Sparring

[Philippe af Neaune]

Philippe sad diskret og betragtede sin datters skarnstreger med en svag, men umiskendelig sitren ved den ene mundvig. Han havde dog anstændigheden til at rømme sig lidt og se bifaldende ud, da Genevieve irettesatte opførslen. Alligevel trak han svagt på smilebåndet, da blikket strejfede datteren igen, før han rettede samme mod sin hustru.

Bryn hævede sig en anelse og han slog kort blikket ned, men kun for at tage sit glas, før han så på på hende. "Jeg skulle mene, at det er mig, der stiller kravene, min kære," svarede han mildt, ikke uden beskedenhed, men heller ikke i tvivl. Han var sin rolle overfor Elyot af Falanie meget bevidst og tog den alvorligt. "Men det skrider planmæssigt frem. Jeg savner dog naturligvis dig og børnene."

[Genevieve af Neaune]

Det lille spil mellem far og datter undgik ikke Genevieves falkeblik, men hun undlod at kommentere på det, eftersom hun næppe kunne bebrejde dem for at de savnede hinanden.

”Jovist,” sagde hun elegant, mens hun skar et stykke kylling. ”Men dit ansvar overfor en kronprins er endnu større, end hvis du havde enhver anden væbner, og med pligterne herhjemme …” Hun så op. ”Vi savner dig,” konkluderede hun. En del af hende bebrejdede Elyot af Falanie for, at de så mindre til baronen end før i tiden, men hun vidste også, at det var en umådelig stor ære for deres familie.

"Når du kommer tilbage fra rundrejsen, synes jeg vi skal rejse væk og tilbringe noget tid sammen som en familie. Vi kunne besøge mine forældre i Ivray-lenet, eller din søster i Arcry." Hun sendte ham et lille håbefuldt smil. Det ville være rart at komme væk fra alle bekymringerne. Væk fra Kilian Baptiste .

Inden tingene for alvor gik galt.

[Philippe af Neaune]

Philippe kunne kun nikke medgivende til hendes indledende konklusion, selvom han ikke undgik at se en anelse skamfuld ud over opfølgningen. Han havde pligter overfor kronprinsen, men var også bevidst om, at han forsømte sin familie og sit len. Han skyllede det ned med en tår vin og måtte erkende, at hendes fortsættelse ikke fik rynken mellem brynene til at forsvinde.

"Det er et godt forslag," svarede han, men på en måde, der allerede ved det indikerede, at han måtte skuffe igen. Han så da også reelt beklagende ud, selvom han smilede svagt. "Men til den tid må jeg tage mig af det forsømte her, især inden vinteren for alvor rammer." Han rakte ud og hvilede en hånd over hendes. "Måske til foråret."

[Genevieve af Neaune]

Skuffelsen bed i Genevieve, selvom Philippes svar ikke burde komme som en overraskelse. Det var en barsk realitet, at livet som baron og baronesse betød, at man så langt mindre til hinanden end pøbelen. Hun havde vidst det, dengang hun havde valgt at indgå i et ægteskab med ham, men hun havde stadig ikke vendt sig til den arbejdsbyrde, han havde overtaget ved sin fars død.
Hvis bare han kunne forstå, at hun havde brug for ham, nu mere end nogensinde. Havde brug for at blive bekræftet i, at de var stærke sammen og kunne modstå alle udfordringer.

Genevieve trak hånden til sig. Afviste hans forsøg på forsoning. Hun fik øjenkontakt med barnepigen langs væggen. ”Vær sød at lægge børnene i seng, Juliette.” Dernæst vendte hun opmærksomheden mod sine børn. ”Kom her og sig godnat.” De føjede hende pligtskyldigt. Hun gav dem et kys på deres hoveder, hvorefter de sagde godnat til deres far.

Så var Genevieve og Philippe alene ved bordet. ”Jeg vil godt tale med dig om generalen,” sagde hun langsomt. ”Er det muligt, at få ham forflyttet til et andet len?"

