Lange fingre og skarpe knive

[Esther Skyggebarn]

Tråd til Damien Sølvtunge

Tusmørket lå over byen og gaderne så ud til at være affolket, men på havnen fulgte et par øjne lystigt med fra skyggerne. Esther var ude at spejde og se om hun kunne finde nogen eller noget at bruge sin aften på. Da hun havde siddet skjult længe fik hun øje på en høj slank mand, så virkede vigtigere end andre i området. 
Blikket løb over hans krop og hun anede hvordan han bar på flere knive. Måske en af dem kunne blive hendes i løbet af de næste par timer? Hun trængte til nye, den ene af dem hun havde var efterhånden godt brugt og beskadiget, så måske han ville være den glade giver. Han kunne også nemt være en mand med penge på lommen, hvilket ligeledes var sværttiltrængt. Der var altså ikke meget at rafle om. Hendes aften måtte gå med at narre pengene fra ham.

Hun så ham forsvinde ind i en bygning og listede selv efter. Det lignede mest af alt en kro og hele vejen holdt hun øje med ham. Satte sig nær ham, så hun ville kunne fange ham i et svagt øjeblik, hvor han ville gå alene ud at pisse eller af anden grund blev lettere at komme i nærheden af. På afstand var hendes øjne diskret fæstnet på manden, mens hun afventende så på det mindste tegn på en åbning.

[Damien Sølvtunge]

Damien var i et yderst godt humør, han havde ingen problemer haft på sin runde gennem håndværkerkvateret og alt virkede indtil videre til at blive en rolig aften. Så man bort fra muligheden for at Gabriel Halvmåne lagde et visit forbi hatten.

Det var dog de sædvanlige råb og hujen da han skubbede døren til kroen op og hilste på stamgæsterne og bartenderen bag disken. Han slog sig ned ved sit vante bord og havde lige akkurat nået at smække benene op på det runde bord da der blev sat et krus med øl foran ham.

De mørke øjne søgte rundt i krostuen, og alt virkede tilpas. Hvilket kun fik Damien til at sænke sig dybere ned i stolen og nyde den kolde skummende væske.

[Esther Skyggebarn]

Esther så til fra skyggerne og prøvede at få indblik i hvem denne mand var. Han var tydeligvis vellidt, ergo skulle hun være ekstra forsigtig. Måske et spil kort i stedet kunne gøre det?  Men hun kunne jo ikke sikre sig imod snyd, heldigvis forhende havde hun en hurtig hånd selv og havde derfor en masse tricks i ærmet der gjorde at hun altid vandt de spil hun deltog i. Jo det var nok bedre end at stikke ham i kniv i brystet. Særligt hvis han var indflydelsesrig. 

Med sikre bevægelser rejste hun sig og slentrede over til bordet han sad ved. Her satte hun sig uden først at spørge på en tom stol, lagde hovedet lidt på skrå og smilede til ham. "Jeg kunne ikke undgå at få øje på dig, du vil vel ikke gøre mig den ære at tage et spil kort? Vi kunne jo spille om noget vi begge fandt interessant" Foreslog hun så og lænede sig tilbage i sæddet.

[Damien Sølvtunge]

Dem der kendte til Damien og hele hans status vidste at de ikke skulle nærme ham på særlige tidspunkter på dagen, hvor dette var et af dem. Ligeledes var det en god idé også at holde sig på lang afstand hvis man ingen relation havde og derved kunne fremstå som en trussel.

Han løftede knapt blikket mod den unge pige der havde haft sig den frækhed at slå sig ned overfor ham. Normalt sagde han aldrig nej til et spil kort, men han anede intet om pigebarnet; hvem hun var og hvad hun ville og hun vidste tydeligvis ikke hvem han var.

"Nå, så det mener du?" kom det alligevel fra ham som han til sidst løftede de mørke øjne mod hendes ansigt; ja for køn var hun, og Damien havde altid nydt lidt pænt at se på. Han drev trods alt et glædeshus.

