En fortabt sjæl og tiltrængt venlighed

[Christophe af Migran]

Til: Sébastien af Monteres
Tid: Aften
Sted: Christophes eneværelse på Enhjørningekollegiet
Vejr: Solen er kommet frem efter regnen

Christophe havde været tilbage på kollegiet i et halvt døgns tid. Efter det, der var sket i det lille og gamle hus. Efter at monsteret havde ... misbrugt ham. Tortureret ham. Efterladt ham til sin egen skæbne.
Efter at det på en eller anden måde var lykkedes for Christophe at komme frem til en healer, han havde brugt før. Hun stillede ingen spørgsmål. En ældre blind dame og hendes søn, der også havde gaven. De havde sammen fået ham lappet sammen. Alt fra den brækkede ankel, hans ødelagte indre og de blå mærker. Bagefter havde han været så træt, at han knapt kunne stå på benene, men han havde afvist deres venlige tilbud om, at han kunne hvile der. I stedet var han på svage ben sejlet ud i nakken og var på en eller anden måde kommet frem til universitetet. Det var lykkedes ham at komme op på sit værelse uden at blive set, der midt om natten. Men så var Triatos taget ved ham, og han havde grebet en håndfuld rent tøj og var væltet ned i baderummet. Intet varmt vand, men han havde slet ikke bemærket, hvor koldt det var, som han fik vasket skidt, blod og unævnelige ting af sig. Han havde heller ikke bemærket, at han havde grædt hele vejen igennem afvaskningen.
Og så havde han brækket sig igen, ude af stand til at holde afskyen, ydmygelsen eller sig selv ud.

Endeligt havde han kunne lukke døren til sit værelse, kaste sit beskidte tøj væk i et hjørne - det skulle brændes, selv den gode jakke, han ville aldrig se det igen - og kravle op i sin seng, dødeligt udmattet.
På en eller anden måde fik ham sovet et par timer, men en blanding mellem mareridt, der bestod af ubestemmelige ansigter med røde øjne, støn og latter, og lyden af liv ude på gangen, vækkede ham. Han burde deltage i undervisningen. Skrive på den opgave, Lucréce havde givet ham. Gå ned og få noget at spise i den store hal. Gøre et eller andet. Men han trak sig selv helt ind i hjørnet, krammende på sin hovedpude, mens han stirrede tomt ud i luften. Han blinkede kun, når han begyndte at få ondt i øjnene, bange for at monsteret ville stå der, når han åbnede øjnene igen.

Her sad han resten af dagen, mens han kun reagerede, hvis nogen hævede stemmen ude på gangen. Han lagde ellers ikke mærke til sine omgivelser eller sin egen krop. Han følte hverken sult, tørst eller trang til at gå på toilettet. I stedet knugede han bare om puden, med benene trukket op og blikket rettet mod ingenting. Han var forsvundet ind i sit hoved, hvor hans fornuft var i kamp mod det, han havde oplevet hen over de skrækkelige timer om natten. Smerten. Ydmygelsen. Frygten. Håbet om dødens milde greb.
Det var ikke fordi, at Christophes liv havde været decideret rosenrødt, men han var vokset op med sikkerhed, og monsteret havde knust den sikkerhed, som havde han trådt på et insekt. Hele den unge junkers liv var blevet rykket i småstykker i det kolde, beskidte rum, og lige nu kunne han ikke samle det sammen selv. Hver gang han forsøgte, kunne han mærke mandens hænder på sin krop, føle ham oppe i sig og høre hans dyriske støn mod sit øre. En gang imellem løb tårerne ned over hans kinder, men han havde ikke nærværelse til at tørre dem væk.

Han mente, at han havde slået slåen for døren, men selvom han havde haft fat i den, var den bare stødt mod karmen og havde ikke lukket sig fast. Døren var derfor åben. Hvis nogen bankede på, ville han dog ikke reagere. Bare krybe lidt mere sammen i hjørnet, mærke frygten komme tilbage og håbe, at hvem end det var, at de ville gå igen.
Kom nogen ind i det mørklagte lokale, ville de kunne se en bleg Chistophe sidde i hjørnet af sin seng, med et tomt og dødt udtryk, som var han død siddende lige dér. Han ville næsten ønske, at han var død. Det måtte være bedre end det, han gennemlevede i sit hoved lige nu.

