Nye bekendtskaber

[Cattral fra Wufrurg]

Esther Skyggebarn

Mørket var faldet på for flere timer siden og Cattral havde brugt aften på at tjene penge på Den Sorte Hund. Pungen var fuld af småmønter, fra de mange væddemål, hun havde brugt aftenen på.
Ved siden af hende luntede den store sorte hund Biest, som var den der gjorde at hun stort set aldrig endte i skænderier med folk der mistede flere penge end de kunne klare eller behøvede bekymre sig særlig meget om at blive berøvet på vejen hjem i slummen. Det var der færreste der ønskede at udfordre så stor en hund.
Der var enkelte andre ude, men hun ignorerede dem hun ikke kendte. Hun anså fremmede mennesker som mulige trusler, mere end noget andet.

[Esther Skyggebarn]

Det var ved at  være sent, og Esther var begyndt at lede efter et sted hun kunne tilbringe natten. Hun var ikke tryg ved at leje et værelse, de ville opkræve hendes navn og sikkert tage røven på hende på den ene eller den anden måde. Nej hun havde det for nu bedst under åben himmel. Det vidste man hvad var!

Hun var netop stødt på nogle gamle sække, og en ladvogn, som til sammen kunne udgøre et fint lille ly for natten. Her lagde hun sig til, hvorefter hun hørte fodtrin ved, og som hun tittede frem fik hun øje på en lyshåret kvinde, men også en kæmpestir hund. Esther ville ALDRIG give sig til kende med et gisp, men hun måtte indrømme at dyret satte en skræk i livet på hende! Den var stor og... det var en hund! Hund havde god lugtesans og hun forholdt sig derfor helt i ro, mens hun meget langsomt lod sin hånd tage fat om kniven, klar til at angribe, hvis det blev nødvendigt.

[Cattral fra Wufrurg]

Biest stoppede op med et ryk og Cattral gjorde det samme. Hendes blik lå på hunden, der ikke så ud til at opfange fare, men en tilfældig lyd eller lugt. Biest stod med et fikseret blik og de små spidse øre lige op i luften og ignorere hende, da hun på wufrurgsk i en lokkende tone, forsøgte at overtale hunden til at fortsætte med at gå.
Hun sukkede. Det var for sent til det her og hun kløede sig i det grålige hår, mens Biest stak næsen i jorden og luntede hen mod en vogn, mens Cattral blev tilbage. Hun var sikker på at han havde fået færten af kød eller dyr, som var blevet fragtet på vognen.

[Esther Skyggebarn]

Dyret kom nærmere, hvilket fik Esther til at trække sin kniv. Det ville selvfølgelig være dumt at fare på hundens ejermand, hvis det kunne undgås, men hun ville heller ikke bare se til, men hun blev trængt op i en krog og dermed blev fanget. 
Hun holdt kniven frem for sig, men valgte i første omgang at hvæse af dyret. "Forsvind køter!" lød det bestemt fra hende, mens hunden kom hende nærmere. Hvis hun sparkede den over kæben, ville hun slippe for den, men hvad med mennesket? Esther rykkede længere ind. "Gå så dit møgkræ!"

[Cattral fra Wufrurg]

Det gav et sæt i Cattral, da der uventet kom en kommanderende stemme fra vognen og hun var med et vågen, som stod solen højt på himmelen. Hjertet slog et ekstra slag og hendes fulde opmærksomhed var på vognens skygger og Biest.
Hunden havde valgt at høre og ignorere stemmen og luskede nu omkring vognen med en halv meters afstand.

Cattral blev stående. Hvor opsat var hun på en konfrontation? Formentlig skulle person i vognen forbi Biest for at ramme hende, så på det område var hun kold. Så længe hun ikke var truet, hvorfor skulle hun så tage sig af andre?
Men på den anden side. Hvis Biest blev såret, kunne det ramme hende.
"Biest. Kom mata." Kaldte hun på hunden, stadig på wufrurgsk. Biest begyndte at trække sig fra vognen og gå mod hende.

