At ekskortere

[Lanval af Suilleaux]

Kaylein Af Aren

Det var ikke ofte Lanval havde fri, faktisk brugte han det meste af sin tid på at træne - også når hans ridder bad ham om at hvile sig. Nu havde han dog fået fri til at ekskortere sin lillesøster og besøge sin mor, fordi deres mor var i byen da hun havde pligter i forhold til forberedelserne af det royale besøg. Derfor stod han nu udenfor pigeskolen og ventede på sin søster, han var tidligt på den, men ville hellere komme for tidligt end for sent.

Imidlertidigt havde en gruppe af pigeskolens frøkener fået øje på ham og snod og fnes. Det gjorde ham helt rød i hovedet og han rømmede sig lidt, mens han forsøgte at ignorere dem. Stående i porten indtil skolen, var det dog svært at lade som om de ikke eksisterede, specielt da de begyndte at kaste små sten efter ham for at få hans opmærksomhed.
"Du må ikke være her, det her sted er kun for piger." Sagde en af dem og satte hænderne i siden.
"Ja, gå med dig, du lugter." Bemærkede en af de andre.
Lanval kiggede lettere undskyldende på dem og rømmede sig. "Tilgiv mig, jeg er her bare for at ekskortere min søster, så hun kan besøge min mor." Forklarede han.
"Gå med dig." Bemærkede den første pige og lagde armene over kors og tog et skridt mod ham efterfulgt af de andre piger. Lanval anede ikke hvad han skulle gøre, han var vant til bøller og riddere, men vrede piger - det var nyt for ham.

[Kaylein Af Aren]

Med en bog i skødet sad Kitty tæt på pigeskolen store indgangsparti og læste, da fnisen og stemmer af andre af skolens piger nåede hende. Nok havde hun været fortryllet af ordene i bogen, men hun var også nysgerrigt anlagt og det var tydeligt, at noget hændte omkring de store døre ind til skolens store gange. Bogen blev klappet sammen, da hun rejste sig for at strække hals mod pigerne, der flokkedes derhenne.

Nysgerrigheden ville ingen ende tage, da hun opdagede hvad pigerne var så ivrige over. En ung mand stod der, måske en væbner. Da Kitty begyndte at nærme sig kunne hun høre at ivrigheden havde vendt til noget andet. Aline, en af de andre piger, prøvede at få væbnere til at gå. Hun var lidt en bølle og den unge komtesse fra Aren brød sig virkelig ikke om hende. Det gjorde det ikke bedre, at de andre piger altid bakkede op om hende, som var hendes ord lov.

Pigerne var tydeligvis for optagede til at opdage Kaylein, så hun tog chancen, purrede op i håret og slog sig let på kinderne så de blev rødlige i kuløren. Derefter gav hun sig til at spæne, som havde hun løbet længe. “Aline!” kaldte hun med påtaget panik i stemme. Hun stoppede, falsk, forpustet foran flokken af piger og så op på den mest irriterende af dem. “Forstanderen leder efter dig. Hun sagde noget om manglende småkager i køkkenet” tidligere havde hun hørt pigen blære sig over at have fået nappet et par småkager. Ikke noget Kaylein ikke selv havde gjort. Den anden pige blev helt rød i hovedet, inden hun stak i løb. De andre piger blev stående lidt, men havde åbenbart mistet kampånden.

I stedet henvendte Kaylein sig til den formodede væbner. “Hov, hej. Jeg så dem ikke. Hvem er de?” hilste hun høfligt, men nød virkelig hvad hun så. Det var så heldigt at levagny var fyldt med smukke væbnere.

[Lanval af Suilleaux]

Reddet af en pige. Flot klaret Lanval, tænkte han da den unge pige dukkede op og fik de sure finker til at gå deres vej. Han havde dog ikke forventet af hun ville vende interessen mod ham, så han så lettere overrasket på hende, specielt fordi hun valgte at starte en introduktion. Det troede han ikke var noget adelspiger gjorde - og hun var vel adelig, så sund som hun så ud.

"Lanval af Suilleaux." Sagde han og smilede skævt. "Øhm, tak for hjælpen." Bemærkede han og skævede mod resten af gruppen af piger, der stirrede på ham.
"Jeg venter på min lillesøster, jeg skal føre hende sikkert gennem byen og hen til vores moder som er kommet til byen på besøg." Forklarede han, fordi han ikke ville have at hun troede han havde skumle hensigter.
"Og hvad er Deres navn, Frøken?" Sagde han, lettere akavet, fordi han foretrak at vide hvem folk var på forhånd.

[Kaylein Af Aren]

Skuldrene blev trukket på, da han takkede for Kayleins hjælp. “Det var ingenting. De kan godt være lidt ligesom onde, talende myg, der tror de kan bide alle der betræder deres skov” beskrev hun de passivt aggressive piger. “Sådan er det lidt hær, der er grupper af piger der holder sammen og har samme ideer og nogle af dem, skøre som de er, mener ikke mænd hører til her” hun himlede med øjnene, da hun synes det var noget pjat. Kitty ville selv elske hvis væbnerskolen lå tættere på pigeskolen. Så var der i det mindste noget skønt at se på, som ikke var iført en kjole.

