Dumme forpligtigelser

[Tómas af Sangy]

Tråd tilegnet Josephine af Aren

Brødrene Sangy's byhus i Levagny

Eftermiddag

Møgdag. En rigtig møgdag, det var hvad det var. Fanden tage Theuderic og hans forbandede ’gode idéer’. Hvad bildte han sig egentlig ind? At trolove sin lillebroder væk på faderen og lenets vegne? Tómas havde smidt en frugtskål i smasken på broderen, da han havde fortalt ham om trolovelsen. - Ja, temperament havde den yngste Sangy broder skam nok af…Og som om det ikke var nok, gik han nu og pacede op og ned stuegulvet, imens han afventede sin trolovedes ankomst.

Med rystende hænder gik han og kløede sig i den smule skægstubbe han igen var ved at tillægge sig og lavmælt bandede han indædt for sig selv, som han samtidig forsøgte at hitte ud af, hvordan han mon kunne se sig ud af den kattepine han var blevet sat i.

Af alle de mulige matches, var han så tilmed blevet sat sammen med Josephine af Aren. Et modvilligt pigebarn af frisindet kaliber, havde han hørt…- Ja, det skulle nok blive kønt. Tænk, om hun skulle blive ham et problem? Hvis hun plettede hans ry?

[Josephine af Aren]

Øjnene missede rødrimmede ud gennem øjenvipperne, som hun fjernt, ynkeligt stirrede ud gennem hestens ører. Hun havde brugt det mest af formiddagen på at skænde og på at græde, til en sådan kaliber at hun ærligttalt var ganske ør i hovedet og alt for udmattet til at rigtigt være tilstede under den lille rejse til Sangy'ernes byhus, hvor hun minsandten ikke havde noget ringere end en trolovet at hilse på. Hun skar en grimasse og et lydløst væld af tårer pressede sig atter frem. Dette var hendes absolutte mareridt. Alt imens skænkede hendes fader nok øl til tyendet i anledningen af denne dag. Hun trak ridekåbens kutte længere op over ansigtet, så ingen skulle se hvor knust hun var. Gid guderne bare ville ende hende, lige her og lige nu.

En hård knude murrede i hendes mave, som hesten gjorde et holdt. Hun havde ikke lyst til at stige af, men ville nok hellere vende den rundt og stikke af. Hun kastede et blik over skulderen hvor hendes broder Thybaudin af Aren blokerede den ene vej, og kammerpigen Marion Skrædder der blokerede den anden. Så den ide kunne hun godt afskrive igen. Hun rettede derpå blikket fremfor sig igen. Tørrede øjnene og kneb sig i kinderne, så de ville gløde rødere end hendes øjnenes kant. Måske kunne det skjule hendes ulykke lidt bedre? Tómas af Sangy, skulle ikke have æren af at se hende tude. Det var ihvertfald helt sikkert. Så hun svang sig endelig af sadellejet og hævede værdigt ansigtet, som hun bevægede sig mod byhusets døre.

[Tómas af Sangy]

Tómas følte sig ærligtalt snydt. - Ja, taget ved næsen faktisk. At Theuderic kunne finde på det! Giftermål…Og så tilmed, når manden ikke engang selv kunne nosse sig sammen til at tage en hustru! Tómas bankede en næve i det nærmeste bord, som han gik forbi det og han pegede derefter direkte på sin ældre broder, der opholdt sig i stuen sammen med ham. ”Ét siger jeg dig Theud, hvis ikke du trækker det her tilbage, så hænger jeg mig selv ude i Skovlunden, inden ugen er omme!” De hårde ord blev nærmest spyttet ud, som den unge ridder vandrede åndsfraværende omkring i stuen. ”Pigebarnet er hvor gammel? Sig mig, forventer du dybt seriøst at jeg skal agere barnepige for sådan et….et umodent kvindfolk?” Fortsatte han, tydeligvis ligeglad med at deres gæster kunne ankomme hvert minut.