[Sébastien af Monteres]

Selvom Sébastien sjældent havde sin gang på Enhjørninge-kollegiet, var det intet problem for ham at finde rundt. Selvom han oftest mødtes med Christophe, når de, og de resterende fra vennegruppen, hængte ud på diverse kroer, havde han heldigvis været hos Christophe på hans kollegieværelse enkelte gange – så han vidste rent faktisk, hvor det lå. Han kunne derfor nogenlunde navigere rundt på gangene og var ikke nødsaget til at spørge eventuelle fremmede om vej. Urgh – alene tanken om at skulle henvende sig til fremmede og bede dem om hjælp fandt han angstprovokerende. Det var nærmest kun slået af situationer hvor fremmede spurgte ham om hjælp eller vej- eller hvis undervisere var af den type, der i deres undervisning magtbegærligt udpegede tilfældige ofre og bad dem besvare spørgsmål, selvom flere villige sad med labben i vejret.

Christophe havde ikke været med de andre på kro aftenen forinden. I og for sig var der ikke noget mærkeligt ved, at der fra tid til anden var nogen, der ikke kom – de var trods alt en større gruppe efterhånden, så det lykkedes ikke altid at samle ale trupperne. Men Christophe havde sagt, at han ville komme, men var aldrig dukket op. Der var heller ingen der mindedes egentlig at have set ham den foregående dag – og han var ellers med sit sprudlende humør og kønne ansigt ikke sådan én man lige overså – Sébastien godt i hvert fald ikke. Det lignede ikke ham at udeblive – ikke uden at give nogen besked om det.
En af de andre gutter fra gruppen havde leet lidt af Sébastien, da han hen mod slutningen af aftenen havde luftet sin bekymring om at han aldrig var dukket op. Der var sikkert bare kommet noget andet i vejen, havde den anden forsøgt at overbevise ham - måske havde Christophe fået et bedre tilbud andetsteds – et kønnere tilbud havde han tilføjet og vippet lidt med brynene. Sébastien skulle tage og slappe lidt af – hvilket han med et påtaget smil havde samtykket, at han ville, om end han ikke havde kunnet slippe tanken og bekymringen. Han kunne ikke helt afgøre med sig selv, hvorvidt det var lidt fjollet at han var troppet op på Enhjørningekollegiet, for at han kunne sikre sig, at alt var som det skulle være med Christophe. Altså det værste der kunne ske var vel at Christophe også grinede af ham for hans til tider grænsende til let neurotiske tendenser og bekymringer? Men det var helt ærligt også fint i bytte for, at han så ikke længere behøvede at bekymre sig. Ikke om Christophe i hvert fald - han skulle da snildt finde noget andet at bekymre sig om, inden dagen var gået.

Han stoppede op foran døren han var nærmest sikker på førte ind til Christophes værelse, knyttede sin ene næve og bankede på døren med tre lette slag. Han blev derefter stående nogen øjeblikke foran døren – afventende og lyttede efter eventuel rumstering fra den anden side af døren. Der var meget stille. Han var sgu nok ikke hjemme. For en sikkerheds skyld trykkede han dørhåndtaget ned – og blev synligt overrasket over, at døren rent faktisk gik op. Lige så stille lod han lyset trænge mere ind fra døråbningen som han åbnede døren mere og trådte ind.
Sébastien blev faktisk decideret forskrækket, da han opdagede manden i hjørnet som det tog ham nogle øjeblikke at genkende som Christophe. Der var langt fra den kønne sprudlende mand med det skæve smil han kendte, til den blege mand med de udstående nærmest livløse øjne der sad henne i sengen. Hjertet begyndte at banke hurtigere i brystet på ham. Hvad var der mon sket den anden? Var han syg? Havde nogen gjort ham ondt? Hans øjne scannede flygtigt den anden for fysiske skræmmer, men fandt umiddelbart ingen. Sébastien vidste dog af erfaring at selvom de fysiske skræmmer var væk, var det ikke en selvfølge at man så var okay – så god som ny.

“Ved Mithras Christophe,” stemmeføringen var lav uden at han egentlig hviskede. Han trådte ordentligt ind på værelset og lod døren gå i bag sig. Han overvejede at spørge om det var okay, at han kom ind – men undlod i første omgang at spørge. Selv hvis Christophe foretrak at være alene ville Sébastien have utrolig svært ved at lade ham være det, i den forfatning han var i lige nu. Underlæben fandt vej ind mellem tænderne og han bed let ned i den som han med store øjne der udtrykte både bekymring og medfølelse gik tættere på ham og betragtede vennen.
“Er du du du du, “ han gjorde et ryk med hovedet til venstre side, “-er du sssyg?” Han stoppede derefter op i sine skridt, da det gik op for ham, at de måske var lidt dumt at gå helt op i ansigtet på ham, hvis hans nuværende tilstand rent faktisk skyldtes sygdom – så havde Sébastien i hvert fald ikke lyst til at rage det til sig, hvis det kunne undgås.

