Bjørnefar.

[Eirik Våbensmed]

Markedspladsen.
12.45.
Svari Våbensmed

Det var den første solskinsdag i lang tid og det passede Eirik ganske glimrende at det netop var i dag at han skulle bevæge sig ned på markedspladsen. Det var også efterhånden et par dage siden hans uenigheder med Svari og det sad stadig som en knude i brystet. Han havde derfor heller ikke været sen til at bede om hendes hjælp med at transporterer kæren med ønsker, småsværd og et par enkle skinindpakkede langsværd. Der var stille mellem dem et øjeblik.

"Hør-øh.." mumelde han og kunne næsten ikke få sig selv til at se på hende. "Jeg vil bare have at du er lykkelig, såeh.." Han klarede halsen og hev lidt ekstra op i kærens to håndtag. Han skævede alligevel ned på de mørker lokker uden at færdiggøre sin sætning.

[Svari Våbensmed]

Svari havde ærligtalt haft lidt af en dum uge.- Dum, efter at hun og hendes fader havde været oppe og toppes endnu én gang over, hvad der skulle blive af hendes fremtid. Hun mærkede det altid sidde i maven lang tid efter, som om vreden aldrig dulmede helt af og således var humøret da også en smule tungsindigt på trods af det dejlige vejr.

Der havde ikke været meget snak imellem dem i dag. Ikke på samme måde, som når Svaris humør ellers strålede og det typiske grin hvilede på hendes lyserøde læber. Tavsheden syntes på mange måder ulidelig…Men ikke destomindre, var den også et bevidst resultat af Svaris stædige væsen og urokkelige vilje for at flytte sig bare så meget som to centimeter for sin fader på nuværende. Alligevel skævede hun vagt imod ham, ved hans ord. ”Såeh?” Spurgte hun, som hentydning til at hun tydeligvis ønskede at han færdiggjorde sin sætning.

[Eirik Våbensmed]

Eirik havde dels haft en forhåbning om at Svare denne gang ville afslutte hans sætning, eller komme ham i forkøbet med en begravet økse. Men var det virkelig så mærkeligt at hun ønskede at høre det fra ham selv og undlade at det hang antagende i luften.

Endnu en hørlig vejrtrækning viste sig. "Du vil ikke høre mere om det fra mig. Hvad din mor angår kan jeg ikke love noget." lagde han ud og mærkede instinkt knuden løsne sig en anelse.
"Du er min datter og .." Han var virkelig ikke god til de her følelsesladet øjeblik og noget i ham ville bare have det overstået så hurtigt som overhovedet muligt.

I stedet stoppede han og satte kæren fra sig. Blidt lagde en hånd mod Svaris skulder og så med alvorlig mine på hende. "Jeg elsker dig. Jeg vil passe på dig, og en af de måder er at du bliver gift godt." kunstpausen varede ikke længe. Han skulle ikke risikerer at hun forsøgte at stritte imod.

"Men der er andre måder også. Men forstå mig vel. En dag er jeg her ikke mere, og så står du på egne ben" Bogstavligtalt. - Hvis hun ingen mand havde at stå bag og kunne hun ikke regne med sin egen familie så var der kun hende selv.

[Svari Våbensmed]

Svari fulgte stille og roligt faderens tempo ned igennem byens små stræder, som hun gik på siden af vognen. Hun frygtede allerede så småt, hvad der ville komme…- Måske endnu en opsang. Endnu en prædiken om, hvorfor hun burde tage imod Rorys eller en anden bondes hånd. Men den kom ikke. I stedet stoppede faderen kærren i samme nu, som hun havde rakt ind over ladet, for at skubbe lidt af våbnene bedre ind på plads på ladet.

De gjorde holdt ved et lille hjørne og for en stund, hvilede Svaris opmærksomhed mere på kærren end på faderen. Som hans ord udfoldede sig og han placerede en hånd på hendes skulder, vendte hun dog atter blikket imod ham, som det langsomt gik op for hende, hvad han sagde. Ganske forsigtigt, trak hun ham derpå ind i et knus. ”Så er det heldigt at jeg har arvet min fars talenter..” Mumlede hun sagte, som hun hvilede hovedet lidt på hans ene skulder.

[Eirik Våbensmed]

Et eller andet sted var Eirik slet ikke i tvivl at hun nok skulle klare sig. Det var en af hendes største styrker. Den største svaghed var nok at hun ikke var god til at spørge om hjælp og ville det hele selv. Var det så underligt at Eirik ville være mere bekvemt med hvis han vidste at nogen andre også sørgede for hende?

