Besøg i teltet (s)

[Adelaide Af Zorete]

Efter i flere dage at have sendt Theuderic af Sangy lange blikke, flirtet på afstand og sendt ham skjulte smil henover adelige folks hoveder, havde enkefruen besluttet, at der måtte ske noget mere. Der var blevet lagt op længe nok. Ved bryllupsfesten tidligere på året havde hun mærket hans interesse og den havde hun prøvet at holde ved lige ved ikke at være for pågående. At lege med ham uden at de resterende, tungnemme rejsefolk måtte opdage det.

Nu var det på tide at folde legen lidt ud og gøre ham mere end bare lidt interesseret. Nok havde hun set ham være overdrevet høflig overfor andre kvinder, men de havde også hurtigt mistet hans interesse igen. Tiden var inde til at vise lidt mere af sig selv og i det mindste at vise ham, hvad han ville gå glip af, hvis han viste andre mere interesse end han viste hende.

Iført en elegant, mørkeblå kjole og intet hovedlin stod hun i ly af andre telte lige foran hendes udkårenes opslåede telt. Hurtigt havde hun sikret, at ingen havde set hende der, får hun uden en høflig angivelse af hendes tilstedeværelse, trådte indenfor i det næsten mørklagt telt.

[Theuderic af Sangy]

Det havde blot været 10 minutter siden, at Theuderic havde bedt Hugon Kammertjener godnat, efter lidt hjælp til at komme af de gevandter der var blevet båret for dagen. Den kostbare, indigo blå yderrobe lå nu sirligt sammenfoldet på en træbænk i den anden ende af teltet, efter aftenens aktiviteter. Egentlig var han på vej i seng. Men istedetfor at omklæde de resterende dele af aftenens dekorum til bomuldsskjorte og hose og dernæst lægge hovedet på puden, så var hans blik fokuseret på et stykke pergament der lå på en rejsevenlig træpult, som han havde valgt at slæbe med. Flere stearinlys oplyste den velkendte håndskrift der prægede pergamentets sider og han genkendte sejlet, som værende hans eget. Der var nyt hjemmefra. Som hans blik gled over tegnene griflet ned, ænsede han egentlig ikke at der pludselig var en anden tilstedeværelse i det telt som ellers kun burde indeholde ham selv.

[Adelaide Af Zorete]

De observante, brune øjne kunne skimte Theuderic i lysende skær, stå og betragte noget med en eftertænksom mine. Hun noterede sig udtrykket, som et mere alvorligt og ærligt et end dem hun ellers så fra ham. På hende virkede den eftertragtede lenarving generelt en smule useriøs om end han havde gennemført en ridderuddannelse, så noget mellem ørene måtte han have. Det var hun egentlig ikke i tvivl om. Manden var intelligent, men hvor meget han brugte det til, vidste hun ikke endnu.

“Dårlige nyheder?” spurgte hun ud i den dæmpede belysning velvidende, at han muligvis ikke vidste at hun var hør, før ordene ramte stilheden. Hovedet var tippet betragtende til den ene side, som hun stadig stod ved den lukkede åbning i teltet. “Jeg kan komme tilbage en anden gang” påpegede hun velvidende, at hun måske spillede en anelse kostbar. Så kostbar var det jo heller ikke, når hun var troppet op i en mands telt om aftenen.

[Theuderic af Sangy]

"Hm?" Mumlede han ufrivilligt, som han kastede et blik over skulderen mod en stemme der kom bagfra. Han ænsede Adelaides skikkelse, men måtte dog vende sig halvt om for at være sikker på at han så rigtigt. Det var jo ikke fordi det var almen kutyme at modtage kvindeligt besøg i mørket på denne måde.. eller.. Ej bare glem det. Ihvertfald havde han ikke regnet med at se Adelaide stå der. Elaine var noget andet, hun kom når det passede hende, men hun var også et gammelt bekendtskab, som Theuderic anså ligeså meget som en betroet, som en elsker.

