Øve os på hinanden [S]

[Frieda af Hasnea]

Til | Snefríd af Ravnsdal

Sted | Overkongen Roar Den Stores højborg i Hasnea
Tid | Senaften omkring kl 22.39

· - · ──────────── · ☽༓☾· ──────────── · - ·

I et helt år havde Roar Den Store ligget i tætte forhandlinger med Beltair II af Falanie, målet var fred mellem Hasnea og Falanie. Tilbuddene havde været mange og afslagene endnu flere over de sidste mange måneder, men Guderne havde villet at de to konger skulle nå til en enighed; Freden skulle bygges på et fundament af ægteskabelige løfter, der ville smede de to kongeslægter sammen.
Den følgende morgen, efter at Roar havde modtaget Beltair II's brev med hans accept, var nyheden om forlovelsen med Falanie's kronprins Elyot af Falanie  blevet bragt til Frieda der havde nært været ved at kvæles i den bid brød hun havde taget forinden. Hun var blevet solgt som havde hun været intet andet end en prægtig avlshoppe og utilfredsheden havde været til at tage og føle på. Så snart hun havde hostet kinderne våde og halsen fri fra krummer, var den unge prinsesse stormet væk fra morgenbordet, da det var blevet gjort klart at hun inden længe blive revet op med rode og blive sendt hoffet i Falanie.
Frieda havde godt vidst at en forlovelse var uundgåelig, det havde trods alt aldrig været et emne som hendes forældre havde lagt fingrene i mellem om, men hun havde altid haft en forventning om at hun skulle forstærke nordlandets bånd.
Den første uge havde hun derfor nægtet at tale til sin far og havde knapt nok skænket ham et blik. De følgende to uger havde Frieda skreget sine frustrationer ud i sine puder, men var til sidst blevet formildet med løftet om at veninderne Aaslaug Sværdsanger og Snefríd af Ravnsdal ville være at finde ved hendes side. Pludselig virkede det ikke helt så uoverskueligt at skulle indtræde i en politisk alliance i et fremmed land, skønt hun stadig havde fortrukket at skæbnen ville gå andre veje.

Blide fingerspidser strøg fjerlet hen over den snehvide hud. Op langs siden af overarmen rundt om den blottede skulder, videre ned over den slanke silhuets side til de nåede hoften. Det blågrå blik fulgte eftertænksomt det usynlige spor.
"Tror du de passer, rygterner?" Stemmen var lav, grænsende til en hvisken, men den behøvede ikke mere kraft i sig når de to adelsdøtre lå så tæt som nu, front mod front i prinsessens sovekammer. Frieda justerede sig så hun i stedet for at ligge med kinden mod den bukkede arms albue, støttede hovedet med hånden og dermed lå løftet en anelse op fra sengens bløde underlag. "De siger han er lille og skravlet..." Hun kunne ikke lade være med at skære en grimasse, så den tynde hud over næsebenet trak sig sammen i fine linjer. Blikket løsrev sig hoften for at møde Snefríd's blågrønne. Hånden flyttede sig fra hoften for at skubbe en lok af det platinblonde hår om bag øret og fri fra venindes ansigt. 

[Snefríd af Ravnsdal]

Selvom den kolde aftenvind ruskede i træerne ude for vinduet og varslede om en lang og isende nat, følte Snefríd sig kun varm og sikker som hun lå nøgen og kun dækket af et enkelt skin hen over hendes slanke ben. Det lyse hår snorede sig i de resterende krøller fra fletningen, imens få stadig var klistret til hendes pande. Hun strakte halsen en smule og lagde hovedet bagover ved Friedas kærtegn og i et øjeblik syntes hele verdenen at lukke sig sammen omkring dem.

Lige indtil hendes ord lød. Det fik hende til at slå øjnene op og fange Friedas blågrå der flakkede i ilden fra de få lys i rummet. Hun mærkede lysten til at affeje spørgsmålet og i stedet få prinsessen på andre tanker. Alligevel blottede de buttede læber sig i et halvhjertet smil før hun lænede sig ind mod veninden og pressede små kys mod hendes hals.

"Hvad hvis de gør?" Spurgte hun før hun trak sig væk og i stedet lagde sig tilbage mod sengen og så op mod Friedas komplicerede blik. Hun lænede sig ind mod hendes hånd imens hendes egen gled fra hoften og op mod taljen. De lette fingre strøg let over den varme hud.

"Han kunne have ørnenæse og læspe og du ville stadig skulle gifte dig med ham." I sådan forhandlinger betød udseende ingen ting.

[Frieda af Hasnea]

En tynd, svag streg dannede sig mellem de lyse øjenbryn, der forsøgte at knytte sig sammen over øjnene der virrende mellem Snefríd's. Hun genkendte det smil som venindes sendte hende, men var ikke i stand til at koble enderne samen for grunden til det besværet smil. 

