Øve os på hinanden [S]

[Snefríd af Ravnsdal]

Alle berøringer, alle kærtegn de skænkede hinanden fik kun Snefríds støn til at hige efter volume. Hun mødte sin tætteste venindes øverste spring og knugede sig tættere imod den bløde krop. Hendes vejrtrækning var heftig og hakkende og det tog hende et øjeblik at komme tilbage til virkeligheden.

Lyd der før havde været af suk og støn blev til en hengiven latter imens hun langsomt løftede sig fra Frieda og skænkede hende et kys før hun lod sig trille om på ryggen.

Flygtigt lukkede hun øjnene og nød summen i kroppen efterladt af deres elskov.

[Frieda af Hasnea]

Ikke helt klar på deres adskillelse, skyndte Frieda at stjæle et sidste kys Snefríd inden hun tog plads ved siden af hende i sengen. Kroppen summede stadig af velbehag og fik den til at føltes tung, en følelse hun stadig ikke helt havde vænnet sig til, men heller ikke afskyede.

Brystkassen hævede og sænkede sig stadig stødvist da Frieda rykkede sig nærmere og kærligt skubbede lidt af de vildfarende hårstrå væk fra Snefríd’s ansigt. Læberne pressede blidt mod den nøgne skulder, mens fingrene malede usynlige linjer ned over hals, kraveben og brystben, til de standsede over navlen hvor hånden fladet sig.
”Bliv i nat?” Bad hun i en stille hvisken. De manglende natkjoler var en sag for i morgen, for nu var alt Frieda’s hjerne kunne samle sig om, at hun ikke ønskede veninden skulle søge til det kammer der havde været hendes det sidste år.

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefríd hjalp altid veninden om morgenen med at gøre sig klar, så det var ikke ulig at hun befandt sig på værelset ved daggry. Det gjorde deres nætter sammen nemmere og siden de var veninder var der ingen der satte spørgsmålstegn ved at de sov i samme seng. Så den blonde pige skulle ikke være bange for at nogen ville finde dem sammen; hvis de huskede at tage deres natkjole på.

Hun nikkede også da spørgsmålet blev stillet. Hun lå og nød Friedas kys før hun til sidst fik sig skubbet op at sidde. Snart rejste hun sig for at få hen til det store skab for at finde noget de begge kunne sove i.

"Din far venter dig tidligt i morgen" svarede hun advarende før hun så sig over skulderen og så direkte på Frieda.

[Frieda af Hasnea]

Sengen føltes allerede kold i det samme sekund Snefríd rejste sig for at finde en mere anstændig påklædning til dem begge for natten.

Frieda rullede om på ryggen med et lille suk og stirrede op i loftet ”Hmh, ja det…” Mumlede hun til påmindelsen. Hun så på ingen måde frem til morgendagens møde, der ville alligevel intet nyt være under solen.

Tyggende på underlæben forblev hun liggende, før hun lidt pludseligt sætte sig op og bøjede benene op, så armene kunne lukke sig omkring dem. Med hagen hvilende på knæene, sad hun tavst og betragtede Snefríd’s gennemgang af skabets indhold. Frieda smilede for sig selv. Hun var smuk som hun stod dér badet i det varme skær fra det knitrende ildstedet. Synet trak minder om morgensolen der rejste sig over et snedækket landskab og gjorde sølv til guld.
”Vil du love mig, at hvis jeg bliver for meget som - dem, så lader du mig det vide?” Spurgte hun og løftede hovedet. Hun vidste godt at hun blev nødt til at tilpasse sig, men frygten for at glemme sin oprindelse lurede lige under.

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefrid stod lænet om at skabslågen. Den spinkle nøgne krop blev svagt oplyst af de flakkende lys i værelset. Hendes vejrtrækning var rolig selvom der var en svag uro i hendes krop. Hun havde ikke lyst til at tænke på hvad fremtiden ville bringe. Hun havde hørt lidt fra sin far, og snart ville det blive altafgørende for Frieda at hun spillede med i det politiske spil.

"Naturligvis. Jeg vil aldrig lade dig ændre" sukkede hun og vendte sig halvt rundt med et bredt smil. Hun tog natkjolerne og kastede en af dem over mod veninden før hun modvilligt trak den anden over hovedet.

Hun gjorde Frieda selskab i sengen og krøb snart tæt indtil hende.