Cattral burde gå videre, men personen i vognen havde ikke været en direkte trussel. Kun lyst som en. En adfærd hun kunne kende fra sig selv og pirrede hendes nysgerrighed.
"Hvem er i vognen?" En stemme i baghovedet hviskede at det var en dårlig idé og hendes hånd gled mod kniven under skjorten.

[Esther Skyggebarn]

Det var ikke direkte fordi Esther var bange, men hun havde virkelig ikke lyst til at løbe på drabanterne eller andre ordenshåndhævere. "Bare en nytilkommen til byen. Få din køter væk!" bad hun bestemt, men kiggede dog også frem for at få ansigt på den hun talte med. Det havde måske gjort hende lidt fortrøstningsfuld at stemmen havde været kvindelig. 

Hun så ikke direkte farlig ud og af samme årsag, valgte Esther nu at komme helt frem, rejste sig og kigge bedre på kvinden. "Og hvem har jg æren af at møde?"

[Cattral fra Wufrurg]

Hunden stoppede op og ville vende om, da der kom bevægelser fra vognen, men Cattral var hurtig til at gentage ordren i en lidt strengere tone og hunden nåede helt hen til hende, hvor den uinteresseret satte sig foran hende og stirrede ned af vejen, hvor de skulle hen. Cattral kløede den hurtig på toppen af hovedet med neglene.
"Jeg er Cattral... Fra Wufrurg... Og det her er Biest. Som regel gør han intet." Så måtte kvinden selv tolke den skjulte trussel, der lå bag stemmelejet der var afslappet, næsten venligst.

Hun holdte fornuftig afstand, men kunne heller ikke dy sig for at strække sig på tæer i et forsøg på at få et bedre blik af personen i vognen.

[Esther Skyggebarn]

Esther så op og ned af pigen og lagde armene over kors og lod et bryn skyde i vejret. "Af Wufrurg? Er du adelig eller sådan noget?" Esther virkede ret cool og som en der ikke var til at rokke med, men så man godt efter, ville man måske fornemme, at hun med mellemrum skævede lidt nervøst imod hunden. Ikke at hun ville indrømme at den skræmte hende, om så nogen holdt en kniv for struben af hende. NIKSEN! - bare den holdte sig på afstand så var alt godt. 

"Men hej. og hej" Nr. 2 hej var henvendt imod dyret der sad ved hendes side. Nok ønskede Esther køteren langt op nord på, men man kom sikkert længst med en form for pli og høflighed.  
Esther havde stillet sig op i vognen og var dermed blevet et godt stykke højere end pigen hvilket var fint for hende nu. Hun lagde så hovedet på skrå. "Hvilken del af byen er dit hjem?"  Hun måtte vie om det her var en hun kunne stole på, en der ville give hende regelmæssige problemer eller måske snydagtige problemer. Hun kunne være alt. Esther tvivlede dog på at hun kunne være adelig.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral kom med et grin, der næsten var en grynten. "Ser jeg adelig ud?" spurgte hun syrligt og slog med hovedet, mens hun kiggede op på den anden.
"Jeg bor i den retning." svarede hun kort og pegede ned af vejen. Det var et så tilpas utydeligt svar, at det intet fortalte ud over hvad for vej hun skulle her og nu.
"Men hvad med dig? Er det din vogn?" Kunne forklare hvorfor hun gemte sig i den. Gemte hun sig for nogle? Var hun i problemer? I så fald måtte hun klare sig selv!

[Esther Skyggebarn]

Okay nej, hun så bestemt ikke adelig ud, men navnet havde da lydt derhen ad. Var det ikke sådan alle adelige påkaldte sig selv. At de var nogen af en eller anden landsdel? For Esther virkede det lidt skørt. Bare fordi de var født ind i en given familie, så var man pludselig vigtig. De var lige så store røvhuller som alle andre, var de!

