I kendte rammer

[Steva Pudser]

Til Areen Knivkaster

Aftenen var som aftenenerne var på en kro fyldt med fuldebøtter, højrystede mænd og ind i mellem lette kvinder. Steva selv var på arbejde som kropige, som hun efterhånden var det meste af tiden, så hun kunne bruge de ekstra penge på at spille væk i klædt mandeklæder. Hun spillede som oftest der, hvor mændene nægtede at lade en høne ind i deres hanegård. Gevinsten var som oftest meget højere der, selvom hun skulle høre på de ulidelige mænds brokkerier og ikke mindst nedgørelse af kvinder. Næppe kunne hun protestere uden at så mistanke til sig selv.

“Åh er det nu hende den sure igen!” var der en mand der udbrød ved et af bordene. Steva himlede med øjnene, vendte sig om og satte sat en hånd i siden, mens et næsten tilfredst smil lagde sig på hendes læber. Selvom hun skulle forekomme at være ‘hende den sure’ i dette scenarie, blev hun næsten glad af kommentaren, for så fik hun noget at lave. Og hvis der var noget hun elskede, var det at give fulde mænd igen med ord. Dog ville hun nok ikke indrømme, at hun godt kunne lide det, hvis nogen spurgte.

“Vi ved jo begge to godt, at når du kommer hjem i din ynkelige lille seng, helt alene, så er det mig du tænker på, for selvom jeg er sur og ikke vil have dine ølindsmurte hænder til at gramse på mit stakkels tøj, så er dine samtaler med mig alligevel de eneste du har med nogen kvinder nogensinde” hun havde ramt plet. Det var ret tydeligt ved det udtryk han fik i ansigtet. Til afslutning smilede hun surt, for at male ideen med at være sur til jorden. Hun var ikke sur, når det var ordnelige folk hun talte med. Faktisk kunne hun være ret festlig, når det slog hende. Ikke, at mange mente de havde set den side af hende. Der blev sendt et sidste irettesættende blik i mandens retning, inden hun fortsatte til næsten bord. “Hvad skal du have?”

[Areen Knivkaster]

Det her var Areens andet hjem. Han elskede den her kro. Det var altid noget at kigge på, noget at overhøre, noget at grine af eller med.
Og maden var tilpas billig til at han ofte kunne spise der. Lige meget hvor billig den så ud eller smagte, var den stadig bedre end hvad han selv kunne komme op med. Han kunne blive helt sur når nogle skabte sig over maden. Hvad fik de ellers at spise derhjemme? Sikkert ikke noget der var meget bedre. Så de skulle bare tie stille.

Han så sig om efter en af de nye piger. Måske var hun allerede stoppet igen? Måske var hun ude bag i? Han havde ikke nået og kigge ordentligt, inden en sur kok havde smidt ham tilbage til krostuen under store protester. Det var lidt et problem hvis hun allerede har forsvundet. For han havde kun hendes fornavn og ville godt lære hende bedre at kende.
"Så øh.. Er Kishya her nu?" spurgte han nonchalant den brunhåret kropige. Han hende vist opsnappet hendes navn engang.

[Steva Pudser]

De brune øjne fik et næsten opgivende udtryk, da en mand henvendte sig til hende blot for at spørge til en anden af kroen piger. “Så, nu er jeg så heller ikke god nok til dig?” sukkede hun og himlede med øjnene. “Sikke mændene er i hopla i dag" påpegede hun, men der var alligevel et glimt af et smil i øjnene. Hun serverede den øl hun stod med til en af de andre gæster og vendte sig så med front mod den spørgende mand.

“Kishya er også en smuk pige, men hun er her desværre ikke lige nu” sidst Steva havde set hende var hendes mund begravet et sted Steva helst ikke ville gense for sit indre blik, men den detalje behøvede hun ikke lave til sladder. Hun både så og hørte meget på en helt almindelig arbejdsdag og egentlig elskede hun sladder, men hun gav det kun videre til de der betalte, så som Eloise Skytte. Det var så heller ikke første gang hun havde overværet krofatter Hugo med en af de unge piger. Han var ikke ligefrem gudernes gave til kvinder, så hvordan han fik dem overtalt kunne hun kun gætte sig til. Steva selv havde han aldrig prøvet noget med. Han ville sikkert ikke høre om alle sine fejl som var det en liste.

“Du kan nøjes med mig. Hvad skal du have? Altså udover smukke virrende øjenvipper og blide bemærkninger, for dem kan jeg ikke levere” hun sætte den ene hånd i siden og så direkte på den lyshårede inden hun gloede ned på sin negle som var hun en adelsdiva. Hvilken ikke kunne være længere fra sandheden.