[Frieda af Hasnea]

Var der nogen som med alt ret kunne fortælle Frieda at hun var ved at miste sig selv på en måde, hvor hun rent faktisk tog det til sig, så var det Snefríd og Aaslaug Sværdsanger . Noget hun desværre nok ville få brug for før end senere.

Frieda greb natkjolen og trak det tynde stof over sig, hvorefter hun gjorde plads i sengen. Med skindet trykket op over dem begge, lagde hun sig om på siden så den ene arm lå omkring Snefríd og trykkede sig indtil hende.

”Sammen vil vi fortælle vores børn vores sprog, skikke og om Hasneaske myter.” Lovede hun, et løfte givet lige så meget for guderne, som til veninden ”Hasnea vil være en lige så stor del af dem, som den er af os. Det kan ingen Falanistisk mand nogensinde ændre.” Heller ikke en kongesøn. Hun havde alle planer om at finde en god mand i hoffet til begge veninder, så de kunne forblive en del af hoffet sammen med hende. Deres børn ville vokse op sammen og knytte lige så tætte bånd som deres mødre.

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefríd glædede sig ikke. Hun kunne ikke mindes at hun nogensinde havde sagt noget godt om hele den aftale der kredsede om Prinsessen. Det var hendes plads at følge med, men de havde altid lovet at være ærlige overfor hinanden selvom der var ting den unge pige ikke kunne sige sin Frieda, hvor end meget hun ønskede det.

Alligevel nikkede hun og lukkede sine fingre om hendes hvorefter hun førte den op til sit ansigt og lod læberne strejfe håndryggen. "Jeg vil være den første til at fortælle dig når du er uudholdelig" svarede hun og smilte varmt.

Tanken om børn stak, som om nogen havde borede en kniv direkte gennem hende. Hun trak vejret dybt. Hun var fortvivlet og ønskede ikke at bidrage til konflikter. Hun løftede dog hovedet for at møde Friedas blik. "Jeg vil ikke have børn." svarede hun stille.

[Frieda af Hasnea]

Deres snakke landede sjældent på børn. Det skyldtes nok mest ar der var en helt naturlig forventning til de begge sætte børn i verden.
Frieda havde altid fundet sig hjemme i tanken om en dag at have sine egne små poder. Hun havde drømt om hvordan de ville se ud, hvordan deres personligheder ville være og deres navne, så at Snefríd havde gjort sig stikmodsatte kom som en større overraskelse.

Hun løftede hovedet fri fra sengen og så over venindes skulder for at mødte de grønne øjne ”Du hvad?” Spurgte hun forbløffet, ikke sikker på at havde hørt rigtigt.

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefríd vidste ikke hvorfor hun havde nævnt det, men hun ville så nødigt holde flere hemmeligheder for Frieda end hun skulle. Hendes grønne øjne hvilede længe på veninden før også hun havde sat sig op.

"Du hørte det godt." svarede hun i stedet ganske simpelt selvom hun vred de blege fingre mod hinanden. "Min mor prøver stadig at få mig overtalt." sukkede hun. Det var håbløst. Det var ikke et emne hun gerne kom ind på og forsøgte faktisk så vidt muligt at undgå at nævne det.

".. og du skal ikke tro jeg ændre mening"

[Frieda af Hasnea]

”Sne…” Frieda’s øjne voksede sig store med en hånd hastigt lagt over de urolige fingre. Kærligt lukkede hånden sig omkring hendes, med et blidt klem. ”Jeg ville aldrig nogensinde, men hvorfor? Hvorfor vil du ikke bære børn?” Spurgte hun, tydeligvis uforstående, men ikke fordømmende over den manglende lyst til at blive mor. Børn var den største gave man kunne få og ikke at ønske den lå hende så fjernt som tanke.

[Snefríd af Ravnsdal]

Selvom det aldrig havde svært for hende at sige sandheden mærkede hun alligevel at det faktisk var svært for hende at være så sårbar; det gjaldt trods alt hendes fremtid, eller mangel på. Hun trak vejret dybt ind.

"Jeg vil jo slet ikke giftes Frieda. Jeg vil udforske naturen, være i mit rette element. Jeg egner mig ikke til at være grevinde eller baronesse og holde børn og len." Snefríd sank tilbage i sengen og vendte sig på ryggen med blikket mod loftet.