Som en kælen kat, strakte prinsessen halsen for perlerækken af kys, mærkede hvordan hvert kys på ny vækkede huden under sig til live. Øvre og nedre vippekant nåede kun akkurat at røre hinanden, øjenlågene åbnede sig et suk der blev en gråtåget blanding af velbehag og misfornøjet over enden på følelsen af de fløjlsbløde læber.

Der var ingen trøst i venindes ord. Den kønne blondine forsøgte ikke at male et bedre billede af den ansigtsløse prins, men valgte i stedet af tilføje nye penselstrøg til de allerede udspredte rygter. Frieda forstod, men det betød ikke det blev nemmere at slippe det billede som hun de sidste par år havde tegnet for sit indre øje, af sin fremtidige ægtemand. Et billede der hverken indeholdt krogede næser, udtale vanskeligheder, smalle skuldre eller senede muskler.
"Ugh, læspe," Gentog hun mumlede. "hvis det er tilfældet, så får du skylden for at have kastet det ud for guderne at høre." Anklagede hun med en stram mine, der langsomt krakkelerede i et tandsmil, da hun ikke var i stand til at holde masken.
Skubbet ordenligt på armen i sengen, søgte hun frem mod Snefríd til deres næsetipper næsten rørte hinanden. "Du er den værste til at sige de rigtige ting, ved du det?" kluklo hun lavmælt, med varme i stemmen og bøjede sig ind over hende, placerede først et kys på den ene mundvige og dernæst et mere lidenskabeligt et denne gang midt på læberne. 

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefríd var normalvis altid ærlig når det kom til Frieda, og de to piger havde aldrig før haft problemer med at holde på deres mening. Men alt alle de følelser der var et stort kaos, kunne hun jo ikke engang selv finde rundt i, så hvordan skulle det hjælpe noget at forsøge at forklare sig? Hun vidste bare at det fik knuden i maven til at vokse når hun tænkte på at veninden skulle giftes.

Men de fortvivlede tanker blev ikke længe ved, for snart søgte de begge mod hinanden og Snefríd kunne alligevel ikke lade være med at give sig hen. Hun behøvede ikke puste til ilden i et forsøg på at male et bedre billede af prinsessen fremtidige mand. For selvom chancen for at han var grim lå i halvdelen så ændrede det ikke på at resten af Friedas liv var sat, og at det ikke nødvendigvis betød at der var en plads til hende selv i dét liv.

"Jeg tager gerne imod gudernes vrede, hvis det resultere i en grim ægtemand." Snefríds ord var en let mumlen og det var utydeligt at høre om hvorvidt hun mente alvoren i det eller om smilet var reelt nok. Begge de slanke arme hævede sig og faldt i stedet på hver side af Friedas talje hvor de begyndte deres vandring op.

"Vil du gerne have at jeg skal dyppe mine ord i honning?" mussede hun kælent før hun ivrigt modtog kysset og kun inviterede til mere ved at lade sine tunge skille hendes læber.

[Frieda af Hasnea]

Snefríd havde aldrig været den til at fylde Frieda med bløde løgne, og det var ikke noget prinsessen ønskede en ændring i nu. Heller ikke når hun brød sig meget lidt om sandheden eller spådomme der om. Svaret kom derfor også noget prompte, da hun henåndende sagde et "Nej." Ind mod venindes fløjlsbløde læber, der slugte afvisningen lige så hurtigt som den var blevet ytret. Hengivent lod Frieda sine læber skilles og mødte udforskende tungen med sin egen. 


Det var svært at forestille sig at nogen mands krop kunne være ligeså fejlfri og blød, mens fingrene strøg kærtegnene over den mælkehvide hud. Fra det skarpe hofteben, op over taljen og ribbenene til hånden fandt brystets runding, hvor den lukkede sig i bløde masserende tag.
Kysset stadig ubrudt, først da Frieda søgte ind og lagde sig mellem Snefríd's lår blev kysset brudt, da hun trak hovedet en anelse tilbage og flyttede det ned til munden kunne nå halsen, hvor en perlerække af kys blev sat.

[Snefríd af Ravnsdal]

Det passede den unge pige udmærket at snakken og det følsomme emne blev lagt på hylden for nu, og at de nu begge syntes både opmærksomme og opslugte af hinanden i stedet. Smilet strakte sig hen over hendes læber, uden at hun på noget tidspunkt viste behov for at bryde det intime kys der langsomt udviklede sig imellem de to nordiske veninder.

Snefríd havde aldrig tænkt på det andet køn som hun gjorde for sit eget, og særligt Frieda viste sig at betyde langt mere for hende end hun turde indrømme. Hvis bare noget kunne forblive det samme når de rejste fra deres hjemland. Hun ville ikke kunne undvære hverken kys eller kærtegn, selvom hun vidste at jalousien kun ville vokse sig større og langt mere uudholdeligt.

