Pige på krumspring

[Kaylein Af Aren]

Elyot af Falanie

I håb om måske at se et lille glimt af den flotte kronprins var Kaylein taget med sin far op på paladset, hvor han havde ærinder. Mens han sad i et lille, ildelugtende rum og havde møde med mænd Kaylein kun kunne beskrive som gamle, kedelige mænd uden fantasi, havde hun sneget sig ud på paladsets træningspladser. Hvis hun var heldig fik hun et glimt af prinsen og hvis ikke kunne det være hendes gode veninde Gennevote var her og så kunne de tale om kærlighed og eventyr og det ville faktisk være en ret fantastisk måde at bruge dagen på.

Først havde hun brugt en lille time i paladsets haver for at samle mod til sig inden hun havde søgt mod træningspladsen. Hun vidste Elyot var væbner for en flot ridder, så det var hendes absolut bedste bud på, hvor hun helt tilfældigt ville støde ind i ham. Som altid havde hun en notesbog i den ene hånd og mellem siderne havde hun stukket en pen ind. Sjældent fik hun uden den, da man aldrig vidste hvornår inspirationen slog ind.

Midt i sine egne tanker om flotte riddere og prinser, glemte hun at se hvor hun gik. Hun havde ikke kun forvildet sig ind på træningspladsen, men også midt ind i en kamp mellem to mænd med sværd. Hun skreg forskrækket da en klinger fløj henover hovedet på hende og hun lod sig falde til jorden.

[Elyot af Falanie]

Det var imponerende dumt. Nogen havde råbt af pigen, at hun var på afveje og Elyot så det ske, at hun krydsede det afgrænsede område fyldt med lyden af sværdslag. Han nåede at overveje om hun havde et dødsønske, før han tog sig selv i nakken, skred frem og brød ind, så kampen sluttede, selvom de to yngre væbnere var i rusen og begge øvede sig i at fægte med fuld udrustning og hjelme, som begrænsede deres syn.

Han gik på hug ved den lille pige på jorden og så ned på hende. "Kom De til skade, lille Nådigfrøken?"

Hvad lavede sådan en ung pige på paladset i det hele taget? Og helt alene? Han havde flere spørgsmål.

[Kaylein Af Aren]

Forvirret og måske en smule slået på sin stolthed, skulle Kaylein af aren lige til at rejse sig, da heldet var med hende. Det mest fantastisk forekom, da Elyot af Falanie, den smukke kronprins, knælede ved siden af hende og spurgte om hun var kommet til skade. Det dunkede i hendes side der hvor den havde mødtes med jorden i faldet, men hun vlagte at fortie dette. “Det tror jeg ikke” svarede hun mens hun blinkede med de lange øjnvipper mod den pæne prins, der så på hende. Det varmede hendes hjerte at han bekymrede sig om andre på den måde og hun var endnu mere lykkelig over, at den han bekymrede sig om nu, var hende.

“I må undskylde. Jeg.. Jeg så mig ikke for” undskyldte hun til mændene, der så en smule irriterede ud inden hun vendte blikket tilbage p sin ridder uden hest. Teknisk set var han vidst kun væbner, men i Kittys verden var han hendes ridder. “Og De må også undskylde deres kongelige højhed, jeg ville ikke være til besvær ser de” hun så flovt ned på sine foldede og nu støvede skørter.

[Elyot af Falanie]

Elyots blik gled over pigen og han så intet blod og havde ikke set hendes hoved ramme jorden. Han konkluderede derfor at hun, udover en såret stolthed og beskidt tøj, ikke havde lidt nogen overlast. Med en ligegyldig lyd over hendes undskyldning, bød han hende derfor blot sin hånd, til at komme op.

"Ingen årsag, Nådigfrøken. Men hvor er Deres tjenestepige? Deres forældre? De må være alt for ung til at bevæge Dem rundt alene."

