På jagt efter uskyldighed

[Gabriel Halvmåne]

Til: Gisella af Suilleaux
Sted: Ved Suilleaux’ byhus
Tid: Formiddag
Vejr: Solskin og varmt, med et snert at lummer og lovning på mulig torden

Solens varme stråler fortalte sit tydelige tegn om, at foråret var ved at blive til sommer. Foråret var bare forsvundet for Gabriel, der havde haft nok at se til med hoffet, og knapt så meget tid til alt det sjove. Ingen skulle komme at sige, at være tyvekonge var ren spas og fest, der hørte meget arbejde med at holde styr på så mange slyngler.
Men nu var der faldet lidt ro på det hele igen, og Gabriel havde tid til at koncentrere sig om fornøjelse igen.

Det var efterhånden en del måneder siden, at han havde mødt en ung komtesse, der havde haft brug for en hjælpende hånd. Gabriel havde leget helt og fået hende ud af kniben. Og straks grebet chancen for at lege med pigebarnet, der tydeligvis hurtigt var blevet betaget af ham på deres lille tur på kro. Naiviteten havde skinnet ud af hendes blå øjne og uskyldige udtryk. En rigtig lille godbid for en mand som Gabriel, der kunne lide at pille de rige ned. Give dem en lektion i livets hårde sider. Og ved guderne, hvor havde hun haft brug for det. Hendes kæft havde ikke stået stille i den tid, de havde siddet inde i varmen på kroen, og hun havde snakket om problemer, der var så ligegyldige, at Gabriel havde været ved at falde i søvn med åbne øjne.
Til sidst havde han fulgt hende hjem. Det var egentligt meningen, at han ville dukke op i hendes liv igen kort efter, men … nå ja, ting kom i vejen.

Nu sad han på en trappesten overfor Suilleaux’ byhus og ventede på, at ungmøen kom ud. Det var ikke så tilfældigt, at han sad her nu, som han havde sendt følere ud i forhold til pigebarnet. Hoffet havde forbindelser mange steder, og det var kommet ham for øre, at den unge komtesse gerne forlod huset for at gå en tur på denne tid om dagen.
Han havde gjort lidt mere ud af sig selv i forhold til sidste gang – ja, han havde faktisk været i bad dagen før, men hans tøj var det samme. Han var trods alt fra Slummen, det ville han ikke forsøge at skjule. Og det var jo nok det, hun fandt spændende ved ham.
På hovedet havde han en lidt bredskygget hat, der kunne beskytte hans ansigt og nakke mod solens bidende stråler.

Her sad han så og ventede med benene spredt og albuerne hvilende på knæene, mens hans fingre lidt rastløst pillede ved stilken på en blomst, han havde hentet i en bod på markedet. Gratis, selvfølgelig, Tyvekongen betalte ikke for den slags.
Nu håbede han bare, at tiden ikke havde kvalt fortryllelsen.

[Gisella af Suilleaux]

Fire måneder, seks dage og fem timer. Så lang tid var der gået, siden Gisella sidst havde set Gabriel Fisker. Og hun havde brugt hver eneste dag siden da på at dagdrømme om ham. I starten havde hun håbet, at han ville finde en diskret måde at sende breve til hende, men da ingen nåede frem, overbeviste hun sig selv om, at han ikke ville risikere at kompromittere hende. Gabriel var uden tvivl en gentleman.
Timevis havde hun tilbragt med at ligge på sengen og længes efter ham; hans søde smil, skarpe næse og fyldige læber. Hun hørte hans stemme udtale hendes navn, og mærkede hans hånd på hendes.
Og når månen skinnede over byhuset, og hun havde pustet det sidste lys ud, forestillede hun sig, at det var hans hånd i stedet for hendes, der gled på udforskning rundt på hendes krop … ned over hendes begyndende former og videre ned mod skødet … Indtil hendes krop blev forvandlet til brændende ild, og hun hviskede ”åh, Gabriel” ud i natten.
Han havde vækket noget i hende, og der var ingen vej tilbage. Hendes hjerte var fortabt.

