Kødelige tankevæld og blændede fordomme

[Imogen Blindseer]

Forbeholdt til Odilon Slagter

│Dato & tidspunkt│
12. august 842 - Lige efter midt dag (12:47)

│Lokation│
Slagterstaden i Udebyen, Levagny, Falanie

---

”Er De sikker på, at det nu er en god idé, frøken Imogen?”

Vejen forekom særdeles ujævn, når man var placeret på læsset af en hestetrukken vogn, endnu mere end hvad den unge frøken havde af erindringer fra at rejse i karret, og hun måtte konkludere at det måtte have noget at gøre med, at de simpelthen bare ikke var bygget for decideret folketransport. Siddende bagpå iblandt stakke af friskpakket hø, klamrede hendes fine hænder sig til kanten for at stabilisere sig bare lidt bedre. Der var ingen tvivl om at hendes midte vil være øm den kommende morgen, sådan som hun kæmpede for ikke at blive svunget og kastet omkring når et af hjulene kørte hen over en særlig stor sten. I det mindste gjorde høet for et blødt – dog lettere kradsende – underlag for hendes sarte bagdel, og hun kunne da også læne sig en smule tilbage op mod det, hvis hun da ønskede at have smulder dryssende ned over hendes ansigt, hver gang vognen nåede et mindre bump. Hun gjorde nu god brug af det privilegium selvom det kildede sådan som næsen.

”Slagteren? Ja, jeg ved hvor han bor. Jeg kan tage Dem der for en mønt, siden jeg alligevel skal igennem Udenbyen.”

Imogen burde have indset misforståelsen allerede tilbage, da Udenbyen blev omtalt, for normalt ville man forvente, at man skulle mod Markedskvarteret for at handle, men i en sky af mangel på at vide bedre, var det blot blevet antaget, at bonden da måtte vide bedre. Hun havde aldrig haft til opgave at handle provianten til huset, så hvem var hun til at pege fingre.
Det var næsten en skam, at hun ikke kunne se. Både en skam og muligvis også en lettelse. Beboelsen var meget anderledes her på den ydre side af bymuren, end hvad den var på den indre side. Selvfølgelig ville hun alligevel ikke have noget at sammenligne med, så skulle Udenbyens område være det første, hun så ville det den indre by, som hun var kendt med, som var mest imponerende og forfriskende. Til gengæld oplevede hun Udenbyen med andre midler. Luften var klarere, til trods for at der også hang en nivende lugt af gylle i den. Lydene, hun hørte, var stadigvæk travle, men hun ville påstå, at de var mindre hektiske. Det var ikke første gang, hun havde rejst igennem, men det var første gang, hvor hun ikke var indkapslet i poleret tømmer.

Vognen stoppede. Hesten prustede let omme fra spidsen, og der var en sidste rumstering, idét vognføreren steg af sin plads, hans skridt, som han begav sig i retningen af hende, slæbte sig over højlydt over jorden, så Imogen vidste præcis, hvor han var, da han gjorde hold ved hende. Det gjorde det muligt for hende, at mere naturligt række en hånd frem klar for ham at tage, frem for at have en scene udspillet sig, hvor hun måtte vifte vildfaren ud i luften for at i stedet tage imod hans. ”Det er blot ind her til Deres højre, frøken,” forklarede bonden, idét han hjalp hende sikkert ned fra læsset, og Imogen per automatik drejede sit hoved til højre, som forventede hun at se noget. Hun smilede så ydmygt og drejede sit ansigt tilbage til bonden. ”Mange tak, mester.”

I takt med, at hun kunne høre vognen fortsætte på sin vej væk fra hende, gik der et længere øjeblik, hvor hun bare stod der på siden af vejen og tog modet til sig. Hun var kommet så langt uden for mange skavanker, og det ville nok være mere besværligt at prøve at finde tilbage hjem, end det ville være at fuldende indkøbet, hun stædigt havde sat sig for. Lidt diskret børstede hun rester af hø af bagsiden af den tynde gurkemeje og morgenfrue gule kappe, der dækkede delvist for den dybgrønne kjole. Hun kunne ikke selv se, hvor meget hun stod ud i mængden, men i det mindste var det meste af de røde lokker skjult under et hvidt hovelin, der dog hverken var bundet stramt eller tæt ind til. Selv måden hun stod på, gjorde, at hun stod ud. Og da også måden, hun gik på, da hun endelig fik gang i sine ben.
Bah-GOHG! Ud af ingenting, skreg en høne på, idét hun havde formået at nær træde på den, og Imogen hvinede straks up af ren og skær forskrækkelse. Hun havde ellers været så selvsikker i sine skridt og lyttet til sine omgivelser, men høns, kom hun til at forstå, var så godt som lydløse kræ, hvis man ikke var bekendt med dem. Hun tog nogle hurtige og snublende skridt i den retning væk fra hønen, som hun gættede sig til var stadig ligefrem for og mod døren til slagteren, og hendes hjerte sad helt oppe i halsen, idét hun stødte på huset. Med en hånd mod brystkassen for at dulme chokket og samle sig lidt, førte hun den anden hånd langs husets kolde mur, og det skulle vise sig, at hun ikke var mere end et skridt fra en døråbning. Det måtte være der. Lugten af kød var meget tung og blev kun tungere, idét hun stak hovedet indenfor. Det var ikke en behagelig duft og den smule duftevand hun havde på var ikke nok til at blokere den ude, så en lille ubevist rynke formede sig på hendes næse. ”Hallo?” prøvede hun vovende, inden hun lyttede efter anden tilstedeværelse. Et ubehag skød igennem hende, idét hendes ene hånd gjorde kontakt med dørkarmen, og hun fjernede den instinktivt igen og kæmpede lysten til at tørre håndfladen af i sit tøj.

[Odilon Slagter]

Trods det ikke var længe siden, den stikkende sommersol havde nået sit højeste punkt, havde det allerede været en lang dag for den travle slagter. Morgenen var som altid blevet skudt i gang af et vældigt hanegal, og Odi var nådesløst blevet revet ud af en vidunderlig drøm, der havde været så langt fra hans virkelige liv, som det overhovedet kunne komme. Hele natten igennem havde han været omringet af bugnende mængder kryddervin og god mad, som kunne gøre selv en konge grøn i hovedet af misundelse; og en kvinde på hver side, hvis hud var lige så blød som de silkelagner, han lå på, havde holdt ham med selskab og gjort ting, end ikke en grovmundet håndværker som ham selv vovede at sige højt.
Jah, det havde været noget af en drøm. Men så var Odi Slagter vågnet til dunsten af varm gylle og følelsen af halm, der stak sig igennem de tyndslidte hørbukser, og var blevet mindet om at ak, han var hverken en rig adelig eller en eftertragtet storcharmør. Han var en simpel slagter, og arbejdet kaldte.

Heldigvis var der efterhånden blevet gjort kål på langt størstedelen af de daglige tjanser, så da en fortvivlet skræppen fra en høne lød ude foran, var Odi allerede i færd med at rydde lidt op efter dagens blodige affære med en trio af gæs og et par hysteriske høner. Støjen fra den tydeligt oprørte høne satte dog ingen alarmer i gang hos ham, så i første omgang blev han blot stående og fortsatte uforstyrret sit arbejde. Det var aldrig til at vide hvad, der havde skræmt den dumme fugl, men det kunne næppe være en ræv eller andet rovdyr, fordi så ville samtlige i flokken med garanti have stemt i og lavet et endnu større postyr. Nej, det var nok ingenting. Hønen lod også til at være faldet til ro igen.
Freden varede dog ikke længe...