[Philippe af Neaune]

Det gav et stik i Philippes bryst, da Genevieve trak hånden til sig, men han vidste, at han fortjente det. Han var ingen god ægtemand for hende og han kunne ikke fortænke hende i at være skuffet over ham. Han tog en indånding og samlede sit udtryk nok til at smile ømt til børnene og kysse dem begge godnat.

Blikket fulgte dem ud, før det vendte tilbage til hustruen, da hun talte. Et lidt overrasket udtryk gled over hans ansigt, før det gled over i undren. "Hvorfor dog det?"

[Genevieve af Neaune]

Genevieve tøvede. Hvordan kunne hun få puslespillet til at gå op uden at afsløre sandheden for hverken Kilian Baptiste eller Philippe? Løgnen, hun havde bildt dem begge ind, var faretruende tæt på at smuldre mellem hendes hænder som sand.

”Jeg har hørt rygter om ham,” begyndte hun. Hun ønskede ikke, at ødelægge Kilians karriere, blot fremvise grunde nok til, at Philippe ville overveje forflyttelsen. ”At han tilbringer en stor del af sin tid på værtshuse med at drikke tæt og spille sin formue væk. Tør du virkelig betro ham lenets sikkerhed? Din families sikkerhed?”
Det føltes dybt ubehageligt at sige, som om hendes tunge var belagt med et lag gift, for Genevieve vidste, at Kilian var en mand af ære, som tog sit arbejde dybt seriøst.

[Philippe af Neaune]

Philippe rynkede på brynene, mens Genevieve talte. Som udgangspunkt var det naturligvis ikke hendes plads at blande sig i bestyrelsen af lenet, men Philippes egne holdninger var ikke så rigide og han havde altid værdsat hendes mening. Han lænede sig lidt tilbage i stolen, udtrykket eftertænksomt.

"Ridder Baptiste har indtil nu fuldført sit arbejde her på en maner, der lever op til alle forventningerne og mere til," pointerede han mildt. "Jeg kan ikke med al rimelighed fratage ham hvervet, hvis ikke hans... Fritid har en direkte indvirkning på det," fortsatte han, svagt beklagende, men også alvorlig. Han havde ikke overhørt hendes bekymringer. "Føler du dig utryg i hans varetægt? Både du og Thomas virkede ellers fornøjede tidligere."

[Genevieve af Neaune]

Philippes diplomatiske svar kom ikke som nogen overraskelse. Han ville aldrig have ansat Kilian uden at være fuldstændig overbevist om, at generalen kunne varetage opgaven.
Genevieve bed sig selv i tungen for at afholde sig fra at sige mere, for det ville uden tvivl gøre Philippe mistænksom. Det nyttede ikke.

"Nej, han er …” Genevieve overvejede sine ord. ”Det var blot en tanke. Jeg er sikker på, du har ret, og jeg bør selvfølgelig ikke lytte til rygter.” Hun løftede bægeret op til munden og drak det sidste af vinen. Da tjeneren kom for at genopfylde, holdt hun en hånd over som tegn til, at hun var færdig. Tallerkenerne var nu tomme og lysestagerne ved at brænde ned.

”Skal vi gå til dit sovekammer?" spurgte hun. Hun kendte sin pligt som hustru. Philippe havde været borte længe, han trængte sikkert til en kvindes berøring.

[Philippe af Neaune]

Philippe så undersøgende på sin hustru og ville have forsikret hende om, at hun naturligvis godt måtte følge sine fornemmelser, men nåede det ikke, før tjeneren var ved bordet og emnet gled ud i sandet. Han selv glemte det da ærligt også lidt igen, optaget af alle de andre praktiske ting vedrørende rundrejsen og hans eget fravær i Neaune. Derfor var han da også henfaldet lidt i tanker, da Genevieve brød tavsheden og fik hans blik til at rette sig mod hende.

"Det er nok tiden," medgav han, velvidende, at han havde en tidlig morgen foran sig og en lang rejse. Til gengæld tog han heller ikke sin hustrus selskab for givet, skønt en mand i hans position nok kunne have gjort det. Som det var, så kunne han stadig føle sig næsten beklagende over at ønske hendes ægteskabelige selskab. Som om han aldrig helt havde forstået, at det var noget, hun aktivt ville kunne ønske. Det afspejlede sig måske også i hans tonefald nu, som han smilede træt, men ømt. "Jeg ville sætte pris på dit selskab, hvis du ikke er for træt eller foretrækker at sove alene."