"Nej, nej, bliv bare." Forsikrede han hende, idet et klassisk Theud-smil spillede på hans læber. Så vendte han sig kort om mod pultens bord igen og foldede pergamentet sammen. "Nyt hjemmefra." Forklarede han og lod den samlede bunke dumpe ned på bordpladen oppe i et hjørne, inden han nonchalent satte sig på den stol der hørte til sættet. "Regnen har været hård dette år. Hvis ikke det aftager blot en smule, bliver høsten mager." Tilføjede han lidt henkastet og skænkede blot sig selv et glas vin fra en karaffel der stod i det modsatte hjørne. "Men nok om det." tilføjede han så og lod sit udtryk indtage et mere imødekommende et. Han ville tydeligvis ikke kede hende med sådanne anliggender. "Hvad bringer Dem hertil.. På denne tid?" Spurgte han, halvt vidende.

[Adelaide Af Zorete]

Adelaide trådte et skridt frem, så det svage lys badede hendes veldrejede krop, men hun kom ikke helt tæt på ham med vilje. Nok havde hun bukket under og var blevet utålmodig, men det lå ikke til hende at servere noget på et fad. Der var en grund til, at hun ikke var borgerlig kammerpige. Det og så ville det være noget af det mest nedværdigende. De brune øjne betragtede ham smide pergamentet væk, tydeligt at han havde tænkt sig at skifte emne, men det var hun ikke tilfreds med. Hvis hans len klarede det dårligt skulle hun måske genoverveje sine muligheder. Enkefruen var enke af en grund og ville nødigt i endnu et fattigt len.

“Mh, det må være svært ikke at kunne gøre noget ved eller hjælpe sit len, når man er ude at rejse” ledte hun ham tilbage på sporet. “Måske du skulle fylde hovedet med gode tanker, i stedet” det lød virkelig alt for sukkersødt og hun kunne ikke matche et smil med ordene og lod derfor være med at smile. I stedet sendte hun ham et af de sigende blikke, de var blevet så vant til. Hun strøg lette fingre hen over kjolens skulder, som fjernede hun støvkorn og skulderen blev en anelse mere synlig.

“Jeg kunne ikke sove” svarede hun kort og tilføjede, så med et svagt smil. “Og tænkte, at du sikkert havde brug for en skulder at betro dig til” hun blinkede en smule mere kækt end hvad hun naturligt ville.

[Theuderic af Sangy]

Hendes silhouette blev tydeligere i den vage belysning, som hun trådte nærmere. Måden hendes krop bevægede sig på, som hun tog sine skridt, var jo nærmest en invitation i sig selv. Han tog sig selv i at lade sit blik flygtigt dykke, som han kort betragtede formen af hendes skikkelse, inden det atter landede hvor det burde ligge. Adelaide vidste lige præcist hvad hun gjorde... og Theuderic vidste det også. Der var et form for spil som lå imellem dem, som han fandt ganske underholdende. Han kunne derfor ikke lade være med at trække på mundvigen i et vagt, men vidende smil, da hun førte sine fingre over skulderen for at blotte den for ham.
Hendes bemærkning omkring søvnmangel, fik Theuderic til at smile underholdt, men hendes efterfølgende bemærkning fik ham til at le stille, da hendes ord i kombination med den blottede skulder, nok var det man kaldte for et pun (xD).

Theuderic rejste sig fra stolen og stillede vinen fra sig. Han trådte hende blot nær, da hun i forvejen ikke var langt fra ham og lod hånden glide kærtegnende om hendes talje. Han lod blikket flytte fra hendes, og mod den blege, blottede skulder. Lidt vurderende betragtede han den, idet han lod tommelfingeren stryge ømt over den nøgne hud. "Hvis det er en skulder som din, så kunne jeg nok godt betro mig til den." Løj han i et kompliment, der nok var tvetydigt på flere niveauer.