“ODI!? OOODI!” Lyden af en af slagterdøtrenes skingre stemmer skar sig vej ind ad Odis øregange og med et udtryk, der både var irriteret og undrende, råbte han et “HVAD?” tilbage som svar. Men der kom ikke noget svar. Af erfaring vidste Odi, at det betød, der var brug for hans tilstedeværelse, og hvis han brugte for lang tid om at troppe op, startede skrålene bare forfra. Hvorfor kunne de aldrig komme til ham? Med hans sørgelige halten tog det ham næsten dobbelt så lang tid at nå frem – især sammenlignet med de raske, men syndigt dovne døtre, som ofte glemte at de var børn af en slagter og ikke en eller anden fisefornem greve.

Men frem kom han. Fra stalden og gennem mudderet, hvor han undertiden fik mumlet en hel smøre af farverige bandeord, før han endelig standsede ved en sidedør til hovedbygningen, som den unge Léa Slagter havde stukket hovedet ud af. Hun så helt rådvild ud.
“De kaldte, Deres Majestæt?” sagde Odi med tydelig sarkasme i stemmen.
“Der er en ude foran,” hviskede Léa, som om det var selveste dronningen af Falanie, der stod og ventede på betjening.
“Og? Det kan du da godt selv klare. De er her sikkert bare for at hente en bestilling,” svarede Odi, nu med væsentlig mere irritation i det tilsmudsede ansigt. Siden hvornår havde kunder været et problem for husets mest snakkesalige fniddertøs?
Léa svarede ikke. Hun kiggede bare på ham med sine kastanjebrune øjne som en fortabt hundehvalp. Det fik et langt og dybt suk ud af slagteren.
“Jehan er taget ind til markedet?” spurgte han. Der blev nikket. Odi så en sidste gang på Léa, inden han gik med ind for at tage sig af kunden, som måtte have været årsagen til hønens klagesang. Og kvinden, der mødte hans blik, var bestemt ikke hvad, han havde forventet.

“Kan jeg hjælpe Dem... Frøken...?” Han var i tvivl om hvorvidt der skulle have været et ‘nådig’ foran ‘frøken’, så der var en tøven at høre i slagterens røst. Den fremmede kvinde var nydeligt klædt og lignede overhovedet ikke de kunder, som typisk satte fod i forretningen her i Udenbyen. Havde hun ikke tjenestefolk til at klare sine ærinder for sig?
Odi tog et haltende skridt nærmere, før han fortsatte:
“Har De en aftale med Mester Jehan? I så fald kommer De til at vente noget tid, Frøken. Han er taget afsted til markedspladsen med konen,” fortalte han og forsøgte mislykket at fange hendes blik. Var hun okay? Hun virkede en smule... faktisk kunne Odi ikke rigtig sætte en finger på hvad, det var, men det var, som om hun ikke var fuldstændig tilstedeværende.

[Imogen Blindseer]

Imogen kunne kun lige akkurat høre stemmer et eller andet sted dybere ind i bygningen, hun havde begivet sig ind i. Dog ikke godt nok til, at hun kunne lytte med på samtalen, men det beroligede hende da, at vide, at der var nogle til stede. Det gav hende lidt mere sikkerhed i, at hun ikke var gået det forkerte sted hen. Det var selvfølgelig stadig en mulighed, men hun var i det mindste ikke endt i en forladt ende af byen. Mange forskellige lignende forsikringer løb hastigt igennem hendes hoved, som hun stod der; kun lige indenfor døren. Skulle hun om muligt tage et skridt til siden? Det var jo en handel. Hun kunne risikere at stå i vejen for andre, der ønskede at passere igennem…

Det var lige ved, at hun var blevet oprigtigt forskrækket, da en stemme tiltalte hende. Denne gang var stemmen meget mere tydelig, og der var ingen tvivl om, at ejeren denne gang havde gjort hende med selskab. Fluks drejede hun sit hoved for at kigge i retningen af stemmen og selv med blinde øjne, så gjorde hun sig umage med at søge mod hans. Det var uhøfligt at ikke kigge personen man snakkede med i øjnene, dét havde hun lært, til trods. Også selvom det var en nær umulig praksis for hende. Der ville aldrig være den samme dybde selv hvis hun formåede at ramme plet.
”Ah!” udbrød hun ligeledes, som hun hurtigt vendte tilbage til det egentlige gøremål. Hun tog nogle skridt nærmere mod ham, havde en nogenlunde idé om, hvor han stod. De første to skridt var naturlige og med ranket sikkerhed i dem, men det følgende var betydeligt mere tøvende og det sidste endnu mere tøvende end dét. Mindre afstand blev også taget, som hun lige skulle sikre sig, at hun ikke gik ind i et eller andet. Hun havde ingen fornemmelse af sine omgivelser udover de fire vægge. Og afstanden til denne brummende herre. ”Ja, det håber jeg inderligt, at De kan, Mester,” svarede hun først og fremmest, og i takt med at hun havde nærmet sig, havde en elegant bleg hånd sørget mod skørtet for at lokalisere den skjulte åbning til en ydmyg lomme for til sidst at trække en lap foldet papir frem. Men skønt hun var parat til at folde det ud og overrække det, så stoppede hun inden, idét nye ord forlod hans strube.
Mester Jehan. Hun genkendte ikke navnet. Var hun det forkerte sted henne? Selv hvis hun var kommet rigtigt, så var hun netop blevet fortalt at denne Mester ikke var til stede. Det hylede hende sagte ud af den, og hun kunne være sikker på, at det kunne ses i hendes ansigt, for hun kunne mærke udtrykket danne sig og kæben spændte en smule op. ”Nej, jeg-..” prøvede hun sig frem. ”Jeg har ingen aftale. Men jeg skulle gerne være hos slagteren, ikke sandt? Jeg blev fortalt, at det skulle være her af den venlig vognfører.” Med ét vendte hendes opmærksomhed tilbage til papiret, hun stadig holdte i sin ene hånd, og hun skyndte sig, at folde det ud for ham, men hun gjorde til gengæld ikke det mindste hint til at læse indholdet selv. Ikke så meget som at ’kigge’ ned på det. Hun placerede det blot i sin hånd, så teksten forhåbentlig stod vendt opad, inden hun holdte det ud i den retning, hun huskede at han stod. Hun lyttede ekstra godt til hans skridt, denne gang, som hun ikke ønskede at gøre samme stunt som før. Hun havde været fordybet i tankevæld, tilbage da han havde måtte bevæget sig mod hende.

”Vi er nær løbet tør for protein proviant i huset. Alt hvad der skulle ønskes står på sedlen der. Jeg kan forstå, at Mester Jehan er ansvarlig her, men det kan være, at De kan hjælpe mig i stedet?” spurgte hun med en tilbagevendt selvtillid. Ligeledes præsenterede hun ham for et smil, så imødekommen, som det lå til hende. Og håbefuldt. Havde han ikke allerede taget imod sedlen, viftede hun diskret med den for at bedre indikere, hvad hun ønskede fra ham.