[Esther Skyggebarn]

Det gik da ikke Esthers næse forbi at stemningen var blevet en anden efter hun havde sat sig ved mandens bord, men det bekræftede hende også bare i at han altså måtte have en form for status. "Det mener jeg, ja. Men du er måske for gammel og kedelig til den slags? hm? Eller bange for at tabe?" hun var måske nok provokerende og hun vidste at det kunne være farligt, men hun vidste også et i 1 ud af 10 tilfælde, og dermed også det vigtigste, kunne det ende som en fordel at vise, at man intet frygtede. hun var standhaftig, selvsikker og lod ingen kommendere rundt med sig. 

Hun fandt sin mest forførende flirtende smil frem og rodede i sin taske efter et spil kort, som hun lagde på bordet imellem dem. "Så hvad skal vi spille om? Penge? et krus øl? Din kniv?" hun skævede imod hans knive som for at understreje at hun var interesseret i den. Hun trængte virkelig til en ny!

[Damien Sølvtunge]

Damien fortrak ikke en mine. I hans erhverv skulle man kunne tåle lidt af hvert, og pigens forsøg på at tirre ham prellede af som vand på en gås. Han rykkede sig let i stolen og lod sine albuer hvile mod stolens kant og foldede hænderne mod hinanden imens de mørke øjne alligevel forblev på den anden ansigt.

"Jeg tror du skal forsøge dig ved et andet bord først." Bemærkede Damien med et hævet bryn. Man kunne ikke bare regne med at sidde til bords med den bedste løgner, og tro man i første kast kunne bevise sit værd i et spil.

[Esther Skyggebarn]

Så hendes direktehed gav ikke den ønskede respons hun ellers havde ventet. Det fik dog ikke Esther til at give op. Hun var mere målrettet end det. Jo hun kiggede da lidt rundt kortvarigt, men som ventet var der ingen af de andre, der fangede hendes opmærksomhed på samme måde som han. “Naah ellers tak. Det er dig jeg vil spille med. Nævn din pris” foreslog hun med et mere imødekommende smil. Alle havde en pris. Det mente hun hvertfald, og ellers var man godt dum i nødden!
Det kunne selvfølgelig også bare være, at hun havde mødt den første snobbede slyngel, men det tvivlede hun nu på. Tanken fik hende alligevel til at se ham efter i krogene, hvorefter hun trak vejret tænksomt. “Du virker meget cool. Og alligevel siger du fra? Enten er du bange for at tabe ansigt til mig eller også har du en lille dame et sted, der har forbudt dig tale med fremmed” hun trak skuffet på skuldrene. “Hvad var navnet? Det er nok godt at huske det fremad rettet, når jeg føjer det til listen over folk der er for fin til et spil.” Hun så indgående på ham, som prøvede hun at læse ham. “Er du gammel adelig?”

[Damien Sølvtunge]

Noget i Damien ønskede at hun skulle give op, og lade ham være i vred. Men på den anden side morede han sig på hendes bekostning og hun havde endnu ikke noget han grænse til for hvad han ville finde sig i. Alligevel rystede han på hovedet og havde ingen planer op at give efter for hendes ønske.

Det var hun slet ikke kendt nok til.

"Glem det." svarede han i stedet blot og tog fat om kruset med øl som han løftede mod læberne. "Har du overvejet at det er måske fordi jeg er så cool at jeg siger fra?" ordet kendte han ikke som sådan, men måden hun brugte det på fik ham kun til at spille efter.

"Du har virkelig et farverigtsyn" bemærkede han i en let latter hvor det var op til modtageren om det var hånligt eller i sjov. Damiens øjne blev endnu mørkere og man kunne knapt nok ane den brune farve der ellers spillede i lyset.