[Genevieve af Neaune]

Ømheden i hans stemme fik Genevieves mave til at trække sig sammen. Nogle gange tænkte hun, at det havde været nemmere, hvis Philippe ikke var så forbandet betænksom og høflig. Så havde hun ikke behøvet at blive martret af den konstante skyldfølelse over hendes bedrag, såvel som følelsen af at være en utilstrækkelig hustru sammenlignet med hans godhjertede væsen. Men det var utaknemmelighedens snak.

Hun skubbede stolen tilbage og rejste sig. Gik hen til Philippe og tog hans hånd. ”Kom,” lød hendes svar. Sammen forlod de spisestuen og gik mod baronens sovekammer. Der var allerede tændt op i ildstedet, og de levende lys kastede et flakkende skær på væggenes gobeliner. Hun slap ham og gik hen til bordet. Her åbnede hun overkjolen, lod den falde til gulvet og foldede den pænt sammen over stolelænet, nu iført intet andet end silkesærken, der fremhævede konturerne af hendes former under stoffet.

Det var flere måneder siden, de sidst havde ligget sammen, og Genevieve følte sig pludselig selvbevidst. For at skjule det stillede hun sig hen foran spejlet, og med øvede hænder løsnede hun det opsatte hår og lod de mørkebrune, bløde lokker falde ned over skuldrene.

[Philippe af Neaune]

Philippe havde dårligt forstået det den første gang, hvor Genevieve var kommet til ham, inden de overhovedet var gift, og der var tidspunkter, hvor han stadig havde svært ved at forstå det. Han håbede ikke, at hun blot så det som en pligt og selvom han ikke helt turde at spørge direkte, han havde også gennem årene forsøgt at sikre sig, at hun altid kunne sige fra. Den usikkerhed resulterede i, at han altid følte sig en lille smule skyldig over sit eget begær og måske var det blevet til en hæmsko, der kunne være undgået, hvis blot han havde stolet mere på, at han aktivt kunne være en kvindes valg.

Han betragtede hende da heller ikke ublu, mens hun afklædte sig, men vendte respektfuldt blikket lidt væk, skønt han måske kunne have ønsket andet. I stedet rettede han opmærksomheden mod at afklæde sig sin egen tunika, bukser og underskjorte. Mens hun løsnede håret, hældte han vand op i en skål og vaskede sine hænder og sit ansigt. Til slut kørte han vand gennem håret og tørrede sig med et rent klæde. Da han rettede sig op, faldt blikket på Genevieves spejlbillede og han smilede svagt. Langsomt nærmede han sig, lod hænderne finde hendes overarme og plantede et enkelt, blødt kys ned mod hendes skulder.

[Genevieve af Neaune]

Den manglende øjenkontakt ved afklædningen sagde noget om distancen mellem baron-parret. Genevieve betragtede ham slet skjult i spejlet, mens hun løsnede håret. Philippe var en flot mand. Mange kvinder ville falde i svime over ham, og hun så da også, hvordan samtlige af de kvindelige ansatte på borgen sendte ham lange blikke. Han var høflig, kærlig og respektfuld, kort sagt alt det, en kvinde kunne ønske sig. Ja, der fandtes sandsynligvis få ægtemænd bedre end ham.
Så hvorfor følte hun ikke begærets susen i blodet, da han kyssede hende på skulderen? Hvorfor var det snarere en pligt, da hun rejste sig, og hænderne fandt hvile rundt om hans hals?

Hun lettede sig på tå og søgte blidt hans læber. Selv efter alle disse år føltes det en smule fremmede, som at kærtegne en fætter snarere end sin mand. Hun sendte ham et lille smil og trak ham hen til den store himmelseng. Her puffede hun ham ned at sidde på kanten, så hun selv kunne sætte sig overskrævs ham. Hun kunne lade som om. Og jo hurtigere han fik udløsning, jo hurtigere kunne hun gå ind i sit eget sovekammer og tilfredsstille sig selv.

