Tre nætter og to dage

[Panteleon af Coullere]

En omfattende rundrejse kunne dræne energien fra kroppen. Alligevel havde Panteleon mærket et spændt sug i brystet, da han fik det første glimt af borgen i Ivray. De brune øjne vågnede mere op og en gammel forhåbning boblede mod overfladen igen. Aftalen var lagt, om end ikke afsløret for Gisella af Suilleaux - for han havde insisteret på at møde hende igen, så nyheden ikke skulle overrumple den unge komtesse og en ung kvindes sensibiliteter.

Den første aften og nat, var dog i indlogeringens tegn. Gæsterne skulle få ro og rum til at slappe af ovenpå rejsen, og unge væbnere og riddere skulle forberede sig til turneringerne den følgende dag. Panteleon deltog da også og udmærkede sig i sin sværdfægtning, men motivationen var også på hans side. For et sted i mængden, var hans kommende brud.

Om aftenen efter turneringerne, indfandt festmiddagen sig. Klar over aftalen der var gjort mellem hans familie og Suilleauxerne, kunne han ikke lade være med at bide ekstra meget mærke i hver et subtilt, udvekslet blik eller en hævet pokal. Før skovturen den kommende dag, ville Gisella kende til forlovelsen. I aften var hans mulighed for at tale med hende igen.

"Nådigfrøken," Han bukkede nakken for den kønne, unge komtesse, da han mødte hende efter middagen, hvor festen satte ind og gav gæsterne mulighed for at bevæge sig blandt hinanden. "Det er længe siden." Ved Mithras hvor var hun blevet køn... Kønnere end hun havde været dengang, selvom han ikke tænkte at det havde været muligt.

[Gisella af Suilleaux]

Dagene var begyndt at glide ud i ensformig række af rejser på bumlende landeveje, overnatninger på usle kroer, dernæst fornemme borger, jagtselskaber og danse efter festmiddage. For blot få måneder siden ville Komtesse Gisella af Suilleaux have elsket det hele: at se riget, spændingen ved turneringerne og komplimenterne fra de mange herrer, hun dansede med. Nu forekom det hele hende ligegyldigt, for hun længtes efter Levagny, hvor hendes elskede Gabriel Halvmåne befandt sig.

Denne aften var endnu en kedsommelig affære. Hun havde siddet ved siden af en ligegyldig væbner, som havde pralet af sine lanse-bedrifter det meste af tiden. Det havde været en lettelse, da der blev tid til at bevæge sig rundt mellem hinanden og konversere. Hun var netop på vej ud for at pudre næse, da en høj, nydelig mand stod foran hende.
Gisella nejede automatisk, så hendes fornemme blå kjole med guldkniplinger strejfede gulvet. Det var først da han hentydede til et bekendtskab, at hun for alvor så ham an.

”Panteloeon af Coullere?” udbrød hun overrasket, og skyndte sig at neje endnu dybere af selveste kongens grannevø. Det var flere år siden, hun sidst havde set ham. De mørke krøller og kraftige øjenbryn havde han stadig, men hans træk var blevet skarpere, mere maskuline. Panteleon var i sandhed blevet en flot ung mand. ”Jeg kunne næsten ikke kende Dem,” indrømmede hun.

[Panteleon af Coullere]

Selvom Panteleon næppe var en genert mand almindeligvis, havde fortidens møder med Gisella altid efterladt ham med en ordfattig tunge, en tør gane og en ustadig hjerterytme. Der var stadig præg af lignende ung-forelskelsessymptomer i ham nu, men det var også en af de primære grunde til, at han havde sunket lidt flydende mod (vin) på forhånd.

Komtessen så mere end yndig ud, da hun nejede endnu dybere for ham ved den tilsyneladende erkendelse. Det fik trukket en smule mere i mundens kroge - og selvom smilet var på den subtile side, prægede det blikket, da det kolliderede med hans tilkommendes.

"Efter disse par år, burde jeg næsten også have præsenteret mig selv påny," erkendte han tilforladeligt. "Bare for at mindske chancen for, at De nu ikke ville have genkendt mig i sidste ende."

[Gisella af Suilleaux]

Gisella erindrede Panteleon som en smule genert og akavet, især når hun havde flirtet skamløst med ham. Det var tydeligt, at han siden da var blevet mere selvsikker. Hun var nysgerrig efter at vide mere om, hvilken person han ellers var blevet til, og hvor meget han mindede om sin charmerende granfætter Elyot af Falanie, som hun havde tilbragt en hel middag med for nyligt.

”Selvfølgelig kunne jeg kende Dem, væbner Panteleon, jeg var bare så optaget af at slippe væk fra min umådelig kedelige bordherre, at jeg slet ikke fik set dig ordentligt,” kom det ærligt fra hende. Hun sendte ham et venligt smil.
”Nyder De rundrejsen indtil videre?”