[Odilon Slagter]

Hvis ikke manglen på præcision i kvindens blik var afslørende nok i sig selv, fik de usikre fodtrin i hvert fald gjort en ende på tvivlen. Den usædvanlige kvinde var hverken beruset eller havde en skrue løs. Hun var til gengæld stærblind.
Odi var midt i et tøvende, baglæns skridt, da denne forståelse ramte ham, og han indså, at kvinden foran ham intet kunne se. Rådvildheden stod tydeligt frem på den unge frøkens ansigt, som det formentlig gik op for hende, at hun ikke rigtig anede, hvad hun havde rodet sig ud i. Hvorfor i al verden vovede en øjensynlig finstillet kvinde sig også udenfor bymurene? Og tilmed en som var blind og uden ledsager? Odi kunne ikke helt vurdere, om hun var modig eller bare havde jord i hovedet, men uanset hvad var hun en kunde, og dem skulle man behandle godt. Især når vedkommende lignede en, der havde rigeligt med mønter i posen.

“Jo, det her er slagterens hjem,” brød Odi ind for at bortdrive den sidste snert af tvivl, den rødhårede kvinde måtte have, men fortiede så, indtil hun var færdig med at tale. Undervejs havde han udvekslet blikke med Léa Slagter, som nu stod lænet op ad en bærende træstolpe bagerst i lokalet og tavst overværede den småbizarre situation. Det var tydeligt, at hun morede sig over håndværkerens perplekse udtryk, skønt hun forsøgte at skjule det, så godt hun kunne. Møgunge.

Der blev trukket lidt på skuldrene i fælles uvished, inden de to par øjne gled tilbage mod den ukendte kvinde, der nu stod og fumlede med en lap papir, og som hun atter begyndte at forklare, tog Odi et haltende skridt frem mod hende.
“Joh, det... skulle jeg nok mene, jeg kan...” mumlede slagteren, idet han tog sedlen ud af hånden på hende. De hasselbrune øjne kørte ned over listen nogle gange, til bogstaverne ikke længere flød sammen, og han nikkede bekræftende, men kom så i tanke om, at det havde kvinden ved guderne ikke en chance for at se.
“Jeg smutter lige om bag og finder det hele til Dem. Det burde ikke tage så lang tid,” sagde han og viftede med sedlen for at signalere, at han havde læst indholdet. Men inden han forsvandt ud af rummet, vendte han sig om mod den ualmindelig stille slagterdatter med en sitren i mundvigene.
“Du underholder vores kære kunde i mellemtiden, ikke?” foreslog Odi højt nok til, at tøsen ikke ville kunne snige sig udenom den ubehagelige tjans.
“J-jo... selvfølgelig,” kvækkede Léa straks og stak dolke i ryggen på slagteren med blikket, indtil han var ude af syne.

Odi syntes ikke, han havde været væk i mere end en kort stund, da han kom haltende tilbage – men hvad han fejlagtigt havde glemt var, at det var rigelig med tid for den unge Léa Slagter til at få tungen på gled og snakke den stakkels kvindes ører til blods. For ikke at nævne at gøre ham helt og aldeles til grin.
“...Og normalt er Odi kun ude i laden. Han er ikke så snakkesalig med fremmede, kunne De fornemme det? Og slet ikke med kønne frøkener som Dem. Er De egentlig gift? Vores ene søster er næsten lige blevet-” nåede Odi lige at høre, og så blev det lange ben ellers sat forrest.
“Ja tak, jeg sagde underholde, ikke at du skulle skræppe løs som en gal råge, til hun fik ørepine,” afbrød Odi i et forhøjet toneleje, så han kunne overdøve sladdertanten, der med det samme snerpede munden sammen i ren forlegenhed over, at hun endnu engang havde mistet tøjlerne under en samtale med en vildfremmed.
Slagteren måtte undertrykke lysten til at kalde hende grimmere ting end en gal råge, og også sin egen flovhed, da han kort efter vendte opmærksomheden mod kunden.
“Beklager, frøken. Pigen har det med at lade sin iver løbe løbsk. Her skulle gerne være alt det, De kom efter,” sagde han og overrakte hende en sjusket stof-indbunden pakke med de forskellige varer fra den medbragte seddel. Den samlede pris blev nævnt, før hun selv kunne nå at spørge.

Stilheden fik lov at falde, som Odi afventede betalingen, og snart kunne han ikke længere holde det gnavende spørgsmål tilbage:
“Skal jeg overgive en besked til mester Jehan, når han er hjemvendt fra markedet? Jeg går ud fra, De må have haft en særlig forespørgsel til ham, siden De valgte at tage helt herud...”

[Imogen Blindseer]

De stedfaste penselstrøg af anfægtelse i hendes ansigt syntes straks at skylles bort og blev i stedet erstattet med et voksende smil, der strakte de fyldige læber fra hinanden således en øverste række af hendes tænder lige akkurat tittede frem bag dem. Det var en oprigtig lettelse at endnu engang blive bekræftet i sin egentlig stræben. Stædighed og gåpåmod havde været katalysator for hendes udrejse og mens hun da stadig ville påstå, at hun holde fast i det, så var det i virkeligheden lidt som at holde knugende omkring en håndfuld sandkorn, og hun måtte gøre sig umage med ikke at lade for mange sive ud mellem sine fingre. Det var dog en nemmere udfordring end, skulle hun skåle vand i sine hænder.
Det skete helt naturligt, at hun så rettede ryggen yderligere, denne gang med en smule mere selvtillid end hvad der før mere var bragt frem af den finpolerede høflighed folk som hende blev oplært med. Hun nikkede da ydmygt. "Hvilken lettelse," ytrede hun sig taknemmeligt lige inden, der blev gjort opmærksomt om en anden tilstedeværelse, som Imogen hidtil ikke havde gjort sig mærke til. Meget muligt, havde hun været for optaget af alt andet. Alle andre indtryk, som havde mødt hendes andre sanselige ’øjne’. Slagteren nåede nok egentlig ikke at se den rene forbløffelse hos hende, for så vidt hendes ører havde opfanget, så havde han allerede drejet om og begyndt på, hvad han havde sagt, han ville sætte sig for. I stedet måtte den ungdommelige pige være ene tilskuer til det, idét Imogens blinde øjne da automatiskvis havde drejet sig mod hende i en ganske rolig bevægelse til trods for overraskelsen. Også selvom fokusset i første omgang ikke virkede til at lægge mod hende men mod den brummende mand. Alt imens Imogen befandt sig en smule rådvild..

