Sparring

[Genevieve af Neaune]

To uger var der gået siden Genevieve var ramlet ind i Kilian på deres ridetur. De havde ikke set meget til hinanden i den tid, for Kilian og Philippe havde været travlt beskæftiget med lens-affærer. Et enkelt blik tværs over gårdspladsen eller på gangen i borgen, når Kilian forlod Philippes kontor, var det blevet til.

Det passede Genevieve fint. Når hun ikke var tvunget til at være på nært hold af ham, behøvede hun heller ikke forholde sig til fortiden. Alligevel lurede en evig frygt for at Kilian skulle afsløre noget overfor hendes mand. Hun følte sig konstant på mærkerne, presset. Hun var pirrelig at være sammen med, hun snerrede af Philippe og lod det gå ud over sine børn, og det gav hende dårlig samvittighed.

Solen skinnede i hele Neaune-lenet på denne formiddag, hvor Genevieve var trukket ud på gårdspladsen i håb om at få lidt sjælefred. Hun skred forbi tjenerne, der nejede og bukkede dybt, og fandt en forladt bænk i skyggen af et æbletræ. Her satte hun sig og gav sig til at brodere til lyden af tjenestefolkets sysler.
Freden varede i imidlertid ikke længe, for snart ankom Kilian og Thomas, tilsyneladende med intention om at sparre.

Kilian Baptiste

[Kilian Baptiste]

"-- Og så fortalte han mig, at der findes drager!" sagde Thomas intenst, idet at han med raske skridt fulgte efter den høje ridder, der bar på et par enkelte sværd i favnen.
"Virkelig?" Kilian så sigende på den unge Thomas, der nikkede ivrigt.
"Mh-hm! Faktisk, så befinder de sig i bjergene. I starten troede jeg ikke på ham, men efter at han viste mig et drageæg, så tror jeg, at han har ret!"

Der lød en raslen som Kilian lagde sværdene fra sig på de gamle brosten i gårdspladsen alt imens at Thomas plaprede løs. Et imponeret, vagt smil dannede sig på den mørkhårede ridder, for hvis der var noget børn kunne, så var det at leve sig ind i sagerne. Og som de satte sig på knæ ved sværdene, så de på hinanden med et intenst blik.

"Det giver Dem blot endnu en grund til at blive god med sværd, ikke sandt, unge herre?" Kilian så sigende på Thomas med et smil. Med et nik erklærede Thomas sin enighed, og gik straks igang med at lede efter det perfekte sværd i samlingen.

Ved et tilfældigt blik over Thomas´ skulder, fangede ridderen synet af baronessen under æbletræet. Hun havde nok bevidst prøvet at undgå ham efter deres sammenstød på rideturen. Kilian mærkede, at han kort havde holdt vejret ubevidst, da han straks blev hevet tilbage til sit værende af Thomas glæde; "Dét her! Det skal være dét her sværd!"

"Nuvel!" sagde Kilian dramatisk, tog et af de andre sværd og rejste sig fra brostenene, "stil dig klar." Kort tid efter sparrede de i et langsomt tempo, alt imens at Kilian gav gode råd til den unge Thomas.

[Genevieve af Neaune]

Thomas’ stemme gav genlyd på pladsen, idet han ivrigt fortalte den ældre mand om drager. Det var helt tydeligt, at baronsønnen var betaget af ridderen. Genevieve klemte øjnene sammen. Var dette endnu et af Kilians forsøg på at spotte hende? At vise hvor infiltreret han nu var i deres familie? Nej, han havde ikke engang opdaget hende.

Genevieve betragtede dem i skjul. Hun kunne ikke lade være med at trække på smilet over deres samtale. Det overraskede hende, at Kilian føjede den barnlige historie. Hvor kom den venlighed fra?
I det splitsekund Kilian så hen imod hende, glemte hun alt om virkeligheden. Der var kun hende, Kilian og deres fælles søn på en smuk sommerdag. En familie. Alt var fred. Alt var godt.