Hver formiddag gik hun en tur med sin anstandsdame i samme område, som Gabriel sidst havde reddet hende så heltemodigt fra kniben. Men han var der aldrig. Hun havde forsøgt at ryste anstandsdamen fra sig og finde vej hen til kroen, men det lykkedes aldrig. Efterhånden svandt håbet ind, og det gjorde hende pirrelig og utålelig at være sammen med.

Hun var i netop sådan et humør denne dag, da de nærmede sig byhuset efter endnu en frugtesløs tur. Men så ændrede alt sig … For dér, på et trappetrin overfor den fornemme dør ind til Suilleaux’ byhus, sad en ung mand med en bredskygget hat og en blomst i hånden. Gisella gispede for sig selv. Det var Gabriel! Var han kommet for at se hende?
”Gå ind med dig, Dupont,” beordrede hun. ”Jeg kommer om lidt.” Anstandsdamen tøvede, men vidste bedre end at nægte sin frue, og hun forsvandt ind ad hoveddøren.
Med sommerfugle vrimlende i maven gik hun hen foran ham. ”Hvor har du været, Gabriel?” spurgte hun påtaget fornærmet og lagde armene over kors. Han havde lovet, de ville ses igen, men ikke holdt sit løfte, og hun var vant til at få sin vilje!

[Gabriel Halvmåne]

Det var lige ved, at Gabriel troede, at han havde fået forkerte oplysninger, som tiden gik, og han blev varm under solen. Måske hun ikke skulle ud at gå i dag? Han flyttede lidt uroligt på sig, men blev siddende. Tålmodighed var langt fra hans største dyd, men han havde ikke travlt. Og en halv til en hel time i solen skadede vel ikke, så længe den sarte næse var i skjul under hattens skygge.

Han var lige ved at give op, da han endeligt fik øje på Gisella, ikke kommende ud ad hoveddøren, men ned ad gaden sammen med en træls udseende kvinde på slæb. En anstandsdame, hed den slags vist.
Gabriel kunne ikke lade være med at smile lidt, da han så chokket i pigebarnets ansigt. Åh, hun havde ikke glemt ham. Det var godt.

Han blev siddende, som hun sendte kvinden ind i hjemmet og derefter kom over til ham. Han rettede sig op og lagde nakken lidt tilbage, så han kunne skæve op mod hende, med øjnene klemt lidt sammen mod lyset.
”Nådigfrøken, De ser yndig ud i dag,” startede han smilende ud, inden han lagde ansigtet i mere skamfulde folder. ”Jeg undskylder, arbejde kom i vejen, og jeg lå syg i en periode. Og så var jeg ikke sikker på, at De kunne huske mig, en simpel borgerlig fra Slummen.” Han fugtede sin underlæbe, inden han kort bed ned i den. Endeligt rakte han blomsten, en stor marguerit, op mod hende. ”Men jeg kunne ikke glemme Dem, så nu kom jeg forbi. Om De vil se mig eller ej.” Han forsøgte at udstråle, at han forventede det sidste, men håbede for det bedste.

[Gisella af Suilleaux]

Han så ud præcist, som Gisella havde husket ham. De lange, mørkebrune lokker under hatten hang lidt ned over hans ene øje, og hun havde en frygtelig lyst til at stryge det til siden. Han var høflig, charmerende og helt ufattelig pæn. Hvor har du været min prins? tænkte hun, selvom hun forsøgte at bevare sin fornærmede mine.
Den falmede imidlertid hurtigt, da det kom hende for øre, at han havde været syg! Straks følte hun sig som en ond heks, og skyldbevidst lod hun hænderne falde.

”Har du virkelig været syg, Gabriel? Det er jeg ked af at høre.” Hvis bare hun havde været der til at passe på ham. Hun tog imod hans blomst og lyste straks op som en orange sol på den første varme sommerdag. ”En marguerit! Min yndlingsblomst,” kvidrede hun begejstret - det var den i hvert fald nu. Hun tog imod gaven og snusede duften helt ned i lungerne. De små skuldre hævede og sænkede sig ved bevægelsen.
”Selvfølgelig kan jeg huske dig, og selvfølgelig ville jeg se dig igen, Gabriel.” Al foregivelse var forsvundet til gengæld for total hengivenhed, da de store blå dådyrøjne mødte hans.

