En samtale mellem far og datter

[Gisella af Suilleaux]

Sted: Suilleaux byhus
Tidspunkt: Eftermiddag
Vejr: Blid sommerregn

Lyden af komtessens fornemme lædersko gav genlyd i den lange gang, der førte hen til Lancelins kontor. En tjenestepige med en spand fyldt med udstyr til at rengøre pejse nejede dybt for Gisella af Suilleaux, som ikke nænnede hende et blik, men blot nynnede for sig selv og småhoppede videre. Det var sjældent, at Lancelin sendte bud efter hende. Han havde altid travlt med at ordne papirer, underholde gæster eller rejse rundt i riget, og Gisella savnede ham altid inderligt. Efterhånden havde hun vendt sig til det, men alligevel glædede hun sig som et lille barn før en højtid, når han ønskede at bruge tid med hende.

Foran den massive, fornemt indgraverede dør stoppede hun op for at glatte sin fine kjole. Hun sørgede for, at der ikke var et eneste fnug og at hvert et hårstrå i den opsatte frisure sad ordentligt. At få Lancelins accept betød mere end noget andet.
Hendes lille hånd knyttede sig til en kugle, som bankede tre gange på døren, og da farens mørke stemme lød, spankulerede hun ind og nejede elegant for ham.
”Du sendte bud efter mig, papa,” sagde hun med et nysgerrigt blik mod ham. Hun havde vældig lyst til at falde ham om halsen og kramme ham ligesom i gamle dage, men hun vidste, han ikke ville bifalde det, så hun samlede blot hænderne bag ryggen og prøvede at tøjle sin iver.

[Lancelin af Suilleaux]

En stalddreng var nærmest forfjamsket løbet ind i byhuset og krævet en samtale med lensgreven af Suilleaux, da han tilfældigvis havde set Gisella af Suilleaux blive kysset af en mand i stalden. Det var således kommet Lancelin for øre, at hans yngste datter fjantede rundt, tydeligvis uden respekt for Suilleaux navnet og adeligheden, som de befandt sig i. Ikke nok med det, så havde manden, hun havde kysset, ikke lignet en fra deres position.

Det havde gjort Lancelin vred, og stemningen var derfor også noget anspændt på kontoret, da hans yngste datter endelig mødte op og han kunne byde hende ind med sin mørke stemmes klang.

"Sæt dig ned," sagde han tørt med den ranke ryg til hende, som han stod ved vinduet og skimtede mod paladset, der tårnede i horisonten. Stemmen var kølig, mere end det hidtil havde været overfor hans yngste, og der var noget faretruende i hans ligegyldige 'velkomst', hvis man kunne kalde det dét.

[Gisella af Suilleaux]

Der gik ikke lang tid, før Lancelins kølige stemme og direkte ordre fik Gisella til at indse, at dette ikke var en hyggelig komsammen. Det lovede aldrig godt, når han var i så afvisende et humør. Smilet falmede fra Gisellas ansigt.
Lancelin kunne da vel ikke kende til sandheden om hende og Gabriel? De havde været forsigtige, eller havde i hvert fald sørget for, at de var alene i stalden. Men nogen af tjenerstaben kunne selvfølgelig have set dem gå tværs over gårdspladsen. I så fald vidste Lancelin ikke meget. Måske kunne hun lyve …

Alligevel var håndfladerne svedige, da hun satte sig i stolen og knugede hænderne sammen i skødet. Hun betragtede hans stive ryg og lød ganske uskyldig, da hun spurgte, ”hvad er der galt, papa? Er der problemer hjemme i lenet?” Det var som regel kilden til farens største frustrationer. Forhåbentlig handlede det bare om nogle bønder, der nægtede at betale skat.

[Lancelin af Suilleaux]

Med rolige, lange skridt forlod han vinduet for i stedet at gå mod sin datter, der sad petit på stolen med hænderne i skødet. Hun lignede sin mor mere og mere som tiden gik, med de samme træk og det lange, bølgede hår. Den lille pige var, til Lancelins bekymring, ved at blive en kvinde, og stalddrengen der var løbet til ham, for at fortælle om hendes fjanten, havde været den uundgåelige reminder. Men det værste var, at hun med sin voksende karakter ikke fulgte opgaven som komtesse særlig voksent. Tænk sig, som komtesse, at kysse på en simpel mand i staldene? Hvad kunne det ikke føre til?

