Møde med sponsor

[Svea Købmand]

Lancelin af Suilleaux

Svea gik og knuede et brev hun havde fået i sin ene hånd. Det var blevet personlig leveret til hende idag og i brevet fik hun besked på at møde op på paladset til et møde hos Lancelin af Suilleaux . Det var første gang hun skulle mødes med sin anden sponsor og selvom hun også havde Lucrèce af Vigny , var det dyrt at gå på universitetet og hun havde brug for al den hjælp hun kunne få.
Derfor gik hun nu bag ved en tjener der viste hende vej gennem paladset. Trapperne var mange og føltes utallige og hun tænkte på hvordan nogen overhovedet kunne finde rundt i sådan et stort palads. Det imponerende syn gjorde hende kun mere nervøs og det hjalp da heller ikke, at hun skulle møde en mand med så høj status som en lensgreve havde. Hun ville næsten ønske det bare kunne være ovre, at hun ikke behøvede at møde ham.

Alligevel gik hun ind ad døren da tjeneren havde banket på og fået lov til at sende hende ind. Hun nejede så pænt hun kunne og bøjede sit hovede, så hun var sikker på at hun var underdanig nok til ikke at fornærme greven.
"De skrev til mig, Deres Excellence." Sagde hun med en spinkel stemme, tydeligvis meget intimideret af hele situationen og da hun endelig rettede sig op turde hun ikke engang løfte sit blik og se på ham. Hendes hjerte bankede og hun følte sig svimmel, men hun blev stående, fast besluttet på ikke at gøre sig selv til grin.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin havde hørt om Svea gennem en af universitetets lektorer, en gammel ven, der fast var besluttet på, at lensgreven af Suilleaux skulle møde hende. Det havde krævet en smule overtalelse, for den gamle ven havde ikke lagt skjul på, at Svea manglede en sponsor, som mange andre af hendes medstuderende. Det var ikke første, og sikkert ikke sidste gang, at Lancelin blev opsøgt i et forsøg på at sponsorere et voksende "talent", og alle gange havde det vist sig, at de havde haft for store tanker om sig selv. Men hende her, Svea Våbensmed, var, ifølge lektoren, åbenbart af en helt anden kaliber. Men han måtte møde hende først, og hvad var nemmere end at sende et privat brev selv samme dag.

____

Lancelin stod ved vinduet, rank i ryggen, og var netop i gang med at citere for sin sekretær, der ihærdigt skrev i en tung bog om økonomi. "-- 50 guldnobler ligeså snart lensbaron Euvrouin af Bois modtager sine heste inden for den næste uge.." Han stoppede sig selv, da en tjener bankede på og sendte den unge Svea Våbensmed ind. Sekretæren stirrede op fra bogens sider. Lancelin havde troet, at hun ville komme senere.

"Har De ikke lektioner nu, frøken Våbensmed?" Lancelin gik roligt hen imod den unge kvinde, der nærmest stod som et dådyr midt ude på en åben mark, og ignorerede åbenbart hendes malplacerede følelse af at være på hans kontor.

[Svea Købmand]

Svea anede mildt sagt ikke hvad hun skulle stille op. Hun havde det lidt som om hun var midt i en dårlig drøm, også selvom at drømmen indebar at hun ville få en masse penge. Det eneste hun kunne gøre var at tage sig sammen, så hun pressede alle sine følelser væk - dem måtte hun håndtere bagefter.
"De er ovre. Mine timer er ret fleksible, Deres Excellence. Min undervisning er primært af Zamoron Elriqor." Sagde hun og rømmede sig lidt.
"Mange tak fordi De ville mødes med mig, det er en stor ære, Deres Excellence." Sagde hun og rettede lidt på en lok af sit hår, som hele tiden faldt ned foran hendes øjne.

[Lancelin af Suilleaux]

"Hm," brummede Lancelin med et træk i mundvigen, som det eneste svar på hendes ord. Det var svært at tolke præcis hvad der lagde i dette, for hans udtryk og tone virkede ikke synderlig imponeret. Han betragtede hende i stilhed, som blev hun vurderet, inden at han tog en dyb indånding og endelig afbrød tavsheden.

"Så, jeg er blevet fortalt, at De mangler en sponsor.." sagde han roligt og eftertænksomt, inden at han forsatte sine ord, "Er De klar over, hvor mange der kommer til mig og beder mig om at sponsorere deres undervisning? Også de studerende, der besidder Gaven ligesom Dem selv. Voksende ´talenter´ der har vist sig ikke at være så talentfulde, som de gav udtryk for.."

Hans øjne fastholdte hendes uden nogen form for blufærdighed. Det kunne virke intimiderende, sådan som den ranke lensgreve stod foran hende.

"- Men, jeg har derimod også fået fortalt, at De er ualmindelig dygtig.." afsluttede han og så sigende på hende.

