Myter i Ivray

[Kaylein Af Aren]

Til: Claire af Tource
Selvom rejsetiderne var lange, var Kitty er overraskende godt humør, da de endelig nåede til Ivray. Hun havde siddet med hovedet limet til det hun kunne se af verdenen udenfor, mens vognen kørte ind i det smukke len fyldt med vandt og træer. De havde været i lennet nogle timer, før Kitty endelig fik lov at udforske mere eller mindre for sig selv. Der gik en vagt lidt længere væk, men hvis man virkelig ville, kunne man forestille sig, at han ikke eksisterede og at hun helt selv var på eventyr i det smukke skovlandskab. Det var netop en af de store skove hun gerne se. Notesbogen hvilede trygt i hendes hånd, da hun var klar til at skrive den smukkeste poesi om det fortryllede skove. Kitty troede højt og helligt på alle de myter, der blev fortalt om væsner i skovende.

Hvis hun kunne tillade sig det ville hun have sat in yndige, lille popo midt i skovens lækre muld, men selvom hun havde hovedet i skyerne, kunne hun godt huske pigeskolens lektioner i etikette. Ikke blive beskidt, man er en dame. Dog måtte hun vifte et insekt væk, der ikke forstod hvad intimsfære var for noget. “Tænk hvis du ikke var et insekt, men den smukkeste, fortryllede prins” mumlede hun for sig selv og et eventyr begyndte at danne sig i hendes lille, blonde hoved.

[Claire af Tource]

Rundrejsen var virkelig flot og spændende og der var meget at se hver dag! Claire kunne næsten ikke gøre sine øjne mætte de mange steder de kom og hun brugte hvert et ledigt øjeblik på at kigge og opleve. Denne dag, havde hendes nysgerrighed fået hende ud i en smuk gammel skov. Her gik hun lystigt afsted næsten som i en elverpiges dansen, men stoppede brat op, da hun hørte lyde et sted længere fremme. 
Hun sænkede farten til igen at blive gang og gik så frem imod den anden. "Godeftermiddag, Jeg er ikke den eneste der nyder naturens grønne palads kan jeg se. De er Kaylein ikke sandt?" Hun havde set hende nogle gange før, men havde aldrig rigtig talt med hende. men nu hvor de bare var de to, samt ledsagere, så så hun ingen grund til at lade være.

[Kaylein Af Aren]

Det gav et sæt i den meget unge komtesse, da en stemme trængte sig ind gennem barrieren af Kittys egen verden. En blond, ung pige stod ikke så langt fra hende med et venligt smil i øjnene. Hun lignede lidt en smuk fe, synes Kaylein, med det blonde hår sat fint op og de smukke spidse træk. “Vær hilset” hilste hun så høfligt hun kunne finde ud af. Lærerinderne på pigeskolen var i hvert fald ikke altid lige tilfredse med måden hun opførte sig på og havde altid mange rettelser til hende.

“Ja og de er... Jeg er ked af det, men jeg kan ikke huske det” det var også en af de ting de skulle lære. At huske navnene på de forskellige adelige, men endnu en ting Kaylein havde svært ved. Hun kunne meget bedre huske navnene på folk i fortællingerne, både dem hun hørte og dem hun selv skrev. “Min familie siger, at jeg bruger al min hukommelse på at huske myter og smukke historier, så der ikke er så meget tilbage til alt det andet” grinede hun blidt.

[Claire af Tource]

Det havde ikke været Claires mening at skræmme komtessen, faktisk følte hun slet ikke at hun havde været stille, men hun havde selvfølgelig nok også gået lidt i sine egne tanker og havde ikke tænkt over hvem der var omkring hende. Hun savnede Levagny, og havde igen gået med tanker om at sende et brev til Actard fra Arge, men hvordan sendte man et brev til en, man ikke ved, hvor boede eller vidste om kunne læse. Nej hun måtte nok bare tjekke når hun kom hjem og så der opsøge ham. Hvis hun da overhovedet ville få ham at se igen.

Hun rystede tanken af sig og så i stedet på komtessen og smilede. "Claire af Tource. Og det gør ikke noget. Vi kender knap nok hinanden."  Hun gik nærmere den anden pige og smilede, da denne fortalte om sin families holdninger. "Myter og historier? Det lyder spændende. Kender De nogen om stedet her?" Spurgte hun så ivrig og så sig omkring. Måske der var noget særligt ved den følelse hun havde gået med den sidste time. 

[Kaylein Af Aren]

De blå øjne lyste op i et smil, da kvinden præsenterede sig. “Ah ja Tource familien. Hyggeligt at snakke ordentligt med dig” hun skulle lige til at præsentere sig selv, men Claire havde jo allerede vist, at hun kendte komtessens navn. Korte viste hun sin nye veninder, for det var de nu, den lille notesbog hun sad med. “Nogle af de lokale har fortalt lidt og jeg har prøvet at skrive nogle af dem ned, så jeg altid kan læse dem igen”

Siderne blev bladret et par gange indtil hun fandt den rigtige sige og rømmede sig. “I solens varmeste skær lige inden den forsvinder bag Ivrays træer kan man se solnymferne danse” fortalt hun med sin bedste oplæser stemme.

[Claire af Tource]

Det betød ikke det store om Pigen her sagde De eller du til hende, egentlig tog hun det mest af alt som et kompliment, at komtessen valgte allerede nu at blive dus. Det kunne de sagtens være for Claires vedkommende. 
Claire kiggede meget interesseret ned i notesbogen, da denne blev vist frem og uden det mindste problem begyndte hun at skimte teksten igennem. Det lød virkelig spændende. "Solnymfer? Sådanne har jeg aldrig set." Konkluderede Claire og så straks efter solen som for at vurdere hvor længe der var til at en sådan mulighed ville byde sig. Det ville hun virkelig gerne se!

[Kaylein Af Aren]

Kitty smilede stort, da den lyshårede komtesse virkede som om hun gerne ville høre mere. Hvis der var noget hun elskede var det at fortælle, men ikke bare bruge sine ord, det var hele kroppen, der fortalte historierne. Kroppen gjorde sig til rette, dér midt i skoven, og armene hævede sig, lar til at fortælle den nysgerrig, nye veninde om nymferne. Skoven her var fyldt med nymfer og hvis Kitty ikke blev stoppet, kunne hun fortælle i dage vis.

“Solnymferne blev selvfølgelig skabt af Mithras for at danse solen i seng om aftenen og sprede det sidste lys så langt de kunne en sidste gang inden natten lagde sig til rette” fortalte hun mens hænderne gestikulerede passende og viste de små nymfer danse, samt natten der lagde sig. “Menneskerne forstod det ikke først og troede at de var flammer, så de jagtede dem ud i horisonten, hvor de stadig den dag i dag danser solen i seng. Hvis man er heldig forvilder de sig ind i skovene her i Ivray, hvor de kan være i fred” det var tydeligt at den naive, blonde komtesse Af Aren troede fuldt og fast på et hvert af ordene.