De store pigeøjne var rettet imod den fremmede væbner indtil en enkelt sætning, sammen med drengens navn, fik ham til at virke mindre fremmed. “De er Delphines storebror” udbrød hun og fik med nød og næppe tiltalt ham korrekt, selvom sætningen var fløjet ud af munden på hende. “Jeg hedder Kaylein af Aren, jeg er veninde med din søster” præsenterede hun sig, nok ikke så pænt som lærerne på skolen ville have ønsket det. Hun var tit for ivrig til at huske de præcise måder at præsentere sig ordentligt på.

[Lanval af Suilleaux]

Da pigen introducerede sig selv, løftede han øjenbrynene lidt og smilede en anelse. Det var meget mystisk at opleve en pige der var så åben overfor at møde nye mennesker. Specielt en adelig pige. Hun var dog heller ikke ligefrem af den mest fornemme familie.
"Nå? Ja det kan sikkert godt passe." Sagde han. Han anede ikke hvem hans søster hang ud med, egentlig havde han det helt fint med det, så længe hun holdt sig til piger.
"Jeg er bare væbmer på væbnerskolen." Sagde han. Han var også arving til greveslægt, men det skiltede han ikke med.

[Kaylein Af Aren]

“Delphine er en fantastisk veninde” røg det ud af munden på den yngre pige, selvom hun ikke havde fået noget fra Lanval der betød, at han gerne ville blive ved med at tale om hans lillesøster. Den lille komtesse holdt bare så utroligt meget af sine veninder, at de var svære ikke at tale om, når muligheden bød sig.

De blå øjne blev større, da han nævnte væbnerskolen og hun glemte alt om at virke dydig og rolig, fordi al iveren i hende tog over i stedet. “Gør de? De kender måske min storebror Thybaudin af Aren?” det var svært ikke at virke som en lillesøster, der så uendeligt meget op til sin bror, for det var præcis hvad hun var.

Et øjeblik blev hun bevidst om den iver hun udstrålede og rettede på sin hovedbeklædning, mens hun smilede undskyldende. “Hvad skal De eskortere Delphine til, hvis ikke jeg overtræder en grænse ved at spørge?” det kunne være hendes lidt yngre veninde skulle møde hans venner fra væbnerskolen og så måtte Kitty jo godt være misundelig.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval smilede lidt over hendes ord om Delphine. Han anede ikke noget om hvordan hun var som veninde, han sørgede mest for at passe på hende og sørge for hun gjorde hvad der blev forventet af hende. Ikke at han var led, han troede bare han gjorde det for hendes bedste.
"Ja, han er året under mig. Ikke så ringe en væbner, i forhold til hvad jeg har set." Bemærkede han tøvende, selvom han egentlig ikke var super imponeret over hans præstation. Det kunne han vel ikke sige til Kaylein.
"Hen til vores moder som er i byen i forbindelse med nogle festligheder." Forklarede han og smilede skævt.
"Hun glæder sig vist meget. Det er nok ikke så mærkeligt, når i nu aldrig får lov til at gå nogle steder."

[Kaylein Af Aren]

En strålende glød havde fundet Kayleins øjne ved samtalen om hendes egen bror Thybaudin af Aren. En følelse af, at både hende og Delphine var virkelig heldige at have sådan nogle søde brødre, ramte hende lige i hjertet. Lanval virkede i hvert fald som en, der holdt af sin søster, eller også var det bare noget hun gerne ville have, at han gjorde. Det var i hvert fald i hendes fantasi af verdenen, at brødre elskede deres søstre, så der skulle meget til for at overbevise hende om andet.

“Ej, hvor sjovt” smilede Kitty lykkeligt over at han vidste hvem hendes elskede broder var. “Han er også en god bror, men desværre meget voksen” hun efterlignede sin broderes måde at være på med en stiv overkrop og intet smil. “Der er måske ikke så meget plads til sjov på væbnerskolen?” spurgte hun, for at finde ud af om det var alle væbnere der var sådan ellers bare hendes bror. Hvis nu alle væbnere var kedelige kunne det jo være at hun skulle droppe fantasien om at finde sådan en og i stedet gå efter magielever.

“Det lyder virkelig fantastisk” hun prøvede på ikke at lyde helt så overdrevent ivrig som hun følte sig. Heldige Delphine, at hun skulle se sin mor. Kaylein selv savnede sin familie ind i mellem, men måske knapt så meget sin søster. Kitty grinede, da han påpegede, at det ikke var mærkeligt at Delphine glædede sig, eftersom de sjældent kom ud fra pigeskolen. “Nej, det kan godt virke lidt indelukket nogle gange” svarede hun ærligt.