[Marion Skrædder]

Marion havde fulgt sin nådigfrøken til Sangy-brødrenes hus. Den unge kvinde erindrede næppe, at hun nogensinde havde set frøkenen så ulykkelig, men ikke destomindre, var Marion faktisk i det skjulte af den overbevisning at frøkenen ville have godt af et ægteskab. Ja…Det, hvis da ikke at hun faktisk misundede hende lidt. Trods alt, var Tómas af Sangy ikke den værste hun kunne være blevet giftet bort til. Tværtimod. Han var både flot…charmerende og ikke mindst virkede han intelligent. Det var i hvert fald hvad hun havde hørt adskillige kvindfolk gå og hviske-tiske om nede på adskillige af byens værtshuse. Alligevel, forsøgte hun beroligende at lægge en venlig hånd på Josephines arm, da hun selv var kravlet ned fra sin hest og efterfølgende gjorde mine til at hjælpe frøkenen. ”Det skal nok gå..” Forsøgte hun at opmuntre, på trods af at hun vidste at det nok ikke nyttede.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic undgik kun med nød og næppe at få ansigtet mast af en flyvende træskål. Dets indhold var forlængst spredt for alle vinde. Han skubbede et æble væk med foden, så det trillede til siden og ikke var i vejen for ham, da han efterfølgende trådte frem. "Nu er du dramatisk, Tom.", Irettesatte han. "Det ville jo komme før eller siden. Det ved du jo." Svarede han og trak en stol ud for roligt at sætte sig ned, imens broderen gik bananas. "Desuden, så findes der intet reb i Falanie der ville kunne tage livet af dig, med den tykke hals." Musede han i morskab, for at aflede den anspændte stemning lidt. Theuderic sukkede, da lillebroderen fortsatte sit vredesudbrud og Theuderic lænede sig tilbage i stolen med hænderne omme bag hovedet. Hans blik fæstnede sig på broderen ved hans spørgsmål. "Nååå.. barnepige og barnepige.." Mumlede han skeptisk overvejende. "Det ville jeg nok ikke kalde det."

[Tómas af Sangy]

”Dramatisk?! Skulle jeg være dramatisk?” Snerrede Tómas, som han trådte sin bror nærmere og pegede på ham. ”Måske skulle du se at finde dig en kvinde selv, før du begynder at pådutte mig en eller anden lille….lille skolepige.” Vrissede han i mangel på bedre ord, før han atter drejede omkring på hælen og vandrede videre tænksomt op og ned ad stuegulvet. Hans blik rettedes dog imod Theud igen ved kommentaren om rebet. ”Og det er bestemt ikke morsomt! Jeg mener det i ramme alvor.” Erklærede han, som han løftede hovedet og rankede sig lidt yderligere i et forsøg på at fremstå mere autoritær. ”Først kommer du og ævler til mig om Cosette…Og nu jeg selv….Hvornår fanden har du tænkt dig at mande dig op og tage ansvar for dit eget liv, hva’?”

[Theuderic af Sangy]

bob bob bob... nu blev tonen også lidt hård, synes Theud. Han sukkede dog blot af sin fyrige lillebroder og betragtede ham med et opgivende blik. "Det handler om Lenet, Tom." klagede han, "Ikke hvor dine nedre regioner synes at befinde sig bedst." Sagde han nu og blev en tand mere stram i udtrykket. Han vendte sig på stolen og sad nu med fronten vendt mod lillebroderen, der i sin vrede var pacet modsat retning. Theuderic kørte træt en hånd over ansigtet, inden han lod underarmene hvile på knæene. "Hun er en Aren. Aren grænser op til Sangy. Hendes mor er en Ivray - som også grænser op til Sangy." Argumenterede han, "Cosette er fra Nanesse - som end ikke har et Len, men som kan blive vores indgangsbillet til Treillery, som også ligger op til Sangy." Forklarede han og så på ham med et alvorligt udtryk. "Så medmindre du vil giftes med Hector af Bonville, Henri af Migran, en elleve-årig komtesse fra Morgis eller en syttenårig fra Suilleaux, så holder du din bøtte og gifter dig med en syttenårig fra Aren." Svarede han og rejste sig. "Så skal jeg nok hitte ud af hvad der er smartest at gøre med mig selv." Affærdigede han og vendte sig om for at forlade lokalet, da han hørte postyr i hall'en.