Så huskede hun virkeligheden. Og som de to mænd stod og fægtede med sværd, slog det hende, hvor meget de lignede hinanden. Det var ganske tydeligt, at de var far og søn, og Genevieve tog sig selv i stirre mistænksomt på tjenerstaben for at se, om de havde anet noget. De havde heldigvis for travlt med deres egne sysler til at spekulere over den slags.

Efter lidt tid rejste Genevieve sig og gik nærmere. Kjolesømmen fejede over brostenene. ”Hvor er du blevet dygtig, Thomas. Med den fart kommer du til at slagte drager på ingen tid,” lo hun.
”Moder!” udbrød drengen begejstret. ”Det er fordi Kilian hjælper mig. Er han ikke dygtig? Når jeg er voksen, bliver jeg ridder ligesom ham.” Der var beundring i sønnens blik, da han kiggede op på ... ja, sin far.

[Kilian Baptiste]

Der var intet for Kilian der tydede på, at Genevieve holdte på en så stor hemmelighed. Der var nogle ligheder med den unge Thomas, det mørke hår og de mørke øjne, der var fjernt fra Philippe af Neaune s mørkerøde hår og blå øjne. Men sønnens farver kunne såvel have været arvet af Genevieve selv. Et enkelt ansigtstræk eller to kunne sikkert spottes, hvis man tog sig tid til at sammenligne den unge baronsøn med den nytilkomne ridder. Ud af alle riddere i landet, tilfældigvis ansat i Neaune af alle steder, skulle en ´fremmed´ have fået en søn med baronessen? Det var for urealistisk. Selvfølgelig var Thomas søn af baronen, og ingen havde nogensinde stillet spørgsmålstegn til dette. Heller ikke nu. Ind til videre.

Et smil hvilede sig over den høje, mørkhårede ridders læber, som sparringen stoppede og Thomas talte til sin mor. Kilian så på Genevieve med et roligt blik, og førte respektfuldt sit sværd bag ryggen. "De bliver en fantastisk ridder, min herre," forsikrerede Kilian den unge baronsøn med et hurtigt blink, "Drager, tyve, lensherrer og prinsesser får nok at se til."

"Åh, ja! Prøv bare og se hvad jeg kan!" udbrød Thomas storsmilende, og løb mod et af de store, faste træer, hvor han gav sig i kast med at prøve sine fægteevner af, "Tag den, din grimme drage!"

Det efterlod Genevieve og Kilian stående ved siden af hinanden, alene, efter to ugers bragende ´undgåelse´. Ridderen tårnede ved siden af den kønne, petitte baronesse, og sammen betragtede de, hvad Kilian ikke vidste af, deres fælles søn.

Der var stille imellem dem for en stund. Kilian fugtede læberne ubevidst og afbrød tavsheden kort efter, "Deres søn skal nok klare sig godt. Hans vilje er stærk." Med et blik ud af øjenkrogen skimtede han mod Genevieve, "- en evne, han må have fra sin mor."

[Genevieve af Neaune]

Genevieve måtte anstrenge sig for ikke at se på Kilian, mens Thomas talte. Hun kunne mærke ridderens blik hvile på hende; undersøgende, varmt. Og det var nok til at få hendes puls til at stige. Hun lod hånden glide omkring sin hals, om i nakken, som for at berolige sig selv.
Først da Kilian talte til Thomas, turde hun se på ridderen, hvis høflige opførsel ikke afslørede noget om deres seneste, temmelig dramatiske, møde. En barnlig del af hende havde lyst til at beordre Thomas til at blive hos dem, så ikke hun var tvunget til at være alene med Kilian. Hun mistede altid selvkontrollen omkring ham på den ene eller den anden måde.

Stilheden imellem dem blev fyldt op af Thomas’ slag mod træet, latter fra et par vaskekoner i nærheden og lyden af hestehoves klapren over brosten. Hun rettede sig en anelse op, da han talte.
"Deres søn" … Så han ikke ligheden imellem ham og Thomas? Nej. Han vidste intet. Havde ikke gjort matematikken og regnet ud, at undfangelsen ville være sket for ti år siden – på samme tid som deres affære havde fundet sted. Og hun havde ikke tænkt sig at afsløre noget, der kunne sætte hendes omdømme på spil lige så meget som Thomas’.