”Gå en tur med mig til staldene,” beordrede hun dernæst (hvis hun havde vidst, at det var selveste tyvekongen hun gav ordre til, havde hun nok tænkt sig om en ekstra gang). De var begge for udsatte her midt på åben gade foran vinduerne, hvor hendes far kunne sidde og kigge ud. Hun var allerede begyndt at gå i fuld forventning om, at han ville følge efter. For første gang i månedsvis følte hun sig lykkelig og spændt.
Da han nåede op på siden af hende, skævede hun koket til ham. "Har du virkelig tænkt på mig?"

[Gabriel Halvmåne]

”Ja, men det er heldigvis ovre,” svarede han hurtigt. Måske var det en dum idé at lyve om det, men han skulle bruge en undskyldning for sit fravær, og det virkede heldigvis til at bløde hende en del op. Det, og så blomsten, der også så ud til at være en succes. Kvinder. De var så lette at stille tilfredse.
Et lettet smil bredte sig på Gabriels ansigt, som hun sagde, at hun huskede ham og havde lyst til at se ham igen. Lettelsen skjulte for mere uhyggelige følelser. Faktisk var han lidt overrasket, for det virkede som om, at hun virkeligt var glad for at se ham. Havde han alligevel gjort så stærkt et indtryk på hende, på de få timer, de havde tilbragt i hinandens selskab sidste gang?
”Åh, det er jeg glad for,” sagde han med glæde i stemmen.

Hendes ordre mindede ham om, hvorfor han havde udset sig hende til at starte med. Adelige og deres tro på, at alle andre var under dem. Hvis hun bare vidste, hvem han virkeligt var. Måske en dag han ville lade hende det vide. Måske ikke. Men fortryde sin arrogance, det ville hun. Åh, han havde planer.
Han kom dog, for nu, hurtigt og villigt på benene for at følges med hende ned ad gaden. Han kunne godt forstå, at hun ville et andet sted hen at snakke, det kunne ikke være velset, at en ung komtesse havde samtale med, hvad der lignede, en lav borgerlig som ham. Med livlige skridt kom han op på siden af hende, med blikket rettet skiftevis mod jorden foran dem og hendes ansigt.
”Ja, måske lidt mere end jeg burde have,” svarede ham med en svag skamfuld tone, men stadig et smil på ansigtet. Havde han kunne rødme på kommando, havde han gjort det. I stedet gned han sig i nakken med en hånd.
”De er svær at glemme, Komtesse.” Hans stemme var lidt forsigtig, det var ikke en ting, en som ham burde sige til en adel.

[Gisella af Suilleaux]

Hans erkendelse af, at han havde savnet hende mere, end han burde, sendte et skud af varme gennem den unge komtesses krop. Mon han havde tænkt på hende om natten, ligesom hun havde om ham? Tanken sendte en klædelig rødmen over hendes kinder, som kun blev varmere at komplimenten.
”Jeg har også tænkt på dig, Gabriel,” indrømmede hun, hvorefter hun løftede en pegefinger som en streng lærerinde. ”Og vil du ikke nok sige du og kalde mig Gisella? Vu er jo venner, ikke sandt?” Det var selvfølgelig komplet upassende for en fisker, at være dus med selveste en grevedatter, men de havde overtrådt en usynlig grænse allerede ved deres første møde.

Gisella ledte Gabriel ind på en lille plads med tjenestefolk, der alle knejsede for komtessen. De kunne lige så godt have været luft, for hun ænsede dem ikke, idet hun skred over gårdspladsen og viste Gabriel ind i en af de to stalde. Hun knipsede ad en stalddreng for at sende ham bort, så de var alene.
”De her to heste rider jeg på, når vi er i byen,” fortalte hun stolt og pegede på en hvid hoppe og en brun- og gråbroget vallak. ”De to dér er min storesøsters, og resten er min fars. Kurér- og lånehestene står inde i den anden stald. Vi har selvfølgelig langt flere derhjemme. Suilleaux-slægten er kendt for at avle landets bedste heste. Og jeg er faktisk en ganske dygtig rytter.” Hun smilede bredt til ham, idet hun blidt trykkede på hoppens flanke, så den trådte til side og hun kunne gå op til den. Her strøg hun den blidt over panden og lo, da den fnyste og nappede efter hende i håb om en godbid.
”Ridder du selv, Gabriel?” Det slog hende ikke, hvor naiv og forkælet hun lød, hun fortalte blot med en barnlig iver i håb om at imponere ham.

