Forstyrret ridetur

[Genevieve af Neaune]

Genevieve af Neaune nærmest fløj gennem landskabet på sin brune hoppe. Hestens flanker var våde af sved, og skummet fløj fra dens mule i det høje tempo. Hun sad en smule løftet i sadlen for ikke at bumpe op og ned (som sædvanligt havde hun fravalgt damesadel, selvom etiketten dikterede det), idet hun red, som om fanden var i hælene på hende – som om hun herved kunne lægge fysisk afstand til gårsdagens begivenheder og den slipstrøm af følelser, de havde efterladt.

Kilian Baptiste, hendes livs store kærlighed, befandt sig kun få kilometer borte på Neaune-borgen. Den forrige aftens middag havde været frygtelig: i to timer var hun tvunget til at sidde med sine børn, sin nuværende mand og tidligere elsker og lade, som om hun ikke kendte ham. Som den eneste kendte hun sandheden om, at sønnen var Kilians.
Igennem de sidste ti år havde Genevieve formået at navigere sit spind af løgn og bedrag – nu havde fortiden indhentet hende. Hendes følelser sad ude på tøjet, og hun havde brugt den første ledige stund til at tage sig en lang ridetur for at få styr på sine følelser.
Det var endnu ikke lykkedes. Vreden simrede i hende, og hun drev hoppen fremad, som kunne hun afreagere på den. Hvad bildte Kilian sig ind sådan at dukke op og forstyrre hendes liv? Det flabede smil, han havde haft dagen før, havde lige dele provokeret hende og sendt skud af varme gennem hendes indre. Han måtte have planlagt det hele og nydt at pine hende, den slyngel!

Kilian Baptiste

[Kilian Baptiste]

Kilian klappede den store grå hingst vanligt på den brede hals, alt imens at han snakkede den til ro. I ly af et par træer havde den høje herre valgt at tage en velfortjent pause efter at have reddet og undersøgt Neaune lenets landskaber. Efter bosættelsen i et nyt len måtte man se, hvad det havde at byde på.

I det fjerne hørte han galoperende hove hen over markerne, og som hans blik søgte ud over de gyldne korn, fangede han straks skikkelsen, der lavede postyret. En kvinde på en hest, ridende i fuld fart som flygtede hun væk fra nogen. Det var ikke til at tage fejl af. Det mørke hår, den slanke krop og de skarpe, dog alligevel feminine ansigtstræk.

Uden yderligere overvejelse satte han straks støvlen i stigebøjlen og sprang elegant op i sadlen på den grå hingst. "Kom så, Esper!" og med et par spark satte han hesten i galop efter hidsigheden selv. Det krævede sit at følge med hende, men som de galoperede afsted kom han længere og længere op på siden af hende. Sikkert noget af en overraskelse.

"De ridder som blev De jagtet af ulve!" råbte han til hende, som han nåede hendes side. Hvad havde hun gang i? Hestene galoperede derud af; i faste stød hev de efter vejret og musklerne arbejdede på højtryk, men i modsætning til Kilians hest var det tydeligt at se, at hun havde reddet i længere tid. Den anden skummede om seltøjet.

"Genevieve, du er nødt til at stoppe, hesten kan ikke mere!" råbte han til hende, velvidende, at hun, med hendes stædighed, højst sandsynligt ikke ville gøre, som han bad hende om. Det var trods alt ikke første gang.

[Genevieve af Neaune]

Knap nok havde Genevieve sluppet den forrige tanke, før hun hørte galoperende hove bag sig. Vinden piskede de lange, mørke lokker ind i hendes ansigt, idet hun drejede hovedet for at se sig over skulderen. På en gigantisk hingst sad en stor, muskuløs mand med mørkt hår og chokoladebrune øjne.
Der var ikke noget at tage fejl af.
Kilian.

Hendes hjerte sprang et slag over, og hun hadede sig selv for det. Fast besluttet på at ignorere hans tilstedeværelse, sparkede hun til hoppen og lænede sig ind over dens hals. Hesten øgede tempoet en anelse til noget nær halsbrækkende, og hun følte en svag tilfredsstillelse over direkte at trodse Kilians ordrer. Han kunne måske få sine soldater til at hoppe og danse, men ikke hende!