Lancelin stoppede op ved kontorbordet og satte sig halvt på kanten af den. Hendes spørgsmål blev tydeligt ignoreret, og som hans arme lagde sig i kors, hvilede lensgrevens blik ufortrødent ned på Gisella.

"Man skulle tro, at efter pigeskolen og med Suilleaux navnet på dine skuldre, at jeg ikke ville behøve en samtale som denne," sagde han tørt. Han så væk, tydeligvis lettere vredt, inden at han fortsatte eftertænksomt, "Gisella, en stalddreng kom til mig og fortalte, at han havde set dig i stalden med en mand. At denne mand kyssede dig?"

Det var nu, hun kunne krybe til kors, hvis hun da ville stå ved det. Ærligtalt troede Lancelin på stalddrengen, der nærmest forpustet og forfjamsket havde fortalt sine ord med en så stor overbevisning, at det ikke kunne være opdigtet. Desuden, hvad ville han få ud af det, hvis det ikke havde været sandt? En tur i spjældet, højst sandsynligt, og så dum kunne stalddrengen næppe have været.

[Gisella af Suilleaux]

Som Lancelin nærmede sig, høj og truende, indså Gisella, at hun ikke ville være i stand til at lyve for ham. Konsekvensen ville simpelthen være for skræmmende. At Lancelin kunne intimidere sine politiske modstandere og skræmme sine fjender med et enkelt blik, tvivlede hun ikke et øjeblik på.

Hun måtte lægge bånd på sig selv for at blive siddende på stolen, idet han satte sig foran hende. Da hans vrede ord afslørede, at han udmærket kendte til kysset i stalden, sank hendes hjerte i livet. Hun sænkede blikket og bed sig læben. Tankerne kværnede rundt.
Hun var en kvinde nu, ikke længere et forskræmt lille barn, og hun ville ikke lade sig kue. Ja, hun havde kysset en mand, men det var kærlighed.

”Stalddrengen talte sandt. Jeg kyssede en mand. Han hedder Gabriel, og han elsker mig, og jeg elsker ham, papa,” lød det endelig. Gisella løftede trodsigt hagen for at stirre ind i Lancelins blå øjne. Forhåbentlig ville faren være forståelig – han havde trods alt selv elskede en kvinde. Hendes mor. Og måske elskede han også den nye trunte, Helene af Suilleaux , selvom Gisella tvivlede.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelins kæbe spændtes tydeligt og brynene rynkede sig i mistro, da Gisella kom til orde. Han lagde hænderne mod bordets kant og så overvejende væk, mens at han prøvede at beherske sig med hænderne ubevidst knyttet hårdt om bordkanten.

"Elsker?! Hvad er det for noget sludder, Gisella!" lød hans stemme hårdt og hånligt, som hans blik var skarpt i hendes.

I et hastigt ryk skubbede han sig fra bordet og gik et par skridt væk i bar irritation over den situation, som hans egen datter stillede ham i, "Han elsker dig ikke, og du elsker ikke ham! Lad være med at være så naiv! Hvor længe har du fjantet rundt og kysset i smug? Han er en simpel mand, du er en komtesse, en Suilleaux! - Han er kun ude efter én ting!" Lancelin stoppede brat op og vendte sig mod sin datter, idet noget gik op for ham. Endnu en bekymring væltede over lensgreven.

"Har du gjort andet med den mand?" spurgte han lavmælt.

[Lanval af Suilleaux]

[Gisella af Suilleaux]

Gisellas trodsige ansigt falmede, da Lancelins hånlige ord slog imod hende som piskesmæld. Hvis hun havde troet, at faren ville reagere med forstående omsorg, havde hun taget fejl.
Den unge komtesses frygt blev erstattet af forurettet vrede over Lancelins brutale ord. Hvor vovede han at sige, hun ikke elskede Gabriel Halvmåne ? Det vidste han intet om!