Imogen gjorde da bestemt sit bedste for at følge med i den ustoppelige strøm af ord, der trillede af pigens tunge. Det var som hun aldrig havde oplevet det før. Hun havde hørt mænd tale en konstant tom snak, en snak hvor man vidste, det aldrig ville blive opdaget, hvis man stoppede med at høre efter. Hvor den eneste grund for snakken, var for dem at høre deres egen stemme og gentage deres mest prestigefyldte gerninger. Men dette var en smule anderledes, hvor talen havde fylde og pressede sig op. Hun behøvede næsten heller ikke, at kunne se, for at kunne fornemme de virkelystne øjne. Det… morede hende. Særligt den flygtige kommentar om ’kønne frøkener som hende’ fik hende da til at trække på smilebåndet igen. ”Nej, jeg-…”
Lyden, hun allerede havde begyndt at knytte til slagtermesteren, fik hende pludselig til at falme lidt ud af samtalen og hun bevægede sit hoved en tand i dens retning. Det var en irregulær lyd. Han haltede. Det var sådan et afbræk fra, hvad hun var vant til, at det krævede hendes fokus som et egern til en utrænet jagthund. ”… er endnu ikke gift,” afsluttede hun efter, hvad, for hende, havde føltes som flere sekunder selvom det ikke havde været mere måske et halvt tik. Desværre var det halve tik rigeligt med tid for den ene-førte samtale at blive afbrudt. Nej. Den blev fuldstændig skudt ned og sømmet i. Det var næsten helt imponerende. Samt taget noget tilbage af sproget brugt. Imogens læber hang svagt afskilte på det tidspunkt sammen med utalte ord på tungen, som hun pludselig ikke vidste, hvad hun skulle gøre godt med.
”Åh, der er virkelig ingen baggrund for at De skal undskylde, mester Odi. Hun minder mig om, gardnerknægten derhjemme, når først De får ham til at tale,” modkæmpede hun hans beklagelser og rakte forsigtigt frem for at tage imod vare-pakken. Den var noget tungere, end hun havde forventet. Og mere blød. Det fik en lille rynke tilbage frem på hendes næse. Ubevidst havde hun ligeledes lagt en hånd mod hans, så snart hun havde fundet den, bare lige for at stabilisere overrækkelsen en ekstra smule. Det gjorde det nemmere at gætte, hvor hun skulle holde indtil hun kunne justerer efterfølgende. Hun havde ingen egentlig måde at tjekke om, det nu var de rigtige varer eller om hun havde fået den ønskede mængde. Ikke med mindre, hun skulle have ham remse sedlen op for hende, men mens dér skulle hun stadigvæk stole på, at han talte sandt ligesom hun nu stolede fuldt og fast på, at han ikke havde snydt hende. Om han oplyste hende en forkert sum for varerne, ænsede hun ikke, men som mønter blev talt, blev det gjort med ferme fingre, der straks kendte den korrekte værdig ud fra vægt og form og, hvad han havde bedt om, blev derfor betalt til indlært præcision - dog med lidt fumlearbejde med kødets vægt på armen.

Den finere frøken var godt i gang med at stramme pungen til igen og løkke snoren omkring den for at bedre risikosikre den mod lange fingre, da hun måtte løfte hovedet og stoppe, inden hun var færdig, af tilbagevendt forundring. Hm? ”Jeg er bange for, at jeg ikke helt forstår,” indrømmede hun en smule for hudløst ærligt. ”Det var herud til, at jeg blev peget, da jeg spurgte om vejen til slagteren. Jeg må sige, at det undrede mig, at der var så langt hertil, men det er som regel ikke mig selv, der klare disse indkøb, så..” Hendes stemme faldt stille hen til at blive stum. Pungen glemte hun alt om, at sikre yderligere som tanker nu var helt andre steder. ”Siger De, at kød som dette er at købe ind på markedet?” fandt hun til sidst modet til at spørge om. Som at hive tornen ud af håndfladen. Ét hurtigt træk! Lige meget smerten. Eller i dette tilfælde; den ulmende flovhed.

[Odilon Slagter]

Som Odi var gået fremad, var den unge pige gledet mere i baggrunden, og det var nu en lille og undseelig Léa Slagter, som stod delvist skjult bag Odis ryg. Forhåbentlig blev hun pænt stående dér og holdt munden lukket. Han vidste, hvor ekset slagterdøtrene kunne blive over den blotte nævnelse af noget bryllupsrelateret, og den rødhårede frøken foran dem var tilsyneladende ikke giftet bort endnu. Det fandt han ærlig talt ret forbavsende, men hun var vel stadig ung – i hvert fald noget yngre end han selv var, vurderede han, og han stod i præcis samme båd. Han havde dog afskrevet ægteskab for længst. Det havde resten af familien bare ikke accepteret.

“Odi er heller ikke gift,” lød det abrupt fra Léa, som åbenbart fandt det umuligt at lade stilheden herske i mere end et øjeblik ad gangen. Så snart ordet ‘gift’ havde forladt hendes mund, jog Odi sammenbidt en albue i brystet på hende, og et fortørnet “av!” blandede sig med lyden af klirrende mønter, som kvinden fiskede den rette betaling op fra pungen.
“Du ramte mig lige i patten,” mumlede Léa beklagende, og dét var dråben, der fik håndværkerens allerede skvulpende bæger til at flyde over.
“Okay, jeg tror, du har hjulpet nok nu, farvel og—” begyndte Odi med tydelig irritation i stemmen.
“Jamen—” protesterede Léa, men blev straks bidt af.
“Ud!”
Og sådan blev det. Ud listede møgungen, og Odi fik taget imod mønterne og derefter stillet sit spørgsmål. Det blev hurtigt klart, at der var sket en eller anden form for miskommunikation. Eller måske var kvinden oprigtigt lige så uvidende, som hun fremstod.

“Når vejret er til det, ja,” bekræftede slagteren. “Inventaret er stort set det samme. Røgede pølser, hele, plukkede fasaner, flere afskygninger af saltet kød...” Han holdt inde og tøvede lidt. “De er selvfølgelig velkommen her til hver en tid...” brummede han. “...Men nu ved De det til en anden god gang.” Odi tøvede igen og vægtede pengene i hånden, inden de forsvandt ned i hans egen møntpose. Han skulle nok huske at smide dem i kisten senere. Efter en øl eller to, måske.
“Afventer De afhentning, eller...?” spurgte han så og skævede til den blinde kvinde. Han følte sig stadig usikker på, hvordan han skulle håndtere hende. Hvis hun knapt var bekendt med markedspladsen, ville han nødigt sende hende afsted på egen hånd. I værste tilfælde kunne hun forvilde sig ind i Slummens jungle af skumle gader, og dér ville hendes fine påklædning tiltrække sig væsentligt flere uønskede blikke end her. Nej, det gik ikke.
“Jeg kan sætte en pot vand over til te, hvis De har noget tid at slå ihjel? Jeg er så godt som færdig med dagens arbejde.”

[Imogen Blindseer]

Der var en fart og et rabalder som Imogen på ingen måde var vant til og det virkede til, at hendes uro for sine omgivelser indtil videre ikke havde fået meget tid imellem sig til at falde helt væk fra hendes skikkelse, hvor det sendte et jag igennem hende, da lyden af beklagelse efterfulgt af et mindst lige så farverigt sprog som slagteren selv lød fra den unge pige. Og alt dét skete ellers lige som et ekstra ubevidst vip i mundvigen havde været på vej frem. Selvfølgelig havde det noget brat dalet igen.
Ud! Den pludselig hævede og mere irritable tone, havde hende straks stivne og klamrede sine hænder lidt tættere om proviant pakken i sine arme, til trods for, at det ikke var en tone der var rettet mod hende. Men hans stemme var alligevel så kraftig, at hun umuligt kunne undgå at også blive påvirket. Det var måske svært at lægge mærke til, når man sammenlignede med pigens, der var så fuld af sprudlende liv, men slagterens egen stemme havde næsten mindst lige så mange nuancer. Den konstante brummen helt nede i halsen. Den underliggende varme, som isolerende hø og halm. Det var en stemme der fyldte, ikke bare i hendes ører men også i hele lokalet, hun stod i. En smule skræmmende, sådan som havde netop havde valgt at bruge den. Mønterne havde hun været lidt ekstra forsigtig med at lægge i hans hånd…