[Kaylein Af Aren]

Kayleins øjne skinnede, da kronprinsen af Falanie rakte hende sin hånd. Den kongelige smukke og fine hånd uden store ar. Hendes virkede lille, meget lille, da hun lagde den i hans og lod sig hive op og stå på sin måske lidt vaklende ben. Det var ikke så meget faldet, der fik dem til at være usikre som det var det smukke selskab hun var i.

“Jeg.. Min far Lensbaron Reginalde af Aren er til møde på paladset” prøvede hun at forklare. Den yngste komtesse af Aren var normalt langt mere snaksaglig, men hun var blevet blendet af den smukke prins og havde svært ved at finde ordene frem. “Jeg skulle vendte udenfor, men jeg tror jeg kom til at gå” hun var blevet optaget af sine egen tanker om netop at finde kronprinsen. Det turde hun dog ikke sige. “Jeg var optaget af hvad jeg skulle skrive i min notesbog og opdagede ikke at mine fødder bevægede sig”

[Elyot af Falanie]

Elyot fik bekræftet alle fordomme om Komtesser som værende flyvske skabninger med hovederne fulde af glitter og ikke så meget fornuft. Han skottede lidt til de omgivende og bandede i sit hoved over at han havde hjulpet hende op. Nu tilfaldt det også ham at hjælpe hende tilbage igen.

Han bød sin arm ud til den yngre pige og klarede halsen. "Vi finder hurtigt ud af hvor baronen er henne, nådigfrøken. Og så må De hellere sætte Dem ned og vente på ham, så De ikke vandrer rundt på hele paladset."

[Kaylein Af Aren]

“Han er nok tilbage i mødelokalet” svarede hun hurtigt og fik endelig fremtvunget et af sine charmerende smil. Et øjeblik havde hun være så forblændet, at hun helt havde glemt at være sig selv og faktisk smile til ham, så han kunne se bare lidt af interessen og ikke troede hun var helt hovedløs. Lidt hovedløs var hun dog alligevel. “Og tak fordi de hjælper mig deres kongelige højhed. De havde helt sikkert andre spændende ting at give dem til end at hjælpe en forvildet komtesse” jo, hun vidste godt hvem han var. Det var svært at undgå det og derfor fortjente han også den rigtige tiltale selvom hun havde lyst til at kalde ham ganske andre ting.

Småstøvet blev børstet af kjolen, da hun endelig stod fast på fødderne igen. “Paladset er sikkert ellers ganske smukt” prøvede hun sig frem med et glimt i øjnene og en svag frygt af at han ikke forstod spøgen.

[Elyot af Falanie]

Hun snakkede meget. Elyot nåede ikke rigtig at svare og så måtte til sidst bare smile lidt, høfligt. Hun var som sådan køn, men et barn, som Gen. Om to år var hun en han kunne se sig selv flirte med, når hun velsagtens forlod pigeskolen.

Hans blik flakkede lidt. "Hvilket møde var Deres far til, nådigfrøken?"

Hvor skulle han få hende afleveret henne.

[Kaylein Af Aren]

Forsigtigt kiggede hun mod ridderlæringen ved hendes side og prøvede at tyde hans udtryk. Hun gik fra at tænke, at han virkelig synes hun var irriterende, til at trøste sig selv med, at han vel ikke ville spørge ind til hende far, hvis hun var for meget. Faktisk skete der ret meget i hendes hoved og hun havde ret svært ved at holde styr på det. Forsigtigt prøvede hun at holde høflig afstand og alligevel være så tæt på ham som det var muligt, uden at det var uhøfligt.

“Det var et møde om....” hun stoppede, for hun kom i tanke om, at da hendes far havde fortalt hende om det havde hun tænkt på noget andet og derfor glemt at høre efter. “Det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg skulle vente udenfor et sted, hvor der var mange døre” det sidste sagde hun som om det var meget specifikt og opklarende.

