Lærestreg

[Caspian af Vigny]

Efter tre dages rædsom rejse med overnatninger i primitive telte, var følget endelig ankommet til hovedborgen i Ivray. Ridder Caspian af Vigny brugte hele den følgende dag på forplejning for at få støvet ud af håret og skidtet fjernet fra hver en tomme af hans krop. Mens han havde ligget i badet, havde smukke, unge jomfruer masseret hans hår med salver og skrubbet møget ud af tåneglene. Dernæst fulgte et bad i mælk fra hellige geder, og til sidst iførte han sig sit blødeste, mest prangende tøj.

Således i noget bedre humør gik han sent på eftermiddagen ud for at udforske naturen i området i håb om finde sporet af et krondyr. Kunne han nedlægge sådan én, ville alle tale om ham til aftenens middag.

Det var snarere et dådyr han fandt i en lysning ved en lille bæk; hans kusine Gennevote af Falanie sad og legede med en hvid kanin ved siden af sin gamle anstandsdame. I nærheden stod to vagter.
Caspian havde en høne at plukke med det lille dådyr. Efter han havde udvekslet få ord med pigebarnet et par dage forinden, havde han opdaget, at hans ring havde manglet.

Han betragtede hende bag en træstamme et par minutter, inden han trådte frem i lyset. ”Kusine,” hilste han drævende. Han trådte nærmere med en hånd på sværdskæftet. "Sikke en sød kanin. Hvad hedder den?"

[Gennevote af Falanie]

Gennevote havde brugt året på at læse mange bøger, en af dem var om de royale ejendele og hvem de havde tilhørt. Hun var blevet ret fascineret af en ring med blå snoede sten og krystaller. Da hun havde opdaget at hendes fætter ejede den, eller i hvert fald havde tilegnet sig den, havde hun diskret nuppet den efter han havde taget den af ved lejlighed. Hun havde egentlig ikke tænkt over det som om at hun havde stjålet den. Det var jo den kongelige families ejendel og hun var vel mere kongelig end han var. Hun var jo prinsesse.

Nu sad hun dog med sin lille hvide kanin og snakkede blidt til den, mens den tyggede på et blad. Hun havde ikke lagt mærke til Caspian, men da han dukkede op i lyset, så hun op."Fætter." Sagde hun, mens hun rynkede på næsen over hans familiære tonefald.

"Den hedder Krystal." Sagde hun og så ind i Caspians øjne med et sødt smil på sine læber, der fik hende til at se helt uskyldig ud.
"Hvad skylder jeg æren?" Spurgte hun. Det var et udtryk mange af de ældre piger brugte og hun arbejdede ihærdigt på at virke voksen.

[Caspian af Vigny]

”Flot navn.” Caspian smilede til sin kusine, men det var et koldt grimassesmil, og kinderne var næsten stive, fordi han ikke var vant til at bruge de muskler. Det forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet.
”Lad os være alene,” beordrede han. Han var ikke engang nødt til at hæve stemmen; tonefaldet var tydeligvis en ordre, givet fra én der var vant til at blive føjet ved det mindste vink.
Eftersom vagterne anså Gennevote for at være i sikkerhed med sin fætter, gik det et stykke bort efterfulgt af anstandsdamen.

Caspian gik hen til en træstub i nærheden af prinsessen. Han fandt et klæde frem fra sin lomme og børstede træstubben ren for smådyr og blade, hvorefter han glattede sin kappe og satte sig elegant ned.
”Det skal jeg fortælle dig, kusine. Ser du, min moder gav mig en ring, da jeg blev ridder. En ring med blå snoede sten og krystaller. Den er meget værdifuld. Så i forgårs opdagede jeg, at den var væk.” Han holdt en kunstpause. Gav hende tid til at forklare sig. Imens pegede han på kaninen med sin behandskede hånd. ”Må jeg holde den?”

[Gennevote af Falanie]

Gennevote fulgte med ham med kaninen i sin favn, den var ikke glad for at blive holdt så længe, men hun havde efterhånden lært den at den tilhørte hende. Forsigtig gik hun mellem træerne og fulgte efter Caspian, selvom hun egentlig ikke havde lyst. Han havde sådan en evne til at give hende ondt i maven.

Hun betragtede ham gøre træstubben klar og kneb øjnene lidt sammen, i en undrende mine. Han var en mærkelig mand, altid så optaget af sit udseende. Ikke lige så maskulin som Elyot af Falanie.
Da han begyndte at tale, blegnede hun dog en smule og bed ned i sin underlæbe. Hun havde på fornemmelsen, at det ville være bedst at smutte. Kaninen kunne mærke hendes panik og begyndte at rumstere i hendes favn.
"Det lyder mærkeligt." Sagde hun og trak på skuldrene mens hendes blik gled rundt i skoven.
"Håber du finder den." Bemærkede hun med et smil og holdt godt fast i kaninen, som spjættede endnu mere indtil den sprang fri fra hendes greb i retning af Caspian.
"Krystal!" Sagde hun overrasket og rakte ud for at fange den, men endte med at støde sin arm ind i sin fætter.