Men præcis som den var påstået, så vendte hans stemmeføring tilbage til, hvad hun havde tilvænnet sig, hvis ikke en smule… blidere. Eller nej. Ikke blidere; tilbageholdt. Hun kunne ikke komme helt udenom, at hendes kinder havde fået lidt ekstra farve fra tidligere samtaleemner, men i takt med at hendes fejltagelser så blev gjort ågeklare for hende, blev de kun rødere og rødere som flovhed dominerede den smule forlegenhed, hun havde tilladt sig før. Det var lige ved, at hun nær var blevet rød i hele ansigtet. Sådan føltes det i hvert fald, som varmen steg inde i hende. Her havde hun troet, at hun sagtens kunne klare sig selv. Bare handle lidt ind for huset. Men ak.
”Jeg…” prøvede hun sig frem til at starte med, men blev fluks stoppet af en knude på tungen, som hun lige var nød til at glatte ud ved at presse godt op mod ganen, før hun kunne havde den på gled igen. ”Det er meget venligt af Dem at lade mig. Jeg vil måtte lyve, hvis jeg sagde, at snakke, om hvor travlt markedsområdet er, ikke intimiderede mig bare lidt.” Et forsøg på at skærme for, hvordan hun i øjeblikket havde det, præsterede hun med et taknemmeligt smil samt et håb om, at gløden havde falmet betydeligt fra hendes lyse kinder. Stillede sig selv mere præsentabelt og upåvirket, som hun var blevet lært.
Hun kunne godt tænke, at det på måde alligevel vægtede mest til hendes held, at hun, med indkøbet færdigt og varerne i sin favn, stod usikker i, hvad hun nu skulle gøre - særligt med åbenbaringen om, at hun var noget længere væk hjemmefra end forventet - for netop som hun gjorde den første tøvende bevægelse til at dreje omkring, lød hans behagelige stemme igen og helt automatisk fik hende til at vende blikket tilbage på ham. Forbavselsen stod tydeligt frem i hendes øjne til trods for, at de ikke kunne se. Gjort store som en hvalp og fremhævet af de svagt hævede bryn. Det var da lige før, at hun kun manglede at blinke lidt ekstra, men heldigvis lykkedes det hende at fange sig selv tidsnok og i stedet smilede hun blot med lidt uskyldigt iver i de ydre kroge af hendes øjne. ”Har De jasminte?” syntes det at skynde ud af munden på hende, en form for forventning til, at en hver husstand måtte have diverse udvalg af teer i deres samling. Derhjemme i urmagerstanden var der i hvert fald lidt af hvert.

Imogen vovede sig et ekstra skridt tættere på slagteren - Odi. Endnu en verballøs accept på hans tilbud. ”Jeg vil ikke have noget imod at blive lidt, hvis ikke det er til besvær. Det er ikke tit, at jeg får vovet mig udenfor byens murer på den her måde.” Og det ville da være en skam, at allerede tage hjem. Hun havde desuden med fuld bevidsthed ladet være med at svare på hans første spørgsmål ud af ren og sker flovhed over, at hendes svar ville være nej, for det burde hun virkelig have arrangeret. Hun skulle egentlig slet ikke have taget af sted på egen hånd på den måde…
”Den unge pige.. Er hun i øvrigt okay? Jeg hørte hende ynke før,” valgte hun så ellers at trække frem. Det havde lydt voldsomt i hendes sarte øre, selvom der i det mindste ikke have været nogen gråd.

[Odilon Slagter]

Har De jasminte? Odi havde nær fået spyttet i den gale hals, men nåede lige akkurat at undgå katastrofen med et enkelt, tørt host. Finere ord var vist aldrig blevet ytret i slagterboligen før, og han følte sig ærlig talt på ret bar bund, da sekunderne løb ud, og et svar var forventet. Jasminte? Odi anede knap nok, hvad en jasmin var. Det lød både eksotisk og sofistikeret. Som noget, der kun kunne nydes til fulde, hvis det blev sippet med en strittende lillefinger. Så med andre ord, noget Odi aldrig så meget som havde været i nærheden af.
“Øh, joeh... naah... vi har kun én slags te. Og jeg tror ikke, det er jasmin...” endte han med at svare og håbede inderligt, at det var afslutningen på dén samtale. Han vidste da ikke, hvad det var for en samling tørre blade, de havde ude på køkkenhylden. Smagen var skarp og bitter – det var omtrent så langt, hans viden om te rakte.

En mere officiel accept af slagterens tilbud blev givet, som den rødhårede frøken trådte nærmere; og med en indrømmelse, der afslørede, at dette på alle måder var uvant territorie for hende, korsede Odi sig indvendigt. Ved Yphions frodige barm – hvad var det dog, han var ved at rode sig ud i? Han havde blot inviteret den uventede kunde på en kop te, så hvorfor følte han sig pludselig så sjæleligt beskidt? Det måtte være den unge kvindes åbenlyse uskyldighed. En uskyldighed, der havde sendt en flygtig tanke gennem hans hoved. En tanke om hvor ufattelig nemt, det ville være at udnytte hende lige nu og her. Men sådan en mand var han jo slet ikke. Guderne vidste det. Han vidste det. Men det gjorde det blåøjede dådyr af en kvinde nødvendigvis ikke. Havde hun været låst inde i et tårn hele sit liv eller hvad? Odi forstod ikke, hvordan nogen levede så afskærmet en tilværelse, mens han måtte starte hver evig eneste morgen med at jokke i frisk hønselort og derefter knokle til knæet dunkede af smerte.
Forskelle var dog ikke altid en dårlig ting – vel?

“Det er ikke til besvær,” brummede Odi forsikrende. Han havde jo selv foreslået det – godt nok uden at medregne, hvad det reelt betød. Som den store tåbe han var, havde han fået tvangsindlagt sig selv til at underholde en komplet fremmed kvinde på ubestemt tid. Alene. End ikke hendes navn kendte han, for pokker. Og som dét gik op for ham, kunne han nærmest mærke livet sive ud af ham, og hvordan ængsteligheden langsomt kom krybende.
Forhåbentlig fik Léa Slagters sygelige nysgerrighed lokket hende ned i køkkenet inden længe. Odi fortrød pludselig, at han havde sendt hende væk med så barsk en tone. Ren selvsabotage, set i bakspejlet.

Når man snakker om solen...
“Léa? Jaja, tænk De ikke på hende. Hun er bare lidt fintfølende. Kom De med ud i køkkenet, Frøken.” Odi skulle til at gestikulere i retning af det omtalte rum, men hånden nåede kun halvvejs. Hun kunne jo intet se; og han kunne næppe tillade sig at trække afsted med hende. Kunne han? Nej, alene tanken var skændig. Nåh, hun havde vel selv fundet fra gaden og herind...

