den jævnaldrende veninde og elskerinde.

[Aaslaug Sværdsanger]

Aaslaug havde svært ved at forestille sig et sådan land. Hun var ikke engang helt sikker på at sådan et land fandtes. Men det måtte det gøre, selvom hun ikke havde fantasi til dets eksistens
"Vi tager aldrig at sted uden Snefríd af Ravnsdal!" svarede hun alvorligt. De to unge kvinder have kunne skjule deres forhold for andre. Men ikke fra Aaslaug, der endda et par gange havde været uheldig med at bryde ind i deres ellers private stunder og havde fungeret som et dække lige siden hun blev bekendt med hvad der foregik mellem Frieda og Snefrid. 'Ja Frieda så jeg i stalden for lidt siden.' 'Snefrid? Hun er på vej mod stuen.' 'Nej. De studerer og vil ikke forstyrres.'
"Lad os være ærlige. Snefrid ville ikke overleve længe uden os til at passe på sig."li hun og vinkede drillende til Snefrid, der nu kunne undre sig over hvilke samtale hun gik glip af

[Frieda af Hasnea]

Hemmeligheden om komtessen og prinsessen var ikke en lille en at bære. Alligevel havde den ældre veninde ikke alene holdt tæt, men hun havde af egen vilje dækket over dem af flere omgange, hvad end det var med løgne eller ved at finde dem før tjenestefolkene gjorde. Der fandtes ikke et stort nok tak i denne verden eller den næste, der kunne begynde at fyldestgøre hvor stor en taknemmelighed Frieda havde for Aaslaug.

Frieda bed sig fnisende i underlæben, men det var ikke helt nok til at holde latteren nede. Sandheden var at både Snefríd og Aaslaug sagtens ville kunne klare sig alene, men hun selv derimod... Nok var hun en glimrende bueskytte fra jorden såvel som på hesteryg, men hun havde aldrig været på jagt og da slet ikke parteret eller tilberedt et måltid i sit liv. Det hørte sig ikke en prinsesse til og da slet ikke en kommende dronning, at skulle stå og svede i køkkenet.
"Du gør hende nysgerrig." Beklagelsen var spæd og uden skyggen af alvor, da hun munteret kommenterede på vinket. Med ansigtet vendt mod Aaslaug "Tror du at du kommer til at hade mig?" Spurgte hun, men ventede ikke for alvor på hendes svar inden hun forsatte "Vil du hade mig for at være skyld i du har måttet forlade Hasnea?" og ham, tilføjede hendes hjerne, men hun sagde det ikke højt. Frieda vidste ikke præcist hvem veninden havde måtte sige farvel til for bestandigt, men hun vidste der havde været en.

[Aaslaug Sværdsanger]

For første gang i dag slappede Aaslaug af i Smørblomsts saddel og smilede sagte.
"Så må hun jo komme herover." og i det øjeblik føltes det som om at alting nok skulle gå og det hele virkede knap så fremmed. At måtte efterlade Snefrid ville have været en katastrofe. Ikke kun for Frieda.

Der afslappet smil ændrede sig til forfærdelse og ængstelse.
"Nej, nej! Søde?.. Hvordan kan du tro det. Jeg vil aldrig hade dig. Jeg elsker dig... Du betyder alverden for mig og jeg ville følge dig til landet af sand, hvis det er det du vil. Det ved du godt. Du har ikke gjort noget forkert søde Frieda. Det må du ikke tro. Du er ikke skyld i noget af det her."
Aaslaug bed sig i underlæben. Friedas spørgsmål gjorde fysisk ondt. Tanken om at hun skulle have haft sådan tanker skar i hjertet. Ikke kun for Friedas skyld samlede hun tøjlerne i en hånd og rakte den anden ud mod Frieda. Normalt ville hun have givet veninden et knus for at jage de tunge tanker på flugt. Men på hesteryg måtte det være nok at holde i hånd.
"Det er ikke for at glemme Snefrid. Men vi to, vi har noget særligt... Du skal nok se, det løser sig alt sammen." sagde hun beroligende. Forhåbentlig ville det løse sig godt.