Han ville ikke tvinge hende. Han kunne ikke tvinge hende. Han skævede endnu engang en smule ned på hende og kunne ikke lade være med at smile over hendes ord. Dét kunne han ikke løbe fra. Svari var en enestående smed, og selvom noget i ham ønskede at hun skulle overtage den en dag så lå den skæbne til @magnus .

Du hun trak ham ind i en omfavnelse stod han stille et øjeblik. Men langsomt løftede han sine arme og holdte hende tæt indtil sig. Han pressede et mildt kys mod de mørke lokker og stod sådan med hende i et stykke tid.

[Svari Våbensmed]

Svari smilede lidt for sig selv, som hun stod der og omfavnede sin fader. Trods alt, var det ikke ofte de stod sådan eller at de direkte havde følelsesladede snakke, på trods af at Svare uden tvivl var mere far end mors pige. Hun knugede ham en smule ind til sig, hvorefter hun trak sig en smule tilbage og hun betragtede ham derpå med et gavtyvagtigt glimt i øjnene. - Som om hun vidste noget han ikke gjorde. Hun sagde dog ingenting og hun vendte sig stedet om imod kærren, tydeligt med fornyet energi og højnet humør. "Tror du vi får solgt noget idag?" Spurgte hun så ivrigt.

[Eirik Våbensmed]

Det skete for sjældent, men det var alligevel en rar følelse at stå med hende i favnen. Børnene blev så hurtigt store og Eirik greb ofte sig selv i at ønske dem tilbage i småstørrelserne. Bare for lige at være i det igen. Måske endda være der mere for dem end han var, i stedet for at være lidt småsur hele tiden.

De stod der ikke længe, men de stod der længe nok til at Eirik ikke længere så så bekymret ud. Faktisk kunne man lige ane et lille smil. Han tog fat om kærrens håndtag igen og skubbede den videre på den brostensbelagte vej. Det var altid så bøvlet. Nogen gange overvejede han helt at holde op med at komme på marked. Men så ville han gå glip at både tilbud og gode forhandlinger med de rejsende, og det ville han alligevel ikke gå glip af.

"Jaeh. Det regner jeg stærkt med" svarede Eirik og nikkede lidt. "En del af de vi har med er bestilte vare, og der plejer altid at være nogen der kunne bruge lidt ekstra."

[Svari Våbensmed]

Svari lod uden indvendinger faderen tage kærren. Godt nok var den tung, men den var også møgbesværlig at gå mere end en person med. I stedet havde hun taget en af kurvene fra vognen med småsager i, som hun bar på armen. Trods alt, vejede den da også en smule.

Hun sendte faderen et lille smil, men hun lod så ellers de brune øjne vandre en smule frem i gaden, som hun tog notits af folk omkring dem. Blikket vandrede dog derefter videre ud over hustagene og ud imod vidderne, der kunne skimtes et godt stykke væk, ude bag bymuren, som hun dagdrømte lidt for sig selv. Nogle gange, kunne hun trods alt ikke lade være med at drømme sig væk i tanken om, hvad den store verden mon ellers havde at byde på. ”Hvordan er Hasnea?” Spurgte hun så, ud af det blå, som hun indimellem kunne have tendens til.

[Eirik Våbensmed]

De gik for en stund i stilhed. Byen summede nok af liv til at de ikke behøvede at drukne den i unødvendig snak. Eirik var henslængt i egne tanker da Svari igen talte og han skævede igen ned mod hende med et sitrende smil. Det var altid rart når børnene gerne ville vide om noget om deres arv; eller halvdelen af den i hvert fald.

Han havde ikke været meget mere end fem år da de rejste, men han havde været gammel nok til at huske en del fra den tid.
"Koldt." svarede han i en let rungende latter og fik et helt andet blik i de blå isene øjne. Han trak en hørlig indånding. "Hasneanere er et stædigt folkefærd. Stærke og hårdhudet" svarede han imens de gik.

"Der er bjerge så langt dit øje kan se, og jorden er dækket af sne langt det meste af vinteren, hvis ikke også om sommeren og om foråret, i hvert fald der hvor jeg voksede op." Kom man længere ned kunne man godt have måneder hvor sneen blev til regn.