[Frieda af Hasnea]

Frieda kunne til dels godt forstå modviljen overfor et ægteskab med en mand, der var blevet valgt med politiske alliancer for øje. Hun var jo ikke ligefrem synderligt begejstret over udsigterne til at skulle dele seng med fjenden, men det var nu en gang deres pligt.

Tom for ord lagde hun sig ved siden af Snefríd med panden eftertænksomt rynket. Alle de planer og fremtidsdrømme Frieda havde gjort sig om deres kommende børn smuldrede, men det var ikke det der betød noget.

Efter at havde ligget lidt i lyden af det knitrende ildsted, drejede drejede hovedet så ansigtet lå vent mod den sneblonde veninde ”Har du vidst det længe?” Spurgte hun endeligt og rakte forsigtigt ned for at lade sine fingrene flettes sammen med Snefríd’s.
”Hvorfor har du intet sagt?” Hviskede hun lavere, bange for at høre svaret. De havde altid delt alt og alligevel var det aldrig faldet Frieda ind, at veninden ikke slet ikke ønskede noget af det liv der var i vente og det gjorde hende bange for om de i virkeligheden var ved at vokse fra hinanden. En ubærlig tanke, der truede med at gøre øjnene våde.

[Snefríd af Ravnsdal]

"Jeg har nok altid haft det sådan, men først efter din forlovelse gik det op for mig hvad jeg egentlig gør her. I Falanie er vi ikke andet end pyntedukker, pragteksemplar af et par gode heste. Hvis bare det var et ægteskab her, i vores sneklædte bjerge og mørke skove. Isdækkede søer og varme fester. Tætknyttede familie og venner. - Alt det mister jeg, fordi det kræves at jeg også skaber noget kontakt til dit nye hjem" Snéfrid rankede sig en smule.

Alt det ville hun opgive for at følge med den eneste hun nogensinde ville elske, til et land der ville ende med at tage hende fra sig. Hun rystede å hovedet. "Hvad skulle det nytte? Men måske du så ikke vil bruge alt din energi på at finde mig at passende parti og i stedet blot lade mig passe dine børn" Så kunne hun vel i sit stille sind lade som om at det var hendes egne.

"Jeg siger det ikke for at gøre dig ked af det. Men det hele gør mig så vred. Far taler ikke om andet og jeg er fyldt op"

[Frieda af Hasnea]

Skyld skyllede ind over hende som det isende kolde gejsere vand, der om sommeren fik floderne til at bruse voldsomt.

Skamfuldt slog hun blikket væk ”Undskyld Sne.” Lød det spinkelt. Selvom skylden primært lå hos deres fædre, så kunne Frieda ikke sige sig helt skyldfri. Det var hende der havde nævnt både Snefríd og Aaslaug Sværdsanger , da hun var blevet spurgt hvem hun kunne ønske sig med til hoffet i Falanie. Egoistisk havde hun peget veninderne ud uden omtanke for om hun samtidigt fratog dem deres drømmene for fremtiden.

Forslaget fik Frieda til at dreje hovedet tilbage i retning af Snefríd ”Ville du være okay med det?” Kom det overrasket ud. Det sved stadig bag øjne og skyldfølelsen var stadig tung, men der var også noget håbefuldt ved udsigten til at kunne holde veninden hos sig. Med lidt snilde ville det ikke være umuligt at finde en grund der gjorde at hun kunne forblive ugift, men Frieda ville være helt sikker på det var et oprigtige ønske og ikke bare en øjebliksidé.

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefríd havde ikke haft i sinde at fortælle om sin plan til Frieda lige med det samme. Egentlig skulle det komme i små stykker hen af vejen som de gjorde sig til rette i Falanie, men det havde været helt umuligt nu de alligevel kom ind på emnet.

Hun havde selv ansporet om at komme med, alene at savnet til hendes veninde ville blive for stort. Hvordan skulle hun vende tilbage til Ravnsdal og sidde der og glo indtil hendes far kom med hendes kommende ægtemand. Ved Friedas side var det trods alt hende der havde tøjlerne.

"Noget må jeg lave.." sukkede hun og trak skindet op over sig og lagde sig ned i sengen igen. Det var den eneste løsning hun indtil videre kunne komme i tanke om der kunne gøre at de altid ville være ved hinandens side.