På jagt efter uskyldighed

[Gisella af Suilleaux]

Den unge komtesse havde ingen anelse om Gabriels rænkespil eller skumle planer, tværtimod blev hun mere og mere overbevist om, at følelserne var gengældt. Han lod til at bryde sig oprigtigt om hende, sådan som han bekymrede sig om risikoen at skade hendes omdømme ved at blive set sammen, især når det muligvis kunne fremme hans liv.
”Åh Gabriel,” sukkede hun. ”Jeg har ikke kunnet glemme dig, siden du redede mig fra banditterne. Ingen får noget at vide. De får ikke lov til at skille os ad.”
Nej, hun havde ikke tænkt sig at sladre, for hvis Lancelin fik noget at vide, ville han dræbe Gabriel. Det var hun ikke et sekund i tvivl om. Faren havde dræbt mange gennem hans liv, og en simpel fisker, der kunne sætte hele greveslægtens ære på spil, var intet værd. Ingen drabanter kunne indvende noget mod en så magtfuld mand.

”Jeg er ligeglad, om så du tømte latriner! Det er ikke upassende, når jeg selv ønsker det,” insisterede Gisella, næsten vredt. ”Men du har ret i, at vi er for udsatte her.”
Pludselig fik hun en idé. Hendes ansigt lyste op. Med et hurtigt blik omkring sig konstaterede hun, at de stadig var alene. ”Lad mig besøge dig på kroen. Jeg kan snige mig væk en aften, når alle er gået til ro.” Tanken om den forbudte færd fik hende næsten til at skælve af lige dele iver og frygt over de mulige konsekvenser. Men hun var ligeglad. Ville gøre hvad som helst for at være med ham.

[Gabriel Halvmåne]

Indvendigt grinede Gabriel et ulvegrin, som sukkede hans navn og fortalte ham, at hun ikke havde kunne glemme ham. Ved guderne, det var gået nemt. Hun var jo lige så klar og hungrende som en kat i løb. Han havde virkeligt ikke regnet med, at hun ville kaste sig i favnen på ham, som hun gjorde. Det kunne jo næsten ikke være mere perfekt.
Han svarede ikke på hendes ord, men lod sit udtryk angive, ham det betød noget for ham, at hun ikke havde kunne glemme ham. Og at hun var så overbevist om, at ingen kunne skille dem ad. Nu havde Gabriel aldrig selv læst en bog, men han fik fornemmelsen af, at hun anså det hele son en romantisk historie. Naive lille pigebarn.

Hendes snak om latriner og hendes ønsker fik et svagt smil frem på hans ansigt, naiv og uskyldig. Og uden nogen form for realitetssans. Men det var til at arbejde med.
Da hun nævnte krone, skar han ansigt.
”Det er virkeligt ikke et sted for en ung, adelig kvinde, jeg er sikker på, at du vil føle dig utilpas sådan et sted. Måske vi kan finde på noget andet, et andet sted.” Personligt var han ligeglad, en seng var en seng, og mon ikke, at det var der, de ville ende? Ikke at han ville tage hende med ind i privaten, men det ville langt fra være første gang, at han havde et damebekendtskab med op på et af værelserne.

Han havde ikke sluppet den hånd, han havde fjernet fra sin arm, i stedet havde han blidt fat rundt om hendes håndled. Hendes puls var tydelig at mærke under den fine, tynde hud. Hun var koldere end ham.

[Gisella af Suilleaux]

Gisellas drømme var gået i opfyldelse. Gabriel holdt af hende! Måske … måske elskede han hende ligefrem? Alle Gisellas bekymringer og forbehold var forsvundet, for stærkest af alt var kærligheden! Det sagde alle hendes romantiske fortællinger og digtsamlinger i hvert fald. En forræderisk lille stemme i baghovedet undrede sig imidlertid over, hvorfor han var så meget imod at hun besøgte kroen. Skjulte han noget? Eller var han flov over at vise hende frem? Nej, selvfølgelig ikke, han er bare bekymret for mig, fortalte hun sig selv.

”Så sart er jeg altså ikke. Og du er der jo til at passe på mig,” surmulede hun, men gav alligevel efter. ”Du bestemmer, Gabriel. Du kender byen og dens gemmesteder meget bedre end jeg. Så længe jeg er sammen med dig.” Tanken om at tilbringe en aften alene med Gabriel gav hende sommerfugle i maven. De skulle dele hemmeligheder, lære hinanden bedre at kende og måske endda kysse noget mere! Hun kortlagde atter afstanden mellem dem og lagde hænderne på hans bryst. Hendes hjerte bankede hårdt mod hendes eget.
Netop som hun stillede sig på tå i håb om, at han ville kysse hende igen, bragte lyden af hjul fra en hestevogn ude på gårdspladsens brosten hende tilbage til virkeligheden.
”Jeg er nødt til at gå nu, inden min anstandsdame sender nogen ud for at lede efter mig,” sagde hun dæmpet. Et genert, lykkeligt smil bredte sig på hendes læber, idet hun så op i hans blå, intense øjne og følte sig som den heldigste pige på jorden. Hvad skulle man bruge en forkælet prins til, når man havde en jordbunden, hårdtarbejdende, kærlig og dybt charmerende mand som Gabriel?

[Gabriel Halvmåne]

Selvfølgelig havde Gabriel en plan, selvom han måtte indrømme, at han ikke havde regnet med, at det ville gå så hurtigt. Han havde forventet at skulle bruge noget mere tid på at krybe under huden på hende, men det var tydeligvis ikke nødvendigt. Hun serverede sig selv på et sølvfad. Men han lod kort som om, at han tøvede, mens han lod hende komme tættere på, tydeligvis på jagt efter endnu et kys.
De blev dog afbrudt af lyden af en vogn, og han nikkede som hun sagde, at hun skulle gå.
”Du har ret. Måske vi bare skal mødes på Den fede kat. Jeg er der i løbet af eftermiddagen og aftenen. Du kan bare spørge krofatter efter mig, hvis du ikke lige kan se mig i kroen. Han er venlig nok.”

Gabriel sendte hende et smil, inden han løftede hånden op for blidt at stryge fingerspidserne ned over hendes kind. Nogle stemmer fra gårdspladsen fik ham dog til at træde tilbage og væk fra hende. Hans blik gled kort rundt, der så ikke ud til at være en bagvej ud, så han skulle ud igennem gården igen. Upraktisk. Hvorfor var de gået herind til at starte med?

Men det var der ikke tid til at ærgre sig over. I stedet sendte han hende et kækt grin, inden han blinkede til hende.
”Jeg håber, at du kommer.” Med de ord vendte han rundt og slentrede hastigt, men tilsyneladende afslappet ud af stalden, stadig med hovedet bukket, så hans ansigt var let skjult for de nysgerrige blikke. Måske lidt af en risiko at tage, men Gabriel var ikke ligefrem kendt for at tage den sikre vej. At drabanterne ikke havde taget ham til fange endnu, det var noget af et mirakel. Triatos lod til at passe på ham.