[Elyot af Falanie]

Elyot himlede ikke med øjnene, men han havde lidt lyst til det. I stedet nøjedes han med at sende den yngre pige et lidt sigende blik og hæve brynene en smule.

"De må komme det lidt nærmere. Ellers kan vi gå paladset tyndt, Nådigfrøken."

[Kaylein Af Aren]

Bogen blev klemt imod brystet og toppen af maven, mens de gik, da hun egentlig var en smule nervøs i hans selskab. Ellers ikke noget hun plejede at være plaget af, men nu talte hun med kronprinsen og ærligt også en af de kønneste drenge hun nogensinde havde set. Alligevel bestræbte hun sig på at være så meget sig selv som muligt.

“Undskyld deres kongelige højhed, jeg var måske ikke så god til at se mig omkring. Jeg var måske lidt for meget i min egen verden” hvilket var sandere end sandt. “Min far, Reginalde af Aren, siger at hvis man kunne tjene penge på at dagdrømme kunne han tjene penge til Lenet på mit dagdrømmeri”

[Elyot af Falanie]

Elyot var fristet til at himle med øjnene af komtessen. Hun var præcis så ubehjælpsom som mange mænd beskrev kvinder, men han kendte masser, der var selvstændige og intelligente. Tydeligvis ikke dette eksemplar. Han tog en dyb indånding og fik fat i en tjener, der kom hastende forbi.

"Find ud af hvor Baronen af Aren er henne. Hans datter er faret vild. Hun befinder sig i lufthaven i selskab med Kronprinsen. Send nogen for at hente hende."

Da tjeneren havde forsikret om at ville gøre som han fik besked på, fortsatte Elyot i retning mod lufthaven, der var paladsets bedste udsigtspunkt, fraregnet tårnene.

[Kaylein Af Aren]

‘Hun befinder sig i kronprinsens selskab’ gav genlyd i Kittys hoved som et ekko af, at han tog sig af hende fordi han havde lyst. Faktisk føltes det lidt som om hun var en anelse svimmel og hun prøvede derfor at tage sig sammen og være tilstedeværende, selvom hun var ved at krybe ind i sit eget fantaserende hoved.

“Jeg sætter stor pris på deres hjælp, deres kongelige højhed. De har helt sikkert mere interessante ting at give dem til end at hjælpe en forvirret ungmø” Inde i komtessen hoved udviklede deres møde sig til en smuk fortælling om en ungmø i problemer, der blev reddet af rigets smukkeste prins. Ikke helt urealistisk i denne situation.

[Elyot af Falanie]

Elyot så lidt akavet ud over at hun iscenesatte sig selv som en ungmø, men ledte hende uagtet videre til lufthaven, hvor han standsede og glattede sin tunika let med den ene hånd. "Ingen årsag, Komtesse," forsikrede han.

"Det er det mindste. Vil De ikke sidde?"

Så havde han i hvert fald styr på hvor hun var henne. Hun lod til at være en, der let kom i problemer og han skulle ikke have nogen.

[Kaylein Af Aren]

Kaylein var ved at blive en smule skuffet over kronprinsen. I hendes fantasifulde hoved havde hun forestillet sig en meget snaksagelige væbner, men i stedet var han en overdrevent høflig mand, som det vel også forventedes af en kronprins. Måske var det også fordi, at han i Kittys verden ville være faldet pladask for hende i det øjeblik det mædte, ligesom hun var for ham. Det virkede bare ikke til at være tilfældet, eller måske var han bare virkelig god til at skjule det. Det måtte være det, tænkte Kaylein af aren for sig selv. Desuden måtte hun også sætte pris på den høflighed, for han behandlede hende jo som en rigtig dame skulle behandles.

“Jo tak, vil de gøre mig selskab eller har de et andet sted at være deres højhed?” spurgte hun i håb om at han svarede det første. Måske kunne hun så lærer ham at kende og finde ud af om der var mere end bare høflighed.