[Christophe af Migran]

Den lette banken på døren fik det til at give et ryk i Christophe, men han flyttede ikke det tomme blik fra den usynlige plet i mørket. Mon ikke, at hvem end, der var ved døren, ville gå sin vej, hvis han var stille? Ikke at det egentligt helt gik op for ham, at det var nogen, der havde banket på. Han var så langt væk mentalt, at han lige så godt kunne svæve rundt i en sort intethed som at sidde i sin seng på sit lille værelse på universitetet.
Dog reagerede han en smule på, at der kom lys ind i rummet, da døren blev åbnet, og han blinkede kort mod det, før han drejede hovedet en smule for ikke at få det i ansigtet.

En stemme sagde hans navn, og det gik langsomt op for ham, at der var nogen i rummet. Var det ... ham? I et kort øjeblik væltede frygten ind over ham, hvilket fik ham til at komme med en svag og skræmt lyd, men den sidste rest af fornuft forhindrede ham i at gå i panik. Nej, det var ikke monsteret. Han kendte ikke hans navn. Det var ikke hans stemme. Ikke den dybe gutturale stemme, der næsten var mere dyrisk end menneskelig. Dette var en mild stemme. Men det var stadig en stemme. Tanken om, at nogen var kommet ind i rummet fik Christophe til at krybe lidt sammen i sengen drejede hovedet mere væk, ind i mod muren, som kunne det få ham til at blive væk. Forsvinde. Han ville ikke have, at nogen så ham sådan der.

Men selvom døren lukkede sig og mørket tog over igen, blev personen i rummet. Selvom han ikke kunne se dem, kunne han mærke deres tilstedeværelse. Hvorfor gik de ikke? Han ville bare gerne være i fred.
Stemmen var bekendt, men Christophe havde ærligt talt ikke nærværelse nok til at kunne konkludere, hvem det var. En han kunne lide, så meget vidste han dog, hvilket gjorde ham lidt mindre bange. Men ikke mindre anspændt. Hvorfor lod verden ham ikke bare være?
"Nej. Ja. Jeg skal nok." Det var tydeligt at høre på hans hæse, slidte og næsten uhørlige stemme, at han overhovedet ikke havde hørt spørgsmålet, men bare reagerede på tonefaldet. Han trak sine ben lidt mere ind til sig og ville stadig ikke se på personen, der var kommet ind på hans værelse.

Der var meget mørkt i rummet. Skodderne var slået for vinduet, så meget lidt månelys trængte ind, og der var ikke tændt lys. Men hvis Sébastien kunne huske bare lidt fra sine besøg deroppe, ville han vide, at der stod et lys på et bord ikke mange skridt fra døren, et man kunne tænde ude i en af olielamperne ud i gangen, eller med remedierne, der lå ved siden af lyset. Der var flere lys i rummet og en lille indmuret pejs, man skulle bare lige finde dem. Værelset var dog ikke specielt stort og selv i mørke ville de fleste kunne fornemme nok til at finde rundt.

[Sébastien af Monteres]

Sébastiens øjne var knebet let sammen, mens han forsøgte at vænne dem til mørket. Blikket var stadig rettet mod vennen på sengen som han trak benene tættere sig. Svaret, der forlod Christophes læber, gav dels Sébastien en følelse af, at han havde registreret at der blev talt til ham – men at han hverken havde hørt hvad der egentlig blev spurgt om, ligesom han næsten var overbevist om, at Christophe ikke havde ænset at det var Sébastien der var afsenderen spørgsmålet. Han havde ingen idé om hvad Christophe troede, at han svarede på – men ordlyden af det fandt Sébastien foruroligende. Jeg skal nok. Det løb Sébastien koldt ned ad ryggen. Havde nogen truet ham?
Hvor Sébastien måske havde forventet – håbet, at den andens svar ville berolige ham lidt – at han ville lyde som om, han havde det bedre end han så ud, havde Christophes svar den stikmodsatte effekt på ham. Hvis han havde været bekymret for Christophe før, vidste han ikke hvad han skulle beskrive hvad han følte for ham lige nu. Det virkede på sin vis også lidt grænseoverskridende. Han var ikke sikker på, at Christophe egentlig ville have ham her – have nogen her, men det var der ikke noget at gøre ved. Og helt ærligt virkede det ikke som om at vennen var i en tilstand lige nu, hvor han var i stand til at kunne ytre hvad han egentlig gerne ville.