[Frieda af Hasnea]

Var der en ting man altid kunne forvente at få fra Aaslaugh så var det sandheden. Hun havde altid været ærlig, også når hun vidste at det virkelighedsbillede hun holdt op for prinsessen ikke passede til hendes version. Frieda havde derfor heller ingen grund til at tro, at veninden skulle opdigte forsikrende ord, hun ikke mente bare for at få Frieda til at få det bedre med hele situationen - med sig selv.

Tøjlerne blev samlet i modsatte hånd end den der rakte ud og mødte Aaslaug's "Men hvad hvis I ikke bliver lykkelige?". Følelsen var irrationel. Inderst inde vidste hun jo godt at skylden ikke lå hos hende, men derimod hendes far og den aftale han havde indgået med Falanie's konge. Hun kunne nu alligevel ikke undgå at føle sig medskyldig, for var hun ikke blevet lovet væk som en anden fredsdue ville ingen af dem skulle rejse fra Hasnea's trygge rammer.
Det havde aldrig været nogen større hemmelighed for Frieda, at hun som datter og prinsesse, altid havde været en brik i et større politisk spil.
Gift med en Falanistisk prins, hvordan skulle hun nogensinde finde bare en flig af lykke i sådan et ægteskab? Hendes egen lykke havde hun for længst opgivet, men det gjorde ondt helst inderst at vide de to der stod hende nærmest måske måtte opgive samme.
"Jeg er ligeglad med min egen lykke, han ligner sikkert en udspilet tudse alligevel, men jeres - din og Sne's den er jeg ikke ligeglad med.".

[Aaslaug Sværdsanger]

Aaslaug kunne smile oprigtigt over Friedas spørgsmål. "Nogle gange er du lidt dum... Det ved du godt, ikke? Selvfølgelig bliver vi lykkelige. Hvorfor skulle vi ikke blive det? Det er hårdt nu. Alt er nyt og fremmed og det er ikke noget vi vil. Men, vi har hinanden." ...Og...? Aaslaugs hjerne slog en koldbøtte for at finde på flere forsikrende ord. "Vi finder ud af det. Du skal se, det bliver ikke så slemt som vi tror. De stakler aner ikke hvad der venter dem."
Hun gav Friedas hånd et klem og rullede med øjnene over Friedas barnlighed. Hvis det havde været før rejsen, var hun sikkert gået med på spøgen om hvordan prinsen var grim og dum og skulle have buksevand dagen lang. Men nu var det blevet alvor. De var få dage fra at mødes og hvis Frieda skulle have en chance for at blive lykkelig måtte hun selv tage sig sammen. Den holdning ville give bagslag.
Aaslaug trak på skuldrene. "Jeg tror at han ligner en hver anden mand.... Han er sikkert blond og har blå øjne. Det vil jeg vædde 10 sølv på. Og han er helt sikker nervøs! "

[Frieda af Hasnea]

”Dum, jeg er aldeles ikke dum.” Protesterede hun næsten vrissent, havde det ikke været for det smil der lå gemt i stemmen. Kun det nære venskab og det at Frieda vidste, at Aalaug ikke mente sine ord som sagt, gjorde at vrede ikke steg hende til hovedet.
I virkeligheden bundede det hele i en usikkerhed på alt det nye. Hvad nu hvis ikke hun kunne lide de varmere vintre, hvis hendes tunge aldrig stoppede med at slå knuder når hun skulle tale deres sprog - bevares hun var ganske duelig, men der var stadig ord hun havde svært ved at få til at glide så let af tungen som hun kunne ønske sig. Tænk hvis hun aldrig lærte at elske deres danse og stoppede med at danse, fordi hun følte de var klodsede og besværlige. Sandheden var hun ikke ville have haft det på samme måde, hvis det havde været en anden hasneaner som hun var blevet lovet væk til.
”Du har ret,” Indrømmede Frieda med et voksende smil, mens hun talte ”Vi vil altid have hinanden.” Måske kunne hun få dem begge gift ind i hoffet når tid var, så de kunne forblive en del af det når de ikke længere kunne være hendes hofdamer grundet ægteskab.

