Vignys bolig

[Lucrèce af Vigny]

Det var sen eftermiddag, en normal hverdag. Vejret var acceptabel og i byen havde solen skinnet hele dagen med en kølig vind. Lucrece havde for en gangs skyld taget arbejdet med hjem til de næste par dage.
Huset havde været på den anden ende, for at gøre klar til resten af familien skulle flytte ind. Det virkede som et oplagt tidspunkt at Elaine af Vigny tog børnene hertil.
Han stod roligt i døråbningen og betragtede den store karat køre hen foran huset og standse. Det var med at sug i maven at han ventede på endelig at se dem efter så lang tid, hvor breve stort set havde været den eneste kommunikation mellem dem.

[Elaine af Vigny]

Det havde taget adskillige dage at rejse fra Vigny til Levagny. Turen havde været lang og kedsommelig til trods for at Elaine havde haft adskillige spil og andet med til sine børn som underholdning. Snakken var konstant gået og til trods for at den sidste time var gået i noget nær stilhed i modsætning til resten af turen, syntes en vag summen at hænge ved hendes ene øre. Således åndede hun da også tungt og lettet op, da kareten endelig stoppede og hun kunne stige ud.

Børnene var sprunget direkte ud for at løbe i favnen på deres fader, men Elaine holdte sig imidlertid en smule tilbage, som hun afventede at børnene løb indenfor imens kusken tog sig af bagagen. Derpå bevægede hun sig op til sin husbond med et lille smil på læben, før hun slap skørterne, som hun havde løftet op i, som hun gik og hun omfavnede ham varmt. ”…Åh, hvor har jeg savnet dig.” Musede hun.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece gik et par symbolske skridt ud af entréen, da to børn han dårlig kunne genkende, kom løbende mod ham. De var vokset meget siden sidste gang og han undrede sig over hvordan sådan to kunne få ham til at føle sådan en stolthed og ømhed. De var trods alt bare børn, hans egne bevares, men stadigvæk kun børn som han ikke havde set vokse op.
Han bukkede sig ned, så han kunne omfavne dem, da de nåede ham og han tog sig i at give dem små kys på toppen af hovedet. Det havde han ikke gjort siden de var babyer og han var bekymret for deres overlevelse, bare fordi noget skulle han bekymre sig over.

"Lad mig se jer, l er blevet så store!" Ja, datteren skulle vel snart på pigeskole og der var ikke længe til at hans søn skulle være væbner, havde Lucrece bestemt.
"Gå ind med jer, så jeg kan hilse på jeres mor. I skal også se de værelser der er gjort klar til jer." Han havde glemt hvilken fart børn bevægede sig i. Han syntes dårlig nok havde havde givet slip på dem, inden de var forsvundet ind i huset til lyden at løbende sko.

Han smilede kærligt til Elaine. "Jeg har også savnet dig." Hvilket kun var en halv løgn. Han havde ikke skænket hende mange tanker, men nu hvor hun var her i hans arme, boblede et undertrykt savn op, som han havde ignoreret.
"Det er alt for lange siden. Velkommen til hovedstaden." Han så på huset han bad hende om at bo i. Det var både fint og stort, men begge var de vant til bedre, så hun gik på kompromis ved at komme til ham. "Jeg er taknemmelig for at du er her." Han tænkte ikke på at han stadig holde om hende.

[Elaine af Vigny]

Elaine betragtede sin husbond, som han omfavnede deres børn. Et lille smil gled over hendes læber og som børnene var løbet indendørs, havde hun ganske let omfavnet sin husbond. ”Tak kære.” Hun plantede et lille kys på sin husbonds’ ru kind og hun fulgte ham derpå ind i byhusets entré. ”Jeg trængte ærligtalt til at komme lidt til byen igen..”

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece nikkede forstående. Det var mange år de havde levet hver for sig. Men han var sikker på at de hurtigt ville komme ind i en stille hverdagsrutine. Han var heldig at havde fået en fornuftig hustru fra en god familie.
"Jeg tænkte vi kunne se en forestilling i morgen, hvis teater stadig interesserer dig? Bare os to."
Det gik op for ham at selvom han kendte hende godt, var hun op mange måder som en fremmed. Han kendte en del af hende, hendes fortid, deres tid sammen. Men ikke det liv hun havde levet uden ham.
Han fulgte med hende ind. Klar på at vise hende rundt i huset, der pludselig var for lille og dårlig indrettet i hans øjne. Ikke værdig nok til Elaine og børnene.

[Elaine af Vigny]

Elaine smilede lidt. "Det vil jer gerne." Svarede uni som hun tog sin husbonds hånd og gav den et lille kærligt klem. Hun afklædte sig sit overtøj, som hun nåede ind i entréen og pænt overrakte hun den til en tjenestepige, før hun så atter satte kurset imod, hvad hun formodede måtte være stuen, sammen med sin husbond. "Hvordan går det på universitetet?" Spurgte hun så, i forhåbning om at han havde noget at fortælle. Trods alt, var Nådigfruen ikke helt sikker på, hvad hun ellers skulle lade snakken gå på på nuværende.

[Lucrèce af Vigny]

Lucrece gik nogle meter bag hende og havde svært ved at holde blikket på Adelaide. Han var eftertænksom stille. Hvad skete der der ville interessere og underholde hende? Hvorfor var det så svært for ham at komme i tanke om noget? Det kunne ikke være fordi han foretrak at isolere sig op sit kontor.
"Universitetet har ansat en helbreder. En borgerlig herre der har uddannet sig til magus. Hans manerer virker udmærket når man tager hans opvækst i betragtning... Han underviser en ung kvinde jeg har sagt ja til at sponsorer i fællesskab med lensgreven af Suilleaux. Hendes forældre har ladet hende gå uden ordentlig undervisning af hendes gave alt for længe. Det er en ren skandale. Men hvad kan man forvente af de nedre klasser?" Manglen på kærlighed til borgerklassen skinnende igennem hans manglende evne til at sætte sig ind i deres hverdag.
"Kan jeg gøre noget for dig?" Han følte sig på tynd is. En følelse som han ikke brød sig om og derfor måtte finde en løsning på.

[Elaine af Vigny]

”Spændende.” Skulle Elaine være ærlig, så interesserede hverken universitetet eller hendes husbonds arbejde hende særlig meget. Det stjal af hans tid og dermed også af det de havde sammen. En tidsrøver, der ligeledes for hende at se frarøvede børnene deres far en smule, imens de stadig boede hjemme. Hun tav dog herom og hun brummede blot vagt at sin husbonds ord som svar.  "Skandale ja..” Erklærede hun stille, før hun nærmeste afbrød sig selv. ”Hør, jeg tror børnene er sultne..Måske bør de få lidt af kokken i køkkenet inden de skal i seng.” Fastlog hun, før hun vendte sig imod sin husbond igen. ”Gøre noget for mig? I hvilket henseende kære?” Spurgte hun så.