Øjnene scannede Christophes værelse.
“Lad os få tæn-tændt lidt lys,” sagde han, velvidende at det ikke var sikkert at Christophe ville afkodede hvad han sagde. Men hvis han gjorde, blev han vel advaret en smule om lysskiftet inden Sébastien fik tænkt op – han vidste jo ikke hvor længe, Christophe havde siddet herinde i mørket. Han forsøgte at holde sin stemmeføring afslappet og rolig, om end han følte sig alt andet end det.
Han vidste, at der plejede at stå et lys tæt på døren, som han relativt hurtigt fik lokaliseret og tændt.
I det svage lys kunne han fornemme, at der var flere lyskilder han kunne tænde – der var også en pejs der kunne tændes op i, men i første omgang lod han være, tog lyset mellem sine hænder og gik lige så stille over mod Christophes seng, hvor hvad der virkede som skyggen af vennen, sad, med ansigtet vendt væk fra ham.

Sébastien knælede ved kanten af Christophes seng, for at komme mere ned i højde. Normalt ville han bare have sat sig på kanten af den – men han var heller ikke ude på at skræmme livet af den anden der i forvejen virkede ret skræmt – ved siden af sig selv.
“Det det er mig Séb-séb-séb-sébastien,” fik han fremstammet. Det generede ham grænseløst, at han ualmindeligt ofte stammede ved sit eget navn. Tonelejet var fortsat mildt og lavmælt. Han havde svært ved at se den andens træk, fordi han havde ansigtet vend væk fra ham, men hans egne blev svagt oplyste af det varme lys.
“Hvvvvad er der sket?” Spurgte han, og udelukkede altså lidt den mulighed, at der ikke var sket noget – for det var han overbevist om, at der var. Han havde bare ingen idé om hvad – eller af hvilken kaliber.
“-du du behøver ikke at svvvare,” tilføjede han derefter efter lidt betænkningstid. Han ville nødig presse den anden.

[Christophe af Migran]

Det virkede ikke til, at hans svar fik nogen reaktion, hvilket i sig selv var positivt nok. Så blev der nok ikke krævet noget af ham, som lydighed og en sær blanding af at ligge stille og kæmpe i mod, han aldrig havde fundet den gyldne mellemvej af for at tilfredsstille monsteret. Tanken gav ham kvalme, og hans negle borede sig ned i hans hud. De små halvmåneformede mærker, der kunne ses spredt ud over hans hænder og arme, var alle kommet efter hans tur til healer, og fortalte om, hvor meget han havde forsøgt at holde sig selv i ro. Smerten var ingenting i forhold til, hvad han havde været igennem, men den tog hans opmærksomhed, når hans sind begyndte at vandre i den forkerte retning.

Selvom stemmen talte til ham igen, var han allerede langt væk igen, og han hverken sagde noget eller rørte på sig, før lyset spredte sig svagt i rummet. Som det kom tættere på, lukkede han øjnene, da det var ubehageligt, selv med ansigtet vendt mod muren. Personen var stadig i rummet, og Christophes hjerte satte farten op, da de kom tættere på. Alt for tæt på. Han sank en klump, og hele hans krop forventede at de store hænder ville gribe fat i ham igen, men intet skete.

Men som personen begyndte at snakke igen, trængte det endeligt igennem, hvem det var, der var kommet ind på hans værelse. Om det var fordi han sagde det eller om det var den evindelige stammen, Christophe genkendte, var ikke lige til at sige, men pludseligt var han klar over, at det var Sébastien. Lille søde Sébastien, der kiggede på ham på en måde, Christophe genkendte alt for godt, men som han ikke kunne gøre noget ved.
Lille søde Sébastien, som ikke skulle se Christophe være i det stadie, han var i nu. Christophe kunne mærke tårerne begynde at presse sig på igen, ved tanken om, hvad hans ven dog måtte tænke. Sébastien virkede så uskyldig, han måtte ikke se, hvad den grumme verden kunne gøre. Ikke se Christophe lide sådan.
”Lad mig være. Gå din vej.” Der var stadig ikke meget lyd på hans nedslidte stemme, der nu også bar tydelige tegn på, at han var på kanten til at græde. Det fik ham til at løfte en arm i et forsøg på at skjule sit ansigt. Hvorfor kunne han ikke bare tage sig sammen? Tage sig sammen til at være normal eller tage sig sammen til at dø. Begge dele virkede som noget, han gerne ville lige nu. Hvorfor var Sébastien her? Kunne han ikke bare gå?

