Bjørnefar.

[Svari Våbensmed]

Svari rynkede panden en smule i ømhed, som Eirik trykkede på hendes fod. Hun bed tænderne en smule sammen, som hun stod og betragtede ham, men hun holdt ellers sin mund, som hun ikke ønskede at stå der og pibe. Hun nikkede blot sagte til hans ord og tog så forsigtigt sin sko på igen, for derefter at svinge foden ned igen og rette sit kjoleskørt ud. "Maman syntes sikkert jeg er håbløs.." Mumlede hun så.

[Eirik Våbensmed]

"Det er du også" svarede Eirik og brummede muntert før han igen tog fast om kærrens to håndtag og skubbede den i gang så de kunne fortsatte gennem gaden.

"Dit hoved er alle andre steder end hvor du befinder dig lige nu, det ville jeg også beskrive som håbløs." han sendte hende dog et varmt smil så hun kunne se at han ikke for alvor mente det så bogstaveligt.

[Svari Våbensmed]

Svari bed tænderne en smule sammen, som hun betragtede sin fader med lettere stram mine. Hendes udtryk bar dog præg af noget gavtyveagtigt og for sig selv kunne hun ikke lade være med, at smile lidt i det skjulte. Derpå rystede hun blot på hovedet, før hun atter fulgte faderen videre ned ad gaden. ”Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvad der er derude…Tænk dig at reje ud på den måde..”