Vi mødes igen, røvhul

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde fanget et glimt af ham på rundrejsen, men hun gjorde ikke en vane ud af at ses med adelige og slet ikke selvfede riddere, så hun havde ikke opsøgt ham siden dengang i foråret. Hun var ikke med til de fine middage og hendes læremester foretrak, heldigvis, at rejse i det borgerlige følge.

På turen mellem Ivray og Charenoy, blev de dog pålagt at finde en vagt til at følge dem ud i skoven på deres plantejagter, for skovene vrimlede efter sigende med røvere fra Scanra. Da hendes læremester dukkede op med Matthieu af Grinayles og et par mænd under ham på slæb, gemte hun sin grimasse, men hendes hilsen var ikke fuld af varme. Hun accepterede det nødvendige onde i flere dage, men på den fjerde dag, hvor hun var gået et godt stykke væk og fandt, at det var ham, der var endt med at gå med hende, rettede hun sig brat op efter at have studeret en rod.

"Det kan umuligt være den bedste brug af Deres tid at følge os rundt sådan her," udbrød hun. "Har De ikke nogen adelsfrøkener at spille med musklerne af eller en meningsløs turnering at træne til, Ridder Grinayles?"

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu hapsede et blad mellem tommel og pegefinger, af et nærtstående træ og studere det med en lille rynke i panden inden han intetsigende knipsede det væk. "Meningsløs?" Gentog han, "Jeg er her for at holde banditterne væk.." Begyndte han og tiltede hovedet en my på skrå, "Så det er vel en form for indirekte træning til såkaldte 'meningsløse' turneringer, ikke?, Tiro?" Han hævede det ene bryn spørgende og var endog så kæk at plastre et vagt smil på læben, ved sine egne morsomheder. Matthieu betragtede hende lidt for en stund, inden han rettede blikket ud mod omgivelserne igen med et lidt uimponeret udtryk. "Hvad er pointen i grunden med en plantejagt?" Spurgte han henkaset, som han kortvarigt vendte sig rundt for at prøve at få øje på det spændende ved dette arrangement.

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde lyst til at sige, at hun ikke kunne se nogen banditter. At hun kunne forsvare sig selv. Men selv i hendes tanker lød det barnligt, så hun tav og nøjedes med at tænke sit om at det lige skulle være ham, som var så irriterende.

Hans spørgsmål fik hende til gengæld til at spidse ører. Hun tog en hørlig indånding og rankede sig lidt i faglig stolthed.

"Pointen er, at vi ikke kender til alle planter, der findes. Vi ved at mange af dem vi kender kan hjælpe os til at helbrede sygdomme sammen med gaven, nogen smager godt, nogen giver os den bedste næring. En plante jeg finder her i skoven, hvor meget få andre har ledt efter, kan ende med at redde et liv eller være med til at gøre tilværelsen bedre for en hel landsby. Måske kan du beskytte dem fra monstre, men hvis høsten slår fejl, fordi de dyrker afgrøder, der ikke kan holde til vejret, så dør de alligevel af sult."

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu lyttede med blikket vendt lidt skeptisk mod hende, som en knægt der ikke helt kunne afgøre om det var en lektie han ønskede at lære eller ej. Men han holdt da mund indtil hun var færdig med at forklare. Da hendes pointe slog igennem, kunne Matthieu godt se fidusen og anvendeligheden af det. Det var jo en smart ting at være vidende omkring, såfremt hans eget Len skulle stå i sådan en situation en dag. Men samtidig kunne han ikke se hvorfor man skulle satse en hel høst - og evt. risikere hungersnød på en plante, som 'måske' er bedre egnet, end hvad man i forvejen kender.
Han funderede lidt over dette, med lidt skepsis i blikket. ".. så De siger, at De muligvis kan finde en plante der kan fungere bedre som afgrøde istedet for rug, hvede, byg og havre, der er blevet dyrket siden tidernes morgen?" Spurgte han og lod sin skepsis høre i stemmen. Han stod et øjeblik og så lidt indgående på hende. Granskende for reaktion.

Så løsnede han op og spankulerede raskt et par skridt frem. "Hvis De finder en sådan plante, Tiro, så kan De få lov at afprøve den på en halv tønde land i Grinayles." Tilbød han, med en lille bagtanke om at 1) enten få retten til at hovere, såfremt det slår fejl, eller 2) Bringe en ny sort og muligheden for at brødføde sine bønder bedre, end de andre Lener. Matthieu synes selv han var snu. "Kom nu, vi skal i gang." Kommanderede han henover skulderen, da hun hang efter.