Gisella sprang op fra stolen og knyttede næverne. ”Du tager fejl!” råbte hun vredt. ”Du kender ikke Gabriel. Han er ikke ligesom andre fattigfolk! Han er ligeglad med, at jeg er komtesse, og han bekymrer sig for min ære og omdømme.”
De blå øjne knitrede af vrede. Den unge komtesse havde altid opført sig artigt efter grevens hensigt og aldrig sagt ham imod: dette var deres første voldsomme sammenstød.

Ved det næste spørgsmål skød rødmen op i hendes kinder.
”Papa!” udbrød hun forarget. ”Vi har kun delt et kys, det er alt!” Indtil videre, tænkte hun for sig selv. Hun lagde armene over kors og vendte siden til ham for at vise sin modvilje over samtalens drejning.

[Lancelin af Suilleaux]

Det overraskede Lancelin en smule, da hans datter farede op og forsvarede en mand, som var så langt fra hvad hun burde kende til. Naiviteten ville ingen ende tage, og det fik blot den ellers så stolte lensgreve til at mærke vreden stige yderligere i ham. Han måtte sågar knytte en hånd bag ryggen og spænde i kæben for ikke at forbande denne mand af helvedes til.

I stedet tog han fat i sin datters spinkle arm og vendte hende mod sig, trods at hun tydeligt viste sin modvilje om emnet. "Gisella, jeg advarer dig," sagde han lavmælt, som han vedligeholdte sit faste blik i hendes, "Hvis jeg finder ud af, at du har delt hans seng, så sørger jeg for, at du kan se titlen, som min datter, forsvinde imens du ser ham blive hængt fra tilskuerækken. Forstået?"

Der dannede sig en rungende stilhed i det store kontor, der pludselig føltes koldere end nogensinde. Lancelin slap sin datters arm, og med et sigende, vredt blik så han mod døren, "Gå på dit værelse. Jeg forbyder dig, at se ham igen."

[Gisella af Suilleaux]

Gisella havde sjældent set sin far så vred som nu. I hvert fald ikke med vreden rettet mod sin yngste datter. I næste øjeblik landede en hånd på hendes arm, og hun modstod trangen til at trække den fra sig. Hun løftede trodsigt hagen. Stædig.

Så kom truslen, og Gisellas vrede smuldrede bort som dug for solen. Hun havde aldrig forestillet sig, at Lancelin kunne finde på at slå hånden af hende – eller true med at dræbe Gabriel! Hendes far opførte sig aldeles væmmeligt!

Tårer væltede op i komtessens øjne. Alt forsvar forsvandt, og hun var parat til at gøre hvad som helst for at få han gunst tilbage såvel som omvende hans mening. ”Papa,” græd hun og greb nu hans arm. De små fingre bordede sig bedende ned i det fine stof og hans hårde muskler, oparbejdet i årevis ved at svinge sværd på slagmarken.
”Det er uretfærdigt! Hvorfor må jeg ikke gifte mig med ham, bare fordi han ikke har lige så mange penge som os? Jeg bønfalder dig, hvis bare du mødte ham, vil du opdage, hvor hæderlig han er!”

[Lancelin af Suilleaux]

Lensgreven så nedladende på sin yngste, idet hun prøvende kom med sin overbevisning. Hun vidste udemærket hvordan hendes fars holdning til samfundet var, at der var klasser der skulle overholdes, og alligevel forsøgte hun at sætte spørgsmålstegn til dette. Suilleaux-navnet var af Guldskjoldenesbog; det krævede adeligt blod at vedligeholde. En borgerlig havde ikke noget at gøre i denne verden, som Gisella levede i.

"Hæderlig?" gentog Lancelin nedladende, som han rettede sit blik mod sin tårevædede datter endnu engang, "Han lokkede dig til at kysse ham, som en eller anden simpel staldpige!"

Det gik ham tydeligvis på. For i samme sekund hævede han stemmen højt, så det rungede mod kontorets vægge; "Det er nok, Gisella!"

[Gisella af Suilleaux]

Gisella følte sig som en heltinde i en tragisk kærlighedsroman, men hvor hun nød at læse om den slags situationer, var virkeligheden frygtelig anderledes. Hun var mere ulykkelig end hun nogensinde havde været! Hun havde altid set sin far som en helt, nu var han forvandlet til en slyngel, opsat på at forhindre sin datters lykke.