[Gabriel Halvmåne]

Det gik ikke hans opmærksomhed forbi, at hendes kinder fik en anden farve, som hun sagde, at hun også havde tænkt på ham. Så det havde hun? Han fik en fornemmelse af, at det ikke var hans brune øjne, hun havde haft i tankerne, men noget helt andet. Det var bare en fornemmelse, men tanken gav ham besvær med at skjule et smil, og han drejede hovedet som for at se, hvor de gik hen.
Da han så på hende igen, svævede en pegefinder foran ham, irettesættende.
”Hvis De … Hvis du ønsker det. Gisella.” Han smagte lidt på hendes navn, måske med en lidt for blød stemme, og han sørgede for at møde hendes blik, som han sagde det.

Gabriel fulgte med, som hun drejede ind til gården bag det store byhus. For et sekund tøvede han, for der var flere tjenestefolk ude i gården, en hentede vand, en anden bankede tæpper og en tredje var ved at skrælle kartofler. Der var for mange vidner. Men Gabriel var ikke ligefrem bleg for at tage en risiko, så han bukkede hovedet en smule, så hans ansigt var bedre skjult under hatten, inden han fulgte efter Komtessen. Hans tanker fandt hurtigt en undskyldning til, hvis nogen ville høre, hvad han lavede der med datteren af huset. Han var trods alt ret tydeligt ikke én, der hørte til et sted som her. Nogle gange var hans kærlighed for anonymitet i Slummen et problem i de pænere kvarterer.

Skyggen i stalden var kølig i forhold til solens varme lys og der duftede af hø og hest. Gabriel havde ikke rigtigt noget forhold til de store dyr, men som med alle dyr, tiltrak de ham mere end mennesker.
En indre følelse af had mod pigebarnet, der stod og så skamløs stod og pralede med de rigdomme, hun var født ind i, voksede i ham. Gjorde hans lyst til at give hende og hendes familie en lærestreg stærkere. Men hans ansigt udtrykte bare en passende mængde imponerethed.
”Det kunne jeg godt forestille mig, at du er.” Han så fra hende og til hestene, inden han trådte op til den hvide hoppe, der straks stak mulen ind mod hans tøj i søgen efter noget at spise, men snart blot lod hovedet hænge lidt igen. Han begyndte at klø hende i panden.
”Jeg fik som barn engang lov til at sidde på ryggen af den brede hest, der trak vognen, der kom og hentede vores fangst.” Det var sandt. Den store kusk havde løftet ham op og ladet ham sidde der, mens han og Gabriels far havde læsset vognen. At han havde redet lidt siden, undlod han dog at sige, det var alligevel så lidt, at det ikke havde nogen betydning. Han kom rundt på sine ben, og han forlod alligevel aldrig rigtig byen. Og de fleste i Slummen kom alligevel aldrig så tæt på en hest i deres liv. Heste var dyre. Luksus.

[Gisella af Suilleaux]

Den intime måde, hvorpå han udtalte hendes navn, sendte en rislen ned langs hendes rygrad, forstærket af hans intense blik, og hun fik pludselig travlt med haste over brostenene på gårdspladsen. Hestene i stalden blev heldigvis snart genstand for distraktion. Gisella nød duften af hø og heste, der mindede hende om hendes barndom, hvor Lancelin havde lært hende og Mirielis at ridde. Ligeledes stod munden ikke stille på hende, før hun fik fortalt Gabriel alt dette.

Det glædede hende, at hoppen tydeligvis også brød sig om Gabriel. ”Hun kan godt lide dig. Belle plejer ellers at være kræsen, hvad angår mænd.” Dette var blot endnu større bevis på, at Gabriel måtte have et rent hjerte.
Da han endelig sagde noget igen, svandt Gisellas smil ind. Det lettere ynkelige svar understregede atter hans fattigdom og lavere rang i forhold til hendes. Og her stod hun og udbasunerede sine penge for næsen af ham. Problemet var, at hun var vant til forkælede junkere, der kun lod sig imponere af rigdomme. Gabriel var anderledes. Hun følte sig ofte utilstrækkelig ved siden af ham, selvom han var af fattige kår.

