Tre nætter og to dage

[Gisella af Suilleaux]

”Sikke en skam, at danseturneringer ikke findes,” lo Gisella, da de fulgtes tilbage til bordet, hvor de havde stillet pokalerne. Hun rakte Panteleon hans pokal og drak en begærlig tår af sin egen. Vinen varmede ned gennem halsen, hele vejen ned til tåspidserne, og hele hendes krop summede efter dansen.

”Til gengæld ville De overvinde mig i alt andet, væbner Panteleon. Har De allerede deltaget i nogle konkurrencer, eller har De måske planer om det?” Det var tradition for væbnere og riddere at deltage i konkurrener indenfor jagt, tvekamp, fægtning og lanseridning; en mulighed for at få ære, præmier og måske fange blikket hos en kommende udkårne.

[Panteleon af Coullere]

Intet i væbneren og grevesønnen havde noget behov for at skæve rundt efter andres blikke. Ikke når Gisella så på ham med de blå øjne da hun rakte ham pokalen, og slukkede tørsten ved at placere de lyserøde læber mod sin egen. Han mindede sig dog om, ikke at stirre for meget.

"Jeg deltog i en af turneringerne," fortalte han, men strålede ikke ligefrem med triumferingens glød. "Ikke at jeg vandt i den omgang." Og efter at have fået en albue i hovedet ved et uheld under fægtningen, havde han fået råd om lige at tage en dags pause. Om opblandet vin var den bedste ide, var uvidst, men han lod ikke til at være voldsomt mærket af dagens hændelse. Et par skrammer gemte sig da også heldigt under hagen.

"Men turneringer kommer og går. Hvilken fanger Dem mest, komtesse?"

[Gisella af Suilleaux]

”Skidt med det,” sagde Gisella opmuntrende. ”Der er mange turneringer endnu. Jeg ønsker Dem bedre held næste gang og vil selvfølgelig sørge for at heppe på Dem fra sidelinjen.”

”Åh, hestevædeløb,” kom det prompte fra Gisella. ”Som De jo nok ved, er Suilleux kendt for at avle nogle af landets bedste heste. Jeg er vokset op med heste, og er faktisk en fortræffelig rytter, at De ved det,” pralede hun stolt. ”Desværre er det ikke passende for komtesser at deltage i vædeløb, og selv hvis det var, ville min papa aldrig tillade det.”

[Panteleon af Coullere]

Panteleon kunne godt vænne sig til ideen om at Gisella ville heppe på ham til fremtidige turneringer. Det var, ikke desto mindre, sådan han regnede med at deres fælles fremtid skulle se ud sammen, men det betryggede ham, at hun sagde det nu. Uden at vide noget om forlovelsen.
"Det ville glæde mig."

Han lyttede med interesse i blikket, da hun fortalte om sin interesse i de firbenede væsner. Det var ikke overraskende for ham, at hun stadig var betaget af dem. Især ikke familien taget i betragtning. "Hvem ved. Det kan være at vi får muligheden for at tage en intern konkurrence en dag." Han var en nogenlunde rytter, men det var ikke der han udmærkede sig.

[Gisella af Suilleaux]

”Det vil jeg glæde mig til, væbner Panteleon,” sagde Gisella. En ung mand trådte i samme øjeblik dem i møde for at bukke for Gisella og byde hende op til dans. Eftersom hun ikke kunne tage patent på Panteleon hele aftenen, nejede hun for ham. ”Tak for dansen, jeg glæder mig til at se Dem til næste turnering.” Dernæst forsvandt hun ud på dansegulvet igen og så ham ikke resten af aftenen.

* Den følgende dag *

Gisellas liv var i ruiner. Hvordan kunne guderne misbruge hende på den måde? Var dette virkelig hendes skæbne? Siden Lancelin af Suilleaux aftenen forinden havde proklameret, at hun nu var forlovet med den unge væbner Panteleon af Coullere, havde hun grædt, råbt og kastet ting gennem sit værelse. Det havde intet nyttet. Lancelin havde været ubøjelig og beordret hende til opføre sig anstændigt overfor sin kommende mand. Sagt, at dette var et fremragende match, langt over hvad han havde forventet for hende, og at hun burde være lykkelig.
Hvordan kunne hun være lykkelig, når det var en dum dreng frem for Gabriel Halvmåne hun skulle giftes med?
Alle disse overvejelser havde hun i den lille lysning, hun havde fundet et stykke borte fra resten af selskabet under den følgende dags skovtur. Hun burde have en anstandsdame med sig, men hun havde undsluppet hende. Nu sad hun på en sten og tørrede sine våde øjne med et lommetørklæde, mens hun stærkt overvejede at flygte. Finde en hest og ride fluks tilbage til Gabriel.