[Svea Købmand]

Svea forstod først ikke rigtig hvad han mente, eller hun havde svært ved at tolke ham. Han var ikke ligefrem nem at læse for en pige som hende, hun var jo ikke vant til adelens formelle masker. Hun lyttede dog blot til hans ord, mens hun efterhånden turde lade sit blik hvile på ham, selvom det stadig var en smule ærefrygtindgydende at se på ham.
"Ja, Deres Excellence." Hviskede hun hurtigt som svar, selvom han talte videre og hun nikkede derefter og forsøgte at se taknemmelig ud.

Da hans øjne hvilede direkte på hende, mærkede hun sine kinder blusse rødt op og hun vendte blikket væk, inden hun så på ham igen.
"Ja, det er det folk siger, Deres Excellence. Jeg er for ydmyg til selv at tale godt om mig selv." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe, mens hendes hjerte bankede hurtigere.

[Lancelin af Suilleaux]

Han bemærkede hendes blussende kinder og vigende blik, men Lancelin så ikke ud til at blive påvirket af dette. I stedet lyttede han til hendes ord med rolig mine, inden at han bekræftede det med det velkendte skæve træk i mundvigen.

"Det bør De ændre, frøken Våbensmed.." sagde han ganske roligt, "Jeg havde ikke inviteret Dem herop hvis der ikke var noget om snakken."

Så fangede han hendes blik endnu engang, idet at hun gav ham lov til dette ved selv at se på ham, og han gjorde kort tegn til vinduet over sin skulder.

"Deres kinder brænder.. Skal jeg åbne vinduet lidt for Dem?"

[Svea Købmand]

Det var meget nyt at være sammen med en mand, der var så direkte i sin måde at tale på og tilsyneladende også opmærksom. Hun blev en smule frustreret over sin egen tendens til altid at rødme og bed lidt ned i sin læbe, mens hun rystede på hovedet.
"Nej, undskyld Deres Excellence, det er bare fordi jeg er genert. Jeg får let røde kinder." Forklarede hun og rettede på sit hår med et par nervøse bevægelser.
"Og ja, jeg prøver også at ændre mig. Der er mange der har sagt at jeg er dygtig, men det er åbenbart svært at tro på selv. Det har dog hjulpet at komme ind på universitetet." Sagde hun og smilede svagt til lensgreven.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin vedligeholdte øjenkontakten til trods for hendes nervøsitet, og lyttede roligt til hendes ord. Det kom som sådan ikke bag på ham; hun var ung, borgerlig og ganske uerfaren. Den unge frk. Våbensmed havde åbenbart meget at skulle prøve endnu. Forhåbentlig ville selvsikkerheden derved vokse med tiden.

"Det skal nok komme. Det tager tid at finde troen på sig selv," forsikrerede han med et træk i den ene mundvige, inden at han til sidst ændrede retning. Lancelin slog let ud med hånden, som tegn til at hun skulle gå med ham, og med rolige skridt førte Lancelin den unge frøken Våbensmed med hen til stolen, der stod ved skrivebordet. Så trak han vanligt og elegant stolen ud for hende.

"Nuvel, tag plads. Jeg har ikke tænkt mig at lade Dem stå så længe. De har trods alt gået en del vej for at komme herop," sagde han ganske nonchalant, "- desuden, så har vi en del at snakke om."

[Svea Købmand]

Svea havde hørt mange ting om lensgreven, men indtil videre var han slet ikke så slem som alle sagde. Nok var hun intimideret af ham, men hun tænkte det mest handlede om at han var adelig og ikke hans personlighed. Da han gestikulerede, fulgte hun med ham og lod ham føre hende, overrasket over hvor ærbødig hun følte sig.

"Mange tak Deres Excellence, De er meget venlig." Sagde hun med et smil og satte sig ned på stolen med en hurtig og livlig bevægelse, uden en adelskvindes elegance.
"Ja, det var lidt af en gåtur. Tilgiv mig, men hvordan finder De rundt? Paladset er jo gigantisk." Sagde hun og så sig omkring i kontoret, som var på størrelse med hendes families spisekøkken.
"Kontoret er så stort og flot, De må være lykkelig over at arbejde her." Sagde hun med et drømmende blik, hvorefter hun huskede sig selv. "Måske snakker jeg for meget, tilgiv mig." Bemærkede hun og slog blikket ned.

[Lancelin af Suilleaux]

Den uskyldige uvidenhed og forbløffelse, som Svea havde over sig, lyste ud af hendes spørgsmål. Han nåede ikke engang at svare på spørgsmålet før at hun havde stillet et nyt, og først da hun blev opmærksom på sig selv kunne lensgreven af Suilleaux ikke lade være med at grine en anelse. Tænderne var hvide i et smil, da han til sidst fik hold på sig selv, og som han satte sig ned på stolen foran hende ved skrivebordet, kom han roligt til orde.

"Adelskvinder bliver oplært i ikke at stille for mange spørgsmål. Det kan blive en smule kedeligt nogle gange. De er et forfriskende pust, Svea Våbensmed." Lancelin lænede sig en anelse til siden, hvilende med albuen mod skrivebordets kant.

"For at svare på Deres spørgsmål. Et. Jeg farede også vild i starten. To. Det kommer an på hvad De mener med lykkelig." Smilet var skævt på lensgreven. Han havde ikke tænkt sig at gå yderligere i dybden med sine svar.