Med lidt tungere skridt end sædvanligt haltede Odi ud i køkkenet, hvor han som det første fik hældt vand i gryden over det knitrende ildsted. Mens han ventede på, at det kom i kog, blev to trækrus fundet frem, og en knust, tørret urteblanding blev drysset i dem begge. Da vandets overflade endelig boblede, blev den dampende væske hældt i krusene. Der var ingen mærkbar duft. Der lugtede stadig overvejende af svinesti og... jah, essensen af livet i Udenbyen.
“Her.” Odi var som altid en mand af få ord, da han placerede begge trækrus på det lange bord, der tog det meste af pladsen i det ellers rummelige køkken. Der skulle trods alt være plads til hele syv mennesker. Ni når den ældste datter og hendes husbond var forbi til middag.

Den ene bænk skrabede mod stengulvet, som følge af at blive trukket lidt væk fra bordet. Så var der bedre plads til benene, når Odi kort efter dumpede ned at sidde. De grønbrune øjne fandt den rødhårede kvinde med en tilbageholden nysgerrighed. Egentlig kunne han stirre så meget, han havde lyst til; men Odi var ikke sikker på, hvorvidt blinde mennesker kunne fornemme den slags eller ej, så det var ikke en risiko, han var villig til at løbe.
“Folk kalder mig Odi, hvis ikke De allerede har bidt mærke i det. Må jeg spørge, hvad De hedder?” præsenterede han sig, efterfulgt af en dristig efterspørgsel på den gådefulde kvindes navn – og krydsede i al hemmelighed fingre for, at hun ikke var en slagterhadende adelsmands bortløbne datter.

[Imogen Blindseer]

Ja, flov blev Imogen endnu en gang. Han havde da været venlig nok til, at ikke gøre det åreklart, hvor gennemtrængende privilegeret hendes tilspørgsel havde været, men man skulle have været mere end bare holdt på afstand fra verdenen udenfor, som hende, til at ikke opfange bare lidt af den akavede stemning det havde bragt med sig. En akavet stemning som hun straks var blevet påvirket af selv, bare det havde lagt sig på hendes skuldre som et snefald skam i stedet. Hun kunne nærmest høre Mester Piers’ ord i hendes øre, fortælle hende om at være mere forsigtig med, hvad hun sagde og forlangte i blandt de almene borgerlige. Hun havde ikke været forsigtig.. Det var alt for nemt at glemme i den vedvarende iver over at blot være ude, hvor hun var. Dén syntes ikke at forsvinde til trods for alt andet, kun falde lidt i baggrunden.
Med let nik med hovedet, endnu en ydmyg accept, gjorde hun, som hun blev dirigeret og fulgte med. Godt nok kunne hun hverken se, høre eller fornemme armbevægelsen han lige nåede at starte, men den var ikke engang nødvendig for andet end som en høflig gestus, for hun kunne i stedet snildt høre i hvilken retning hans skridt gik, og hun kunne svagt fornemme væggene på vægge sider af sig. Det var ikke ensbetydende med, at hun gik med samme selvsikkerhed i sine skridt som en seende ville eller som hun ville i sit eget hjem.
Diskret, og med Odi’s ryg vendt mod hende, forsøgte hun at balancere det indpakkede kød, hun stadig havde i sin favn, således hun kunne få sin ene hånd fri, for måske, måske kunne en tråd allerede nu hæftes til hans person, og hun kunne følge dén. Men ak. Det var i forvejen en ukendt og ærligtalt ubehagelig følelse at holde købsvaren i sine uvante hænder; måden det både føltes blødt og fast på samme tid gjorde, at hun hurtigt måtte give op. Hun ville fumle for meget for at genfinde en komfort og en hver viste, hvordan den slags kunne resulterer i mindre fokus på andre punkter. Så som at gå i en så lige og sikker linje som muligt.

Køkkenet var lunt. En mere tør varme end den, der var at finde udenfor. Og så var lokalet fyldt med bittesmå lyde. Særligt idét, slagteren forlod hendes nærme omkreds. Hun hørte bællende vand og hun hørte de små klink af metal mod metal som, hvad hun gættede var teen, der blev gjort klar. Hun havde et sted forventet, at der bare altid var te parat i hjem som disse. Altid hængende over ildstedet. Måske det kun var i de kolde måneder? Den unge frøken havde for en stund stoppet op i åbningen til køkkenet for at samle mod til at trippe sig yderligere indenfor. Hun havde ikke hørt om tage trin ned eller op, men alligevel følte hun en fod for at være sikker og så ellers bevægede sig med langsomme skridt indtil hun stødte på noget og satte refleksivt en hånd frem mod det. Et bord. Enden af det. Der stod intet foran det, så hun følte sig omkring det, hvor hun stødte på bænken. Okay. Så vidt så godt.

I tiden det tog for vandet at komme i kog og teen blive skænket og placeret foran hende, havde Imogen fået placeret sig pænt på bænken. Den brune papirs-indbundne pakke lagt fint ved hendes side. Endnu engang løftede hun udøvet blikket mod ham, da han talte sine få ord: ”Tak,” sørgede hun for at få sagt, inden hun forsigtigt førte hænderne til de samlede sig om det brændende krus og det var som om at hendes skuldre sank i netop dét øjeblik. Hun kunne slappe af igen. Hun havde genfundet sine omgivelser.
”Ja. Dét var, hvad den unge pige kaldte Dem. Léa, var det? Er hun Deres datter?” Ud fra deres interaktioner sammen, ville det nok ikke give meget mening, hvis det var tilfældet. Men livet var anderledes her, end hvad hun havde været vant til. Og mens hans stemme ikke forekom hende som vitterlig gammel, så var den heller ikke ungdommelig. Den var ru og den var dyb. Lun. Nej! Vent! Åh guderne! Med ét blev hun mindet om, hvordan pigen selv havde tiltalt Odi. Fluks skiftede hun over. Hun kunne være heldig, at han ikke hørte hende!.. ”Mit navn er Imogen. Vær fri til at bare kalde mig det,” præsenterede hun sig til sidst selv og løftede for første gang kruset til sine læber. Lugten havde nær haltet hende, dog. Det var ikke en dårlig duft, bare.. ikke hvad hun forventede, når der var tale om ’te’. Smagen, da hun sippede, var det lige ved at hun gjorde en grimasse. Det smagte af en blanding af halm, bark og nogle krydderier nok tilføjet for at overdøve alt andet lidt. Det var anderledes. Bestemt ikke jasminte, så dét havde han haft ret i. Det var ikke engang i nærheden af den delikate nuance af urmagerdatterens favorit.

Ved at lige føle bordet med lillefingeren satte hun kruset tilbage på bordet og førte hænderne op for at åbne spændet, der holdte hendes kappe lukket. ”Jeg føler helt, at jeg skulle have vovet mig til steder som her noget før, sådan så gavmildt De har budt mig ind i Deres hjem, Mester Odi. Selv før De overhoved kendte mit navn.” Hun smilede allerede, som hun svøbte det gule stof af sine skuldre og lagde den fint foldet fra sig, så da de blinde øjne søgte henover bordet mod ham, var det parat til ham. Ja, hendes kommentar havde endda medfulgt sig et sagte fnis, der nu stadigvæk prydede hendes læber.
Var det her normal skik for beboerne i Udenbyen?

