Hoffet lever af smiger

[Elyot af Falanie]

Elyot red på Madame, hans trofaste, sorte ridehest, som afløste for Le Cuivre, der var blevet redet træt den foregående dag og tog sig et nødvendigt hvil. Egentlig havde han efterhånden godt ondt i bagdelen, men det eneste alternativ til at ride var at sidde i en halvindelukket vogn med Gennevote af Falanie og Orielle af Falanie og han ville hellere dø end at se de andre, jævnaldrende væbneres reaktion på det. At gå var ikke en mulighed for Falanies kronprins, så den kommende konge måtte leve med saddelsårene og sin ømme røv. 

Han fulgte i slipstrømmen på sin ridder, Philippe af Neaune, langt det meste af vejen, men var heller aldrig langt fra adskillige andre riddere. Han vidste godt, at det var med fuldt overlæg, men han var også en lille smule træt af den konstante overvågning, som han ikke havde været lige så vandt til oppe nordpå. 

Derfor så han en af dagene på vejen mod Suilleaux sit snit til at bryde lidt fri af bevogtningen og slå følge med en adelig familie med knapt så meget opmærksomhed omkring sig. Det var sådan han endte med at ride ved siden af Joufre af Treillery, som han hilste på med et let nik. "Deres Excellence," hilste han.

[Deleted]

Rundrejsen havde allerede været enormt frugtbar for den nye lensherre. Han havde udnyttet muligheden til at udveksle ord med rigets øvrige adelsfamilier, og mente selv at han allerede var kommet godt ud af det med mange af dem. Og dem, han ikke gjorde, vidste han alligevel at det var fordelagtigt at bevare facaden. Man vidste aldrig hvordan det kunne komme til nytte i fremtiden.

Han havde netop afsluttet en samtale med en anden adelsherre da en anden rytter til hest red op ved siden af ham, og Joufre rettede sig omgående en smule op, da det gik op for ham hvem det var.
"Deres kongelige højhed." hilste han tilbage, og bukkede let i nakken overfor den unge kronprins. Han trak en smule i remmene på hans egen brune hoppe, så han kunne tilpasse sit tempo til Elyots. "En fremragende rejse, ikke sandt?"

[Elyot af Falanie]

Elyot havde haft en udmærket rejse indtil videre, selvom det var hårdt. Han kunne ikke nyde meget godt af at være kronprins, men var tværtimod på dobbelt arbejde. Dels som væbner og dels med officielle forpligtelser. I tidligere tider havde det været tradition, at kronprinsen var væbner hos kongen, men da han var blevet væbner var hans far stadig selv kronprins og de voksne var blevet enige om, at der var en værdi i at plante ham nordpå. Alt det kunne han naturligvis ikke svare lensherren, så kan rankede sig blot selv lidt i sadlen og slap en let brummen.

"Fremragende," bekræftede han. "Men ganske lang, selvfølgelig. Jeg har ikke set Deres Excellences lejr. Hvem rejser med os fra Treillery? Er Deres søster med os?"

Naturligvis kunne der ikke være mange med, for næsten hele familien var jo død.