Han rejste sig og lænede sig ind over bordet, i et sad der en kniv på begge ærmer og gjorde det umuligt for hende at rykke på sig lige med det samme.
"Du er ude hvor du ikke kan bunde, lille ulv. Først vader du ind i min beværtning uden kendskab til nogen, og så har du den frækhed at kræve et spil, og bagefter klager du over min person med så mange meninger at man skulle tro at vi kender hinanden" Omkring dem havde folk stoppet deres samtalerne, og musikken flød ikke længere i rummet.

[Esther Skyggebarn]

Jo, hun legede helt sikkert med ilden, det var hun godt klar over, men hun måtte jo også vide, at hun ikke var bange for noget. Det var hun bestemt ikke. Derfor morede det hende også næsten, at han havde sat hendes ærmer fat med knive. hvilket fik hende til at vippede hovedet let på skrå og smile. "Tja, det er selvfølgelig også en måde at give mig nye knive på." Hun fugtede sensuelt læberne med tungen, før hun så på manden igen. Han var helt sikkert ikke bare en slyngel af lavere rang, hvilket også gjorde det hele så meget mere interessant.

"Jeg takker desuden for dine kompliment. Og nej, jeg har det helt fint her. Jeg er ikke så let at skræmme og ikke nær så let at hidse op som De Nådigherre." igen lidt af en provokation. Han havde ikke givet hende hans navn, så derfor måtte hun jo selv finde ham et. Så tippede hun hovedet til den anden side og smilede til ham og blinkede med øjnene som var det vingerne på en kolibri. "Et lille spil, og vinderen må udspørge taberen om alt, der kunne falde på sinde." Foreslog hun så op ny, men hun fik armene vrisset fri af knivene.

[Damien Sølvtunge]

Damien beundrede hendes gåpåmod. Hun var ikke bange af sig, eller også var hun bare utrolig dum. Han rystede let på hovedet og trak knivene op igen.

"Smut med dig." sukkede han småirriteret. Han havde virkelig ikke overskud til at tage sig af hende, og slet ikke når alt syntes at gå hen over hovedet på hende.

I stedet løftede han en hånden i en hurtig bevægelse og ikke længe efter dukkede to høje mænd op og stillede sig bag pigen.

"Find et andet bord, eller blive hjulpet ud."

[Esther Skyggebarn]

Esther sad rank i stolen og virkede ikke det mindste bekymret. Alligevel måtte hun nok erkende at slaget var tabt, skønt hun virkelig havde glædet sig. "Synd, jeg havde virkelig håbet på en værdig modstander. Jeg må vel nøjes. Alt jeg i så fald kan sige er tak for kampen, og den underholdning det nu blev til."  Hun skubbede stolen let tilbage og skulle til at rejse sig, da to mænd bag hende begyndte at trænge op på hende. Lige nu kunne hun godt bruge at Uller Væringer var i nærheden, ikke at han skulle redde hende dog. 

På ny kiggede hun på manden, der endnu ikke havde givet hende noget navn. "To imod en? og jeg er endda en kvinde. Er det nu også rimeligt?" Hun sendte ham et par af sine bedste dådyr øjne før hun greb ud efter en af de knive, der lå på bordet. Hun truede ikke med den, var blot klar i tilfælde af at hun endte i problemer. Herefter trådte hun et skridt væk fra bordet, men blinkede så til fyren hun før havde snakket med. "Det bliver svært at finde et bord med lige så godt selskab og underholdning kære. Men tak for snakken" I en hurtig bevægelse bukkede hun for ham, greb hans krus og drak en slurk, før hun satte det fra sig igen og vendte om. 

[Damien Sølvtunge]

Damien rystede let på hovedet og løftede alligevel hånden en smule der kunne minde om et halvt vink. På et eller andet tidspunkt skulle hun nok få det spil. Men det krævede lidt mere. Hun sigtede for højt og gik tomhændet der fra for nu.

Hvis hun blev en stamkunde og en regulær terningespiller ville det med tiden ende med at han ville give hende det hun tydeligvis søgte.

"Vi ses, lille ulv"

Afsluttet