[Sébastien af Monteres]

Sébastien var stadig i tvivl om- og havde svært ved at afgøre, hvorvidt Christophe havde nået konklusionen, at det var ham, der var inde på hans værelse . Han havde dermed også svært ved at vurdere om vennens forsøg på at sende ham væk, derfor rent faktisk var intenderet Sébastien og reelt nok, eller om det, som hans tidligere udsagn, nærmere var tågesnak. Ikke at det betød- eller ændrede noget i den forstand.
Sébastien havde allerede, da han havde set den forfatning Christophe syntes at være i, beredt sig på potentielt at blive afvist af den anden. Det var jo ikke fordi han ikke kunne sætte sig ind i, hvorfor Christophe ikke ønskede, at han ikke skulle se ham sådan her, ønskede at han skulle gå sin vej – for det kunne han snildt. Det var en sårbar position, og Sébastien kunne levende sætte sig ind i hvordan man hverken ønskede at bebyrde andre sine problemer – og at det generelt bare ikke var en situation man ønskede, at andre skulle se én i eller sætte én i forbindelse med. Sébastien havde da fået banket tilstrækkeligt nok gange ind i hovedet, at rigtige mænd ikke var svage, græd eller udviste følelser af den type, til at mene, at det var lidt et tabu. Og Christophes stemme lød mistænkeligt meget, som var den ved at knække.
Ikke desto mindre havde han dog ikke tænkt sig at gå sin vej og forlade vennen. Dels fordi han såre simpelt ikke ville kunne få sig selv til det – dels fordi han, modsat Christophes egne ord, tænkte, at han måske kunne have brug for et venligt ansigt.

”Jeg jeg ko- ko- ko-. Kan ikke bare ffforlade dig sådan her,” slog han bare fast. Stemmeføringen var på én og samme tid stålfast men samtidig mild. Blikket gled igen ned af vennen. Drengen på sengen virkede så langt fra den Christophe han kendte – så meget yngre og mere sårbar. Sébastien havde slet ikke lyst til at tænke på, hvad der kunne have været sket ham, der havde efterladt ham sådan her. Hvor længe mon han havde siddet herinde alene? Måske havde han allerede siddet her, mens de andre havde hygget sig på kroen i går? Sébastien vidste godt at det var irrationelt, men kunne alligevel ikke lade være med at have det dårligt over, at han mens han havde haft en rigtig god aften, havde Christophe haft en sandsynligvis rigtig forfærdelig én af slagsen. Skylden voksede som en knugende fornemmelse i maven.

Hans bevægelser var langsomme – som for ikke at komme til at skræmme den anden, da han rejste sig op igen, og i stedet satte sig lige så stille på kanten af sengen. Han flyttede lyset over i den ene hånd og lagde lige så forsigtigt den anden mod vennens skulderblad. Hvis Christophe på nogen måde udviste ubehag ved berøringen ville han dog straks trække hånden til sig og undskylde febrilsk.

[Christophe af Migran]

Knuden i brystet på Christophe voksede, da Sébastien sagde, at han ikke bare kunne forlade ham. Normalt var det et moralsk dilemma han ville elske at diskutere, han læste trods alt til jurist af en grund, men lige nu havde han næsten bare lyst til at tigge ham om at gå. Han skulle ikke se ham sådan. Christophe ville hellere lide alene, blive siddende dér, til alting holdt op med at gøre ondt. Både fysisk og psykisk. For selvom healerne havde gjort deres, kunne han stadig mærke det hele. Hans krop kunne stadig huske hver eneste lille berøring, hvert klem, hvert stød. Smerten var printet fast i hans hukommelse. Følelsen af hjælpeløshed og ydmygelse. Og han ville ikke lade den smitte af på søde Sébastien. Kunne han ikke bare gå?