[Odilon Slagter]

Værre end efterspørgslen på blomsterteen – der i håndværkerens verden lige så godt kunne være det rene hokuspokus – faldt et uventet spørgsmål fra kvindens læber. Før havde det været Odis eget spyt, som nær havde resulteret i en tidlig død, men han havde akkurat undgået det med et enkelt host. Nu var det skoldende hed te, der var på vej ned, og denne gang var han ikke så heldig. Han hostede kraftigt og længe – eller det føltes i hvert fald som om det varede i evigheder, før han endelig kunne trække vejret frit igen. Om Léa var hans datter?! Nej(!) og heldigvis for det da, tænkte Odi, men sagde det ikke højt.
Gode guder … den blinde frøken formåede virkelig at holde én til ilden.

„Nej, jeg … det er Jehan Slagters yngste datter,“ fik han på det rene og rømmede sig, men stemmen var mere raspende end sædvanligt. Som om der stadig var noget slim, som sad og generede. Ucharmerende som håndværkere havde ry for at være, fik Odi harket det sidste op med en våd, kradsende lyd helt nede fra bagerst i svælget og skyllede så klatten ned med en tår af den dampende urtete. Det var intet under, at han sjældent drak te, medmindre det var for at få varmet knoglerne op efter en lang arbejdsdag i frostgrader. Det smagte jo ganske forfærdeligt. Det skulle blive godt med rigelige mængder øl senere på Falken og Kronen.

Med de grove hænder svøbt om kruset nikkede slagterens kort, da et navn omsider blev sat på det kvindelige selskab. Og så måtte han – igen – minde sig selv om, at hun intet kunne se.
„Imogen. Rart at møde Dem,“ sagde han roligt og iagttog hende, som hun førte sit krus op til læberne. Det var i hvert fald ikke velbehag, der trådte frem på den fine frøkens ansigt, da den bitre te ramte hendes tunge. Han kunne ikke lade være med at smile, og det blev tilmed hængende i noget tid. Men det kunne hun selvfølgelig ikke se.
Som reaktion på det følgende, Imogen sagde, udviklede krusningen i mundvigene sig dog til noget hørbart – et grin. Et lettere lusket ét af slagsen, som om slagteren pønsede på ét eller andet – men det var såmænd bare tanken om, at Udenbyens folk skulle være indbegrebet af gavmildhed, der havde fået ham til at slippe en latter.

„Jeg tror nu mere, at det er Deres klæder fremfor noget andet, som vil sikre en varm velkomst i hvert et hjem på disse kanter,“ røg det ud af ham, så han skyndte sig at tilføje: „om forladelse, Frøken. Der er skam gode og hæderlige folk, men de er ikke i flertal. Garverens knægt får snart hånden hugget af, hvis den finder vej under flere ungpigeskørter … måske hele armen, hvis ikke guderne viser ham nåde, og dét ved alle og enhver, at han ikke fortjener. Og så er der jægerens kone, som vistnok slog deres førstefødte ihjel. Druknede barnet i en gryde med kogende vand – ja, det lyder absurd, men det forlyder sig sådan. Helbrederen kunne intet stille op, for da faderen vendte hjem, var to nætter allerede passeret … ingen af dem har været den samme siden.“
Samtalens pludselige dysterhed så ikke ud til at røre den hårdhudede håndværker, indtil han huskede sig selv på, at det var en ung kvinde, han sad over for – og sådanne taleemner sømmede sig ikke for kvindfolk. Slet ikke af hendes stand.

Odi rømmede sig og flakkede med blikket.
„Det, jeg prøver at sige, er …“ De grønbrune øjne genfandt Imogens blinde. „Folk hér hjælper hinanden, men forvent ikke at alle er lige imødekommende … der render færre drabanter rundt herude end inde bag bymurene.“ Lidt af en mørk advarsel, men han følte sig nødsaget til at italesætte sine bekymringer; ligesom han gjorde på Maskernes Nat, når slagterdøtrene tog deres venner under armene og dansede ud i de mørke gader til sjov og spas. Han havde ikke glemt den tidlige morgen, da den næstældste af døtrene var kommet grædende hjem med et iturevet skørt.

[Imogen Blindseer]

Hvad der ellers havde haft udsigt til at tage form af en let latter på baggrund af slagerens egen smittende morskab, fik pludselig en helt anden effekt på hende, som han blev ved med at tale og fortælle. Blindseeren’s mundvige dalede glidende længere og længere ned indtil det tidligere smil helt havde forsvundet fra de rosa læber. Bag dem kunne det lige anes hvordan, hun bed tænderne sammen sådan som hendes kæbe parti blev spændt så det kunne føles oppe i ørene. Og om ikke gru også så småt var blevet synligt i hendes blege ansigt. Særligt som historien om det kogte barn blev bragt op, oplevede hun usikkerheden sætte sig som en hård knude i halsen.
I mellemtiden havde delikate fingre begyndt at stryge og gnide den ru overflade af lerkruset. Hvad sagde man til den slags? Hvad kunne man sige til den slags?! Det var tungt. Meget tungt, for ham at sådan ud af ingenting lægge på hende. Der gik ikke lang tid, før hun blot sænkede blikket fra ham. Dog ikke i skam.

Stadigvæk med hovedet ydmygt sænket, løsnede hun spændet i sit kæbeled og gjorde det muligt for hendes læber at skille sig ad igen: ”Aha. De må tænke mig som værende ufattelig naiv for ikke at kende til den slags. Før nu, altså,” sagde hun både blidt og sagte. Hun løftede stille hagen igen, men drejede samtidig hovedet for således stadigvæk ikke at ’se’ i retningen mod ham. I stedet fokuserede hun mod den velkendte lyd af et ildsted - hvis hun lyttede godt efter ville hun nok også kunne høre den fortsættende boblende melodi af den smule resterende vand, der stadig kogte videre. ”Ser De, Mester Odi, jeg kan uheldigvis intet se uden en hjælpende hånd til at være mine øjne for mig. Jeg er nød til at stole på folk, stole på at hvad jeg bliver fortalt er sandt, for ellers ville jeg jo risikere at leve mit liv i rædsel for mørket. Forestil Dem det.” Endelig vendte hun blikkets opmærksomhed tilbage mod ham, hvor hun med stadig rank ryg lagde sit hoved ganske let på skrå. ”At intet kunne se, men stadig frygte intetheden.” Han måtte da kunne forstå. Forstå, at hun ikke var helt igennem stupid. Jovel, det var utvivlsomt en meget optimistisk tanke at have. En privilegeret tanke endda.

Hun trak vejret dybt en enkelt gang. Sugede luft godt ned i lungerne og lod sin brystkasse hæve sig markerende. Det gjorde hende opmærksom på kjolens tæthed omkring hendes overkrop. Jeg tror nu mere, at det er Deres klæder..
”Har De altid boet her i Udenbyen? De taler om slagtermesteren som er han ikke familie, men fortæller så om livet herude som kender du til det bedre end de fleste,” vovede hun sig selv til at spørge indtil. Oprigtig nysgerrig, men til dels også fordi, det virkede forkert at føre samtalen et helt andet sted hen efter det tunge emne. Lidt distraherende for sig selv, blev kruset løftet til mund igen og endnu en slurk af den forfærdelige te blev taget. En meget, meget lille slurk. Ikke engang oseaner af mængder af hverken sukker eller forgyldt honning ville gøre den meget bedre. Men den var blevete hende skænket, så hun ville drikke den.