Hun var både en dygtig og hurtig rytter, men desværre havde Kilian altid været lidt bedre end hende, derfor var de snart oppe på siden af hinanden. Det var også tydeligt, at han havde ret; hoppen var drænet for kræfter, og hvis hun fortsatte, ville den muligvis snuble.

Impulsivt drejede Genevieve hesten direkte ind foran Kilian og stoppede brat op. Hun burde have tænkt sig om en ekstra gang før hun afskar en stridshingst sin flugtvej, men i dét øjeblik overvandt følelserne hende. Hendes mørke øjne knitrede kampberedt mod ham.

[Kilian Baptiste]

Instinktivt og vant strammede Kilian sit tag i seletøjet. Pludseligt og brat forsøgte han at stoppe sin hest fra at brage ind i Genevieve efter hendes lille stunt med at dirigere sin egen hest ind foran ham. Forbandede, stædige--! Den grå krigshingst vrinskede højlydt i sin kamp for at stoppe op, hovene gravede sig dybt i jorden og Kilian mærkede pulsen stige i brystkassen som han fangede Genevieves knitrende blik på sin vej.

På et hængende hår lykkedes det at få hingsten til at stoppe op, men med det resultat, at den stejlede i et prustende adrenalinsus. Kilian forsøgte at få styr på hesten i en kamp om at blive siddende i sadlen, "Esper, rolig!"

Men lige lidt hjalp det, og Kilian mistede grebet, gled ud af sadlen og landede tungt mod markens muld og korn. Med et støn blev pusten slået ud af ham, dog stadig opmærksom på situationen, og i et hurtigt, heldigt ryk nåede han lige akkurat at flytte sig fra krigshingstens hove, der stampede i jorden.

[Genevieve af Neaune]

Genevieve trak i hoppens tøjler for at forhindre den i at danse for meget rundt foran hingsten, alt imens hun selvtilfreds overværede, hvordan Kilian kæmpede for at få styr på sin hest.
I næste sekund så hun til sin store fortrydelse hesten stejle og Kilian glide af sadlen og nær blive stampet af de massive hove. Et dæmpet gisp undslap hendes læber; det havde jo ikke været hendes mening!

Hun sprang af hoppen i en hurtig bevægelse og greb hingstens tømmer, alt imens hun talte beroligende til den. Forsigtigt trykkede hun dens flanke for at få den til at træde væk fra Kilian.
Så stirrede hun udfordrende ned på manden på jorden. Hun hjalp ham ikke op, betragtede ham bare med sit sædvanlige kølige og hovne udtryk. På sin vis var det jo hans egen skyld – han havde jo fulgt efter hende! Hun nægtede at undskylde og dermed vise svaghed.

”Hvad laver du her, Kilian?” spurgte hun. Om hun hentydede til rideturen eller til hans ankomst i Neaune-lenet måtte han selv afgøre. Hendes stemme skælvede en smule af både indeklemte følelser og fortrydelse over, at hun nær havde slået ham ihjel.

[Kilian Baptiste]

Til hans held sprang Genevieve ned og tog sig af hingsten, der hurtigt fandt ro i hendes hænder. Det manglede vel også bare efter hendes mordforsøg på ham. Godt nok havde middagsselskabet dagen forinden været ualmindelig akavet for dem begge to, men krævede det lig ligefrem?

Kilian rejste sig ømmende fra jorden, hvis støv fra mødet havde lagt sig over hans mørke ridetøj; en bemærkning på, hvor hårdt han egentlig havde landet. Hendes spørgsmål hang i luften i mellem dem. Som en nød der skulle knækkes efter at de, efter flere års adskillelse, pludselig havde været hinandens borddame- og herre. Det havde været fuldstændig ude af proportioner, nærmest utroværdigt hvordan skæbnen havde sat dem i denne situation.

"Jeg er begyndt at stille mig selv det præcis samme spørgsmål," svarede han flabet, og rettede sit blik op i hendes. Deres øjne mødtes. Hendes velkendte, energiske blik havde ikke ændret sig fra deres første møde på paladset i Levagny.

"Er du okay, Kilian? Skal jeg hjælpe dig, Kilian? Slog du dig, Kilian? Undskyld mit mordforsøg på dig, Kilian," plaprede han løs, tydeligvis irriteret, som han slog støvet af sine bukser, "- Nej, nej, du er mere interesseret i at høre om hvorfor jeg er her. Tror du, at jeg kom fordi du var hér? Jeg har ikke anet hvor du var, siden du bestemte dig for aldrig at dukke op hos mig igen. Jeg er her kun på grund af min karriere."