Hendes egne hænder havde fundet frem til Friedas bløde bryster. Hvor den ene fortsatte sine kærtegn, lukkede fingrene sig om brystvorten på det andet som hun nev og trak let i. Flere støn fulgte og Snefríd måtte lægge hovedet tilbage da venindens kys fortsatte ned langs hendes hals.

[Frieda af Hasnea]

Stønnet blevet dæmpet af den lyse hud, mens kroppen på ny blev vakt til live. Huden trak sig prikkende sammen, kuldegysninger skød op langs rygraden, en dunkende, insisterende, varme forplantede sig maven og sprede sig ud i resten af kroppen.

Taget omkring den bløde bryst strammede sig, inden Frieda trak hovedet væk fra halsen og sænkede sig nærmere modsatte bryst, hvis brystvorte munden lukkede sig omkring. Pirrende søgte tungen knoppen, afbrudt enkelte gange når et sukkende støn måtte passere og gør huden endnu varmere end den føltes. Langsomt, kys for kys søgte hun længere ned, fulgte de begyndende voksen kurver med hænderne til de fandt hvile på hvert sit lår nær knæene. Blotlagde dem begge fuldkommen, fri fra det skin der havde ligget over underbenene.
Blikket søgte op i håbet om at møde Snefríd's blågrønne, idet læberne først mødte hendes lyske og dernæst venusbjerget. En hånd strøg op langs inderlåret, til fingre ramte et blødt, fugtigt indre.

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefríd måtte lægge hovedet til side og bide sammen om sin arm da Friedas kærtegn kun syntes at blive endnu mere insisterende. Hun stoppede sine egne, og lod i stedet den frie hånd forvilde sig ind mellem venindens blonde krøller.

Det svært for hende at dæmpe sig, og ofte ønskede hun sig så langt væk at det virkelig kun var de to der var til stede. Vejrtrækningen var hakkende og det var næsten umuligt at trække vejret dybt ind gennem næsen når de lå så tæt slynget mod hinanden.

Hun bøjede hovedet da Frieda søgte længere ned, og alene tanken om hendes kærtegn der fik hendes underliv til at trække sig sammen og hjertet til at galoppere hurtigere. Hun øjne der til trods den kolde farve nu var varme og indbydende mødte venindes blik. Læberne blev langsomt skilt ad i takt med at Friedas fingre fandt vej til midten.

[Frieda af Hasnea]

En forbi passende vagt eller tjenestepige på den anden side af døren. Mere skulle der ikke til før, at et lidt for højt åndedrag ville krybe under træet og afsløre, hvad der i virkeligheden tog sted i prinsessens kammer.
I starten havde Frieda hørt lyde der ikke var der, fodskridt ned langs gangen. Hun havde været sikker på at en tjener ville træde ind når som helst og hun ville blive taget i et kys med Snefríd. Nu fandt hun i stedet en vis spænding i hvad der før havde været anledning til paranoia.

Blidt bevægede hun fingrene. Først en, dernæst en til. Med tommelfingeren kærtegnene nær samlingen af de ydre kønslæber og op mod venusbjerget, lod Frieda sig drage ind i den varme der mødte hende. Brød øjenkontakten for at dreje hovedet og kysse den følsomme hud på inderlåret, inden hun lod mund og tunge tage over for tommelfingeren, for at gøre de arbejdsomme fingre selskab.
Ind i mellem lod hun blikket søge op langs den nøgne kvindekrop. Det var fra den lavere vinkel at Frieda fandt Snefríd smukkest, når hun lå fuldkommen blottet og sårbar.

Måden hvorpå deres begges vejrtrækning ændrede sig, blev tungere og alligevel mere overfladisk. Måden hvor på halsen klemte sammen om et støn, så det ikke var meget andet end en svag lyd. Suk der blev dæmpet mod fløjlsblød hud. Følelsen af de små muskelsammentrækninger og de små skæv, når fingrene ramte helt rigtigt. Frieda havde aldrig forstået folks betagelse af de mere kropslige eskapader, før nu. Der var noget berusende over at have den virkning på en anden person, og noget endnu mere kraftfuldt ved at være den der hengav sig.

[Snefríd af Ravnsdal]

Snefríd havde været mere modig, men hun havde også været en del mere opslugt af Frieda til at gå og spekulere på om nogen ville høre dem. Selvom hun var lige så meget udsat som prinsessen. Men varmen, kyssende og de fugtige fingre var det eneste hun havde haft for øje. Og til deres held var den eneste der vidste noget, Aaslaug Sværdsanger og hendes mund var lukket med syv sejl.