"Fortæl mig lidt om Dem selv, frk. Våbensmed. Deres ophav. Deres interesser. Deres mål og drømme for fremtiden."

[Svea Købmand]

Svea løftede øjenbrynene en anelse over hans svar og skar en undrende grimasse. Hvorfor blev de oplært i ikke at stille for mange spørgsmål? Hvordan gjorde man det? Svea havde allerede mange flere spørgsmål, men Lensgreven talte videre og hun lod ham bestemme samtalens retning, fordi hun allerede havde snakket så meget. Hun kom dog til at smile skævt, da han indrømmede at han farede vild i starten, det var svært at forestille sig en mand som lensgreven fare vild. Hans interesse i hende blev dog ved med at overraske hende og hun så derfor også forbløffet ud over hans ord.

"Mere om mig selv? Men jeg har allerede sagt så meget." Sagde hun. "Hm. Jeg vil gerne hjælpe andre og så vil jeg gerne være der for min familie, måske have min egen familie en dag." Sagde hun og rejste sig op i ren begejstring over sin fortælling.
"Først og fremmest vil jeg dog gerne udvikle mine evner og blive endnu dygtigere, det hjælper min nye mester Zamoron Elriqor mig med. Han er meget dygtig." Sagde hun, selvom tanken om hendes tiltrækkende lærermester fik hende til at rødme en anelse.
"Min drøm er at blive en af de dygtigste helbredere." Sagde hun og slog ud med armene, inden det gik op for hende at hun havde rejst sig og hun satte sig derfor hurtigt ned igen med et undskyldende blik. "Måske kan jeg endda gøre noget, som ingen andre har gjort." Hun sukkede henført og så ud af et af vinduerne.

[Lancelin af Suilleaux]

Den unge frøken Våbensmeds ivrighed fik Lancelin til at hæve et bryn og smile diskret. Som hun fortalte om sine drømme og forventninger i teatralske og dramatiske bevægelser, var det tydeligt for lensgreven at se, at hun skam mente hvert eneste ord. Hun levede for at blive helbreder, og troede også selv på, at hun nok skulle blive det med sin læremester. Zamoron Elriqor var såmen også kendt som værende en ualmindelig dygtig helbreder.

"Det må jeg sige," sagde Lancelin eftertænksomt, efter at have lyttet til Sveas begejstrede tale, "De er virkelig ambitiøs omkring dette," afsluttede han, og lod hånden falde fra kinden, han havde hvilet i håndfladen imens.

"Men for at blive en dygtig helbreder, så kræver det at blive sponsoreret, trods alt. Jeg har hørt rygter om, at De allerede har snakket med Lucrèce af Vigny , og at De nu mangler den sidste halvdel, ikke sandt?" Han så afventende på hende.

[Svea Købmand]

Svea havde måske været tøvende da hun stadig var lærling, men nu var hun på universitetet og snakken var en hel anden. Hun havde fået åbnet sine øjne op for verden, hvad hun kunne blive til og hvad der kunne ske for hende. Det var som om en ild var tændt inde i hende, en der ikke bare kunne blive slukket igen. Da samtalen gik i retning af mere seriøse emner, forsøgte hun dog at påtage sig en mere alvorlig mine.

"Ja, han er gavmild nok til at sponsorere mig. Og ja, det gør jeg og jeg er selvfølgelig taknemmelig for den støtte der må komme min vej." Sagde hun og smilede en anelse, mens hun så tøvende på ham. Han var svær at læse, gad vide om han overhovedet havde tænkt sig at hjælpe hende.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin så eftertænksomt på hende. Tavsheden dannede sig i mellem dem; ikke fordi, at der ikke var noget at sige, der var rigeligt, men mere fordi, at han måtte overveje sine idéer. Lancelim var ikke en der gav, ikke uden betingelser. Han var en der tog, gerne med en større fordel til sig selv end modparten.

Så lænede lensgreven sig tilbage i stolen, rank og kontrolleret, alt imens at hans blik forblev i den unge Svea, hæmningsløst direkte og uden nogen former for bluefærdighed.

"Jeg er villig til at sponsorere resten," sagde han kort for hovedet, men fortsatte så ganske roligt, "Men De vil blive helbreder for mig fra dags dato."

[Svea Købmand]

Svea havde måske regnet med at han ville blive hendes sponsor, eller i hvert fald, sponsorere en smule af hendes uddannelse. Hun havde ikke troet at han ville give hende så meget dog og derefter tilmed tilbyde hende arbejde og en plads at udfolde sig på - det var en overraskelse.
"Virkelig?" Udbrød hun forbløffet og så på ham et øjeblik. Hun blev helt rød i kinderne, fordi hun pludselig følte sig meget genert og helt ude af den. Efter et øjeblik, rejste hun sig op igen og bøjede sig foran ham. Helt tydeligt uden særlig meget uddannelse i hvordan man gjorde dette på en elegant måde, hun bevægede sig hurtigt og stoppede brat.
"Det vil være mig en ære Deres Excellence." Sagde hun og nev sig selv diskret i armen for at være sikker på, at hun ikke drømte.