- Hun havde skam prøvet at vække sit eget begær før i tiden. Havde rørt sig selv og tændt en indre flamme før deres samleje. Havde tirret og provokeret ham til at tage hende hårdt, hvilket kun havde resulteret i, at han såret var gået ind til sig selv. Efterhånden havde hun givet op og accepteret, at den eufori hun havde fundet hos Kilian Baptiste , ville aldrig blive fremkaldt hos Philippe.

[Philippe af Neaune]

Philippe havde aldrig helt forstået, hvad det var, hun havde set i ham dengang og måske var det det, der blev ved med at spøge over hovedet på dem. Han havde måske ikke en fuld forståelse for, at det kunne være anderledes, men han var heller ikke dum og havde, inderst inde, en fornemmelse af, at noget manglede. Han havde dog aldrig konfronteret sig selv, eller hende, med hvad, det kunne være og sådan ville det nok forblive.

For nu tog han blot mod hendes blide kys og lod hende føre sig, som hun så ofte havde gjort det. Hans hænder fandt hendes lår med en nænsomhed, som var hun af skørt glas og som så mange gange før, var han næsten tøvende, som han skubbede stoffet blidt op og til sidst lukkede hænderne om hendes hofter. Hans krop reagerede instinktivt på nærheden, men der var altid en lille, mental klemme, der fik ham til at holde sig tilbage, begrænse sig, uvillig til at overskride hendes grænser.

Havde han forstået, at det måske ville have ændret deres ægteskab, havde han måske lært det med tiden, men det var aldrig sket, så han forblev betænksom og påpasselig. Blid, som han kyssede hendes hals, men ellers lod hende tage styringen. Tænkte ikke på, om det for alvor var den tilfredsstillelse han selv begærede - for det kunne ikke falde ham ind at bede om andet.

[Genevieve af Neaune]

Før i tiden ville Philippes blidhed have frustreret hende. Den fik hende til at føle sig som en porcelænsdukke, der kunne smadre ved den mindste berøring, frem for en kvinde af kød og blod, der trængte til at mærke hans hænder bore sig ind i hendes hud og kræve hendes krop.
Nu havde hun lært at acceptere blidheden; at det var hans måde at vise respekt. Elskov var med tiden blevet en triviel affære, som sjældent bragte voldsom nydelse.

Da han kyssede hendes hals, lagde hun hovedet tilbage og lukkede øjnene. I et flygtigt øjeblik forestillede hun sig, at det var Kilians læber. Imens æggede hun ham videre ved at bevæge hofterne i cirkler ovenpå hans skridt og mærkede ham snart vågne til dåds. Hun løftede sig kortvarigt for at åbne hans broger og give tegn til, at han selv skulle hive dem af. Da det var gjort, greb hun blidt fat om hans lem og styrede ham op i sig.
Ganske forsigtigt begyndte hun at bevæge hun sig i en rytme, der tillod hende at vende sig til følelsen af ham på trods af ikke at være voldsomt tændt.

[Philippe af Neaune]

Philippe kunne måske, i stille sind, godt have forestillinger om ting, han kunne have ønsket at gøre ved og med Genevieve, men hun skulle ikke ligge under for hans laster og han havde af samme grund aldrig sat ord på dem. Han nød dog stadig fornemmelsen af hendes nærhed, og selvom det ikke var nogen brændende passion, så stillede det et behov, der af og til ulmede under overfladen.

Måske netop fordi han afholdt sig fra at dele seng med andre kvinder i sin hustru, som han efterhånden sjældent så, gik der heller ikke lang tid, før han nåede fuldendelse med en dyb lyd bagest i struben og fingre, der i det absolut korteste øjeblik kom til at stramme sig om hendes hofter.

Dem fik han dog snart løsnet og strøg da også huden under i en øm, næsten beklagende gestus, som skammede han sig over det minimale slip af kontrollen. Han åndede tungt ud. “Tak,” konstaterede han lavmælt og kyssede hendes skulder en enkelt gang.