Et mord ville være en nådes gerning

[Isaac Thieu]

Tid: Et års tid tilbage, 841 midt august.
Sted: Spisesalen i universitetet 
Peronelle af Bonville - Isaac Thieu

Solen strømmede ubarmhjertigt ind gennem de høje vinduer i universitetets spisesal, de nådesløse stråler syntes at syde sig vej igennem hans øjenlåg, selv når han missede øjne op mod det gyldne lys. Mithras velsignelse virkede i sandhed som mere af en forbandelse, når man havde tømmermænd så mangfoldige som skibslauget. Han burde vide bedre end at forsøge at drikke en ridder under bordet. Der var åbenbart noget ved at få sit skjold, der gjorde mænd alkohol resistente. Heldigvis ikke resistente overfor Isaacs charme, dog. Han huskede ikke meget af den forrige nat, men mærkerne på hans ryg havde fortalt deres egen historie om morgenen.  Tanken fik et smørret smil til at trække sig over hans læber, som han dyppede sit stykke brød i den suppe, han havde fået udleveret som frokost. Skorpen var en smule hård, men suppen gjorde hurtigt brødet blødere. Det var et mindre mirakel at han var nået til dagens første lektion, og han kunne kun takke sin Gave for at han ikke så helt forfærdelig ud. Han havde syet en smule magi i sin skygge, som det første, da han vågnede, så ingen kunne se de mørke rande under hans øjne, men det var også alt han havde kunnet overkomme. Hans korte, blæksorte hår var stadig pjusket og der var flere rynker i hans hvide skjorte, end han kunne lide, der var. Isaac gned sine tindinger og lænede sig ind over sin suppe. Forhåbentlig ville resten af dagen forløbe hurtigt og, guderne nådige, stille.