Hammerens klang

[Eirik Våbensmed]

Smeden. 19.25.
Svari Våbensmed

Det gnistrede fra de varme gløder i smeden. Lyden af den synende hammer nået ud til gaden. Eirik havde for ganske kort tid siden fået en høflig klage over larmen, og til den havde han blot mumlet lidt i stilhed og var fortsat som før. Sværdet han var i gang med at smede skulle være færdigt til i morgen. En bestilling der var kommet ud af den blå, og alt alt for sent. - Ellers havde han normalt ikke for vane af at arbejde på denne tid af aftenen. - Nej så ville han hellere krybe ind til sin kones varme hud, eller spille terning med sine børn.

En lav brummen forlod Eirik og stod man tæt nok på kunne man ane at det var en melodi. En dyb rolig stemning blandede sig nu med varmen og støjen fra den stadig svigende hammer. 

[Svari Våbensmed]

Svari havde været ude og ride. Ude og jage en smule, som hun til tider gjorde de tidlige aftener, hvor hun kunne slippe afsted med det og snige sig ud af huset. Tusmørket havde efterhånden lagt sig og hun havde således håbet at hendes familie allerede havde fortrukket sig for aftenen. Ikke destomindre, lod hendes fader stadig til at være begravet i arbejde, hvilket blot gjorde det sværere for hende at snige sig lettere ubemærket ind. – Særligt med den kanin hun havde med hjem, når pilen stadig sad i øjet på den.

Hun havde lagt buen og pilekoggeret af i den lille staldbygning og nu forsøgte hun så ellers af bedste vilje at snige sig ind igennem smedjen og op af trapperne til boligen, med kappens hætte trukket vagt op over hovedet. Under hendes fødder knirkede gulvbrædderne dog en smule, som de gav efter for hendes vægt og hun bed sig derpå i underlæben, som hun skævede over imod faderen der stod ved ildstedet, før hun fortsatte på listetæer.

[Eirik Våbensmed]

Huset de boede i var en anelse større end nogen af de mere almindelige huse i Håndværker kvarteret. For ud af byhuset strakte der sig en lille bygning som udgjorde smeden, og langs den en lille staldbygning som primært blev brugt til de heste der manglede sko og havde brug for et sted at stå. Den hest som familien selv havde var en noget brugt arbejdshest som Eirik primært brugte til at transporterer sine vare når han tog på en af sine mange handelsture. Vognen der blev spændt for stod og manglede et hjul, hvilket han irriteret blev mindet om hver gang han så derhen.

Han burde for længst have lagt mærke til at både hesten og Svari var trukket afsted. Men den snu pige havde fundet et af hans blinde vinkler ved afrejsen. Hun kunne dog ikke slippe fra hans opmærksomhed nu. Lyden af hestehove mod den brobelagte vej gav nærmest genlyd i den svagt øde gade, og det var endda til trods for at det ikke var helt så sent endnu.

Sent nok var det for Eiriks ældste datter at være ude alene. Der blev stille i smeden da hun forsøgte at snige sig forbi. "Halløj du. Svari." brummede han og lagde hammeren fra sig før han vendte sig om. med armene over kors så han på hende med et hævet bryn.

"Og hvor har du så været?" Han vidste det godt. Men han ville gerne høre hendes bortforklaring.

[Svari Våbensmed]

I bund og grund havde Svari godt vidst at der ikke var nogen vej udenom faderen. Alligevel, havde hun ment at det havde været værd at forsøge. Et lille suk lød således fra hende, som hun virrede lidt irritabelt med hovedet over at være blevet snuppet på fersk gerning, men hun lod så atter de brune dådyrøjne søge faderens, som hun forsøgte sig med sit typiske kække og ’uskyldige’ smil. – En mine der vidnede om, at hun godt vidste at han ikke brød sig om at hun sneg, men at hun ligeledes håbede på lidt forståelse og ikke mindst tilgivelse. ”Ehm..Ude..” Mumlede hun stille, som hun betragtede ham, men så atter skævede ned imod den gråbrune kanin hun holdt i nakkeskindet. Forsigtigt løftede hun den lidt op, så han kunne se hendes pletskud. ”Jeg snublede over den nede på markedspladsen….” Forsøgte hun, som hun forsigtigt nærmede sig ham en smule. ”Det ville have været synd og skam at lade den ligge i rendestenen….Syntes du ikke?”