Kilian slog støvet af sine ærmer. Til trods for den hårde landing og det beskidte ydre var ryggen dog fortsat rank; værdigheden og stoltheden var ikke slået af ham endnu.

"Hvorfor er du her?" spurgte han så arrogant, og selvom at spørgsmålet havde et indlysende kort svar, så lå der mere i det. Som han sagde tidligere, så havde han intet anet om Genevieves skæbne. At hun var blevet gift med baronarvingen af Neaune. Af pligt? Af kærlighed? 

[Genevieve af Neaune]

Genevieve havde nær glemt hvor høj Kilian var, indtil han kom op at stå i sin nu støvede mundering. Han så heldigvis uskadt ud, men manden var jo også hærdet efter alle de år som ridder. Han lignede sig selv. Stolt. Arrogant. Stædig. Et spejlbillede af hende selv.

Genevieve skjulte sin lettelse og stod blot stift med hagen en anelse løftet, idet han begyndte at plapre løs. Rideturen havde gjort hende forpustet, og hendes bryst hævede og sænkede sig, mens munden var let adskilt for at indhente åndedrattet. Hænderne knugede om hingstens tømmer.

For første gang i ti år var de alene. Hun havde drømt om dette øjeblik. Nu stod de her pludselig, men det var slet ikke forløbet, som hun havde forestillet sig. I de første par år efter deres adskillelse havde hun inderligt håbet, at han ville finde hende og tvinge hende med sig. Efterhånden havde hun affundet sig med sin skæbne, og forestillingerne var blevet til hede drømme på fugtige lagener. Billedet af ham i sit indre, når hun elskede med sin mand.
Og nu vidste hun slet ikke, hvad hun skulle sige.
Stoltheden overvandt.

”Jeg er baronesse af Neaune,” svarede hun køligt uden at uddybe det, han egentligt spurgte om. En titel, du aldrig ville kunne give mig, tænkte hun. Så slog hun ud med armene. ”Drop det, Kilian. Vil du bilde mig ind, at du ikke vidste, jeg er gift med Philippe? At du ikke er kommet her for at terrorisere mig?” hvislede hun.

[Kilian Baptiste]

"Aha.." bekræftede Kilian tørt hendes svar på spørgsmålet, alt imens at han så på hende med et sigende blik. Var det dét eneste, hun havde at sige til ham om sin skæbne, efter alle de år hvor han ikke havde haft nogen anelse om hendes færden. Det var dog ikke helt sandt, for han havde hørt rygter om det store bryllup i Neaune for en komtesse af præcis samme navn og udseende. 

Som hun fortsatte stod Kilian rank og lyttede til hvert eneste ord. I mellem tiden betragtede han hendes ansigt, nu hvor han havde muligheden for det. Hun lignede sig selv, kun let berørt af tiden i form af mere erfarenhed i blikket. Det mørke fyldige hår, der, under deres elskov i et lille loftværelse med udsigt over Levagny, kunne dække hendes bryst. De skarpe, feminine ansigtstræk, han med lange fingre havde kærtegnet efterfølgende mens de havde fået vejret igen af nattens intimitet. De røde læber, der havde ham hurtige verbale lussinger som varme kys.

Kilian lagde minderne fra sig, og blev straks tilstedeværende endnu engang. Han huskede nu endnu engang hendes stædige, hidsige temperament. 

"Ih, jo," overdrev han tydeligt, "Faktisk, så er jeg kun kommet hertil for at opklare en lille-bitte ting."

De mørke ridestøvler fik kornene til at knase under sålerne, som han med rolige skridt fjernede mellemrummet mellem ham og Genevieve. Han stoppede foran hende, ganske hæmningsløst så tæt, at de var på grænsen til at overskride den tilforladelige afstand, der måtte være mellem en gift kvinde.

"Elskede du mig?" spurgte han tørt, lavmælt og hæst, som havde det gået ham på i forbandet lang tid.

[Genevieve af Neaune]

Genevieve mærkede Kilians granskende blik. Hun havde altid følt, at han kunne læse hende som en åben bog. Han så igennem alt hendes pis og fandt sig ikke i det. Han udfordrede hende, kunne tænde bål i hende som ingen anden. Og hun plejede at kunne det samme i ham.