”Han skal på væbnerskole næste år,” fortalte hun, uden at se på ham. ”Jeg ved godt, at han nok skal klare sig, men når jeg ser ham sådan der, slår det mig, at han kun et er barn. Hvordan skal det gå ham iblandt alle de ældre drenge? Børn kan være grusomme.” Genevieve tav. Hun havde altid være vild af sind, ubekymret og en fortaler for mod og styrke. Men når det kom til hendes børn, var hun blød som smør.
Hun smilede så en anelse. ”De synes sikkert, jeg lyder som en bekymret hønemor. Heldigvis viser Thomas allerede talent indenfor fysisk udfoldelse, og han interesserer sig mere for den slags end Philippe af Neaune nogensinde har gjort.” En evne Thomas selvfølgelig har fra sin ægte far, tænkte hun i stilhed.

[Kilian Baptiste]

Som en undskyldning for ikke at se på hinanden, betragtede de begge to det heltemodige slag mellem den unge baronsøn og æbletræets mørke stamme. Imens lyttede Kilian roligt til Genevieves ord og bekymringer, og det slog ham, at for første gang opdagede han en svaghed hos hende. Den ellers så frygtløse og eventyrlystne Genevieve havde en bekymring. En mors bekymring. Og som hendes bekymring og tanker udfoldede sig for ham, forlod et støn Kilians smalle læber.

"Hvis det kan hjælpe på din bekymring, kæreste, så klarede jeg væbnerskolen med titlen bastard hængende over mig," sagde Kilian nonchalant. Med titlen som uægte hang der ofte en sort sky, og det krævede ikke den store fantasi til at forestille sig, hvad det havde haft af betydning for tilværelsen på væbnerskolen.
"Deres søn er baronsøn. Han skal nok klare sig, uanset hvilke interesser han har arvet eller ej." At Thomas så selv var uægte som sin far.. Well..

Pludselig kom Thomas løbende tilbage mod dem. Hans smil fyldte hele femøren, som han tog sin mors hånd og hævede sit sværd med den anden mod den mørkhårede, ranke ridder. 
"Nu er jeg dragen, og jeg har taget prinsessen til fange!" grinede Thomas og trak sin mor med sig hen mod æbletræet, "Kilian, du er prinsen der skal redde prinsessen, inden jeg spiser hende!"

Og med ét var de to voksne blevet trukket med ind i Thomas´ leg, om de ville det eller ej.

[Genevieve af Neaune]

Og med et slag skiftede Kilian over i den familiære tone med både ’kæreste’ og dus. Hendes blik flakkede mod ham. Hans ord ramte hende. Ikke blot fordi hun for første gang forestillede sig, hvor hårdt det må have været for Kilian som bastard på væbnerskole, men fordi hun indså, hvad Thomas kunne komme ud for, hvis sandheden kom frem. Så ville han lide, som sin far havde gjort.
Ingen kunne nogensinde vide besked.
Du er anderledes, tænkte hun. Du kan modstå hvad som helst. Men hvis Thomas havde samme sind som sine forældre, ville oplevelserne kun gøre ham stærkere.
”De har selvfølgelig ret,” svarede hun. De gange, hun havde indrømmet den slags, kunne tælles på en hånd.

Og så med ét havde Thomas spundet dem ind i sin leg. Genevieve overgav sig. Hendes søn blev ældre, hun så det hver eneste dage. Snart ville han være en mand, og disse stunder intet andet end minder.
Så hun lo og lod sig føre med, og strakte sin slanke krop op ad æbletræet, da Thomas pegede spidsen af sværdet mod hendes hals. ”Selvom du ikke er særlig tyk, kommer du til at smage godt til aftensmad,” sagde han med sin mest ondskabsfulde stemme.
”Hjælp!” råbte Genevieve med påtaget dramatik, mens et smil klæbede sig permanent til læberne. ”Min prins skal nok komme og rede mig, onde drage,” sagde hun. ”Han vil gøre alt for at få mig igen.” 

