En lektion

[Svea Købmand]

Zamoron Elriqor
12. april

Svea havde gjort som hun havde fået besked på, hun havde tegnet og læst og arbejdet på den opgave hun havde fået af sin mester. Efter deres møde og gåtur hjem fra kroen havde hun dog holdt sig på afstand af ham, hver gang hun havde set ham på universitetet var hun gået en anden vej og håbet på at han ikke havde set hende. Der var stadig mange ting hun ikke helt forstod, blandt andet hvad det var han snakkede om mellem mænd og kvinder.

Nu var hun dog tvunget til at mødes med ham igen, han var trods alt hendes Mester, så hun sad på en af sengene i lokalet hvor helbrederne holdt til og ventede på ham. Hendes blik gled rundt i lokalet og hun bed ned i sin underlæbe, da det landede på tegningerne af menneskekroppen. Hun rødmede en anelse og slog blikket ned, hvorefter hun rakte ud efter en bog og gav sig til at læse mens hun ventede.

[Zamoron Elriqor]

Endnu en dag på universitet, denne gang for at mødes med Svea til deres aftalte undervisningstime. Han var naturligvis spændt på at se hvordan hun havde løst den opgave han havde givet hende den forgående uge. Til gengæld, havde han en fornemmelse om at hun undgik ham de gange de havde spottede hinanden i gangene. Hvorfor, var så spørgsmålet. Der var dog ikke meget at gøre, og det var vel bedst han ikke blandede sig for meget. Han havde trods alt opfangede hendes interesse i ham, selvom hun ikke selv syntes at forstå hvad den bundede i.


Efter hans samtale med Lucrèce vidste han også at magusen formentlig ville dukke op i løbet af undervisningen, og det var aboslut ikke denne dag at han skulle åbne sådan et emne med Svea. Det sidste han ønskede var forståeligt nok, misforståelser!


Snart bankede han roligt på døren til undervisningslokalet. Han havde bed om at få et bord derinde og et par stole så de kunne sidde ordentligt når der ikke var praktisk arbejde. Zamoron trådte derfor ind i lokalet, og bemærkede straks Svea som sad med en bog. Et varmt og venligt smil fandt straks hans læber. "Goddag Svea, godt at se dig igen." hilste han venligt. Han havde selv et par bøger under armen, og lukkede nu døren efter sig.

[Svea Købmand]

Da Zamoron dukkede op, kunne hun mærke hvordan hans tilstedeværelse gjorde hende helt forjamsket. Det gik dog ikke, hun blev nødt til at tage sig sammen. Derfor rejste hun sig hurtigt op og rettede lidt på sin kjole.
"Goddag." Sagde hun. "Tak i lige måde." Bemærkede hun og hankede lidt op i sin skuldertaske, mens hendes blik gled over ham.
"Jeg har lavet opgaven færdig, tegningen og læst det jeg skulle." Forklarede hun. "Min tegning er ikke så flot, men den viser da hvad den skal." Sagde hun og blev ildrød i hovedet og pressede sine læber sammen, i et forsøg på at kontrollere sig selv lidt bedre.

[Zamoron Elriqor]

Der kom liv i hende som han trådte ind, og de mørke øjne landede omgående på hende. Hun besvarede da hans hilsen, og gled blikket over ham. Et suk blev kvalt, hun var jo end ikke diskret. Manden opretholdt dog det venlige smil om læberne, og gik længere ind om mod det store skrivebord han kunne stille sin egen taske på. Hun gik da også lige til sagen, og rødmede dog allerede før Zamoron havde sagt noget overhoved. Han satte sig roligt ned, og så mod hende. "Jeg glæder mig til at se dit arbejde, Svea. Aflever hvad du har lavet her på skrivebordet, og tag plads" han måtte finde en eller anden måde at bringe hendes fokus fra sig selv og til undervisningen. Det gik ikke på andenvis trods alt. 