Frieda trak sin hånd fri, mens hun lod sit blik til at søge himlen. Blå øjne og blondt hår, ja hvis bare. ”Tror du?” En del af hende kunne egentligt godt lide tanken om at Elyot af Falanie skulle være nervøs for sit møde med hende. Nøjagtig som hun selv i bund og grund selv var.
”Jeg tror han bliver mere nervøs når han ser dig ved min side.” Komplimenterede hun endnu smilende, og vendte blikket tilbage på Aaslaug.

[Aaslaug Sværdsanger]

Aaslaug tog igen tøjlerne med begge hænder. For hende havde Frieda givet alt for hurtigt slip. Hun havde lige så meget brug for Frieda, din veninden havde brug for hende.
Men det var der ikke noget at gøre ved.
"Ja det tror jeg..." Aaslaug nikkede selvsikkert. "Det er også en stor ting for ham. Jeg skal nok huske at skulle rigtig ondt." grinede hun.

[Frieda af Hasnea]

Det var kun et spørgsmål om tid før hun måtte se sig tvunget til at tildække håret med de mode rigtige hovedlin, som det falanistiske samfund dikterede. Indtil da satte hun endnu større pris på de hasneanske håropsætninger, som veninderne kreerede i de spæde morgentimer.

Frieda var på ingen måde færdig med at holde Aaslaug i hånden, men var nødsaget til at slippe for at få viklet et af de lilla prydbånd fri. Det var en større kamp, med en hånd at få det fri fra de mange fletninger og snoninger, men det lykkes i sidste ende, uden at destruere dagens frisurer alt for meget.
Med fingrene lukket tæt omkring båndet, rakte hun hånden frem mod Aalaugh "Et ønskebånd." Forklarede hun indledende, sendte veninden et tandsmil "Vi siger hver især et ønske, mens vi holder i hver vores ende. Så er det op til Guderne at opfylde dem, hvis det når dem." Det virkede måske som en fjollet ting at bruge tid på eller i det hele taget at tro på, men hvad havde de at miste på det? Det var lidt som når man pustede frøene af en mælkebølle.

[Aaslaug Sværdsanger]

Aaslaug kunne ikke lade vær med at smile større end før.
"Du er simpelthen for meget." De var ikke længere børn og hun brød sig i forvejen ikke om at være med til at bringe Frieda til en usikker fremtid med en ukendt mand. Og da endnu mindre når Friedas opførelse var så uskyldig. Men hun tog den anden ende af båndet
"Men okay... Samtidig? Snefrid bliver såret, hvis din frisure ikke holder..." kom det alvorligt fra hende.
Snefríd af Ravnsdal havde ofte flettet Aaslaugs hår og Aaslaug havde hurtigt lært at hvis frisuren for hurtigt blev ødelagt, gjorde man klogt i at undgå veninden. Meget omhu blev lagt i de kunstneriske fletninger. Ingen kunne give hende dårlig samvittighed som de to piger.

[Frieda af Hasnea]

"Måske." Halv grinte hun, ikke synderligt påvirket af Aaslaug's anklage. Hun vidste jo godt selv det var en barnlig gestus. En stor del af det handlede om at holde fast i det der var, før det forsvandt.
Øjne søgte frem i rækken, hvor de tog hvile på Snefríd af Ravnsdal's ryg ved påmindelsen af den tid og det arbejde hun havde lagt i Frieda's hår. "Det ved jeg..." Mumlede hun, inden læberne blev klemt sammen i en tynd streg. Det sidste hun ønskede var at se veninden såret, det var trods alt aldrig intentionen. 
Den eftertænksomme mine veg for det brede smil Aaslaug blev mødt med, så snart hovedet vendte sig mod hende endnu en gang "Sammen." Bekræftede Frieda, med et nik. "Vil du tænke først over et ønske?" Hun vidste allerede selv hvad hun ville ønske sig.

[Aaslaug Sværdsanger]

Aaslaug rynkede tænksomt panden. "Ja. Der tror jeg jeg bliver nød til." Det var så åndssvagt umuligt at finde på et ordentligt ønske. Deres fremtid var på tynd is og hun ville ikke slå revner til frygten der lurede under overfladen. Ligeledes ville hun heller ikke bagatellisere ved at ønske ligegyldige ting.
Hun klappede Smørblomst og så frem for sig.
"Det er svært at finde på noget." Indrømmede hun.
"Ok. Jeg har noget nu. Hvad med dig?"