[Panteleon af Coullere]

Der var noget fængslende ved de blå øjne, under lyse bryn. Noget som han genkendte fra dengang, selvom gnisten var blevet mere slående nu. Panteleon havde ingen klager over, at mærke hendes blik over sig, selvom han kunne mærke hvordan det sitrede truende under kindernes hud.

Smilet trak sig bredere og mere klædeligt ved hendes bemærkning om bordherren. "Tillad mig at hjælpe Dem i Deres flugtforsøg, skulle han henvende sig igen," Hvilket næppe ville ske. Det var nok de færreste der ville afbryde et medlem af kongefamilien, skønt Panteleon var i en fjernere gren.

"Det gør jeg. Og De?"

[Gisella af Suilleaux]

Gisella nejede atter. ”Jeg er Dem yderst taknemmelig, væbner Panteleon. Væbner Roubert skulle netop til at fortælle mig hele processen i, hvordan man skaber en lanse,” fortalte hun og himlede med øjnene. Smilet blev en anelse bredere. Efter den kedelige middag var det rart endelig at være i muntert selskab.

”Vil De have min ærlige mening?” spurgte hun med et glimt i øjet. ”Jeg har ondt i kroppen af at sidde i en vogn alle rejsetimerne, og alle landsbyer og marker vi kører forbi, ligner hinanden i sådan en grad, at jeg ikke kan kende forskel på lenerne. Det må De endelig ikke fortælle min papa, så ville han blive dybt skuffet.”

[Panteleon af Coullere]

Selvom det var en subtil trækning der fik afsløret tandrækken, var det ikke desto mindre den reaktion Gisellas ord fremkaldte hos ham. Hun var ikke blot tiltrækkende, men også charmerende med det muntre smil og den ungdommelige himlen med øjnene. Det dulmede hans nerver en anelse.

"Jeg kan love Dem, at jeg ikke har i sinde at belemre Dem med sådanne samtaleemner til en festmiddag," forsikrede han hende om, tilfreds med Gisella ikke ligefrem lod til at savne bordherren.

Indrømmelsen der flød over hendes læber var ærlig og genkendelig. Panteleon syntes også at rejsen var umådelig trættende og havde måske givet et mere høfligt end oprigtigt svar. "Jeg vil nødigt skuffe Lensgreven. Eller Dem for den sags skyld. Jeg har det helt på samme måde."

[Gisella af Suilleaux]

”Jamen så er det besluttet,” afgjorde Gisella bestemt. ”Ved næste selskab vil jeg forsøge at sidde ved siden af Dem, hvis bordplanen tillader det.” Hun sendte ham et blændende smil. Hun kunne ikke lade være med at flirte. Det lå bare i hendes natur at smile, grine og muntre andre op, ligesom en yndig blomst bragte glæde og skønhed.

”Det glæder mig at høre, jeg ikke er den eneste,” sagde hun dernæst, og tog imod to pokaler med fortyndede vin fra en forbigående tjener. Hun rakte Panteleon den ene og løftede sin egen i en skål. ”For godt selskab og vogne med tykkere polstret sæder,” lo hun.

[Panteleon af Coullere]

Panteleon kunne mærke det krible et sted i brystet. En gammel og velkendt fornemmelse, der dog ikke var glemt. En del af ham ønskede at sætte hende ind i sagerne nu -... men han måtte være ømtålelig. Lade lensgreven overlevere nyheden den kommende dag inden skovturen, hvor han håbede at kunne møde hende igen.

Det blændende smil gjorde ham ærligt blød i knæende. Måske også lidt forlegen i læbernes trækning, men han kunne umuligt lade være. "Mon ikke der kan trækkes i nogle tråde." Gisnede han så, velvidende om at de nok ville ende med at sidde sammen til kommende begivenheder. Når det blev officielt.

Nakken blev høfligt bukket, da hun rakte ham en pokal. Pegefingeren strejfede hendes i processen, før han hævede i en gengældelse af skålen. "Og for nogle dages hvil og god vin."

[Gisella af Suilleaux]

”Jamen væbner Panteleon, dog. Tænk sig at misbruge Deres royale magt på den måde.” Gisella slog hånden op for munden, som om hun var ganske forarget, inden hun lo og sænkede fingrene.

”Hørt, hørt,” istemte hun og tog en tår af pokalen. Det var ganske nyt for hende at drikke fortyndet vin; hun havde stadig ikke vendt sig til fornemmelsen, som gav hende varme i maven og fik hende til at sige ting, hun normalt ville holde for sig selv.