[Lanval af Suilleaux]

Broren sagde ikke Lanval særlig meget, så han skippede emnet og fokuserede på væbnerskolen.
"Nej det kan man ikke sige." Sagde han og rettede sig op. Fast besluttet på ikke at fremstå svag.
"Vi skal jo være riddere. Man kan ikke blive ridder og samtidig dase den derhjemme." Forklarede han, mens han overvejede om de ikke var særlig begavede i hendes familie.

"Det kan jeg forestille mig." Bemærkede han. "Men det er jo for jeres eget bedste. Der er mange farlige mennesker i byen som en ung adelig komtesse ikke ved hvordan man skal håndtere." Sagde han måske en smule patroniserende.
"Det er derfor vi er her - for at passe på jer." Sagde han og smilede skævt, mens han strøg fingrene gennem håret. Stakkels små adelspiger.

[Kaylein Af Aren]

Hovedet vippede, så hvis håret havde været løst ville det ramme skulderen. Det var det selvfølgelig ikke. Det ville være upassende og selvom Kitty måske ikke var pigeskolens mønsterelev, kunne hun altså godt holde lidt på formerne. “Ja, I skal være riddere, men vel ikke tørre osteskorper? I må vel lave noget i synes er sjovt ind i mellem?” spurgte hun med et glimt i øjnene af håb. Der måtte vel være nogen af væbnerne der var lidt sjovt. Hendes bror var også lidt tør i det, men hun elskede ham alligevel meget højt.

“Men hvis ikke man kommer i problemer, kan i jo heller ikke redde os?” drillede hun med mere end et gran af sandhed. Hun ville elske at blive reddet af en ung, smuk væbner eller endnu bedre - en fuldblods ridder. “Vi elsker også at blive passet på, men der er også å mange eventyr i verden, nogle af os gerne vil opleve” påpegede hun med et blink. Kitty ville opleve verdenen.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var ikke altid tør som en osteskorpe, men han var ret bevidst om hvilken maske han havde på overfor mennesker han ikke kendte, måske fordi han var så dårlig til at opretholde den. Han havde det med at træde ved siden af ofte og det var ikke altid særlig heldigt. Derfor trak han blot på skuldrene over hendes ord og smilede skævt, uden at sige så meget mere til den sag.

"Jeg er sikker på du nok skal oplevel meget, når du er voksen og gift med en passende mand." Sagde han, selvom han syntes det lød ret kedeligt. Han ville bare ikke have at hun gik rundt og gav hans lillesøster nogle ideer.
"Og tro mig, eventyr er overvurderet - for det meste er det bare lange ture på landevejen hvor der aldrig sker noget." Sagde han med et skævt smil og trak på skuldrene.

[Kaylein Af Aren]

Et lille, overraskende forsigtigt, smil lagde sig på den unge komtesses læber. De meget naive læber, der end ikke havde kysset en drengs. Det skulle nok komme en dag. “At blive gift er da et helt eventyr i sig selv. Især hvis man er så heldig at forelske sig i sin mand” hvilket hun var ret overbevist om at skæbnen havde besluttet, at hun ville blive. Hvordan kunne hun ikke det? I hendes inderste inde, var hun sikker på at skæbnen godt kunne lide hende og hvem end hun skulle giftes med var den største kærlighed i hendes liv.

Hans forklaring af eventyr fik hende til at fnise. Høfligt skjulte hun fniste bag en håndryg. “Det er jo i kke eventyr hvis der intet sker, så er det bare at rejse” påpegede hun med et glimt i øjnene. Han var nu lidt sød med den måde at tænke på. Faktisk lidt ligesom Thybaudin af Aren, der tog tingene meget bogstaveligt. “Eventyr kan ikke være kedeligt, så er det jo ikke eventyr” hun rystede smilende på hovedet. “Har du nogensinde fået fortalt et eventyr, hvor personerne bare går på lange turer uden, at der sker noget?” For en gangs skyld var Kitty ikke selv den indbildske. Det fik hende til at kunne lide ham, lidt på samme måde som hun kunne lide sin egen bror.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval forstod ikke helt denne unge frøken, eller måske forstod han sig ikke særlig godt på kvinder. Det var nok en bivirkning af primært at have beskæftiget sig med drenge det meste af sit liv. Derudover, havde han ikke rigtig lyst til at tale med hende om forelskelse. Det ville være at bevæge sig ud på dybt vand.
"Jeg kan godt se din pointe." Sagde han, uden helt at vide hvor hun ville hen med det. Derfor trak han bare på skuldrene og så lidt rundt.
"Men jeg må hellere finde min søster, jeg kan ikke vente længere." Sagde han og bukkede en anelse for hende, inden han lagde an til at gå.

[Kaylein Af Aren]

Kitty blinkede med øjnene over de korte svar, men nikkede da han påpegede, at hans søster ventede. “Jeg skal nok finde hende til dig og sende hende herud, så du ikke bliver overfaldet af flere skolepiger” drillede hun med et smil. Hun kunne godt være høflig og der var drenge forbudt inde på selve skolen. Så havde hun også mulighed for at tale min sin veninde inden hun skulle afsted.

Dermed forsvandt Kitty ind i bygningen.

//Out