[Eirik Våbensmed]

Den gloende hede gjorde ham ikke spor. Da smeden var placeret strategisk uden vægge fra tro vinkler, stod han altid med en let brise mellem sig. Nu havde han været i faget i mange år, og nogen gange følte han sig næsten i et med både ilden og hammeren. - Det var snart også en forlængelse af hans arm; indenfor kom den dog ikke. Der havde Celeste alligevel sagt nej.

Man kunne ikke snige sig fra stalden og ind i huset via hoveddøren uden at komme forbi den åbne smed, og selvom hun havde dukket sig ned langs træhegnet havde han stadig opdaget hende. "Snublede.." brummede han uimporneret.

"Du er nødt til at øve din fortælling før din mor får fingre i dig. Er du klar over hvad der kunne have været sket hvis du var faldet i de forkerte hænder i stedet?" Han klarede halsen.

"Gaderne om aftenen er ikke noget sted for en ung dame som dig" hørte han sig selv sige en anelse brysk, men også med en snert af bekymring.

[Svari Våbensmed]

Smilet på Svaris læber blegnede en smule ved faderens uimponerede mine. Hun lod armen falde en smule, som hun stod der med sin kanin og lidt opgivende strøg hun hætten på kappen tilbage med den frie hånd, før hun lod en hånd glide igennem de viltre, mørke lokker. De brune øjne flakkede væk, som hun tydeligvis ikke syntes i humør til at blive belært på nuværende. - Trods alt, hjalp hun også til med at få mad på bordet..Og en kanin til eller fra, burde vel også betyde noget?

Hun rynkede lidt på næsen for sig selv, ved hans ord. – For kunne han da ikke forstå, at hun ikke var et barn længere? Hun tav. Hun smækkede kaninen op på det nærmeste brod og lod den så ellers ligge der, stadig med pilen stående lodret i vejret. – Tydeligvis lettere opgivende. For hvad skulle hun sige?

[Eirik Våbensmed]

Det sitrede i den ene mundvige hos Eirik. Selvom han var vred på hende, var han nok mere lettet over at der ikke var sket hende noget og imporneret over hendes voksende evner inden for deres begges fristed; Jagten. Han nikkede til den livløse kanin.
"Du kan selv få lov til at hjælpe din mor med at flå den." svarede han så før han vendte blikket tilbage mod de gnistrende flammer. Han var nødt til at få arbejdet gjort færdigt inden det blev alt for sent så der ville komme flere at klage.

Han gik i gang med hammeren igen. "Gør dig lidt nyttig i stedet for og ræk mig tangen."

[Svari Våbensmed]

Svari stod for en lille stund bare og lod blikket glide omkring i smedjen. Trods alt, syntes hun, at den henlå i helt andre skygger disse mørke vinteraftener end når der var lyst. Det havde sin egen charme, at stå der i mørket i flammernes skær, kun med ilden og et par lanterner og fakler til hjælp.

Svari nærmede sig faderen et par skridt ved hans forespørgsel. Derpå tog hun tangen han havde bedt om og hun rakte ham den, før hun så hans arbejde en smule an og hun foldede hænderne lidt på ryggen. Hun tiltede hovedet lidt på skrå og hun lagde derpå ansigtet i lidt eftertænksomme folder. ”Hvem har bestilt det?” Spurgte hun så, velvidende om at det måtte være en der havde betalt godt for sværdet, med den stand det syntes i, kombineret med faderens arbejdstid.

[Eirik Våbensmed]

Eirik vidste bedre end at begynde at diskuterer med Svari. Det ville bare ende ud i alt for meget ballade og Celeste plejede at have et bedre tag om det. Desuden vidste han godt at at datteren hellere ville gøre ham med selskab ved smeden end at forsøge at forklare sig ud af hendes lille svinkeærinde.

"Lensbaron Richeut.. Det er til hans søn." mumlede smeden men holdte eventuelle bemærkninger tilbage. Selvom han godt kunne arbejde under pres, og havde gjort det en del gennem sit lange arbejdsliv. Så havde han det nu bedst med at have tiden til det. Det krævede sin smed at lave et mesterværk.

"Han vil gerne have et par særprægede detaljer omkring grebet.." lagde han ud og skævede til Svari. Det plejede hun at være god til. Selvom der skulle være fri plads til at hånden kunne lukke sig omkring var der rigeligt med plads til at Svari kunne slå sig løs med sine fantasifulde idéer.

[Svari Våbensmed]

Svari betragtede sin fader og sværdet han stod med. Hun nikkede bekræftende til hans svar og hun stod så ellers bare lidt der med hovedet på skrå, som hun bed sig lidt eftertænksomt i underlæben. Hun kunne sagtens se potentialet i sværdet…Men lige nu var det blankt og kedeligt på en måde, så det efter hendes mening manglede en smule justering og finesse.