[Caspian af Vigny]

Caspian var en høj mand, men som han sad ned på træstammen, var han i øjenholde med sin unge kusine. Med deres markante mørke øjenbryn og krøllede kastanjebrune hår, var det tydeligt, at de var i familie. Så nært beslægtet, så fysisk ens, og alligevel var den ene kongelig, mens den anden ikke var …

Da prinsessen bed sig i læben, blev Caspian blot bekræftet i sin formodning. En ulmende ild begyndte at brænde i ham. Tøsen havde hugget den. Listige, slibrige møgkælling. Caspian brød sig ikke om, at folk tog hans ting.

Caspian lod kaninen hoppe lidt væk, ligesom han ignorerede, at hun bumpede ind i ham. ”Gennevote,” sagde han advarende for at få hende til at blive. Han lænede sig lidt frem for at fastholde hendes blik. ”Som prinsesse må man ikke lyve. Ved du, hvad der sker med løgnere? Mortem kommer om natten og tager dig med til dødsriget, hvor alle de fortabte sjæle vil æde dig.” Hans ansigt var alvorligt, fordi han simpelthen ikke tvivlede på denne kendsgerning. Han nærede en inderlig tro og respekt på guderne.

”Så jeg spørger dig en sidste gang. Har du noget at fortælle mig, kusine?”

[Mithras]

Adminnote

Rundrejsen besøger ikke Sangy alligevel, men er i Ivray fra 2.-5. august. Dette forum er blevet ændret til at være Ivray.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote frøs som et dådyr der havde opdaget et rovdyr. Hun stirrede på Caspian uden nogen idé om hvad hun skulle stille op. Sandt nok, hun havde taget ringen, men i situationen havde det ikke virket så galt. Hun havde bare lånt den lidt, ønsket at den var hendes - at den blev i familien.
Hans ord fik det dog til at løbe koldt ned ad hendes ryg, men hun turde ikke indrømme det. I stedet så kiggede hun hen mod sin kanin og overvejede at løbe sin vej.
Tilsidst fik hun dog en idé - en som hendes trettenårige hjerne følte var genial.
"Det var ikke mig. Det var en af tjenestepigerne." Sagde hun og slog blikket ned med en skyldig mine.
"Jeg sagde til hende hun ikke måtte, men hun gjorde det alligevel. Jeg er jo bare prinsesse - og ikke myndig. De lytter ikke til mig." Sagde hun og blev rød i kinderne, mens tårerne pressede sig på i hendes øjne.

[Caspian af Vigny]

Caspian løftede et at afventende øjenbryn mod det lille dådyr, der var frosset fast til stedet. Så brød dæmningerne åbenbart, og Caspians ansigtsudtryk ændrede sig til frastødt. Adrk. Han hadede, når kvindfolk tudede.
”Lad være med at græde,” beordrede han.

Som hendes forklaring kom, flammede irritationen i Caspian yderligere op. Det var Gennevote, der havde vist interesse for ringen, så selv hvis hun ikke direkte havde begået røveriet, havde hun sikkert tvunget tjenestepigen til det. Ethvert tjenestefolk ville føje en prinsesse, fordi det kunne betyde døden, hvis de nægtede.
Et øjeblik strejfede det ham at anklage Gennevotes tjenestepige for tyveri, bare for at se, hvordan kusinen ville takle skyldfølelsen. Om hun ville hoste op med sandheden, eller ligefrem se sin tjenestepige dø. Men han havde en hurtigere, mere effektiv lærestreg.

”Du lyver igen, Gennevote.” Han rystede på hovedet, som om dette oprigtigt gjorde ham trist, men indeni blev vreden erstattet af forventning. Spænding. Han rejste sig op og gik hen til kaninen. ”Du er tretten år nu, snart en moden kvinde, kusine. Du er nødt til at lære, at handlinger har konsekvenser.” Han fangede kaninen i nakkeskindet med sin behandskede hånd. Så gik han hen til åen, satte sig på hug og stak den pelsede krop ned under vandet. Kaninen sprællede desperat.

[Gennevote af Falanie]

Lad være med at græde. Ordene fik Gennevotes tårer til at stoppe og hun stirrede forbløffet på ham. Det der plejede at virke, virkede ikke i denne situation. Han bed ikke på hendes søde smil, dådyr øjne eller klynk. Det var næsten en fornærmelse - hun troede at hendes charme var uovervindelig. 

Det var sandt at hun løj, men det var vel ikke så slemt. Gennevote havde egentlig ikke ment at gøre nogen ondt eller tænkt at hun gjorde noget forkert, hun var bare blevet fascineret, grebet af en impuls og et øjebliks mulighed. Alligevel fornægtede hun det og stirrede på ham med et fornærmet blik i sine øjne.
“Jeg lyver ikke.” Sagde hun og knyttede sine hænder, mens hun kneb øjnene sammen. 