[Panteleon af Coullere]

Det havde været en kriblende fornemmelse, Gisella havde efterladt ham med, da hun forsvandt ud på dansegulvet igen med en anden mand. For han vidste, hvad de pludselig ville være for hinanden den følgende dag - omend det ikke blev officielt for alle andre end deres forældre endnu. Søvn havde der derfor ikke været meget af den nat. Alligevel havde udmattelsen endelig ramt ham og så blev nat til dag.

Spændingen sad i kroppen, da han sluttede sig til resten af selskabet i det smukke udendørsareal. Blikket havde naturligvis søgt Gisella gennem mængden, men i de flygtige sekunder han havde spottet hende tidligere på dagen, havde det været umuligt for ham at møde hendes blik gennem mængden. Og så var hun forsvundet væk.

Måske var det en håbløs tanke, men han regnede først hendes distancering som simpel nervøsitet. Intet andet. Alligevel gik der noget tid før han fandt hende alene, og tilmed bemærkede lommetørklædet i hendes hænder - selv på afstand. Det fik hjertet til at slå lidt hårdere. "Nådigfrøken," Han rømmede sig, for at melde sin ankomst og bukkede med nakken.

[Gisella af Suilleaux]

Hvordan ville det være at løbe bort? Flygte fra ansvar og forventninger og slå sig ned som en simpel fiskerkone? Det ville betyde udstødelse fra samfundet. Hun ville aldrig se sin familie igen, være intet andet end et minde, en skamplet på familietræet. Hun ville vanære sin far, sin søster.
Nej, Gisellas skæbne var beseglet.

Hun rettede sig op ved lyden af skridt. Hun havde formået at undgå Panteleon indtil videre, men nu lod hendes held til at være løbet ud.
”Væbner Panteleon,” hilste hun grådkvalt og skyndte sig at rejse sig op og neje, om end det var temmelig halvhjertet.
Den forrige aften havde de danset og moret sig. Nu havde hun glemt hvorfor. Hun så intet andet end årsagen til sin store ulykke.

I et par sekunder var hun stille, splittet mellem pligten til at respektere ham og hendes vanskelighed med at holde følelser indespærret. Hun vred lommetørklædet mellem sine fingre. Så brast det ud af hende: ”Hvor længe har De vidst det?”

[Panteleon af Coullere]

Allerede da hun sagde hans navn, mærkede han den knugende fornemmelse indeni. Hendes grådkvalte tone havde fremkaldt det hos ham, og pludselig sank skuldrene yderligere.
Hatten blev taget af og presset ind mod brystet før han tog nogle varsomme skridt frem mod hende. Komtessen havde grædt og lignede ikke en der havde fået meget søvn, mens han selv havde været søvnløs af andre grunde. Han var stadig forblændet af hende, samt af en gammel, romantisk ide om hvad er kunne være sammen.

Spørgsmålet kom bag på ham. Ellers var det måden hvorpå det var brast fra hendes læber. "I noget tid," indrømmede han, uden at specificere nærmere at der tilmed var gået flere uger. Og at han havde fremhævet hende i en samtale med sin mor. "De er meget ulykkelig?" Måske ikke så meget et spørgsmål som en konstatering.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella stod naglet til stedet, da han nærmede sig langsomt. Det var uanstændigt for dem at være alene uden en anstandsdame. De kunne risikere at blive set og dermed kompromitteret – men så huskede hun, at de jo allerede var forlovet. Det var for sent. Hun skulle åbenbart tilbringe resten af sit liv med denne fremmede mand.

I noget tid, lød det fra den unge væbner. Gisella rynkede forvirret panden. Hvordan kunne det lade sig gøre, når hun først havde fået det at vide aftenen forinden? Havde Lancelin gået og brygget på aftalen i ugevis uden siden datters viden, indtil alting var på plads og hun var fanget i spindet? Hun følte sig ført bag lyset, og det var nemmest at skyde skylden på denne fremmede end hendes far.
”Så De vidste det altså i går aftes,” konkluderede hun langsomt. ”Mens vi snakkede og dansede og skålede, vidste De, at vi var forlovet! Men De lod som ingenting og holdt mig for nar!” Hendes lyse, grådkvalte stemme steg adskillige grader til det hysteriske.

[Panteleon af Coullere]

Den unge væbner bevægede sig ikke tættere på længere. I stedet holdt han en sikker, eller anstændig, distance til hende, nu hvor han tydeligt kunne se, at han ikke nødvendigvis var den person hun ønskede at være i nærheden af lige nu. De brune øjne var opmærksomme, og brynene over dem havde trukket sig sammen og fremkaldt en bekymret fold mellem dem.

"Ja," svarede han og forsøgte at sluge klumpen i halsen. Adamsæblet bevægede sig en anelse, men det lykkedes ham aldrig at få den snævrende fornemmelse helt væk. "Jeg vidste det, men det var ikke for at holde Dem for nar, komtesse."

Fingrene klemte stadig om hatten der var trykket mod brystkassen. "Jeg ville gerne have at De så mig igen inden de fik nyheden fra Deres forældre. Så jeg ikke forekom alt for fremmet for Dem. Jeg beklager. Nådigfrøken, det gør jeg virkelig."