[Peronelle af Bonville]

Perrie fnøs let over uvidenheden. Rug, hvede og byg var blevet forfinet utallige gange og selvfølgelig kunne det ske igen. Det var dog tydeligvis spildt på en uvidende tåbe at fortælle om planter og menneskers forhold til hinanden. Han forsimplede det hun sagde og hun hørte kun spot i hans 'tilbud'. Da han hastede på hende, kom hun til at tabe kontrollen over sin gave en lille smule og under ridderen var der en rod, der hævede sig fra jorden lige foran hans fødder, som en snublefælde kun til ham.

"Det er Dem, der afbryder mig i mit arbejde," svarede hun bidsk igen, uopmærksom på at han måske var øjeblikke fra at falde på snuden eller redde sig selv fra det.

"De kan gå Deres vej og stikke Deres tønde land op hvor solen ikke skinner."

[Matthieu af Grinayles]

Matthieus mundvige pegede let opad, da han hørte skarphed i Tiroens stemme. Af en eller anden årsag så nød han at plage hende lidt... At se de røde, krøllede lokker stritte en my, som hendes temperament tog fart. Ak ja, det var et selvtilfredst smil der hang ved hans læber. Et smil han selvfølgelig ikke lod hende se, men som tydeligvis vidnede om underholdningsgraden.

Smilet var ikke helt tørret af, da han drejede hovedet for at svare på det første, men han nåede end ikke at ytre et ord, inden Peronelles bramfrie, bandende ord ramte hans ører. Matthieu var overhovedet ikke vant til at høre sådan et sprog fra kvinder - de var oftest høfligere og mere dannet. Men Tiroen? Hun lød som en havnearbejder.

Lettere paf, glemte Matthieu at han egentlig var i færd med at bevæge sig fremad. I al forvirringen nåede han ikke at opdage den fremskudte rod i tide, inden ridderstøvlens snude bankede ind i den og kastede Matthieu ud af balance. Da han i sin forskrækkelse rettede blikket fremad, kunne han se at han 'heldigvis' blev grebet af et spinkelt elmetræ der befandt sig en halv armslængde fra ham.... grebet som i; ansigtet tog fra på stammen, og resulterede i en rød plet i panden lidt over det ene øje.

"Ved Mithras!" Skældte han, som han kort tog sig til panden, hvor det spinkle træ nærmest havde vappet ham én. Han skulede efterfølgende lidt sideverst til den lille magiker. "Tiro! Er det Deres mening at gøre skade på mig?!" - "I så fald, kan Deres karriere ende samme sted som min tønde land!" Skældte han, som han stampede lidt over mod hende.

[Peronelle af Bonville]

Perrie løftede hagen og stirrede lige igen på den klodsede ridder. Hun havde nær været ved at le over hans snublen, men latteren var langt fra hendes lynende øjne, som de mødte hans. Hun stod fast hvor hun var, placerede hænderne i siderne og spændte kæben.

"Min eneste mening er, at De forhindrer mig i at gøre mit arbejde, valser rundt som om De er noget særligt og på alle måder viser præcis hvorfor ingen kan udstå jer selvfølende adelige."

Hun fnøs. "Og jeg lapper Dem ikke sammen en gang til. De sagde ikke engang ordentligt tak sidste gang."

[Matthieu af Grinayles]

"Forhindrer?!" Udbrød han fornærmet, "Jeg forhindrer aldeles ikke Deres.." han ledte efter et passende ord, ".. arbejde." Tilføjede han så med en gestikulerende hånd. Den anvendte tone afslørede nok, at han ikke helt betragtede plantejagten som 'arbejde'. Men hvad vidste han.. pigen havde jo ret i det med afgrøder. Men det behøvede hun jo ikke lige at vide, specielt ikke nu! "Jeg sagde da tak!" - "Hvordan kan man sige mere Tak end 'Tak'?, Kvinde!" Beklagede han sig. Han åndede fnysende ud og tav så lidt med armene foldet over kors. "Desuden.. Så valser jeg ikke." Tilføjede han i en mere rolig, men stadig bestemt tone. 

[Peronelle af Bonville]

Perrie himlede med øjnene og trådte et skridt nærmere, så de var få centimeter fra hinanden. Det var ret konfrontatorisk. Hendes hjerte hamrede.