Som Lancelin hidsede sig mere op, gjorde Gisella det også. Hun vidste, hun burde respektere ham og gå sin vej, som han havde befalet det, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hendes kinder blussede af raseri over uretfærdigheden, samtidig med at tårerne stadig strømmede. Følelserne væltede over kanten; hun kunne ikke længere beherske sig. Han behandlede hende som et barn, og hun opførte sig derefter.
”Jeg hader dig!” råbte hun og var tæt på at kyle en blækflaske gennem kontoret for at understrege sine ord. ”Jeg ville ønske, at du lå i graven i stedet for mor!”

[Lancelin af Suilleaux]

Tydeligt blev kæben spændt af Gisellas ord, som den eneste fysiske tegn på, at hendes kommentar havde gjort noget ved ham. Den ranke ryg ændrede sig ikke en anelse, faktisk føltes han nærmest bare mere stålfast efter udtalelsen fra sin yngste datter. Men indeni brændte han af had; ikke overfor sin datters ord, men overfor den mand, som havde sat ham i denne situation med sin datter. Hvad forstod Gisella ikke? Lancelin gjorde dette for hendes skyld! Hendes lykke var ikke hos en fattiglus, det måtte hun da forstå!

"Din mor ville have sagt præcis det samme, som jeg!" råbte Lancelin vredt tilbage, "Skal jeg følge dig op på dit værelse, er det dét?! Kom!" Og uden yderligere tog han et hårdt greb om sin datters arm og fulgte hende vredt hen over kontorgulvet.

Døren til kontoret blev åbnet i et brag, så tjenestefolk fik et chok og stoppede op over synet af lensgreven der med hastige skridt fulgte sin datter mod hendes gemak.
"Pierre! Lås hendes vinduer og dør, sørg for, at hun ikke forlader huset!" brølede Lancelin vredt mod tjenesteherren, der pludselig i al hast løb foran dem, "Javel, Deres Nåde!"

[Gisella af Suilleaux]

Som Lancelin bogstavelig talt slæbte sin datter afsted gennem gangene til fuld skue for det chokerede tjenestefolk, gjorde Gisella alt for at protestere. Hun hev og sled for at rive sig løs, men Lancelin var for stærk.
”Nej hun ville ej!” råbte Gisella. ”Mor elskede mig i modsætning til dig! Du har altid været ligeglad med os, men hun ville have ønsket, jeg blev lykkelig!” Det havde komtessen i hvert fald bildt sig selv ind. Eftersom hendes mor var død kort efter fødslen af Gisella, havde de aldrig lært hinanden at kende. Ikke at det havde afholdt Gisella fra at bygge et billede op i sit hoved af en lattermild kvinde, som ville have været en fantastisk mor for sine døtre.

”Giv slip, papa!” protesterede Gisella ulykkeligt og ydmyget, men han fastholdt grebet helt hen til hendes værelse. Friheden lukkede sig langsomt omkring hende, idet den befippede tjenesteherre straks fulgte op på grevens ordrer. I de følgende sekunder blev hun afskåret enhver mulighed for at flygte til sin elskede og græde ud i hans arme.

[Lancelin af Suilleaux]

Som vinduerne blev låst, et klik ad gangen, stod Lancelin og så på Gisella siddende på sengekanten. Han var på nippet til at gå i vrede, efterlade hende dér, tænkende og overvejende i, hvad hun netop bød ham. Med rank ryg var lensgreven sågar begyndt at gå mod døren, efter at Pierre havde sørget for, at vinduerne var låst, men som han nåede døren, stoppede han op på sin vej.

Han stod rank. Stoltheden var uknækkelig, selv efter hvad hun havde udsat ham for, og der var ikke et eneste hint om, at Lancelin fortrød sine ord eller handlinger overfor sin yngste. Ifølge lensgreven selv, så gjorde han det jo netop for at beskytte hende.

"Gisella," afbrød han den tunge stilhed i mellem dem, som han vendte sig halvt om imod hende, "Det hér er for dit eget bedste. Tro mig." Og med disse ord hængende i luften i datterens værelse, forlod han stedet med rolige skridt.

/Luk?