[Areen Knivkaster]

Areen stirrede på hende som var hun et dødt får. Han 'kendte' hende godt. Ikke at de nogensinde havde snakket sammen, ikke mere end få tilfældige ord i hvert fald, men han vidste hvordan hun var overfor de andre og det var nok grunden til at han ikke rigtig har hende.
"Er der nogen du er god nok til?" Mumlede han lavt, usikker på om hun kunne høre ham. For det var mere sagt til sig selv end til hende. Selvom det var hende han mente!
"Hvad er der at spise, ej ligemeget, jeg skal have noget, lige meget hvad." Det var ikke fordi den med han selv kunne lave, var bedre end det kroen voksede sammen.

[Steva Pudser]

Mandens blik irriterede hende, men der skulle heller ikke så meget til. Dog tog hun sig selv i at komme med endnu en lang fornærmende smøre. Hun ville gerne tjene bare lidt penge i aften, så hun kunne spille sig til nogle flere den følgende aften. Smilet hun tværede på sit ansigt viste dog, ret tydeligt, at hun var en smule utilfreds. Udtrykket i øjnene var næppe til at skjule og hun gjorde heller ikke et stort forsøg. “Næh. Ikke endnu i hvert fald. Desuden handler det ikke om at være god nok, det handler egentlig bare om at blive behandlet ordentligt. Det er tilsyneladende en for stor udfordring for mange” nok havde han hvisket for sig selv, men hun skulle nogle gange høre bestillinger i et rimeligt larmende lokale, så hun var vant til at høre godt efter.

Tydeligvis skulle han bare have noget lige meget hvad der var. “Du kan vælge mellem kokkens stuvning og en meget tvivlsom tærte af en art. Hvis du virkelig er sulten, kan den godt spises, men mellem dig og mig, kan den også bruges til at slå søm i med” det var nok ikke den bedste salgsteknik, men hun var irriterende ærligt anlagt.

[Areen Knivkaster]

Areens læber blev skilt i et lidt fjoget skævt smil. Pis. Han havde virkelig håbet at hun ikke havde hørt det og nu var det lidt småpinligt at hun havde. Nå men, i det mindste havde hun ikke bidt hovedet af ham, som den rapkæftede kropige hun var. Og det var han ret tilfreds med.
"Øh"... Han vrængede ved hendes beskrivelse af maden. "Øv, hvor lortet. Jeg elsker tærte. Hvordan kan man ødelægge en tærte. Det er, ligesom, den eneste ret alle kan lave. Jeg kan lave det!... Nu har jeg lyst til tærte." klynkede han. Livet var så hårdt en gang imellem. Han så tænksomt op i loftet er øjeblik.
"Hvad for slags tærte er det? Ved du det?"

[Steva Pudser]

“Det gør man ved at sætte vores kok til at lave den. Du er i slummet makker, her sker der ingen vidundere og vi serverer ikke ligefrem mad lækkert nok til andre end de der kommer her, som også er fra slummet” de fleste på disse kanter havde selv tillært sig sine færdigheder og de råvarer der var til rådighed var ikke ligefrem friske. “Men altså du kan jo købe et stykke og hvis du bliver uvenner med nogen senere er den helt sikker god kasteskyts og hår nok til at give lidt skade også” påpegede hun med en hånd i siden.

Manden spurgte efter tærtens slags og hun rynkede på brynene og derefter på næsen. “Kokkens...” hun trak på det. “Mysterietærte, vil jeg kalde det. Ingen ved præcis hvad han har puttet i den” hun gjorde ikke ligefrem noget godt for madens ry, men det var ikke mad folk kom efter her. Det var billig sprut og øl.

[Areen Knivkaster]

Areen vrængede igen. "Lort... Du er, sådan, virkelig dårlig til at sælge..." Nu gad han da ikke noget noget som helst. Han kløede sig bagerst i nakken med de korte negle.
"Ehum... Så en øl? Det kan l klare, ik?" Hun kunne da også bare ødelægge alt.

[Steva Pudser]

Et selvtilfreds smil broderede Stevas læber, da han kom med en direkte fornærmelse. Det smil skulle man ikke bide skeer med, det betød at hun gemte informationen til hun kunne bruge den imod ham. “Jep, men ville du da gerne have at jeg solgte noget til dig der var dårligt? For i så fald skal jeg nok fremover finde det værste lort og sælge det som var det himmelføde. Jeg er jo sat på denne jord for at hjælpe enhver i madnød” bed hun igen, men stadig med et smil, der dog ikke rigtigt nåede øjnene.

“Sagtens, du kan også få to, så du ikke kan mærke sulten” påpegede hun med et blink, men ventede ikke på svaret. Et øjeblik derefter kom hun tilbage med en øl og et flute, som hun placerede på bordet. “Så går du vel ikke helt kold, så jeg skal bære dig ud i smattet senere” sagde hun, da hun placerede brødet på bordet. Det var endda et af de bedre som ikke kun kunne bruges som kasteskyts.