[Josephine af Aren]

Josephine blev overrasket over den trøstende hånd, der pludseligt lå på hendes arm. Hun vendte hovedet tilbage og så Marions opmuntrende mine. Josephine værdsatte hendes gestus og gav hendes hånd et klem, imens hun trak på et skævt, men hurtigt smil, "Tak" Mumlede hun og vendte sig for at træde optil byhusets dør, hvor de blev vist indenfor. Josephine sank en klump, som hun trådte ind og lod blikket vandre over indretningen, idet hun lod kammerpigen afklæde hende sin ridekåbe. Komtessen sagde dog ikke en lyd, men bar blot istedet sin vanlige utilfredse mine, som hun med let hævet ansigt fattede om kjolens skørter og graciøst trådte længere ind i huset, hvor hun blev præsenteret for dets beboere. Hun nejede formelt, sådan som de havde lært hende på pigeskolen. Men trods hendes hilsener, var det klart at Komtessen af Aren absolut ikke ønskede at være tilstede. En uimponeret mine faldt på den ældste Sangy broder som han strøg mod hende med sit smartass smil, hilste formelt og ellers forsvandt. End var hun ikke imponeret, da hun lagde blikket på sin tilkommende, hvorom hun blot lod det undersøge ham kort, inden hun vendte det bort.

[Tómas af Sangy]

Tómas skar en åndssvag grimasse af Theuderic, som han begyndte at ævle om ’lenet’. - Sådan noget pis at fyre af! Han rystede vagt på hovedet for sig selv og han lagde derpå armene en smule over kors for sig selv, mere eller mindre ligeglad med, om han så lignede et forurettet barn.

”Ja, lad os nu se, hvor mange kvindfolk, der vil have dig, efter at jeg har kastreret dig i din søvn..” Bed Tómas lavmælt, før han tillod sin broder at forlade stuen og efterfølgende lod et tungt suk glide fra.

Dér stod han så ellers, tavs og stille som en stenstøtte indtil at et lyshåret pigebarn trådte ind i pejsestuen til ham, ifølge en kammerpige. Tómas lod øjnene glide en smule kritisk henover pigebarnet, som hun nejede og selv udgjorde han et halvhjerte buk, der dog tydeligt afspejlede hans uvillighed. ”Nådigfrøken…” Hilste han før han bevægede sig hen imod et lille bord i stuen, hvorpå der stod en flakon med klar whisky, samt et par glas. Stille og roligt, hældte han sig ét op, velvidende om at Theud ville bande ham langt væk.

[Josephine af Aren]

Det sammenbidte udtryk og den afvisende mine i hans ansigt, var nok til at komtessen velsagtens kunne regne ud, at han ej heller bare særligt interesseret i dette match. Det trøstede hende faktisk lidt, at hendes tilkommende led under denne forfærdende forbindelse, ligesom hun gjorde. Læbernes stramhed aftog derpå en smule. Faktisk så mente Jospehine, at han overhovedet ikke var interesseret, eftersom han nu blot satte sig for at skænke sig selv en skarp. Til dét vidste hun ikke helt om hun burde være lettet eller en my fornærmet.
Ihvertfald flakkede Komtessens blik lidt, da hun ikke umiddelbart vidste hvad hun skulle stille op med sig selv. Men istedetfor at stå at bævre i hjørnet, sugede hun lidt luft ind og trådte ham blot nærmere. "Jeg ser, at dette..." Hun gjorde en gestus med hånden imellem dem, "Påfund. Ej er Deres?" Spurgte hun så, som hun havde nærmet sig stoleryggen på den stol der befandt sig på den anden side af det lille bord.

[Tómas af Sangy]

Enhver der betragtede Tómas på nuværende tidspunkt, ville kunne konkludere at den unge nådigherre var i yderst dårligt humør. Ikke alene var glasset med ophældt whisky mere fyldt, end hvad en gennemsnitlig fornuftig mand nok ville hælde op, men hans attitude afspejlede også betydelig mangelfuld interesse overfor den lyshårede komtesse, der havde gjort ham selskab i stuen.