Udfordrende stirrede hun tilbage på ham. Han lignede sig selv på en prik, selvom furerne om munden var en anelse dybere, øjnene havde fået en kant af noget. Han måtte være tredive år nu. Havde han en hustru? Børn? Tanken generede hende som en splint i hælen, hvilket selvfølgelig var dybt uretfærdigt.

Sarkasmen var tyk, stemmen drævende, da han talte, og hun indså, at han måtte tale sandt. Guderne havde ført dem sammen, ikke Kilian. Hvad pønsede de på? Var dette straffen for hendes løgne?

Hun nægtede at flytte sig ud af stedet, idet han stillede sig alt, alt for tæt på hende til hvad der var tilladt. Hvis nogen så dem nu, ville de begge komme i problemer. Hun løftede hagen for at se op i hans ansigt. Strammede grebet i tøjlerne som for at finde styrke.
Hans spørgsmål fik hende til at snappe efter vejret. Hun havde altid hadet, når han satte hende i sådanne situationer; tvang hende til at reflektere over sine følelser og fortælle sandheden. Alt i hende skreg på at lyve, benægte, at hun nogensinde havde elsket ham, for bruddet imellem dem havde næsten ødelagt hende.

”Den tid er forbi,” undveg hun. "Vi var unge. Naive." Det var hendes mening at lyde brysk, men stemmen var en hvisken. Hans nærhed gjorde hende næsten svimmel.

[Kilian Baptiste]

"Og forelskede," tilføjede han uden kvaler, og lagde armene i kors, "Eller var jeg den eneste af os to, siden at du kunne vende mig ryggen så let?" Kilian var tydeligvis irriteret. Hans stemme var hård. Og som følelserne væltede ind over ham bandede han sammenbidt i smug, og måtte vende sig væk fra hende for en kort stund.

"Forhelvede, Genevieve!" Han rettede sig imod hende igen, på nippet til ikke at vide hvor han skulle gøre af sig selv. Hun var så stædig, så ualmindelig stædig, at hun ikke havde givet ham det svar på det spørgsmål, som han havde stillet hende. Endnu engang undveg hun. Kilian var efterhånden sikker på, at Genevieve var mere stolt end ham selv, og det sagde ikke så lidt.

Kilian tog en dyb indånding og holdte vejret for en stund. Kontrollen kom ligeså stille tilbage, som han rettede sit blik i hendes endnu engang. "Ja eller nej. Elskede du mig? Svar på mit spørgsmål, og så lader vi den ligge dér."

[Genevieve af Neaune]

Genevieve bed tænderne sammen, da han bandede over hende og måtte vende sig bort for at beherske sig. Det var ikke første gang, han forbandede hende; når tingene var gode imellem dem, var det fantastisk, når de skændtes, var det som en tornado, der destruerede alt omkring dem.

For første gang flakkede Genevieves blik. Pulsen steg. Hun følte sig trængt op i en krog, splittet mellem lysten til at flygte og stædigt stå imod. Han tvang sandheden frem, og hun hadede ham en smule for det.

”JA, jeg elskede dig!” råbte hun så og flyttede sig et par skridt, fordi hun simpelthen ikke kunne stå stille længere. Ordene myldrede pludselig frem som rullesten på et jordskred, der havde været ved at vælte i ti år. ”Hvad ville du have, jeg skulle jeg have gjort? Giftet mig med dig? Og hvad kunne du, en bastard, tilbyde mig? Et fattigt liv i et husmandshjem i Levagny?” Stemmen var hånende, dernæst truende. ”Du kan lige vove på at dømme mig! Du ved ikke, hvad jeg har været igennem!”

[Kilian Baptiste]

De verbale lussinger mindede ham endnu engang om deres fortid sammen; ikke fordi, at hun havde været strid mod ham på nogen måde, men fordi, at hun var hurtig og skarp med tungen. Det havde været sådan med deres små-skænderier, når de enkelte gange opstod. Dette her var dog af anden kaliber. Dette var ikke bare et små-skænderi. Der var mere bag dette, som de begge nok godt kendte begrundelsen for.

Til trods for hendes ord påvirkede det ikke Kilians ranke, stolte ryg. Det sørgede arrogancen for at holde oprejst. Men han kunne ikke komme udenom det flakkende blik, som hun fortalte sine overvejelser der i bund og grund lå til sandheden. Han var ikke en lensbaron. Han var langt fra det med sin bastardtitel og sølle indkomst.