Christophe åbnede ikke sine øjne, da hans ven begyndte at røre på sig, som var han bange for at hans øjne ville vise ham, hvor galt det stod til. Måske gik han alligevel? Håbet fik knap nok tid til at lade sig registrere, for snart bevægede sengen sig under vægten, da Sébastien satte sig. Følelsen fik Christophe til at synke en klump, og en frygt, han aldrig nogensinde ville indrømme, at han havde følt, gled igennem ham. Måske Sébastien også ville mishandle ham, nu han var så sårbar, som han var? En tanke han med afsky mod sig selv skubbede væk. Sébastien var et af de sødeste væsner han havde mødt, hans ven.

Men den tanke forsvandt i samme øjeblik, følelsen af en hånd mod hans skulderblad, væltede ind over ham. Hele hans krop gav et hårdt, forskrækket ryk, og panikken var pludseligt alt, hvad der var i ham.
”NEJ, LAD VÆRE!” Det var næsten et skrig, der forlod ham, som han spærrede øjnene op og skrækslagent så på Sébastien uden helt at se ham. Men det var Sébastien, og de næste ord blev i stedet næsten hvisket.
”Du m-må ikke … ikke røre ved mig.”

Det var som om, at et korthus væltede inden i ham. Skyldfølelsen af at have råbt ad Sébastien, der bare ville hjælpe. Frygten. Minderne. Sulten og tørsten. Trætheden. Alting styrtede bare sammen og hele verden blev sløret, som tårerne væltede op i øjnene på ham. Et enkelt tørt hulk forlod ham, inden hele hans krop krøllede sig sammen om sig selv, og han gemte hovedet mellem sine knæ og sit bryst, mens gråden voldeligt begyndte at flå igennem hans krop.
En tanke skar igennem det hele. Tænk hvis han aldrig nogensinde kunne lade nogen røre ved sig igen. Han var så afhængig af fysisk kontakt, mental og fysisk. Han ville sygne hen, hvis han for evigt ville reagere sådan, når nogen rørte ved ham. Dét ville slå ham ihjel.

Men selv de tanker druknede i gråden, han på ingen måde kunne kontrollere. Han ville bare føle sig sikker. Han var så bange. Hele hans krop var kold og bleg og rystede, mere end hvad gråden stod til ansvar for. Han kunne stadig høre monsterets stønnen for sin indre øre, mærke hans hænder på sin krop. Mærke ham oppe i sig. Hvorfor kunne han ikke bare slukke og forsvinde ud i mørket?

[Sébastien af Monteres]

Selvom Sébastien et eller andet sted havde forsøgt at forberede sig på, at vennen måske ville afslå hans mere fysiske forsøg på omsorg, kom det verbale udbrud alligevel bag på- og forskrækkede ham: øjnene først opspærredes inden han glippede med dem, læberne skiltes fra hinanden som underkæben faldt mod gulvet og hjertet begyndte på ny at gallopere afsted i brystet på ham.
Stemmeføringen lå langt fra Christophes normale leje - det lød slet ikke som ham. Der var i og for sig intet ved situationen og vennens reaktioner, der på nogen måde mindede om hvordan Christophe normalt agerede eller var. Der var frygt at spore i vennens både stemme og det blik der blev sendt i Sébastiens retning. Rent og skær frygt.

Selvom Sébastien rationelt godt vidste, at det ikke var hans skyld, at vennen sad her ude af sig selv at skræk – at det ikke var ham der havde gjort- eller påført ham, hvad helvede der end var sket, der havde efterladt Christophe i sådan en forfatning, skyllede følelsen af skyld alligevel ind over ham. Det var trods alt hans måske lidt taktløse forsøg på at trøste, der lige havde trukket, hvad der tæt på kunne karakteriseres som en skrig, ud af den anden. Sébastien bandede indvendigt over sig selv.
Hånden nåede knapt nok at lægge mod vennens skulder, før Sébastien igen jog den til sig, som havde berøringen brændt ham. Det var nok mere held end forstand, at han ikke tabte eller fik brændt sig på lyset i den anden hånd, som han i stedet knyttede hånden mere om, til farven forvandt fra knoerne.
Selvom den sagte hvisken der fulgte lød mere som Christophe, var det ikke fordi ordlyden gjorde Sébastien særligt mindre bekymret eller var mindre hjerteskærende.
”Und-und-undssskyld. Jeg jeg tænkte mig ikke- jeg rører dig ikke-” ordene fandt fumlet vej ud af munden på ham i en hurtig usorteret strøm - det ene ord startede nærmest før det næste var færdiggjort.