Tómas hævede brynene en smule af kvindens ord, som hun begyndte at gestikulere imellem dem og ganske let fnøs han, før læberne trak op i et drenget smil og han rystede på hovedet. Derpå pegede han på hende med sit glas. ”De mener måske at det ser således ud, Komtesse?” Spurgte han en smule kækt og flabet, før han rystede på hovedet og vendte blikket fra hende.

[Josephine af Aren]

Josephines bryn trak sig lidt sammen ved hans attitudefyldte svar. "Ja." svarede hun blot og stod et øjeblik og funderede over situationen. Så drog hun et stille suk og trådte til siden, og ind foran den stol som hun havde stået bag og satte sig ned. Uden at blive budt. Men Josephine var ligeglad. Hun havde ingen interesse i at forsøge at charmere Ridderen af Sangy, tværtimod ville hun hellere afskrække ham. "Har jeg måske misforstået noget?" Spurgte hun så efterfølgende og granskede lidt hans udtryk for svar.

[Tómas af Sangy]

Et fnys forlod Tómas’s læber ved komtessens svar. Han rystede på hovedet, som han satte krystalkaraflen på plads på bordet igen og han tog derpå en slurk af sin whisky, før han bevægede sig imod den ene sofa. Her slog han sig ned, blot for straks derefter at smække et par småmudrede sko op på stuebordet. - Hvorledes komtessen ville reagere derpå, ville med al sandsynlighed kunne fortælle noget mere om, hvilke type kvindemenneske han stod overfor. ”Der er vel næppe særlig meget at misforstå….Du og jeg skal være hustru og husbond, jeg tjener til føden og du føder vores børn..Nydeligt arrangement, ikke sandt?” Ordene var tykke af sarkasme.

[Josephine af Aren]

En rynke lagde sig mellem komtessen bryn, idet hun rimpede læberne lidt sammen til et misfornøjet udtryk. Hans ord prikkede til hendes skrækscenarie. I guder hvor var det en skæbne hun helst ikke nød! Hun lænede sig lidt tilbage i stolen, lod blikket hvile på de mudrede støvler, inden hun lod det vandre tilbage i hans ansigt. "Hm." Brummede hun afvisende. Josephine kunne allerede mærke modstanden mod denne mand stige i sit indre. Kunne hun sabotere dette arrangement, så gjorde hun det. Og med dét var høflighed og dannelse en by i Rusland.

Hun lænede sig derfor bare nonchalent frem og skænkede sig selv et glas af karaflens indhold. Hun nippede af det, idet hun overvejede sine ord lidt, inden hun så rettede blikket mod ham igen. "Du og jeg.." Begyndte hun, med en irettesættende tone om anvendelsen af ordet 'Du'. "... skal være hustru og husbond på papiret - udadtil, fordi vores fædre ser en gevinst i det." Sagde hun. "Men det betyder ikke at du kommer i nærheden af min seng."

[Tómas af Sangy]

Det morede ærligtalt Tómas en smule at sidde der og betragte komtessen af Aren. Ikke fordi han selv var videre begejstret end hun for arrangementet, men mere grundet hendes sure udtryk. Allerede nu, mindede hun ham mest af alt om en eller anden syrlig frugt, man end ikke ønskede at tage en bid af, selv for at give det chancen. Et lille grinagtigt fnys forlod ham, som hun skænkede noget af karaflens indhold op og han hævede nysgerrigt et bryn. Mon hun tålte den slags? Han tvivlede ærligtalt..Og hendes ord..? Ja, dem fik ham blot til at ryste yderligere på hovedet, som han lænede sig godt tilbage i sofaen. ”Hør…Hvis du ikke har opfattet det endnu….Så vil der snart ikke være noget, som er ’dit’ længere, ud over det som jeg så allernådigst byder dig. Du kommer til at bo i mit hus…Hvilket vil sige at du vil spise af mit bord, drikke af mine glas og sove i MIN seng. Bryder du dig ikke om det, vil jeg foreslå at du beder din papa gifte dig bort til Joufre af Treillery i stedet…For det havde været alternativet, var han ikke blevet lovet min svigerinde i stedet.”