Nu måtte hun lægge hovedet tilbage og presse det ned mod puden bag hende. Selvom hun havde gjort et forsøg på at holde sine støn inde gled de nu mere indtrængende ud mellem læberne. Hun rullende sit underliv i vuggende bevægelser mod Friedas kærtegn i håb om at hun ville øge sine strøg.

Hun elskede at mærke den våde tunge og Snefríd var nu så bedøvet på begær at langt de fleste af hendes hæmninger var ikke eksisterende. Langsomt satte hun sig op, stadig placeret det samme sted. Roligt løftede hun hånden og lod fingrene glide let gennem Friedas lyse hår.

[Frieda af Hasnea]

Fingrene fulgte hofternes vuggen, bevægelserne blev mindre forsigtig, mere direkte og faste i deres tempo. Tungen bevægede sig efter hendes lyde. Begæret hun følte for hende, skulle kunne mærkes i hver bevægelse, kun periodisk afbrudt af behovet for ilt. Der var kun dem lige nu, de to i deres egen lille verden af varme.

Snefríd’s fingre der søgte ind mellem de blonde krøller, og sendte en rislende følelse hele vejen fra hovedbunden og videre ned gennem rygsøjlen. Hun nød følelsen af hendes fingre i sit hår og gav slip på et blødt suk. Hovedet trak sig tilbage, fri af det våde skød og i stedet at søge op over det nederste af maven. Kærtegnene og legene forblev hånden mellem hendes ben.

[Snefríd af Ravnsdal]

"Ah.. F-frieda.." Hviskede Snefríd, hvis stemme vaklende og hakkende undslap nydende støn der kun syntes at blive højere. Hun bed dog ned i læberne flere gange i et forsøg på at det forblev deres hemmelighed. Da veninden løftede hovedet kunne hun slet ikke holde sig selv tilbage. Fingrene gled stadig mellem det lyse hår men lukkede sig instinktivt for kun at trække hende tættere på og lade deres læber mødes.

Vuggende mod hendes kærtegn bevægede hun stadig let sine hofter. "Læg dig.." bad hun sukkende og bed ned i den bløde underlæbe. Hendes hjerte slog afsted, men hun var for opslugt af Frieda til at mærke smerten af fortvivlelse.

[Frieda af Hasnea]

Åndeløst lod hun sig føre tættere på med et sagligt suk. Frieda mødte hendes læber I et inderligt kys der fik hende til at ønske deres læber aldrig skulle skilles igen. Det var uden ærgrelse at kysset blev brudt.
Et lille hurtigt kys blev sad mod hendes læber før Frieda trak ansigtet væk, med en svag nikken.

Hånden fjernede sig, uden at slippe Snefríd helt lige med det samme. Kontakten mellem dem blev holdt så længe det var fysisk muligt, mens Frieda lagde sig til rette. Fingerspidserne strøg mod lårets inderside, men måtte strække sig hen over toppen af låret halvvejs mod knæet indtil hun ikke længere kunne nå med ryggen imod sengen.

[Snefríd af Ravnsdal]

Det var alt hvad hun ville have. Deres nøgne kroppen slynget mod hinanden som en helhed der aldrig kunne gå i stykker. Hun var opslugt af Frieda og hendes nærhed og kunne aldrig forestille sig at være foruden. Hun lod sit sind forgifte og sagde til sig selv at det altid ville være sådan; at de altid ville have hinanden. De var nødt til at have hinanden.

Hun betragtede veninden som hun lagde sig ned, med ryggen mod skindet og de lyse krøller spredt ud over puden. Hendes blågrønne øjne dvælede ved den nøgne krop før hun gjorde afstanden mellem dem mindre. Blidt lagde hun sig ind over hende og lod kort deres læber mødes i et blødt kys.

Den ene hånd lagde sig mod lagnet som støtte, mens den anden kærtegnede sin vej ned over hendes krop indtil hun nået midten af varmen.

[Frieda af Hasnea]

Lårene var allerede i færd med at glide fra hinanden inden Snefríd havde indtaget den plads, der indenfor en ganske kort fremtid ville være forbeholdt fjendernes kommende konge, Elyot af Falanie . Men i nat, forklædt i undskyldningen om at forberede dem til livet i ægtesengen, var den helt og holdent Snefríd's.

Fra hvad der en gang havde været en sirligt sat frisure, gled hvide lokker af hår ned over skuldrene og lukkede sig som en snestorm omkring de to unge elskere. Fuldkommen opslugt af hjertevenindens sødmefulde kys og berusende berøringer, slap prinsessen kontrollen. 

Med den hylene vintervind som dække nåede hun toppen, følte sit indre eksplodere for at samles igen. Begravede læberne i sin elskers straks efter, før hun måtte give dem op for kroppens behov for ilt. Stakåndet lagde lod hun de svedfugtige pander mødes med en lykkefyldt latter.