”Tilgiv mig Gabriel,” mumlede hun og slog blikket ned. ”Heste er dyre, er de ikke?” Hun anede intet om priserne på den slags ting, kun på hatte og fornemme kjoler. ”Jeg forstår selvfølgelig, hvis du aldrig har redet. Du må finde mig frygtelig indbildsk.” Hun fortrød sit pral, og for at undgå hans fordømmende blik trak hun handsken af sin hånd og strøg den over hoppens bløde hals.

[Gabriel Halvmåne]

Som sidste gang, Gabriel havde tilbragt tid sammen med komtessen, lyttede han kun med et halvt øre, for det var ikke noget interessant, hun snakkede om. I stedet koncentrerede han sig mere om at klø på hesten, der tog imod kærtegnende som var det alt, den ville have. Af en eller anden grund tiltrak Gabriel dyr, selvom han ingen kærlighed for dem havde. Katten på Den fede kat ville gerne ligge i hans skød, ja den endte somme tider i hans seng, men Gabriel havde ingen større interesse i den. Det var bare et dyr. Men sommetider tænkte han på, om dyrene var så glade for ham, fordi de kunne mærke, at han også bare var et dyr.

Det gik åbenbart op for den lille frøken, at Gabriel kom fra helt andre kår, for pludseligt skiftede hun opførsel og bad om tilgivelse. Tavst lyttede han til hende, inden han trådte væk fra hesten og et par skridt nærmere hende. Meget nærmere hende, som der var mindre end en armslængde mellem dem. Højdeforskellen imellem dem fik ham til at se ned for at fange hendes blik.
”Du og jeg kommer bare fra meget forskellige samfundslag. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan dit liv har været, så du har nok også svært ved at forestille dig mit.” Indbildsk var lige netop, hvad han tænkte om hende, men det holdt han for sig selv. Selvom hans stemme og udtryk var mildt, brændte afskyen for den rige tøs, og hendes manglende forståelse for andre end sig selv, i ham.
”Men jo, heste er dyre. En fin hest som denne … det er vel i nærheden af, hvad en som mig tjener på et år. Nok mere.” Han rakte ud for at lægge hånden på hestens hals – og hendes hånd, som hans fingre lagde sig over hendes.

[Gisella af Suilleaux]

Gisellas øjne fulgte hans støvler på det høstrøede gulv nærme sig et par skridt, og hun så hurtigt op. Han var højere end hende, så hun måtte lægge hovedet en smule tilbage. Pludselig stod de tæt på hinanden – tættere end hun nogensinde havde været på ham, ja på nogen mand udover familiemedlemmer. Hendes i forvejen store øjne voksede et par grader, og hendes mund blev tør. Hun havde drømt om at stå så tæt på ham. Virkeligheden var langt bedre.

Gisella nikkede langsomt, stadig skamfuld men lettet over, at han ikke fordømte hende. Hun forsøgte at finde ordene, men det var svært at koncentrere sig, når han udstrålede så meget styrke og kontrol. ”Jeg har aldrig været i din verden,” forsøgte hun at forklare. ”Min far er … kontrollerende. Han ville aldrig tillade, at min søster og jeg gik der eller snakkede med nogen under vores rang. Men jeg vil blive bedre til at forstå.” Hun følte sig som et barn, der var blevet irettesat i at gøre noget forkert. Som havde hun været fræk i en time og blev belært af sin strenge lærerinde, selvom Gabriel var blid og forstående. 

I næste øjeblik gled hans hånd over hendes på hestens hals. Den var varm, ru og grov, og hendes spinkle fingre forsvandt næsten under hans. Hendes blik flakkede kortvarigt mod hånden, inden det vendte tilbage til Gabriels ansigt. Hendes indånding var blevet hurtigere, hele kroppen længtes efter at gå tættere på ham, men hun turde ikke. Alt var fremmede territorium.