[Svari Våbensmed]

Mundvigene trak op i et lille smil hos Svari som hun forsøgte at forestille sig bjergene for sig, i takt med at faderen fortalte. De mørke øjne hvilede fortsat imod de små bakketoppe der var at spotte lidt udenfor byen og ganske let, lagde hun hovedet lidt drømmende på skrå, som hun lod sig opsluge af sin lille dagdrøm. Hun brummede vagt, som indikation på at hun lyttede til hvad han havde at berette og hun hankede for sig selv lidt op i kurven hun bar på. ”…Prøv og tænk dig, hvad der ellers er derude..” Mumlede hun lavmælt for sig selv.

[Eirik Våbensmed]

Eirik lod sig ikke mærke af hvor Svaris tanker var på vej hen. Hvis han havde, ville han med sikkerhed have sagt et eller andet eller brummet ufornøjeligt af det som en mild hentydning. I stedet trak han på skuldrene og sukkede selv over tanken.

Dér var meget derude, og selvom Eirik var tilpas hvor han var kunne han ikke benægte at han også selv engang havde overvejet at rejse og berige sig selv med endnu mere viden, særligt inden for smedens kunst. Men alle de tanker druknede i barnegråd og før han havde set sig om var han lige præcis der hvor han skulle være, og han var sten sikker på at han havde valgt rigtigt. Det var blandt andet Svari et resultat af.

[Svari Våbensmed]

Svari lod blikket vandre fjernt, som hun gik og dagdrømte. Hun lod sig sygne en smule hen i drømme og idéer, som de spadserede ned imod markedspladsen, men hun gjorde ellers ikke mine til at ville sige yderligere. Trods alt, gjorde det hende ikke noget at tavshed indimellem indfandt sig, mellem hende og hendes far. På den måde fungerede de godt sammen, de to. Det var aldrig akavet eller nødvendigvis anstrengt, fordi der var stille. Stilheden fik bare lov til at flyde…til at...

”Ugh..” Et lille klynk forlod Svari, som hun nær var snublet over en løs brosten. Hun stoppede op, som hun løftede benet en smule i smerte og irritabelt bed hun et par bandeord i sig, selvom nogen alligevel undslap hende, som hun havde stødt tæerne imod stenen. ”…Satans…Til….For en i…Ugh..!” Svari lænede sig lidt op af kærren, som hun bed tænderne sammen og hun knugede derpå et af sidebrædderne en smule.

[Eirik Våbensmed]

Eirik stoppede kærren med et ryk da Svari greb sig til benet. Han blinkede et par gange og brynene sank bekymrende sammen. Han slap håndtagene og gik hen til hende. "Hva.. Så. lad mig se." sagde han på den mest kærlige måde som Eirik var i stand til.

Han løftede hånden og signalerede at hun skulle lægge benet op på kærren så han bedre kunne se hendes fod. Hvis det var alvorligt måtte de hurtigst muligt finde en der kunne rense og lægge en forbinding. Snavs og skidt var ikke til at komme af med, og Eirik vidste om nogen hvad sådan en betændelse kunne gøre.

[Svari Våbensmed]

Svari kunne være blevet ved med at bande, havde det ikke været fordi de befandt sig på offentlig gade. Ja…Indimellem kunne hun besidde en sømands sprog, hvis ikke det var fordi hun utallige gange var blevet irettesat i den henseende af sin moder.

Hun fumlede lidt med at sætte kurven fra sig i kærren, før hun lidt småynkeligt humpede kærrens lad nærmere og trak sin flade sko af. Overfladen af foden bar præg af en overfladisk rød hudafskrabning der tydeligt sved, men derudover syntes der ikke meget andet at se end en svag rødme, som det blussede lidt op. ”Jeg tror bare det er slaget..” Mumlede hun. ”Det var min egen skyld..” Undskyldte hun, som hun rettede lidt på sit kjoleskørt.

[Eirik Våbensmed]

De andre mennesker trak sig stille forbi dem, og Eirik havde forsøgt at få kærren indtil siden så de ikke stod alt for meget i vejen. Da Svari løftede sit ben og placerede det mod kanten af vognen og trak skoen af lagde en hånd mod den bare fod og trykkede let på den.

"Hm. Den er lidt hævet og det er ikke mere end en overfladisk hudafskrabning" fortalte han og så op på hende med et opmuntrende smil. "Men jeg syntes alligevel vi skal smøre den ind i lidt salve når vi kommer hjem, og eller får du mor til at se på det." Han slap grebet om foden igen.