[Kilian Baptiste]

Alvoren blev sat på pause. Alt dét, som de havde oplevet for blot et par uger siden, var sat på hylden, for nu. Og som blev de smidt et par år tilbage, hvor leg og frihed var alt, der fyldte deres hverdag tilbage i Falanie, kunne de give sig hen. At se Genevieve teatralsk falde i ét med Thomas' leg fik Kilian til at smile bredt. Ubevidst. Og uforstyrret af de mange tjenestefolk, der smilede med på deres vej hen over gårdspladsen.

"Bare rolig, prinsesse, Deres liv skal ikke ende i maven på en drage!" råbte Kilian ligeså teatralsk, og med et bredt smil satte den mørke ridder i løb hen over stenene. Ganske atletisk hoppede han ubesværet op på den lille træbænk, der befandt sig under æbletræet, og udbrød et "Aha! Én garde!"

Thomas kunne ikke holde et grin tilbage, og som de fægtede blev latteren blot højere. "Kilian!" grinede Thomas, der kæmpede for at vedligeholde fægtekampen i sin latter. For at give ham en fordel sænkede Kilian ligeledes tempoet lige indtil, at Thomas tabte sværdet, der faldt tungt på stenene.

"Dragen er besejret!" Kilian stod knejsende på bænken og rakte dramatisk sin ene hånd mod Geneveive, "Kom prinsesse, lad os rejse mod fjerne lande sammen!"

[Genevieve af Neaune]

Genevieves øjne glitrede af munterhed og liv, da hun betragtede Kilian hoppe op på bænken og fægte med sønnen. Lyden af krydsende stålklinger sang over pladsens brosten og blandede sig med Thomas’ latter. Kampen var lige, da Kilian sænkede tempoet, lige indtil Thomas tabte sværdet og tog sig til maven i latterkramper.

Genevieve lod sig fange af legen. Glemt var virkeligheden, der var kun drømmescenariet om prinsessen og ridderen. Så hun tog Kilians udstrakte hånd, selvom det var særdeles upassende, og bekendtgjorde: ”Min ridder, du har reddet mig. Vi løber bort og ser os aldrig tilbage.”

Og i netop det øjeblik fik hun øje på Philippe af Neaune. Han stod langs slotsmuren og betragtede dem, men hun kunne ikke se hans ansigtsudtryk, for det var skjult i skygger.
Hun slap øjeblikkeligt Kilians hånd og skjulte hænderne bag ryggen, som om de gemte på noget hemmeligt. Hun gik et par skridt hen mod sin husbond for at lægge fysisk afstand til den høje ridder.

”Kæreste Philippe,” udbrød hun i et lidt højere toneleje end normalt. ”Ridder Baptiste var netop ved at undervise Thomas i fægtning.” Hun gjorde sig umage for at lægge ansigtet i neutrale folder.

[Philippe af Neaune]

Philippe var en travl mand og mere nu end nogensinde. Som ridder for kronprinsen, Elyot af Falanie, havde han ikke haft andet valg end at deltage på rundrejsen, men med et len at bestyre og en evig trussel fra nord, tilbragte han også en god del tid med så effektive rejser frem og tilbage, som han kunne præstere. Når det ikke kunne undgås. Netop derfor var han i Neaune nu, kun ganske kort, efter planen, så han så hurtigt som muligt kunne vende tilbage til sine pligter som ridder. Ikke uden længsel efter kontoret på borgen og pligterne som lensherre.

Det var dog ingen tid til papirarbejde og han var på vej over gårdspladsen, da lyden af glade stemmer nåede hans ører. Blikket gled ud og faldt på hustruen og sønnen midt i leg og han kunne intet andet end at standse og betragte dem med et lille stik i hjertet af længsel. Der faldt han hen i nogle øjeblikke, skamfuld over, at han måtte være væk og gå glip af øjeblikke som disse og derfor var der et vemodigt glimt i de lyse øjne, da Guinevere fik øje på ham.