Sébastien sad i ganske få øjeblikke nærmest paralyseret som vennen brød sammen ved hans side. Han måtte modstå den initiale lyst til at slå armene om ham i en omfavnelse. Følelsen af magtesløshed strømmede i det øjeblik gennem ham, som gråden og hulkene strømmende gennem Christophe.
”Åh Christophe,” nærmest hviskede Sébastien ømt. De store øjne betragtede ham hjælpeløst som den bævende læbe fandt vej ind mellem tænderne, der med et let bid i den satte en stopper for dens rysten. Christophe havde sandsynligvis ikke brug for at han også brød sammen, selvom synet af vennen var hjerteskærende. Han måtte holde sig selv i hanke – holde sig ovenvande.

”Det det det-” Sébastien nåede at stoppe sin talestrøm inden ordet okay fulgte. Det var okay at græde – det var okay at vise sårbarhed – Sébastien ville ikke rende med sladder, han dømte ikke vennen for at bryde sammen. Alle de følelser og reaktioner Christophe måtte have på det traume han måtte være blevet udsat for, var okay at vise. Sébastien var dog klar over at det var tanker han lige nu langt fra var i stand til at udtrykke verbalt, så de ville komme ordentligt ud, hvorfor det nok bare ville være endt med et ”Det’ okay” hvis han havde forsøgt. Og selvom Sébastien ikke var klar over, hvad der var sket den anden, var han næsten sikker på, at det havde været alt andet end okay. Det modsatte af okay.
”- jeg virkelig k-k-keeed af,” sadlede han derfor i stedet om, uden dog at præcisere hvad han var ked af, men det var måske også underordnet.

[Christophe af Migran]

Det var umuligt for Christophe at få nogen form for kontrol over gråden, der havde sit eget aggressive liv. Det var heller ikke fordi, at han gjorde den store indsats, for han havde brug for det. Også selvom Sébastien sad ved siden af ham og kunne se hans sammenbrud. Christophe var ikke en mand, der gik meget op i de samfundsmæssige forventninger, der var til hans køn. Han havde ofte følelserne til frit skue, og han havde ikke noget i mod at græde foran andre – i dette øjeblik var det mere grunden til, at han græd, at han ville ønske, at han kunne lade være. Tanken om at nogen skulle få at vide, hvad der var sket – hans manglende modstand, frygten, hjælpeløsheden, mishandlingen – gav ham kvalme.
Men lige nu var der intet, han kunne gøre, ud over at græde, så han desperat måtte gispe efter vejret.

Sébastiens ord var næsten uhørlige bag hans egen lyde af gråd, men tonefaldet var ikke til at tage fejl af, og skyldfølelsen voksede. Hvorfor havde han skræmt sin ven sådan? Han ville undskylde, men det var umuligt for ham at forme nogle ord, så han gav ret hurtigt op.
Selv med sin ven ved siden af sig, følte Christophe sig alene. Han havde ikke nogen, han var så tæt på, at han kunne gå til og få den tryghed, han havde brug for lige nu. Han savnede sin mor, men hun var langt væk, og han ville alligevel aldrig lade hende se den forfatning, han var i nu. Lige nu havde han kun Sébastien.

Hans indre var i krig med sig selv, som han frygtede nogens berøring, men samtidigt længedes han efter trygheden i en andens fysiske nærhed og varme.
Da Sébastien fik presset frem, at han var ked af det, gav Christophe op. Langsomt lænede han sig ud fra væggen og frem mod sin ven, til han kunne mærke ham mod sig. Hans hjerte sprang et slag over, men det var også det. Længslen efter varmen vandt, og snart hvilede han ind mod den yngre unge mand med en god del af sin vægt. Gråden fortsatte uden kontrol, ja, næsten værre, som han kunne konkludere, at han godt kunne røre ved ham uden at gå i panik. Det fik ham til at folde sig lidt ud, presse ansigtet mod Sébastien i stedet for ned imellem sine ben og bryst, og hans ene hånd fandt frem til Sébastiens jakke, hvor han hårdt knugede fingrene om stoffet.