[Adelaide Af Zorete]

Det hele handlede om en hårfin balance mellem at være forførende, men ikke give ham alt han ville have på en gang. Det var en leg, et spil der foregik mellem dem og på en måde var det også med til at holde hendes interesse. Det blev til mere end blot et ønske om ægteskab, hvilket fyldte mest, men underholdningsværdien i dette foretagende vægtede også en god del. Noget i hende ville også være vigtigere og mere betydningsfuldt end alle de andre smukke kvinder han sendte lange blikket. Derfor måtte det hverken være let eller svært at komme tæt på hende på en måde han begærede.

Ikke et skridt mere lod hun rykke på sig, men lod i stedet ham komme til hende, hvilket var en ganske let opgave. Blikket han sendte kvindens krop var ikke uset og hun nød at blive betragtet. Det havde hun altid gjort. Opmærksomhed var en kvindens vigtigste gave fra mændene. De nøddebrune øjne fulgte hans hånd, da den gled om taljen, men den fik ikke lov at ligge der længe. Et skridt frem og et glidende skridt til siden fik hende til at gå lige forbi ham og hen til det bord, han havde sat sit vinglas til hvile på. Med et ben over det andet sad hun i stolen, han havde forladt, med glasset i hånden og blikket vendt mod ham med et lokkende smil i øjnene. “Men dog. Så lad mig høre” svarede hun vidende om, at det ikke var hans intention om faktisk at betro sig til hende. Vinglasset blev løftet til læberne uden, at hun slap hans blik med sit.

[Theuderic af Sangy]

End havde han blot nået at mærke hende under sin hånd, inden hun først trådte ham tæt og dernæst bort. Den flygtige kontakt mellem dem, som hendes krop havde været ham nær, sendte et lille sug i mellemgulvet på ham og fik kortvarig grebet om hendes talje til at strammedes en my. Men hun gled yndefuldt ud af hans hånd og han lod hende.. faktisk kunne han blot vende sig halvt om og betragte de svajende hofter, som hun bevægede sig mod pulten og den stol han havde forladt. Han fnøs dæmpet, gennemskuende hendes små julelege.. som han i åbenlys 'hemmelighed' nød til fulde.

"Hm.." brummede han eftertænktsomt, som ledte han efter nogle hemmeligheder at betro hende. Alt imens vendte han sig om og gik i sin fortsatte tænkende mine hen mod hende, blot for at stille sig med bagsiden lænende mod pulten. Adelaides front vendt mod hans side. "Der var noget med nogle byhuse.." Spandt han 'glemsomt', som om han ikke helt kunne huske det ordenligt. Glimtet i hans blik var dog ikke at tage fejl af, skønt det ikke hvilede på hende. Theuderic legede stadig sine små lege.

[Adelaide Af Zorete]

De mørkebrune øjne fulgte hans bevægelse, mens mundvigene undertrykte et smil over, at han spillede med. Det svage smil om hans læber læste hun som om han faktisk nød det. Adelaide nød selv, at have noget at lege med som ikke bare lod hende tage den fulde styring, men gav igen. Det gjorde alting sjovere, selvom det i sidste ende ikke var for sjov hun sad her og viftede skoende af de fine, adelige fødder. Med en lille lyd faldt skoende til jorden og hun strakte sine ben ud som hun sad dårligt. Glasset med hans vin gav hun videre til ham uden at rejse sig. Med en finger tørrede hun en forvildet dråbe af underlæben.

Selv med siden til var det som om de havde øjenkontakt og det nægtede hun at slippe. “Sikke noget med den hukommelse” påpegede hun med et glimt i øjnene. Han ville ikke tale om det, men hun var ligeglad. “Eller er byhuse det, der får dig til at se så opgivende ud? Der skal ikke meget til at vælte dig så” hun vidste at ordene kunne udfordre hans mandighed. Det var derfor hun sagde det. Hun drillede ham, prikkede til ham og han gjorde det samme.