Imens hun luftede sin stemme var Kilian gået tættere på hende. De stod nu tæt igen, med blikket let flakkende i hendes, havde han hørt alt hvad han behøvede. Det andet var bare fyld.

"Sh, sh!" tyssede han bestemt på hende, og uden yderligere tanke førte han hænderne op mod hendes slanke kæbeparti, lænede sig frem og fangede hendes læber i et bestemt og pludseligt kys.

[Genevieve af Neaune]

De hånende ord distraherede ham tilsyneladende ikke fra svaret eller antændte nogen vrede i ham, som hun havde håbet. Han stod rank og stolt som altid.
Og så – inden hun fik set sig om – var han atter tæt på hende …

Og kyssede hende.

Fuldstændig paralyseret stod Genevieve naglet til jorden. Hånden om tøjlerne faldt ned langs siden, men det var ligegyldigt, for begge heste var roligt begyndt at græsse. Kilians læber var varme, passede perfekt mod hendes. I et splitsekund var hun atten år igen, tilbage til deres hede affære. Varme skyllede igennem hende, som havde hun sænket sig kroppen ned i en lun kilde. Hendes øjne lukkede sig automatisk.
Og i det øjeblik hun trådte tættere på ham, ja, trykkede sig desperat op ad ham, indså hun til sin egen forfærdelse, hvad hun havde gang. Fortryllelsen blev brudt; hun huskede, at hun havde en mand. Hun var baronesse. Mor. Dette var ikke længere hendes liv.

Chokeret trådte hun et skridt tilbage, løftede hånden og klaskede den mod hans kind. ”Hvad bilder du dig ind?” sydede hun med en stemme der skælvede af vrede over lige dele Kilian og hende selv, selvom alt i hende skreg på at kortlægge afstanden mellem dem og fortsætte.

[Kilian Baptiste]

Det havde været et par hurtige sekunder, hvor hun havde trykket sig op mod ham, og han i en omfavnelse endelig fik lov til at mærke hende igen. Det var i disse sekunder, at han mærkede sit hjerte stoppe i den hårde brystkasse. Sådan føltes det i hvert fald som om. En gennemtrængende, indædt længsel blomstrerede op i ham. Et begær efter at stjæle og smage et kys fra den kvinde, der havde lykkedes at sno ham om sin lillefinger. En effekt hun synligvis stadig havde over ham, for som kysset blev mere lidenskabeligt forlod et støn fra hans hals.

Men pludselig blev alt afbrudt; som Genevieve trådte et skridt tilbage, stoppede kysset til trods for, at Kilian havde fulgte hende for at vedligeholde kysset bare det ene sekund længere. Forundret over hendes pludselige tilbagetræk nåede han lige akkurat at fange hendes blik, inden at hun klaskede ham, denne gang, en syngende lussing af fysisk karakter. Kilians ansigt fløj til den ene side, som varmen dannede sig mod hans kind.

Kæben spændtes og bevægelsen af det tydelige adamsæble i halsen fortalte, at han sank en klump. Hvad bildte han sig ind? Hvad med hende selv!
"Jeg var nødt til at røre dig igen," svarede han bundærligt, som han rettede sig og fangede hendes blik fast, uden nogle former for kvaler over sin gerning.

[Genevieve af Neaune]

Ti år var gået, og dog var længslen efter ham stadig så stærk. Det skræmte hende, hvordan hendes selvkontrol forsvandt i hans nærhed. Hun havde gjort alt for at glemme ham og fortrænge affæren, havde håbet at minderne om han ville forsvinde, og dog fremkaldte han præcist den samme reaktion i hendes indre som dengang.

Hendes hånd sved efter sammenstødet med Kilians kind, men hun fortrød ikke. At han var fræk nok til at kysse hende, beviste at han stadig var den samme provokerende, impulsive mand, som bramfrit tog, hvad han lystede. Og det var også det, der havde tiltrukket hende i første omgang.

”Du er ikke så lidt fræk at komme her efter ti år og tro, du bare kan kysse mig! Jeg er lykkelig gift kvinde,” sydede hun og satte armene i siden. Det så næsten komisk ud med den lille, hidsige kvinde overfor den høje ridder.
”Du bliver nødt til at rejse bort,” sagde hun dernæst. Øjnene knitrede udfordrende mod ham, mens kinderne stadig brændte af skam og længsel efter ham på samme tid.