Først da nærmede han sig og smilede svagt, ikke uden en undertone at både beklagelse og omsorg. "Det var ikke min intention at forstyrre," svarede han og nikkede anerkendende til Kilian, før han rakte ud og tog sin hustrus hånd. Han plantede et blidt kys på hendes håndryg, før blikket faldt på sønnen med al den stolthed og kærlighed, han nærede til ham. Han slap Genevieve og gled på hug foran Thomas. Han smilede, selvom det stak lidt i hjertet på ham over det ansvar, der allerede hvilede på sønnens skuldre. "Du må tage ved lære af ridder Baptiste og passe godt på din mor," opfordrede han, blikket varmt. "Så godt, som du kan."

[Kilian Baptiste]

Kilian havde ikke selv bemærket lensbaronen af Neaune, før at legen stoppede idet Genevieve trak sin varme, lette hånd til sig. Efter flere års adskillelse havde hendes berøring vækket noget i den mørke ridder, og som den gled fra ham igen, efterlod det ham en tom følelse imellem sine lange fingre.

Som Genevieve og Thomas gik mod den velkendte, høje skikkelse af Philippe af Neaune , betragtede Kilian dem fra sin plads på bænken, inden at han nonchalant hoppede ned. Støvlerne ramte gårdpladsens brosten, sværdet stillede han op ad bænken og med rolige skridt gik han den lille familie i møde.

"Deres Nåde," hilste Kilian med et let træk i mundvigen, og bukkede respektfuldt i nakken, "De er allerede tilbage?" 

Af en eller anden grund kunne Kilian mærke sit indre gå i strid mellem hans samvittighed og uærlighed. Det nagede ham. For det havde ikke været meningen, at Kilian skulle have følt sådan en spirende glæde over Genevieve. Og især ikke bag lensbaronens ryg.

[Genevieve af Neaune]

Genevieve havde glemt, at Philippe ville ankomme netop den dag i en af sine korte pauser mellem rundturen. Som kronprinsens ridder havde han et stort ansvar, men Genevieve vidste, at hendes husbond holdt allermest af det rolige liv på borgen. Han var dog pligtopfyldende som ingen anden og gjorde altid, hvad der var krævet af ham.

Deres lille leg var nær gået over stregen, men baronen lod ikke til at have bidt mærke i noget. Tværtimod undskyldte han ligefrem for at forstyrre. Hun lod villigt husbonden kysse sin håndryg, den selvsamme hånd som netop havde hvilet i Kilians. Den føltes pludselig brandvarm.
Hun kunne ikke undertrykke følelsen af at være taget i at gøre noget yderst forbudt, noget der var langt værre end en enkel håndsberøring.
”Det er dejligt at se dig igen, min kære,” tilføjede Genevieve og plantede et let kys på hans kind, velvidende at Kilians blik hvilede på dem.

Hendes kinder blev røde og varme, da den kærlige fader gav formanede ord videre til sin søn. Thomas rankede skuldrene, pludselig langt mere alvorlig. ”Ja, fader. Jeg skal nok passe på moder og lenet, når dig eller ridder Baptiste ikke er her.” Så smuldrede det modige ansigtsudtryk en anelse, og atter lignede han en tiårig dreng. ”Er du kommet hjem fra rundrejsen for at blive her?” spurgte han håbefuldt.

[Philippe af Neaune]

Philippe anede ikke uråd, men hvilede blot trygt i, at de våbenføre mænd - og dermed hans egen familie - var i gode hænder hos Kilian, så længe han selv var bortrejst. Det betød ikke, at det ikke gav et jag i brystet over sønnens ord og han kunne ikke helt skjule vemodigheden fra sit blik.

"Nej," svarede han beklageligt. "Men jeg vil komme så ofte, som jeg kan," lovede han og klemte blidt sammen om sønnens skulder. Han ventede til drengen havde svaret, før han tog sig i nakken og rejste sig. Blikket faldt på hustruen igen og han rørte let hendes arm. Tillod sig en lille, privat ordudveksling, trods den anden mands tilstedeværelse. Han havde ingen grund til ikke at stole på ham. "Jeg har et møde nu, før vi drager videre ved daggry, men jeg håber, at vi kan spise sammen i aften."

