Søgen på en sten

[Simmonete af Vigny]

Uller Væringer
Markedspladsen

---

Simmonetes mørke øjne gled over stofferne der var lagt sirligt frem til skue. Et bredere stykke, sort silkebånd havde fanget en af solens stråler, som fik stoffet til at skinne blankt. Hun samlede det op og lod den mørklødede tommelfinger glide nænsomt over det sarte stof. Det ville egne sig ganske udemærket som kæde til det vedhæng der lige nu hang om hendes hals. "Emir." Kaldte hun roligt og afdæmpet, inden hun holdt båndet lidt op så livvagten kunne se. Simmonete havde kendt Emir siden hun kunne huske. Skønt der altid havde hersket en professionel distance mellem dem, så havde Simmonete altid tænkt på ham som en uset confidante. Emir brugte megen tid i hendes nærvær og havde derfor også været vidne til mange ting, op gennem hendes opvækst. Med andre ord; Han kendte hende godt. Komtessens blik fandt snart den stille soldat, som dog befandt sig i periferien af hendes synsfelt. Med sin veltrænede diskretion, kunne hun tillade sig selv at betragte hans mørke og lidt grove udseende, uden at andre ville bemærke det. Indenfor den seneste tid, har Simmonetes tanker om sin livvagt skiftet lidt synspunkt, og istedet for blot en beskytter så hun også et fint stykke mandfolk - der til hendes ærgelse, ikke var gangbart legeområde. Endnu. Hun gav derfor ingen åbnelyse invitationer eller signaler, men tillod istedet sig selv at komme med uskyldige tvetydige kommentarer indimellem. Hun kunne ikke altid dy sig. Komtessen vendte sig om mod bordet igen i forventningen om at Emir ville træde nærmere og vise interesse for emnet. I tillid til dette, fortsatte hun blot sin ordstrøm; "Tror du ikke det ville pryde min hals?" Lød spørgsmålet, der i virkeligheden var meget ledende og egentlig kun havde ét svar. Et vagt, uskyldigt smil lå på komtessens fyldige læber, men hendes blik bar en snert af syndighed i sig, skønt det var vendt mod bordet varer. Diskret, uskyldig flirt, som hun gerne holdt lidt skjult for Flavia af Gustabis. Simmonete regnede ikke med at Emir ville opfange det, men det underholdt hende så længe, som det nu gjorde

[Uller Væringer]

Uller gik rundt på markedskvarteret ikke fordi han havde brug for noget han havde bare ikke andet at lave så han håbede på han kunne finde noget spændende og fik øje på en smuk mørk huden kvinde som kiggede på silkebånd og han gik over til bordet og begyndte at kigge på de andre ting som var til salg og hørte hvad hun sagde og kunne ikke lade være med at sige noget ”ja det vil den især hvis det var det eneste du have på” han sagde det eftertænksomt på Agliumsk imens han løftede et par handsker at sort silke så hvis man ikke talte Agliumsk ville man tro at han talte om handskerne og ikke hende

[Simmonete af Vigny]

Simmonete forventede snart at høre Emir Schafari's stemme, anerkende hvad hun sagde og erklære sig enig. Men istedet hørte hun en fremmed stemme ved siden af sig, der talte i en fremmed tunge, som han studerede en handske. Simmonetes blik hvilede lidt undrende på ham, imens hendes hoved var trukket lidt til den ene side. Hun havde i grunden ikke opdaget hvor tæt han stod på hende. Da han sikkert på nuværende tidspunkt hvad bemærket, at hun betragtede ham, gjorde hun så blot et lille, værdigt nik. "Godeftermiddag." hilste hun afmålt.

[Uller Væringer]

Uller havde ret hurtigt opdagede at hun kiggede på ham men han lod som om han ikke havde lagt mærke til at begynde med men når han lagde handsken ned på boden igen og nikkede værdig tilbage til hende og sagde med mere Aglium accent end han normalt "Godeftermiddag frøken” han kiggede mere omhyggelig på hende som det var første gang han havde faktisk set hende han kunne nemt forestille sig hvor meget sjovt hun kunne være hvis bare de kunne være alene i et rum sammen og sagde stadig med accent ”hvad ville de fra mig frøken” han sagde det sidste som et spørgsmål for at finde udad hvad hun hed

[Simmonete af Vigny]

Simmonete rynkede brynene lidt og stødte fnysende lidt luft ud gennem næseborene. "Det er Nådigfrøken for Dem, Mester." Irettesatte hun ham, i en kølig tone. Hun rankede sig lidt og hævede hagen en my. "Jeg ville Dem intet. Jeg bemærkede at De talte og hilste blot." Svarede hun så på hans spørgsmål. "Men det kunne måske være at De var ejeren af denne bod?" Spurgte hun så i refleksion over den manglende sælge bag bordet.

[Uller Væringer]

Uller bukkede let til kvinden som en undskyldning og sagde ”undskyld Nådigfrøken er stadig ret ny til deres sprog” han ikke forventet at hun var en adelig han troede adelspiger måtte kun være i deres families hjem til de var gammel nok til blive gift eller nu de adelige gjorde med deres døtre men da hun påpegede at ejeren af boden ikke var der hvad han fandt mærkeligt for hvorfor ville ejeren lade så dyre ting stå fremme uden nogen holde øje med dem og sagde ”nej det er det ikke Nådigfrøken”