Pige på krumspring

[Elyot af Falanie]

Elyot betragtede ikke Kaylein af Aren som en man i det hele taget kunne forelske sig i. Hun var lille og virkede fuldstændig tåbelig, selvom hun utvivlsomt ville blive en køn ung kvinde om et par år.

Til gengæld ville det var vanvittig upassende at efterlade hende. Hun lod i stedet til at være en af den slags piger, der burde have en tjener eller beskytter med sig hvor end hun var. Han havde derfor ikke rigtig lyst til at sætte sig, men efter en dyb indånding gjorde han det alligevel.

[Kaylein Af Aren]

Kitty sad et øjeblik i tavshed, da prinsen ikke talte. Normalt var hun et stort sludrechartol, men hans tavshed gjorde hende mundlam åbenbart. Hendes tanker kæmpede for at finde på noget at sige, for hun ville så gerne tale med ham, men hvad skulle man tale med kronprinsen om. Hans liv var sikkert så fortryllende som den kommende konge af hele Falanie. Men hvordan spurgte man lige indtil det?

Hun gned sine hænder mod hinanden i en nervøs gestus. Hun var normalt fyldt med ord, så hvorfor var det så svært nu at vise hvor fantastisk hun var, når nu hun havde chancen? Øjnene skævede mod den tavse prins og prøvede ikke at spørge ham om hvor fantastisk det var at være kronprins. “Kan de lide poesi?” spurgte hun så i håb om at svaret var ja, for det kunne hun heldigvis altid tale om.

[Elyot af Falanie]

Elyot håbede naivt på tavshed. Han kunne ikke se hvad den unge komtesse skulle bidrage med, der ville interessere ham. Da hun stillede et spørgsmål, der i hvertfald ikke gjorde, hævede han et bryn let og kastede et blik på hende, før han rystede på hovedet.

"Ikke rigtig," svarede han reelt. "Tror De det kan vare meget længere, før Deres far kommer? Jeg vil tro jeg kan få en tjener til at vente her med Dem i stedet."

[Kaylein Af Aren]

Den lidt nervøse komtesse stjal et blik til sin side, bare for at se siden af prinsens hoved. Det tog alt hun havde for ikke at falde sammen som var alt luften gået ud af hendes lunger, da prinsen ikke lavede noget i sin fritid. Det var meget svært for hende at sætte sig ind i, men endnu sværere at svare og knuden i brystet begyndte at vride sig. Det var sket før. Flere gange faktisk. Det var følelsen af ikke at være god nok. Den der fik hende til at spise for mange småkager og hive håret ud på sig selv om aftenen. Hvorfor kunne hun ikke holde en samtale kørende med landet smukkeste væbner? Uduelige lille pige.

“Måske jeg bare selv skal prøve at finde ham?” svarede hun, da følelsen af at være uvelkommen ramte hende som en mur og alle følelser væltede rundt i den lille pigekrop på én gang. Det var sket før med Andryr. Hun havde ikke turde at tale til ham og da hun havde sendt brevet afviste han hende. Hvis hun sagde noget til denne unge prins, ville fortiden bare gentage sig. Og frygten slog således en stor, skarp klo i hende.

[Elyot af Falanie]

"Nej," svarede Elyot bestemt. Så blødte han lidt op. "Nej, Nådigfrøken. Det er en dårlig idé. Jeg er sikker på at Baronen af Aren ville blive ked af det, hvis De kom til skade."

Han kunne godt se at en eller anden uansvarlig tjener nok bare ville vandre afsted så snart de så deres snit til det, så han blev siddende og stirrede lidt ud i luften.

"Kender De Gennevote?"

[Kaylein Af Aren]

Kitty blev siddende ved hans ord, men nu havde følelsen ramt hende. Det var en af hendes laster og hun vidste det godt. Følelserne tog overtaget og fik hende ned i den kolde mose af negativitet i hendes sind. Alt det negative var altid rettet imod hende selv.

Pigen tvang et smil frem på de lyserøde læber, for at skjule det dybe mørke der var begyndte at trække alting ned i hendes sind. “Ja, Gennevote er en af mine bedste veninder” og hendes foretrukne medsammensvorne, når de skulle stjæle småkager fra pigeskolen køkken. Måske hun skulle stoppe med at spise alle de småkager. Hun havde virkelig også fede hænder. Så var det jo klart at drengene ikke ville have hende. Igen tvang hun sig selv til at se på ham med et smil, der skulle forestille at være ægte. “Hun er en af de sødeste mennesker jeg kender” hvilket var sandt. Hun holdt meget af Gen.

[Elyot af Falanie]

Elyot var komplet uvidende om mærket i pigens indre. Hans mundvige sitrede blot en smule over at hun kendte Gennevote så godt. Intet under, så, at han synes hun så lillebitte ud. Selvom der kun var et par år imellem dem, slog hans søster ham altid som enormt umoden. Han rømmede sig en antydning.

"Strålende," svarede han. "Så er din fremtid jo gjort." Han hævede et let bryn. "Bedste veninder med prinsessen. I har sikkert allerede planlagt hvordan du skal rejse med hende til Odriara som hofdame?"

[Kaylein Af Aren]

Selvom de blå øjne var rettet imod den smukke kronprins, var det som om hun ikke helt kiggede på ham. Hun så i hvert fald ikke noget. Alt rodede rundt i hendes hoved, mens samtalen fortsatte som var intet hændt. Småkager, floder og prinser blev malet sorte og flød i en lind strøm i hendes lillebitte sind.

“Ikke som hofdame, nej. Vi har snakket om Odriara og hvilken fantastisk prins hun skal giftes med, men ikke det andet” det lød ellers som et eventyr, som Kitty normalt elske og drømme om, men lige nu kun kunne tænke på at Gennevote heller ikke havde spurgt hende om det, nok fordi hun ikke ville passe som hofdame.

[Elyot af Falanie]

Elyot hævede et bryn, men det var ikke hans sag hvem Gennevote af Falanie skulle have med på sin rejse, så han nøjedes med at nikke lidt og tænke over hvem der egentlig bestemte den slags.

Han åbnede munden, men inden han nåede at beslutte hvad han skulle sige kom tjeneren fra før lykkeligvis gående i selskab med en noget bekymret udseende baron. Prinsen åndede lettet op og overleverede komtessen med en kort forklaring. Så bukkede han ganske let for hende og skyndte sig væk.

Lukket?