[Theuderic af Sangy]

Hans blik faldt mod jorden, da en vag, hul lyd stammede derfra. Han registrerede tabet af hendes sko, og lod blikket følge det strakte ben, indtil det fandt hendes ansigt igen. Hun rakte ham glasset, og han tog imod det. En syndig tanke strejfede hans sind, da hun førte en dråbe af den røde vin væk fra læben. Han lod blikket hænge lidt ved synet. Lod hende vide, at hun vakte noget indeni ham. Viste hende det. Bare et lille øjeblik, idet han førte glasset til læberne og dernæst stillede det fra sig på pulten.

Hendes skarpe svar fik Theuderic til at fnyse leende. Han skubbede sig væk fra pulten og drejede sig istedet, så han stod med fronten mod hende. Han rakte hende dernæst sine hænder i invitation til at rejse sig. "Byhuse, høst.. jord, grænser og lov." Remsede han, som han fortsatte deres lille snak. "Det er kædereaktionen der giver mig hovedpine." Tilføjede han så, måske lidt indforstået.

[Adelaide Af Zorete]

Stoffet om benene vigede fra den smukke, blege hud jo mere hun strakte den opad. Da fødderne blidt ramte jorden igen faldt kjolen på plads igen og gemte alt andet end de bare fødder. Et svagt smil spillede i de ellers udtryksløse mundvige, da hans øjne et kort øjeblik blev ved hendes læber inden de lagde sig i hendes øjne igen. Hun morede sig kosteligt over ham og priste sig lykkelig for, at hun ikke havde valgt at gå efter en kedelig arving, men én der faktisk gav hende noget igen.

Ryggen blev rettet op, så den ikke længere hvilede mod stolens ryg, men lænede sig svagt frem mod den høje skikkelse, der drejede sig mod hende. Et øjeblik lod hun de brede mandehænder vente på sig, inden hun tog imod dem og rejste sig fra sin plads. “Det lyder uendeligt kedeligt” svarede hun med svag morskab i stemmen. “Så kan jeg godt se, at de har brug for tid til at regne netop den ud, så hovedpinen kan få lov at lette” Hun lod en finger vandre fra hans skulder, op ad nakken til den sneg sig ind i hans bløde krøller og dappede han blidt på tindingen for at illustrere hovedpinen. Så fjernede hun hånden igen. “Imens du grubler, lægger jeg mig i din seng, for min er så forfærdelig kold og jeg er sikker på, at din naturligt er meget varmere” deklarerede hun og lod kjolen glide ned om sin fine, glatte hud til den landede på jorden om hende bare fødder. Derefter drejede hun let på hælen og gik med lange skridt mod hans opstillede seng.

[Theuderic af Sangy]

Igen, måtte han le lidt af hendes alt for ærlige kommentarer. Men Theuderic nød dem faktisk. Der var ikke så meget pis med Nådigfruen af Zorete. "Der er ting der er sjovere." Medgav han med en eftertænksom bekræftende mine, skønt disse 'andre' ting meget vel, netop var en sådan situation som nu. Han slap modvilligt hendes hænder, da hun vristede den ene fri for at simulere hans hovedpine, og derefter slap den anden for at bevæge sig fra ham.
Det irriterede ham, at hun tog styringen fra ham, skønt det et eller andet sted nok også gjorde at det lokkede ham til hende. Fik ham til at jagte hende. Et lille fnys forlod diskret hans næse ved denne åbenbaring. Hun var god. Manipulerende lille hunræv.

Således kunne de grå øjne ej heller undgå, at følge kurverne på hendes skikkelse, som hun blot lod klæderne falde. Hendes blege hud kun varmet af den vage belysning fra de få tællelys omkring. Ak ja, den nøgne kvindekrop. Theuderics kryptonit. Hofterne der vuggede fra side til side, som hun bevægede sig mod sengen. Så indbydende..
Theuderic fulgte hende, til han kunne fange hende, ved at blidt lade hånden glide om hendes lænd og dreje hende ind til sig. Tæt. "Skal jeg virkelig selv?" Spurgte han fripostigt, sensuelt smilende, idet han hentydede til sin egen påklædning.