[Panteleon af Coullere]

Navnet og magten der fulgte med var aldrig blevet brugt med overlæg. I så fald havde det været harmløse sager. Han kunne ikke holde en dæmpet latter tilbage over Gisellas reaktion, omend den nok blev spillet. "Se det mere som om jeg skåner dig fra Væbner Roubert. Hvis det er et magtmisbrug, så må De endelig ikke bebrejde mig det."

Vinen smagte sødt og surt på samme tid. Der var også en aroma i den, han ikke kunne placere, men nu var det også blevet tynget op. "Ville det være helt utænkeligt, at komtessen ville danse med mig?" dristede han sig at spørge.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella smilede af hans bemærkning. Hendes egen kommentar var kun faldet, fordi Panteleon ikke slog hende som typen der nogensinde kunne finde på at misbruge sin magt.
”I så fald vil jeg snarere tilbede end bebrejde Dem.”

Hun tog endnu en tår af sin vin for at udfylde den lille pause, der naturligt opstod i samtalen; den slags pauser, som efterfølgende afslørede, om de deltagende var øvet udi sociale sammenhænge. At Panteleon bød hende op til dans bevidste hans dannethed.
”Det er bestemt ikke, utænkeligt,” svarede Gisella. Hun elskede at danse; det var en mulighed for at vise alle, hvor sprudlende og yndig hun var. Hun lagde hånden på hans fremstrakte arm, og trådte ud i midten af rummet, hvor de dansende var ved at tage opstilling, kvinderne på den ene side, mændende på den anden. Da lut og fløjte slog an, nejede Gisella dybt for Panteleon.

[Panteleon af Coullere]

Tilbede. Panteleon tog endnu en tår af sin pokal - blandt andet for at skjule hvordan adamsæblet allerede truede med at bevæge sig op og ned i en synkebevægelse. Måske også for at forsøge at slukke lidt af varmen i kinderne, med en tår af noget køligere. Ikke at det lod til at hjælpe.

"Det glæder mig." Armen strakte sig og han smilede da Gisella tog imod dén, samt tilbuddet om en dans. Uundgåeligt måtte de adskille sig i opstillingen, men han kunne stadig mærke huden brændte gennem materialet der omgav hans arm. Et nej, blev gengældt med en rank bukken og så startede dansen.

Opstillingen bevægede sig mellem hinanden til fløjtespillet og de bløde, men ikke helt langsomme toner af et strenginstrument. Selvom der ikke var meget dans i væbnerhverdagen, var han adelig og vant til at blive målt. Desuden ville han danse godt for Gisella. Og ved alt hvad der var helligt, hvor var hun yndefuld at se på - og hvor håbede han, at hendes øjne funklede for ham.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella strålede på dansegulvet, hvor hun var i sit rette element. Som adelig, og efter adskillige år på pigeskolen, lå dansenes bevægelser på rygraden. Hun havde tilmed overskud til at nyde, hvordan mange blikke hvilede på dem. Hun vidste, at hun havde en af selskabets bedste ungkarle på armen, og at samtlige ungmøer rundt i lokalet netop nu misundte hende og ønskede, de var i hendes sko.

Til tonerne af lut og fløjte gled de dansende par ind og ud mellem hinanden, hurtigere og hurtigere til musikkens tiltagende tempo: dette var en dans for de unge let på tå, og det glædede Gisella, at Panteleon tydeligvis var en dygtig danser. Når de mødtes, og trak sig væk fra hinanden kun for at mødes igen få sekunder senere, smilede og lo Gisella. I det øjeblik havde hun glemt alt om Gabriel; hun var født til denne verden.

Da musikken slog sin sidste akkord, vendte Gisella sig ligesom alle andre mod musikerne og klappede, mens hun lo og prøvede at fange det forpustede åndedrat.
”De er en fremragende danser, væbner Panteleon,” erklærede hun begejstret.

[Panteleon af Coullere]

Der var noget over dansen, der virkede mere slående for ham nu. Selvom den bød på hånd- og armholdels, enten med kreds eller partner, handlede visse elementer også meget om afstand. Om at bevæge sig nær hinanden, uden at røre eller blive rørt. Øjnene kunne naturligvis ikke bevæge sig langt fra komtessen længe ad gangen.

Rytmen blev hurtigere, men Panteleon fandt held i, hvad der for nogle væbnere, blev fortolket som svaghed: netop at han ikke var tung og bombastisk. I stedet kunne han holde trit med Gisella, selvom hendes danseevner overgik hans. Udseende ligeså. 

Smilet var bredt og tandblottende, og pulsen høj, da dansen fuldendtes. Ligesom Gisella, måtte han indhente et skævt åndedræt. "Ikke så fremragende som De, nådigfrøken," gengældte han. "I en danseturnering, ville De overvinde mig."