Snak om pøblen (Åben)

[Adelaide Af Zorete]

Det var nu resten af rundrejsens deltageres tur til at vaske det værste rejsestøv af sig i floden i Ivray og enkefruen af Zorete så til fra en bakketop, hvordan den ene borgerlige hund efter den anden var på vej ned for at rense sig. Om det stramme udtryk skyldtes de borgerlige eller tanken om, at de nærmere sig Zorete, var ikke til at bedømme. Adelaides blik skiftede langsomt fra udsigten fra bakketoppen til sin kammerpige et par skridt bag hende. “Du må hellere følge dit folk, min kære” bød hun Noella Pilkvist og slog ud mod hånden mod det sørgelige optog af beskidte uadelige rejsende. Hvad der lå i denne bemærkning var op til den kvikke at opfatte, for hun virkede venlig mod den yngre kvinde, der satte hendes hår, glattede hendes tøj og lappede hendes underkjoler. “Du må hellere blive ren også, så støvet ikke spreder sig yderligere” en måske venlig opfodring med en spids undertone.



Selv var Adelaide støvfri og den mørkerøde kjole med råhvide detaljer, hun bar, var hun beskidt, der hvor den næsten rørte jorden. Håret havde kammerpigen sat ganske tålmodigt med snørklede og smukke detaljerne i flet. Ikke en lok sad forkert. Et svagt suk slap hendes læber som hun betragtede pøblens småleg og fjanten på vej til vandet. De var virkelig uopdragende og uciviliserede, men dette kunne hun ikke dele med sin kammerpige. Den eneste hun lod høre disse tanker var normalt Lucrèce af Vigny, men hun havde ikke talt med ham siden rejsen begyndte. Han brugte al sin tid med sin kone, hvilket irriterede hende en anelse. Hun følte sig ikke ret vigtigt hans øjne og overvejede endnu engang at droppe affæren, men hun kom aldrig så langt.

[Noella Pilkvist]

Bagved Fruen stod Noella og betragtede de badende folk, der hoppede rundt i bølgerne som var det første gang de havde set havet. Det var det nok for mange af dem, Noella havde heller aldrig set det før denne rejse og hun var næsten forelsket i dette magiske fænomen. Betaget stod hun og dagdrømmede, men Fruens ord afbrød hendes drømme.

"Det er pænt af Dem at give mig lov." Sagde hun stilfærdigt. "Men det er uanstændigt at bade foran så mange mennesker, synes De ikke?" Spurgte hun ængsteligt og lod blikket glide ud mod havet. Hun brød sig ikke om at de skulle se hende uden så lidt tøj på, det var skamfuldt. Hun håbede at Fruen ville lade hende blive tilbage på land, men hun havde på fornemmelsen at det ikke var tilfældet. Så længe hun kunne gemme sig bag ved noget mens hun klædte sig af og på.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece strakte sig, da han trådte ud af vognen. Han var simpelthen ved at blive for gammel til sådan noget. Eller også havde nogle sjusket med vognens bekvemmelighed. Nu havde han mange gange måtte tage rejsen fra hovedstaden til Vigny, men han kunne ikke huske at han nogensinde havde følt sig så stiv i ryggen.
Han så ind i vognen som han delte med Elaine af Vigny.
Efter så mange timer trængte han mest af alt til ikke at se på hende. Selvom deres ægteskab var uden drama og had, var der stadig grænser for hvor længe to mennesker kunne sidde tæt og stadig have noget at snakke om.
"Lad os gå en tur og nyde den friske luft." Foreslog han og vendte blikket mod naturen og vandet. De havde meget tid at indhente. Meget tid hvor de havde boet langt fra hinanden.

[Elaine af Vigny]

Elaine havde småsovet den sidste times tid af turen, før de havde nået vandet. Således, havde hun ladet sin husbond træde ud af vognen først, imens hun selv havde nettet sig en smule ved hjælp af det håndspejl hun havde som del af sin bagage. Det lyse hår var sat pænt op i en fin men stram frisure og de blå øjne granskede omgivelserne, som hun med Lucréce's hjælp kravlede de to trin ned fra vognen og ud på fast grund. "Mhmm, lad os blot det.." Svarede hun, som hun glattede sin kjole en smule ud med den ene hånd.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece beholde hendes hånd i sin.
"Var det en god lur?" Selv sov han dårligt. Det der med at være væk fra sin egen seng var heller ikke et stort hit. Men det hjalp at han havde Elaine af Vigny ved sin side. Selvom han havde haft sine tanker om at sove separeret.
Hans blik lå et øjeblik på hende.
"Du ser dejlig ud. Hvor har du lyst til at gå hen?" Han så igen over vandet, hvor mennesker var ved at samle sig.

[Adelaide Af Zorete]

Ud af øjenkrogen registrerede enkefruen at en velkendt skikkelse var på vej ud af hans rejsevogn sammen med en mere uvelkommen skikkelse. Nå, der var den kone han gerne ville blive hos og vise tillid. Måske hun burde lærer denne at kende. Dog blev hun stående og så næsten forarget på samlingen af alt for glade borgere der hoppede rundt blandt hinanden. Floden kunne hun ikke se hvorfra hun stod, men hun vidste hvilken retning den var i.

Uden at vende sig svarede hun Noella med fast, dog ikke hård, stemme. “Det er ikke uanstændigt for dig min kære. Det ville være mere uanstændigt at lugte og sprede støv, når de skal hjælpe mig blive klar til middagen. Synes de ikke?” hendes klang var fyldt med hjælpsom sødme blandet med fasthed. Pigebarnet skulle afsted, især hvis ikke hun brød sig om det.

[Noella Pilkvist]

Selve ordene var formuleret som et spørgsmål, men Noella genkendte den faste stemme som før havde fået hende til at gøre Fruens odrer. Hun brød sig ikke om det, men måtte alligevel gøre det, selvom alt i hende havde lyst til at sige nej. Derfor nikkede hun og begyndte at gå ned til vandet, hvor hun tog det øverste af sin kjole af og gik ud for at bade med underkjolen og hovedlinnedet på.

//ude og bade