[Kilian Baptiste]

Der var en tungsidig følelse omkring den lille flok, da sandheden kom for Thomas' ører. Han savnede sin far, det var tydeligt i både hans tonefald og ord. Sådan var det, at være ridder, og det gjorde det bestemt ikke nemmere når man var under Den Royale.

"Bare rolig, Thomas, i mellem tiden har vi travlt med at passe på lenet indtil din far kommer hjem, at du slet ikke har kunnet mærke, at han har været væk," lød Kilians stemme forsikrende bag arvingens ryg - en form for trøst og håb.

Trods den private ordudveksling kunne hverken Thomas eller Kilian lade være med at lytte. Af en eller anden grund mærkede Kilian hvordan hans bryst slog knuder. Hans hånd bag ryggen knyttede sig ubevidst, hårdt og diskret fra blikke. Hvorfor var det, at han følte sådan over tanken om Philippe og Genevieve alene? Nej, han kunne umuligt være jaloux! Kunne han vel?

Det kom som en overraskelse, selv for Kilian, da han rømmede sig en anelse og afbrød deres tosomhed.
"Deres Nåde," Kilian trådte et skridt frem, "Hvis De vil have mig undskyldt, soldaterne træner ikke sig selv. Jeg vil lade jer være en familie, alene. Velkommen hjem." Så bukkede han let i nakken og rettede sig op igen. Hans blik hvilede i lensbaronens, inden at han ubevidst kom til at flakke flygtigt til lensbaronessens. Så vendte han sig om og gik rank derfra mod træningspladsen, alt imens at han inderst inde mærkede, hvordan den nagende, indædte følelse tog til.

/Kilian er ude.

[Genevieve af Neaune]

Genevieve placerede en hånd på Thomas’ skulder for at give lidt ekstra støtte, da han modtog de knusende ord fra Philippe om, at det endnu ikke var muligt at komme hjem. Hun vidste, hvor meget sønnen savnede Philippe og så op til ham, og alligevel tog han det med oprejst pande. Stoltheden fik Genevieves hjerte til at svulme.
”Jeg forstår, fader,” svarede Thomas, selvom hans små hænder var rullet sammen i to kugler. De løsnede sig en anelse, da Kilian lovede at underholde ham, og det var sandsynligvis udsigten til mange sjove stunder, der fik Thomas til at nikke og løbe tilbage til legen med sværdet.

Imens nikkede Genevieve til baronen. ”Det vil jeg se frem til.” Hun var sig uhyrlig bevidst om, at Kilian overvågede deres små kærtegn, som vidnede om et ægtepar, der ikke var hinanden lige så fremmede som andre.
Heldigvis forlod ridderen dem til fordel for at træne sin soldater, og hun nikkede afmålt til ham som afsked, fast besluttet på at skjule alle følelser fra før. Så gik baronen og baronessen arm i arm over gårdspladsen til lyden af Thomas’ sværdhug på træet.

*

Tidspunkt: Middagstid

”Spis ordentligt, Valentina,” sagde Genevieve skarpt til sin datter, som fjollede rundt med maden i et forsøg på at få opmærksomhed fra sin hjemvendte far. Hun skiftevis pillede ved sit kyllingeskrog og kastede vindruer mod sin fem år ældre bror. Genevieve gjorde sig en mental note om at beordre barnepigen til at være mere streng mod pigebarnet. Philippe skulle jo nødig tro, at Genevieve forsømte sine pligter med at opdrage deres børn.

Det var lang tid siden familien sidst havde siddet til bords sammen. Tjenere stod klar langs væggen til at genopfylde tomme fade og fylde baronen og baronessens pokaler.
”Hvordan går det med rundrejsen?” spurgte Genevieve sin mand og drak en tår af vinen. ”Jeg håber ikke, kronprins Elyot kræver for meget af dig.”