Forretninger i mørket

[Gabriel Halvmåne]

Til: Joufre af Treillery
Sted: Joufres byhus
Tid: Sen aften
Vejr: Blæsende, men tørt

Der var stille i det store hus, kun en enkelt gang havde Gabriel hørt en dør gå på etagen under. Tjenestefolk. Det var dog sent nok til, at de var gået til ro, så der havde ikke været nogen fare for Gabriel at blive opdaget. Han havde sneget sig ind via taget og et vindue, der havde kunne haspes op udefra med kniven i hans bælte. Dårlig sikkerhed. Godt for ham, så var han fri for at tage den lange tur fra bagdøren og forbi de tjenestefolk, der stadig havde åbne øjne.
Selvfølgelig havde han været overetagen rundt, så forsigtigt som en mus i en uglerede, og han havde ærgret sig lidt over, at han ikke havde vidst, at det var nemt at bryde ind i lensgrevens hjem i Levagny. Der var flere interessante genstande, der kunne have givet nogle gode skillinger. Men det var ikke derfor, at han var der.

En af hans folk var dukket op i Gabriels beskedne gemakker med en fortælling om en mand, der søgte nogen til at stjæle for sig. Det javde været noget tys-tys, men Gabriels mand var ikke helt tabt bag en møgvogn, og havde fundet ud af mere end hvad der tydeligvis var meningen. Det havde vakt Gabriels nysgerrighed - det var ikke så ofte, at nogen ligefrem ville betale hans folk til at begå indbrud, det plejede at være omvendt. En stor del af hoffets indtægter kom fra beskyttelsespenge.

Men siden Gabriel ikke havde andet at lave, sad han nu her. Godt placeret i en stol med de beskidte støvler smækket op på et lille pænt bord. Han havde overvejet at smide sig i sengen, der stod lige ved siden af, men det tog tid at komme på benene fra en seng, og han ville gerne gøre det så let for sig selv at forsvare sig, hvis lensgreven ikke ville have natligt besøg. Egentligt havde han troet, at manden ville ligge i sin seng, men den havde været tomt. Nå ja, Gabriel havde ikke noget i mod at vente. I et af rummene havde stået en skål med frugt, og Gabriel gumlede lystigt løs på en dadel med et smil på ansigtet. Lettere usædvanligt havde han valgt at tage sværdet med sig - det blev normalt hjemme, men han regnede ikke med, at han kom så langt med en kniv mod en lensgreve, der uden tvivl bar våben.
Ud over sværdet, så han som sædvanligt ikke ud af meget i sin lysegrå skjorte og skindjakke, der havde set bedre dage. Mødte man ham på gaden, ville man nok ikke gætte, at han var leder for den største kriminelle organisation i Levagny. Han havde lukket skjorten nok til, at den afslørende halskæde var gemt væk bag stoffet. Og dermed var han ikke andet end en slyngel at se på.