[Gabriel Halvmåne]

Det var ikke svært at se, hvad Gabriels nærhed gjorde ved den unge komtesse. Hendes øjne og udtryk sagde det hele, og han måtte lægge bånd på sig selv. Ét skridt af gangen. Og selvom de var alene nu, var de stadig et sted, der på ingen måde var sikkert. Nogen kunne se dem, og det ville gå ud over Gabriel, uden tvivl. Stokken, eller måske endda pisken, ville vente ham, hvis de blev fanget. Det var han ikke i tvivl om. Og selvom han virkeligt havde lyst til at give den lille frøken en lærestreg, var han ikke ligefrem villig til at kaste sit eget velbefindende i grams.

Uden at flytte blikket fra hendes, lyttede han til hendes ord. Der var ingen medlidenhed i ham, som hun snakkede om en kontrollerende far. Hans egen havde haft løse hænder, og Gabriel havde været i den modtagende ende mere end nogen anden. At hun ville blive bedre til at ”forstå”, troede han ikke han ikke rigtigt på. Måske var hun nysgerrig og rebelsk, men snart ville hun finde sig tilrette i sin rigdom. Var det ikke altid sådan?

Han valgte ikke at svare hende, men blev ved med at holde øjenkontakt. Vurdere hendes reaktion på hans nærvær og berøring. Han var ikke i tvivl om, hvordan hendes krop reagerede – lige som ham ville have den til.
Langsomt løftede han hånden op og lagde pegefingeren under hendes hage, mens tommelfingeren fandt hvile på siden. I et par sekunder betragtede han hendes ansigt, inden han langsomt lænede sig lidt frem og ned, hvilket gav hende god tid til at trække sig. Gjorde hun ikke, så fortsatte han, til han endeligt kunne presse sine læber mod hendes i et fast, og alligevel forsigtigt kys.

[Gisella af Suilleaux]

Hvis nogen så dem stå så tæt, og det kom Lancelin for øre, ville Gisella være i alvorlige problemer. Fornuften bød hende, at hun skulle trække sig væk, sådan som det sømmede sig for en ugift komtesse. Alene det at være i samme rum som en mand uden en anstandsdame var at sætte sit renommé på spil. Men hun kunne ikke få sig selv til det – og desuden var der ikke plads i den lille boks med en væg på den ene side, en hest på den anden side og Gabriels bredskuldrede skikkelse, som spærrede for flugtvejen.

En finger lagde sig under hendes hage på den mælkehvide, bløde hud, og som hun stod dér, med brystet der hævede og sænkede sig, som om hun havde løbet en tur, følte hun sig fuldstændig i hans vold. Det var en berusende følelse. Tankerne susede i forventning om, hvad der var ved at ske … Et øjeblik hun havde drømt om i årevis!

Så frem for at trække sig væk, mødte hendes læber hans, og dér i staldboksen fik Gisella af Suilleaux sit første kys. Hun lukkede øjnene. Hans læber var bløde og varme og fik det til at snurre i hendes krop, helt ud i fingerspidserne. Først var hun forsigtig, men som hun vænnede sig til fornemmelsen, stillede hun sig på tæer for at få mere. Ubevidst trådte hun et skridt mere frem, så hendes barm næsten rørte hans overkrop. Hænderne krøllede sig sammen om hans skjorte for at give et fast holdepunkt for hendes rundtossede krop.
Det her … var fantastisk. Hun ville have mere!

[Gabriel Halvmåne]

Det var ikke følelser af romance eller naive tanker, der gik igennem Gabriel, som han kyssede pigen, der kun var på vej ind i voksenårerne. Der var ingen forestillinger om kærlighed eller fremtid i hans hoved. Det havde der aldrig været ved nogen af de piger, han havde kysset. Normalt var det bare en utålmodig følelse, der spredte sig til hans nedre dele.
Og følelsen af komtessens læber fik da også vækket noget i ham, noget der ønskede at stoppe lege og bare tage, hvad han manglede for at tilfredsstille sig selv. Men det lykkedes ham at presse de følelser ned. Stedet i sig selv var for risikabelt, og han havde en plan. Han måtte holde sig til planen.

Trods den tanke, var det svært at stoppe. Hun gjorde det heller ikke nemt for ham, som hun kom nærmere og han kunne mærke hendes varme mod sin brystkasse, selvom de ikke rørte ved hinanden, ikke før hun lukkede sine hænder om hans skjorte. Som hun, uden et ord, tiggede om mere, gengældte han kort hendes iver i kysset. Hans tommelfinger strøg blidt langs hendes kæbe, kærtegnende den silkebløde hud.