Et bryn hævede sig hos den unge kvinde, som faderen lagde en bold ud til hende hun kunne gribe, men hun smilte atter lidt af ham, som hun selv greb om en ildkrog og løftede det varme sværd lidt dermed. ”Hmm…Jeg har faktisk en ide med noget egebladsmotiv...” Mumlede hun eftertænksomt, som hun så stykket en smule an. ”Hvis man lige forlængede med et par enkelte centimeter i bunde af skaftet, ville man kunne gøre lidt mere plads og dermed og også få et lidt bedre greb....Så kunne man..” Tænkte hun højt for sig selv, om end hun kun mumlede, som hun fumlede lidt omkring.

[Eirik Våbensmed]

Det brusede fra træbaljen da Eirik stak det gloende ufærdige sværd ned i vandet. Han løftede hammeren igen og lod den hårdt falde mod jernet. - Igen, og igen. Han hørte godt at Svari talte, men som så mange andre gange vidste han også at det var en del af hendes proces. Hun tænkte højt, hvor han selv var en grubler i stilheden.

"Mmh.." brummede han fornøjeligt før han igen løftede sværdet ind i gløderne igen hvor det skulle hvile og varme sig. Han dumpede ned på den ene af de to ledige skamler og tørrede hænderne henover det svedige ansigt. "Lav et par skidtser først." Det gik altid bedre når man havde en nogenlunde plan end at gå ind i noget i blinde. Sværdet skulle desuden først være færdig før detaljerne blev påført.

[Svari Våbensmed]

Svari betragtede faderen lidt, som han stod og hamrede. Længe gik der dog ikke, før hun fortrak sig en smule og fiskede en lille skitseblok og en lille blyant frem, blot for at sætte sig op på et af de tomme smedeborde og sidde her og skitsere i de små. Modsat sin far, kunne Svari godt lide det spontane. Det uplanlagte og det at stå og nørkle med tingene uden helt at vide, hvor hun ville hen. Ikke destomindre, tegnede hun gerne faderen en lille skitse, hvis det var alt der skulle til for at gøre ham glad og tilfreds. Der sad hun og brummede lidt for sig selv, her og der i processen.

[Eirik Våbensmed]

Der behøvede aldrig at være særlig meget snak. Faktisk satte Eirik pris på når der var stille og at man stadig kunne være sammen. Men med fire børn syntes der aldrig at være det helt rigtige tidspunkt og når solen stod på sit højeste var gaderne oftes fyldt med mennesker; og de hilste hellere end gerne.

Eirik satte pris på sine venskaber med kunderne og det var ikke fordi han ikke brød sig om at være sammen med sine børn og sin hustru men nogen gange havde han brug for at komme væk, hvilket også var grunden til hans store interesse for jagt.

Igen blev sværdet løftet over på armbolten og hammerens slag gav igen lyd fra sig. Det varede ikke længe endnu, så kunne han pakke det sammen og klare de sidste detaljer den kommende dag.

[Svari Våbensmed]

Hånden vandrede ganske stille og roligt hen over papiret i takt med at Svari skitserede sin ide og lod den udfolde sig. Koncentrationen stod tydeligt malet i ansigtet på de unge kvinde, som hun lod fantasien udfolde sig og som hun sad lettere sammenkrøbet over sin skitseblok der på bordet, havde hun lagt benene over kors.

Hun havde længe holdt af at tegne. Hun holdt af at se de ting hun havde i hovedet blive til noget fornuftigt og håndgribeligt på papir. – Desuden kunne billeder i et vist omfang bedre indramme forestillinger og afbillede dem for andre mennesker, for at skabe en fælles forståelse for givne emner eller ideer.

[Eirik Våbensmed]

Det var blevet en del mørkere nu, og vinter vinden havde taget bedre til. Den løftede livligt i asken og pustede så meget til de stille gløder at der næsten kom liv i dem igen. Eirik strakte sig og lænede sig lidt tilbage så han kunne hvile sig mod den aftenkolde husmur.

"Hør.." mumlede han efter en kort pause og så et øjeblik alvorligt ud. "Din mor fortæller mig at du igen har afslået Rorys anmodning om din hånd" Brynene trak sig sammen. Rorys far var bonde og boede et stykke uden for hovedbyen. Respektabel familie i det borgerlige samfund og en man kunne stole på. Den unge knægt var på tvillingernes alder og havde altid leget med dem som barn.