[Svea Købmand]

Svea satte sig op ved skrivebordet og lagde papirerne foran ham med hendes arbejde. Det var en god stak, hun var kommet til at skrive alt for meget og havde også siddet til sent ud på aftenen og arbejdet på det.
"Hvad skal vi så lave idag?" Spurgte hun og smilede en anelse, mens hun prøvede at fokusere på arbejdet. Det var bare svært, når man havde en så flot Mester som Zamoron.
"Skal vi ikke undersøge kroppen fysisk også, i stedet for bare på tegninger?" Spurgte hun, måske lidt for ivrigt, men hun ville gerne lære mere.

[Zamoron Elriqor]

Hun kom da nærmere med sit arbejde, og stillede det på skrivebordet foran ham. Zamoron gled blikket over arbejdet. Han fik knap mulighed for at danne sig et overblik, før den unge kvinde ville videre og både stillede spørgsmål og kom med et forslag. Helbrederen hævede brynet "Træk vejret Svea, og sæt dig ned.." faldt svaret roligt og venligt. Han blev jo næsten bekymret for hvad hun havde i tankerne ved den sidste bemærkning. "Jeg havde i tankerne at snakke om sår.." med disse ord rejste magikeren sig op, og trak en bog frem som han stillede foran hende. "Du kommer til at lære at heale små sår og skrammer som det allerførste, og gerne uden at bruge alle dine kræfter fra start af.." det var da en mere sikker grund at bevæge sig ind på. 

[Svea Købmand]

Foreslaget fik Svea til at skære en grimasse. Sår. Det var da barnemad. Hun havde regnet med, at hun ville komme til at gøre meget større ting nu hun var kommet på universitetet. Hun sukkede dybt.
"Jeg har altså helbredt mange sår allerede, det er altså ikke svært." Sagde hun og lagde armene over kors, mens hun betragtede Zamoron, der lige pludselig virkede mere som en gammel kedelig mand, end så spændende som han havde været før.
"Jeg har endda helbredt et benbrud." Sagde hun og rejste sig op, mens hun så ind i Zamorons øjne med et alvorligt blik. "Jeg er ikke en dum lille pige du bare kan koste rundt med."

[Zamoron Elriqor]

Det var noget af en scene hun gjorde, måden hun stillede sig an var på ingen måde charmerende, men han tog det med ro. *Hun er ung, og passioneret.. det må være det* tvang han sig selv til at tænke, andet kunne det jo dårligt være. Ikke? 
Det ene bryn blev hævede langsomt, og han forblev roligt siddende. "For det første, har jeg på intet tidspunkt kaldt dig dum. Hvis det er sådan du føler, er jeg da rimelig ked af det på dine vegne. For det andet, er jeg din lærermester, teknisk set, kan jeg gøre netop det. For det tredje, er det mig der bestemmer her. Siger jeg du skal hoppe, spørger du 'hvor højt', du diskutere ikke..." han rejste sig omsider op, tårnede sig op over hende. "Forstået?" tilføjede han roligt, blikket alvorligt. 

[Svea Købmand]

Svea fortrød sin handling øjeblikket efter hun havde gjort det, ordene var fløjet over hendes læber uden at hun havde tænkt sig om. Hun trådte hastigt et skridt tilbage og blev en smule skræmt over hans bestemte tone. Hun havde måske fejlagtigt troet at de var mere ligestillede, men hun mærkede hun at han satte hende på plads og det var ikke helt nemt.
"Forstået." Hviskede hun og bed ned i sin underlæbe, mens hun slog blikket ned. Hvordan ville hun kunne imponere sin sponsor, hvis hendes lærermester gav hende så lidt at arbejde med? En lille helbredelse af et sår ville ikke imponere Lancelin af Suilleaux . Presset voksede op i hende og hun følte sig som om hun var lukket inde i et lille bur, et bur som hun ikke kunne slippe ud af og hvis hun prøvede at tvinge sig ud, ville konsekvenserne være for store.