[Gisella af Suilleaux]

Indrømmelsen af, at han havde kendt til forlovelsen, fik Gisellas underlæbe til at bæve faretruende. Tårerne steg atter op i øjenkrogene. Hun rystede på hovedet.
”Tror De virkelig, at en enkelt samtale og dans gør Dem mindre fremmede?” spurgte hun. ”Jeg kender Dem stadig ikke! Og nu skal jeg giftes med Dem og dele Deres seng og leve resten af mit liv som Deres hustru!” Det blev for meget for den unge komtesse. Hun sank ned på klippestenen og hulkede i sit tørklæde. Hvor var verden dog uretfærdig!
Panteleon var muligvis prinsens granfætter, men han var intet andet end en lille dreng, en væbner, som knap nok havde lært at gro skæg i forhold til Gabriel.

[Panteleon af Coullere]

De brune øjne var opmærksomt, og en smule skamfuldt, vendt mod de blå, som disse flød over. Panteleon havde været overbevist om, at han havde skånet komtessen for en endnu større omvæltning, ved at hun i det mindste kunne sætte et ansigt og et smil på sin ægtemand, men planen var røget direkte tilbage i hovedet på ham. Nu skabte den mistillid.

Munden åbnede sig, men han lod hende tale færdig. Lod hende tilmed bare græde ud på stenen, da hun var sunket ned på den og havde gemt ansigtet i et lommetørklæde, der måtte blive godt vådt med sekunderne der gik.
Det var efter en lille evighed, hvor han gav hende plads, at han endelig trådte varsomme skridt frem mod hende igen. Dette var for at frembringe et lommetørklæde fra lommen, så han kunne række det ned mod hende.

"Jeg beklager, nådigfrøken. Det var ikke min intention at se Dem så oprørt."

[Gisella af Suilleaux]

Komtessens små skuldre rystede, mens hun græd ud. Lommetørklædet var efterhånden temmelig vådt og forvredet, og de små fine brodersting, hun selv havde syet, var ved at blive trevlet op.
Hun så op med tårervædede øjne, da han nærmede sig for at give hende sit eget lommetørklæde. I et par lange sekunder stirrede hun på det. Overvejede, om hun ved at tage imod det signalerede, at hun havde tilgivet ham, hvilket hun bestemt ikke havde … Så tog hun det alligevel og duppede øjnene.

”Det er vel ikke Deres skyld, væbner Panteleon,” snøftede hun endeligt og lod mismodigt blikket falde til lommetørklædet. ”De havde lige så lidt at skulle have sagt som jeg. Vores fædre bestemmer den slags, ikke os. Jeg vil væde med, at dette ikke ligefrem var Deres drøm?” Hun formåede at sende ham et mikroskopisk, opgivende smil. I hendes optik havde han nu rykket sig fra ulykkens årsag til hendes medsammensvorne. De var i samme båd; brikker i et større puslespil sammensat af guderne. Eller nok snarere deres fædre.

[Panteleon af Coullere]

Det var det mindste han kunne gøre. At række hende et lommetørklæde for at aflaste det, hun efterhånden havde gennemblødt med sine tårer. Samvittigheden nagede i ham, da Gisella snøftende antog, at han heller ikke havde været del af beslutningen. For sandheden var en anden. Han havde måske kommet med nogle forslag - og endda fremhævet Gisella som en lovende mulighed.

"Måske er vi stadig fremmede for hinanden, komtesse," begyndte han roligt, uden at røbe at han havde haft mere at gøre med det end som så. "- men jeg må indrømme, at jeg næppe er nær så ulykkelig som De er." Han sendte hende et blidt smil, for at understrege at han ikke dømte hende for hårdt på tårerne. Selvom hans håb bristede over hendes snøft.

"De er smuk og passioneret. Nok også meget andet, som jeg håber på at opdage."

[Gisella af Suilleaux]

Hendes blik søgte op mod ham, da han erklærede, at han ikke var lige så ulykkelig som hende og ligefrem fandt hende smuk og passioneret. Et glimt af fortrydelse rørte på sig i den unge komtesses sind. Hun havde været for forblændet af tårer og sin egen ulykke til at overveje, hvordan hendes reaktion måtte påvirke ham. Ikke ligefrem det, man håbede af sin kommende brud.

”Tilgiv mig, væbner Panteleon,” snøftede hun og forsøgte at holde sammen på sig selv. ”Hele situationen overraskede mig bare. Jeg ser også frem til at lære Dem bedre at kende.” Det var en halvhjertet kommentar, men det bedste hun kunne præstere på det tidspunkt. Hun skammede sig en smule over sig selv, og det ville hendes mor sikkert også, hvis hun stadig havde været i live. Både Lancelin og Griseldis Suilleaux ville have forventet mere af hende.