Forstyrret ridetur

[Kilian Baptiste]

"-- og hidsig," tilføjede Kilian tørt hendes beskrivelse af sig selv. 

Genevieves hidsige, stædige væsen havde ikke forandret sig det mindste. Faktisk var Kilian af den overbevisning, at hun virkede endnu mere stædig end hidtil. Og nu gav hun ham også ligefrem ordre? Det kom en anelse bag på den høje ridder, hvilket var tydeligt i hans ansigtsudtryk med et flabet løft af øjenbrynene og et sigende blik. Det måtte følge med baronessetitlen at kommandere rundt med folk.

Men trods hendes ordre blev Kilian stående. Arrogant og rank, og som han lagde armene i kors virkede han endnu mere fastgroet på sin plads. Han tog imod hendes udfordring der tydeligt hvilede blikket, og sammen delte de en stædig øjenkontakt.

"Hvad får jeg for det, Deres Nåde?" spurgte han så pludseligt, ganske nonchalant. 

[Genevieve af Neaune]

Genevieve klemte øjne sammen og skulede mod ham. Ja, bestemt hidsig. Det havde altid været hendes akilleshæl. Men hun brød sig ikke om at få det påpeget, især ikke af Kilian, som bestemt havde lige så mange fejl som hende.

Baronessen var vant til at få, hvad hun pegede på med en enkelt håndbevægelse, og at Kilian ikke øjeblikkeligt føjede hende og tog benene på nakken, kom bag på hende. Det burde det selvfølgelig ikke. Han havde altid gjort, hvad han ville.

Et lille gisp fløj fra hendes læber over hans frækhed. Hun pustede hurtigt ud, som en ophidset hest.
”Du misforstår mig, Kilian. Det var ikke en opfordring til forhandling. Det var en ordre.” Med baronesse-tonefaldet kunne han da umuligt nægte hende! ”Det kan godt være, du er ridder nu, men Philippe af Neaune er min mand! Han ville lytte til mig, hvis jeg ønskede, at få dig afskediget.”
Hun var parat til at benytte et utal af kvindekneb, problemet var bare, at Philippe ville kræve en god grund, som hun ville have svært ved at give uden at afsløre ting fra fortiden.

[Kilian Baptiste]

Hun blev ved med sin kommanderende tone. Som havde deres fortid ingen betydning for hende.

Kilian blev stående, lyttede til hvert ord, eller nærmere hver eneste trussel, hun havde at sige. Ansættelsen som øverstkommanderende i Neaune's militær var sket på baggrund af det flotte ry, Kilian havde skaffet sig gennem en voksende karriere. Hvis den unge Genevieve ville gå til sin mand, lensbaronen Philippe af Neaune, for at få Kilian afskediget, så skulle der være en god grund. Man kunne sige, at hun såmen allerede havde skaffet sig en formidabel grund for blot få minutter siden, efter at Kilian havde kysset hende her på marken, men til trods for denne forbudte handling, så fortrød han ikke et eneste sekund.

Ganske upåvirket trådte Kilian et skridt frem, og fjernede derved mellemrummet endnu engang. Grænsen, der forlængst skulle være opretholdt, blev overtrådt af ridderens hæmningsløse såler i markens jord.

"Vi får at se," sagde han lavmælt, med blikket fast i hendes, "Indtil da hænger du på mig, om du vil det eller ej, Baronesse." Så fjernede han sig og tog tøjlerne på sin hest, der vrinskede kort, og med rolige skridt vendte han hende ryggen og gik med heste efter sig.

"Men De er selvfølgelig velkommen til at prøve at overtale mig, til at følge Deres ordre," lød Kilians stemme sarkastisk hen over skulderen på sin vej, og havde med vilje valgt at anvende en mere formel omtale, "De kan finde mig i mit gemak efter De har spist, Deres Nåde."

[Genevieve af Neaune]

Genevieve var bestemt ikke vant til, at folk trodsede hendes ordrer. Hun kunne få tjenestefolk til at fylde hendes pokal med en enkel fingerbevægelse, og tjenestepiger til at spjætte og forlade rummet med et enkelt blik. Men Kilian var dybt ligeglad med hendes status som baronesse, det var tydeligt da han både trådte nærmere og nægtede at rejse bort.
Hendes blik var rasende, da hun så ham ride skødesløst afsted på sin høje hingst, og hun stod der i lang tid, før hun fik styret sit temperament nok til selv at ride tilbage til Neaune-borgen og skulle lade som ingenting.

* Rides away, angrily *