Hun rystede dog på hovedet af kvinden. "Ikke for at såre dig, men nej ikke specielt." Man kunne så altid diskutere om hvorvidt dette var en sårende kommentar. Personligt ønskede Esther ikke var en eller anden porcelænsdukke i fint tøj, som kunne stritte med lillefingeren, når hun drak af en tekop. Dét var livet simpelthen for kort til. 
Hun så i retningen af hvor kvinden pegede og kiggede så ned på vognen. "Jeg bør nok kun kalde den min for i nat. Jeg er ny i byen og har endnu ikke fundet det rette logi." Forklarede hun med oprejst pande. Det var tydeligvis intet problem for hende, at hun ikke hørte til noget sted endnu.

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral kiggede vantro på hende i nogle sekunder og kunne så ikke længere holde en boblende latter tilbage, der kunne høres i de nærmeste huse, skulle døre eller vinduer være åbne.
Hun krøllede sammen og stødte hænderne på knæene.
"Undskyld" hulkede hun "men du har planer om at sove i en vogn? Du må helt klart være ny i byen."
Det kunne sikkert godt lade sig gøre. Man kunne være heldig ikke at blive opdaget. Men hvis man gjorde... Havde det været en mand, havde Cattral være ligeglad. Men hun kendte alt for godt til de ekstra fare der fulgte med ved at være en enlig kvinde i nattens slum.
Cattral rettede sig op.
"Mit råd er at du finder et andet sted. Det der er et overfald der venter på at ske." Hun overvejede det kun et sekund. Den fremmede var ikke hendes problem! Men hun var for blød...
"Du kan komme med mig. Jeg ved hvor du kan få et værelse for en aften." Det var den bygning hun selv boede i, så ikke nok ville den fremmede få et værelse, hun ville også vide hvor Cattral sov. Forhåbentlig var hun ikke typen der stak folk der sov.

[Esther Skyggebarn]

Det overraskede Esther og se den reaktion, der kom fra tøsen. Hun knep øjnene let sammen og skulede til pigen, mens hun langsomt rakte ud efter sin kniv. Hun skulle ikke tro, at hun bare sådan kunne grine af hende. "Ja! Jeg har planer om at sove i en vogn. Er det så slemt? " Hun vidste da godt at det var farligt, men hun ville selvfølgelig være på vagt. Ligesom hun ville være klar til at trække våben ved den mindste ting. Hun var trods alt ikke dum.

"Hvis jeg havde en seng et sted, tror du så ikke jeg ville benytte mig af den? Det er ikke ligefrem for at kigge på stjerner, at jeg ligge her vel." Vrissede hun lidt irritabelt. Hun var ikke glad for at blive gjort til nar på den måde. "Jeg skal fanme ikke med dig uden jeg ved hvor vi skal hen, eller jeg ved om jeg kan stole på dig." bed hun, skøn delen med et værelse lød virkelig rart!

[Cattral fra Wufrurg]

Cattral trak på skuldrene. Hun tog sig ikke af den hårde tone, selvom hun tydelig opfangede den. Men det var at forvente, så hun tog sig ikke af det.
"Nej. Det er vel fint nok?" På ingen måde om hun selv havde valgt det.
"Gør som du finder bedst. Du har styr på det.
Jeg skal hjem og sove. Jeg lejer et værelse et sted. Der er altid ledige værelser, fordi det er et lortested... Men det er billigt og hverken værre eller bedre end så meget andet... Men jeg går nu, det er sent og så skal jeg ikke være ude... Held og lykke og sov godt." Cattral snurrede om på hælen. Hendes gang var meget langsom, hun næsten slændrede afstand i snegletempo, for at give den anden ekstra tid til at overveje sine muligheder.
Hun kunne godt forstå at der ikke var tillid, men en vogn virkede ikke som et bedre alternativ.
Hun lyttede efter pudlen fra vognen og det var en kamp ikke at kigge sig over skulderen, for at se hvad kvinden valgte. Men hun håbede på at hun kunne få kvinden lokket med og væk fra gaden.