Derefter gik tingene hurtigt. Caspian fangede hendes kanin. Gennevote løftede overrasket sine øjenbryn og måbede let. Derefter gik han ned til floden og der skulle ikke meget fantasi til at forestille sig hvad han havde tænkt sig. Det gjorde ondt i Gennevotes mave og hun løb efter ham, så hurtigt som hendes små ben kunne bære hende. En del af hende tænkte at han måske bare ville lave en tom trussel med at lade som om han ville smide den i vandet.
Da han satte sig på hug og stak det arme kræ ned i vandet, løb hun helt hen til ham og forsøgte at hive i hans arme og få ham til at tage den op ad vandet igen.
“Stop! Hold op! Lad Krystal være!” Sagde hun mens hun begyndte at skrige helt hysterisk, en høj lang og gennemskærende tone. En alle i hoffet kendte til. Det var den tone hun havde brugt hele hendes liv når hun ikke fik sin vilje, men det var efterhånden længe siden at hun havde gjort brug af den - men denne gang var den mere bange og skræmt end nogensinde.

[Caspian af Vigny]

Caspian holdt pigebarnet væk med sin højre hånd, mens han fortsat pressede det pelsede kræ under vandet. Den havde uden tvivl kradset hans hånd til blods, hvis ikke han havde båret læderhandsker. Bevægelserne blev efterhånden sløvere, mens han holdt Gennevote på afstand. Hendes skrig var som sød musik i hans ører (vagterne var heldigvis for langt væk nu til at høre noget), og som eskalation på hele situationen, blev kaninen endelig stille i hans hånd. En berusende magtfølelse brusede igennem ham.

”Stille, Gennevote,” sagde Caspian strengt. Han trak kaninen op ad vandet; hovedet dinglede til den ene side, de røde øjne stirrede døde frem for sig. Vandet dryppede fra pelsen og ned ad Caspians arm.
”Det her er din egen skyld. Hvis ikke du havde stjålet ringen, ville det aldrig være sket. Det er gudernes måde at opretholde balance. Forstår du det?” Idet han betragtede det hysteriske pigebarn, gik en trækning gennem højre mundvige, som skyggen af et hoverende smil.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote så på mens livet sivede ud af den stakkels kanin og hun blev ved med at skrige, indtil dyret holdt op med at bevæge sig. Det var ikke fordi det ikke påvirkede hende, det var mere fordi at hun på en eller anden måde opfattede at hendes reaktion ikke ville gøre nogen forskel. De havde på en eller anden måde mistet både vagterne og de andre voksne og Gennevote var for oprørt til at finde ud af hvor hun var henne.

Forskræmt kiggede hun på det døde dyr, mens hendes hud blev blegere og blegere. Hendes ansigtet var trukket i en grim og skæv grimasse, der gjorde selv hendes kønne ansigt hæsligt at se på. Et øjeblik følte hun sig helt svimmel og kunne ikke se klart på Caspian. Hun nikkede langsomt som svar på hans ord, selvom hun ikke helt hørte hvad han sagde. Hun hørte blot at der var et spørgsmål blandt alle de lyde der kom ud af hans mund.
Tilsidst trådte hun et skridt tilbage, inden hun svajede lidt for derefter at besvime og falde ned på jorden i det fugtige græs. Hendes ben var blevet svage under hende, men hun var alligevel stadig ved bevidsthed selvom hun lå helt stille.

[Caspian af Vigny]

Først for sent gik det op for Caspian, at kusinen var ved at besvime. Situationen var åbenbart for meget for tøsen. Det burde han have vidst. Kvindfolk var skrøbelige. Frem for at hjælpe hende, så han bare opgivende til mens hun faldt til jorden. Han sukkede. Smed kaninen fra sig og knælede ved kusinens side.
”Gennevote?” Han klappede hende blidt på kinden i håb om, at det var nok til at vække hende. At dømme på de blafrende øjne, var hun stadig delvis ved bevidsthed.

Caspian smed kaninen over skulderen og løftede kusinen, der var let som fjer, op i hans arme. ”Jeg ved, du stadig kan høre mig,” hviskede han, mens han gik gennem skoven. ”Hvis du fortæller nogen om det her, vil gudernes vrede ramme dig og dem, du elsker. Desuden vil ingen tro dig. Du er måske nok prinsesse, men du er stadig et lille barn. Og jeg forventer, at min ring ligger på mit værelse i aften inden jeg går i seng.”

Så rettede han sig helt op ved synet af de to vagter mellem stammerne. ”I to,” gjaldede han. De spjættede og skyndte sig nærmere. Panikken spredte sig i deres ansigter ved synet af Gennevote. ”Hvor har I været?” spurgte Caspian. ”Jeg bad jer om at lade os være alene, ikke forsvinde helt. Hvis I havde holdt jer i nærheden, kunne I have forhindret kaninen i at springe i vandet. Den druknede, og min stakkels kusine besvimede ved synet. Hun er jeres ansvar. Jeg vil tage et alvorsord med jeres overordnede.”

Han lod den ene vagt tage Gennevote i armene. "Bring hende tilbage til borgen."

//Lukket