"De er det mest nedladende menneske jeg har været så uheldig at skulle arbejde sammen med. Jeg har ikke brug for beskyttelse. Jeg er en stor pige og en dygtig magiker. De kan bare gå, hvis De ikke har tålmodighed til at lade mig passe mit arbejde." Hun lagde også tryk på ordet, men det var et helt andet tryk end han brugte.

[Matthieu af Grinayles]

Matthieu trak ansigtet lidt tilbage da den rødhårede furie gik ham nær. Hjertet slog i brystet, som hendes vrede tilstedeværelse nærmest kunne mærkes udenpå tøjet. Åh, kunne hun ikke bare holde bøtte lidt?! Hendes næste ord prikkede lidt Matthieus temperament, så han lænede sig blot lidt mere mod hende, på ganske konfronterende vis, skønt hans ansigt blot var et par centimenter fra hendes. "Er jeg nedladende?! De er da det mest udannede kvindemenneske jeg nogensinde har mødt!" Skældte han, "Hvis nu De holdt læberne lukket sammen i 3 sekunder, så kunne jeg fortsætte mit arbejde og dermed lade dig passe dit!"

[Peronelle af Bonville]

Centimeter adskilte dem. Perrie stirrede på ham. Så gjorde hun noget, som hun senere ville tænke på som første tegn på at hun måske var ved at miste forstanden. Han var det mest provokerende, men hun kunne vel lukke munden på ham.

Hun lænede sig de mindste stykke frem og kyssede ham sgu. Lige på læberne. Hvad fanden skulle han så gøre? Måske udvandre i raseri og befippelse. Det var målet.

[Matthieu af Grinayles]

Han stod blot forstenet i et øjeblik. Helt og aldeles.. paf. Forvirring i hans blik, med stumperne af det stadig boblende temperament stadig hængende deri. Hvad var det hun gjorde? Hun.. hun? Hun kyssede ham? Hun kyssede ham sgu! Men fandeme ikke af lyst eller af affektion for ham, nej, hun gjorde det for at provokere ham. Dominere ham.

Håh, så hvad gjorde Matthieu? Han lod hånden føre op på siden af hendes hals, for at kunne holde hende til sig da han gengældte kysset. Hrmpf.. Tag den, Tiro.

[Peronelle af Bonville]

Han flygtede ikke? Hvorfor flygtede han ikke? Hvorfor føltes det godt, da han lagde hånden mod hendes hals og kyssede hende tilbage? Perrie stivnede lidt, men så besluttede hun sig for, at han prøvede at provokere hende til selv at reagere, så hun lukkede fingrene om hans nakke og blev blot mere insisterende.

Han måtte da trække sig væk. Det var næppe passende, ridderlig adfærd, det han lavede nu.

Men ved Yphion, det fik det alligevel til at sitre lidt i kroppen.

[Matthieu af Grinayles]

Han kunne mærke hende stivne en smule under hans berøring, hvilket blot fik Matthieu til at føle en vis tilfredsstillelse indeni.. kortvarigt. For da den rødhåredes fingre pludselig lagde sig i hans nakke og gjorde det delte kys mere insisterende, forsvandt det hoverende sindelag til fordel for en skærpet opmærksomhed på hendes nære tilstedeværen. Hvor tæt hun befandt sig på ham, og hvorledes det pludseligt virkede som om at hjertet slog tungere ved denne åbenbaring.

For et kort øjeblik lod Matthieu sig forføre af hendes kys, fremfor at modarbejde det. Men kun for et øjeblik.. for da han nærmest instinktivt rakte den anden hånd frem, for at trække ham hendes talje nærmere, blev han pludseligt bevidst om sin bevægelse. Matthieu vendte tilbage til virkeligheden og indså hvad der lige var hændt. Lidt i chok over sig selv og sin egne handlinger, slap han brat Tiroen og bakkede nogle skridt bagud.

"Det slutter her."

Mumlede han lidt stakåndet inden han vendte sig for at gå.

[Peronelle af Bonville]

Det sluttede der. Perrie blinkede og stirrede. Hun nåede ikke at sige noget, før røvhullet var gået. Så bed hun hårdt sammen og stampede i jorden. Hun kunne smage ham på sine læber, mærke hans hånd.

Ret hurtigt blev hun træt i sin arrigskab. Heldigvis var han da i mellemtiden skredet.

Så kunne hun få arbejdet. Stadig sydende. Og lidt tændt.

Lukket