[Adelaide Af Zorete]

Der var ingen modstand i hendes bevægelse, da hun blev trukket ind i hans beklædte favn. Nærmere gled der et tilfreds smil ind i hendes øjne og løftede hende mundvige blot en anelse. For den unge enkefrue var det tydeligt, at han havde svært ved at lægge kontrollen helt fra sig, hvilket morede hende. Der var en svag kamp om hvem af dem, der fik lov til at beholde styringen mellem dem. En leg hun kendte ganske godt, fordi hun ofte selv forslag at lege den. På tåspidserne stod hun, da hun hviskede et kort “Ja” i hans øre.

Hælene ramte jorden igen, da hun sænkede sig tilbage og væk fra hans øre. “Jeg er ikke din ansatte og desuden er du ikke den eneste, der nyder en forestilling” påpegede hun med et sigende smil og gjorde sig fri fra hans greb. Hun satte sig på sengen med det ene ben over det andet og hænderne i skødet i en forventende stilling. “Hvis du selvfølgelig er i stand til selv at tage det af uden hjælp” drillede hun.

[Theuderic af Sangy]

Han kunne mærke varmen fra ånden, da hun rejste sig på tæerne og lænede sig lidt ind mod ham, blot for at tirre ham med hendes forventning om, at han selv skulle afklæde sig. Hans smil falmede ikke, men som hun trak sig tilbage, hævede Theuderic hagen lidt med en dæmpet, overvejende brummen, som han betragtede hende løsne sig fra sit greb. Han lod hende modvilligt gå.

Et kort latterfnys lød, da hun påpegede at hun ikke var hans tjenestepersonale. "Nej, det er ved guderne. Jeg ville ikke få bedrevet noget, hvis du vimsede rundt i nærheden af mig."

Adelaides udfordrende ord, fik Theuderic til at hæve brynet med lidt skepsis. I respons trådte han blot et par skridt mod hende, som hun sad på sengekanten med en afventende mine, således at han stod foran med fronten vendt i hendes retning. Hvis Fruen ønskede en udsigt, så skulle hun få den. Så Theuderic greb blot selvsikkert om den løse bomuldsskjortes kant og trak den over hovedet, hvorefter den faldt ud af hånden og landede på gulvet. Han løsnede benklæderne og lod dem falde. Nu, komplet blottet og dog så komfortabelt i sit eget skind, lod han Adelaide tage ham ind, skønt hans tålmodighed snart var ved at være sluppet op. Så med en lidt bestemt tone og dog et lidt mørkt, begærligt glimt i blikket til at følge det skæve smil, aflagde han den sidste distance mellem dem, idet han sagde; "Læg dig ned."

[Adelaide Af Zorete]

Adelaide adlød overraskende nok Theuderics kommando, men uden at slippe ham med blikket. Der var en intensitet i de brune øjne, der ikke forsvandt heller, da hun lagde sig ned på sengen så det kun var den ene side af den bare krop, der rørte lagenet og fronten var vent imod den nu ligeså nøgne mand foran hende. Giv lidt, tag lidt. Det var hende mission på mange punkter og hendes fremgangsmåde i de fleste forhold hun havde eller havde haft. “Du er ikke meget for at blive udfordret?” spurgte hun med et morende blik i øjnene, efter at have hørt ham fnyse et par gange. Det underholdte hende. Det virkede på visse punkter som om han kæmpede lidt med hvad han ville modsat, hvad hun havde tænkt sig.

Dog tog hun det tydelige kompliment til sig. Nej, han ville ikke få meget lavet, hvis hun skulle have noget at have sagt. Mænd var trods alt lette at vildlede og på den måde vejlede til at følge ens egen vilje. Det var det enkefruen håbede, hun kunne få til at ske mellem dem efter at have vist ham, hvor godt det ville være at være sammen med en erfaren frue.