Og pludseligt trak han sig tilbage. Han slap hende og trådte et skridt bagud med et chokeret udtryk på ansigtet. Man kunne næsten tro, at han også var blevet lidt bleg.
”Ved Mithras. Det må De undskylde. Det er forkert af mig.” Han trådte endnu et skridt tilbage og lignede en, der lagde an til at løbe sin vej. Men han blev stående. Endnu.
”Det er upassende. Det er … forkert.” Han fugtede sin underlæbe med tungen, inden han anstrengte sig for at se bange ud. ”De må ikke … Straffen for, at en som mig … med Dem … De må ikke… Jeg undskylder mange gange, jeg skal nok gå nu.” Han drejede rundt på hælen for at gå. Så håbede han bare, at hun tog maddingen.

[Gisella af Suilleaux]

Varmen fra Gabriels læber sitrede gennem Gisellas spinkle krop og antændte helt nye følelser af begær. Hun havde det, som om hun var ved at smelte, og hellere end gerne ville smelte sammen med ham. Hvor var hun dog gået glip af meget! Hvis det var sådan her, det føltes at kysse nogen, ville hun aldrig stoppe.
Hænderne om hans skjorte klyngede sig til ham, da han besvarede hendes iver, og en lille veltilfreds, længselsfuld klynken undslap hendes læber.

Og så var han væk så hurtigt, at hun snublede en anelse frem, inden hun genvandt balancen. Udtrykket af chok i Gabriels ansigt afspejlede momentært hendes eget, mens hesten blot stirrede nysgerrigt og utålmodigt på dem begge, inden den fortsatte med at spise hø.
I et øjeblik troede Gisella, hun havde gjort noget forkert. Havde hun været for ivrig? Var hun dårlig til at kysse? Men straks tog Gabriel skylden. Gisella slog hånden op for munden – læberne svulmede en smule efter kysset. Risikerede han virkelig at blive hængt?

Som han trådte tilbage, trådte Gisella hurtigt et skridt frem. ”Vent, Gabriel!” udbrød hun. Da han drejede rundt på hælen, sprang hun frem og greb hans arm. ”Du må ikke gå, det her var det bedste øjeblik i mit liv! Ødelæg det ikke ved at forlade mig lige nu. Jeg lover ikke at fortælle nogen om det! Vil du ikke nok blive?” bønfaldt hun ham. Hun ville give hvad som helst for at forhindre ham i at forsvinde fra hendes liv!

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel nåede ikke engang at tage et skridt, før komtessen kastede sig efter ham og greb fat i hans arm. Igen var det en prøvelse at skjule sit smil, men det lykkedes til fulde, som han drejede sig lidt og så på den desperate unge kvinde med et alvorligt, og dog stadig skræmt, udtryk.
Ordene passede lige ind i hans plan. Han havde håbet, ja næsten regnet med, at det var det, der ville ske. Hun skulle kaste sig i favnen på ham, det ville gøre det nemmere at manipulere hende fremover. Og det hele flaskede sig for øjnene af ham, som hun bønfaldt om at blive.

Han tøvede synligt og så fra hende til udgangen og tilbage. Som han vitterligt overvejede at gå.
”Hvis de finder ud af … at jeg har rørt dig…” Han rystede på hovedet, legede svær at få. Hun var nok ikke vant til at få et nej.
”Du gør noget helt tosset ved mig,” indrømmede han så åndeløst, inden han rakte ud og lagde en hånd på hendes underarm. Han søgte hendes øjne, forsøgte at se ulykkelig ud. At imitere følelser var noget, han havde lært sig selv, allerede som barn. Han var en tom skal i forhold til alle andre, selvom han ikke selv syntes det.

Han bed sig i læben og rystede så på hovedet igen.
”Det var forkert af mig. Jeg burde vide bedre. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Og så et sted som her, hvor hvem som helst kan komme ind.” Han lod blikket glide rundt, som frygtede han, at der allerede stod nogen og lyttede. ”Du er en komtesse, og jeg er … langt under dig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har kunne få dig ud af hovedet siden vi mødtes. Men … dette er upassende.” Med et udtryk af fortrydelse fjernede han hendes hånd fra sin arm.