[Odilon Slagter]

Det blev hurtigt klart for Odi, at hans ord var kommet forkert ud. Helt forkert endda. Eller var de nu også det? Uanset hvordan det forholdt sig, sprang en lyst til at bryde ind og modsige hende op i slagteren. Han ønskede at fortælle hende, at han bestemt ikke nærede mistro til hendes viden og evner. Men så mærkede han, at dét ville være en løgn. Tavsheden fik derfor lov til at tage over og bandt en knude på hans tunge, så han kunne sidde og lytte uden at lukke mere tankeløs snak ud. Han følte, at han burde skamme sig, og det gjorde han vel egentlig også. Han var i hvert fald taknemmelig for, at Imogen ikke kunne se, hvordan han krympede sig mere og mere på sædet over for hende, i takt med at fortrydelsen satte ind.

Det lyder frygteligt, havde han lyst til at sige, men det var, som om sætningen ikke kunne komme over hans læber. Sådan som den unge frøken måtte have haft det, da hun lagde øre til hans grumme, lokale fortællinger, sådan havde han det nu. Der var ikke rigtig noget at sige, var der? Odi var født med alle sanser i intakte. I dén forstand var han heldig. Han ville formentlig aldrig klæde sig så fint som kvinden, han sad til bords med, men han kunne se, og det ville han ikke undvære – end ikke for al rigdom i verden.
Det føltes dog forkert slet ikke at reagere på hendes velformulerede forklaring. Så han rømmede sig forsigtigt og fik endelig tungen på gled.
„De har ret. At leve i frygt gavner intet.“ Noget Odi ikke altid var lige god til. Det havde han været … engang. Nu om dage var han lidt af en tryghedsnarkoman. Var man typen, som lyttede til sladder, ville man også vide, at Odi Slagter var blevet en uforbederlig drukkenbolt hen over de sidste år. Og på de mere solskinsfattige dage tog han ofte sig selv i at tænke, at det var intet mindre end sandheden.

For ikke at lade sig opsluge af det sorte hul – som han dagligt forsøgte at undgå med rigelig alkohol – løftede han kruset op til munden og tog et par store slurke af den bitre væske. Ansigtet fortrak sig i afsky over smagen, da han satte det fra sig igen.
„Øh …“ lød det så en smule ubegavet fra slagteren. Imogens spørgsmål havde fået en tøvende grublen til at melde sig i hans ansigt. Hvor meget skulle han fortælle hende? Emnet, hun havde bragt op, var ét han helst undgik.
„Nej, jeg øh … voksede ikke op her. Jehan Slagter var venlig nok til at tage mig ind som lærling i en alder af godt seksten og …“ siden da har de været min familie. Odi rømmede sig endnu engang. „Og sladder er der jo rigeligt af … folk snakker. Også her i Udenbyen.“ Måske især i Udenbyen. Ofte var det den eneste form for underholdning, der var.

I nær desperation efter at få fokusset væk fra sin egen livshistorie, kastede håndværkeren bolden videre til gæsten.
„Hvad med Dem? Jeg gætter på, De er bosat på den anden side af bymurene … hvordan er livet derinde?“ spurgte Odi og fik efterfølgende gjort kål på den sidste sjat lunkne rottepis i sit krus. Egentlig befandt han sig jo selv dagligt derinde, for det var dér hans foretrukne beværtning lå. Falken og Kronen. Han kunne ikke mindes nogensinde at have set Imogen i krostuen, men han kunne ærlig talt heller ikke forestille sig en så nydelig kvinde som hende i sådanne omgivelser. Men måske han dømte hende på uretfærdig vis. Han var stadig ikke kommet frem til en konkret konklusion på, om hun havde adeligt blod i årerne … eller blot var blandt de fisefornemme borgerlige fra det højere lag.

[Imogen Blindseer]

Forbløffelse blev hurtigt tegnet op i hendes ansigt til trods for, hvordan spændingen ellers havde dalet drastisk - utvivlsomt på hverken den ene eller den andens ønske. Gråblå øjne voksede sig større og udtrykte en form for dragelse samtidig med at de røde bryn blev skubbet en anelse højere op i panden, hvor de fine udtrykslinjer kom, ja, til udtryk. Det kriblede sådan i hendes yderst efter at vide mere om, hvad denne sladder, han nævnte, omtalte. Havde den unge frøken allerede været udsagt for den snak om slagteren, det måtte strække sig til visse hjørner af Udenbys-området, ville hun nok ikke have følt sådan en iver, men for hende var han en komplet fremmed. Og ikke mindst noget nyt. Hun ønskede at vide mere. Desuden, hvem godtede sig ikke af en smule sladder.
Men selvom lysten til at sætte tungen på gled og presse yderligere på, måtte vise sig i hendes ansigt lige så tydeligt, som et hæmningsløst barn, så nåede han at komme hende i forkøbet og sendte på automatisk vis hendes tanker andet sted hen. For nu.

Egentlig skete det pludselig nok til at tage hende tilbage for blot en kort stund.
”Jeg… Ja. Det vil De gøre dem sandt i at gætte,” erkendte hun ærligt for ham, så snart hun vendte tilbage til et samlepunkt. Hun gjorde et ydmygt træk i mundvigene dog det måske ikke helt nåede øjnene. Kedsommeligt. Ensomt. Mange forskellige beskrivende ord poppede en efter en op i hendes hoved, men ingen af dem var nogle, hun følte sig komfortable med at bruge. Ingen af dem ville jo stemme overens med, hvor privilegeret hendes liv var. ”Sladder er der også i fyldige mængder af inde på den anden side af muren.” Det var bevidst, at hun brugte lidt hans egne ord. ”Jeg vil endda påstå, at der er mere af det, hvis ikke bare af en anden art. Det er ikke med stolthed, at jeg indrømmer det, men at komme ud har været sjælende hændelser for mig indtil nu, så jeg har lagt øre til meget af det.” Med ét krummede hun brynene i en lettere utilfreds grimasse, før hun fluks tilføjede: ”Dog mistænker jeg næsten nu, at meget af det må have været formildet.”

Hvorvidt Imogen oprigtigt følte sig snydt ved, at muligvis have sine sladderfortællinger censureret var ikke helt til at sige, men hvad sikkert var, at denne umiddelbare hverdagsevent havde åbnet hendes øjne en smule mere op. Og tanken om at være pakket mere ind i vattet uld og hvad ellers, end hun havde været bevidst omkring sad nu ikke fantastisk med hende.
”Mine forældre var aldrig meget for at have mig rende rundt på egen hånd. Særligt ikke siden vi har været velstående nok til, at jeg ikke har behøvet det,” åbnede hun op og havde ellers været ved at sænke hovedet da: ”Men jeg er allerede 22 år!” Ordene faldt mere eller mindre ud af hende i al hast, som frygtede hun, at Odi ville se endnu mere ned på hendes naivitet. Præcis hvad hun ikke ville have! Hun havde samtidig lænet sig længere frem i sædet, længere henover bordet. ”Jeg burde ikke sidde i mit hjem og gå til mens der sværmes om mig. Jeg kan gøre ting selv.” Havde der været seende fokus i hendes øjne, ville de uden tvivl have kigget sig dybt og håbefuldt mod Odi. De ville have dirret af et ønske om, at han ville finde sig enig med hende. For han havde forstået hende før. Han forstod hende. Denne fremmede mand med den raspe stemme.