Det var en voldsom gråd, han ikke havde energi til at holde kørende ret længe, og snart begyndte den at blive mere sagte. Og til sidst var den ikke mere end nogle hiks og snøft. Han var så træt. Han havde ikke sovet ordentligt i halvandet døgn, og han havde hverken fået vådt eller tørt siden aftensmaden dagen før, ud over et par mundfulde vand i vaskerummet tidligere. Gråden havde opbrugt de sidste rester, han havde haft i sig, og han hvilede tungere og tungere ind mod Sébastien, som han begyndte at miste bevidstheden. Der var ingen kamp i ham overhovedet, som han faldt i søvn op af sin ven. Den andens nærvær gav ham den tryghed, han havde brug for til at give slip på sin egen overvågenhed. Hånden slap stoffet og gled ned for at lægge sig til hvile mod Sébastiens ben. Endeligt fik han en smule fred i hovedet.

[Sébastien af Monteres]

Selvom Christophes bevægelser var langsomme, formåede de alligevel at overraske Sébastien lidt, som han lænede sig væk fra væggen og nærmere ham, til han til sidst lænede sig helt mod ham. Sébastiens positur var akavet som han til at begynde med sad der med hænderne ud foran sig, som turde han ikke rigtig røre den anden – hvilket han helt ærligt heller ikke gjorde, Christophes reaktion på hans tidligere berøring taget i betragtning.

Sébastien kunne ikke alene høre, men også mærke Christophes gråd, der sendte små vibrerende rystelser gennem hans krop, nu de sad lænet op ad hinanden. Da Christophe også pressede sit ansigt imod ham, kunne han ligeledes mærke tårerne der efterlod en fugtig plamage på hans tøj – men det betød ikke noget. Det var underordenet. Det var hjerteskærende at være vidne til at vennen brød sammen, men ikke desto mindre virkede det nødvendigt at åbne op for følelser- og reaktionerne.
Efter en lille rum tid lod Sébastien med langsomme forsigtige bevægelser den ene arm snige bagom ryggen på Christophe i en halv omfavnelse. Bevægelserne fremstod måske en anelse stive – mekaniske, men hvis ikke den anden skubbede armen væk, eller på anden vis gav udtryk for, at hans berøring var uvelkommen, blev de med tiden mere afslappede, inden han endda begyndte at stryge Christophe beroligende ned over ryggen med fingerspidserne.
Fra hans læber hørtes ind imellem små beroligende lydende og fraser som: ”jeg er lige her” og ”Der sker dig ikke noget” der, fordi det kom ud som en sagte hvisken, fremstod ret flydende og uden så mange afbrydelser.

Vægten fra den andens krop føltes tungere som Christophe faldt mere hen – Sébastien var dog overbevist om, at den anden havde brug for alt den søvn han kunne få. De beroligende lyde og de opmuntrende ord ophørte, men de lette strejf mod den andens ryg fortsatte ufortrødent. Sébastien forsøgte dog derudover at forholde sig så meget i ro som muligt for at den anden ikke vågnede – dette indebar blandt andet at han i en akavet stilling holdt lyset, han endnu havde i den ene hånd, væk fra dem i strakt arm, da han var bange for at han ville komme til at vække den anden, hvis han forsøgte at stille det fra sig. Da armen begyndte at syre endte han med at puste lyset ud, så han var sikker på, at han ikke kom til at tabe det og potentielt sætte ild til hele værelset. Da han var sikker på at flammen var gået ud, fik han placeret lyset på sengen ved sin side, og lod også den anden arm glide om vennen.

Fornemmelsen af tid forsvandt – om det var minutter eller timer der passerede forbi, havde Sébastien svar ved at bestemme. Modsat vennen, følte Sébastien sig lysvågen. Han kiggede bare ud i mørket frem for sig, og skævede ind imellem ned mod sin sovende ven, mens han prøvede at lede tankerne væk fra alt andet end teorier og hypoteser omkring, hvad der var hændt stakkels Christophe. Han ville endnu være her når vennen vågnede. Han ville ikke tvinge ham til at tale - men han ville være her og gøre det klart for Christophe at han altid kunne gå til ham, hvis han havde brug for det - lade ham vide, at han ikke var alene.

[Christophe af Migran]

Søvnen var som køligt vand på en forbrænding. For første gang siden den store mand var dukket op i regnen, gav Christophe slip på frygten, og selv drømmene syntes at lade ham være i fred. Selvom han ikke sad specielt godt, sov han uden problemer, beroliget af den varme krop, der holdt ham oppe. Armen om ryggen og den blide berøring, der kun gav ham positive associationer. Nej, der var endeligt et øjebliks ro i hovedet på den unge piccolo. Det var som om, at hans hjerneceller greb muligheden i mørket og forsøgte at bygge ham lidt op igen. Sætte vægge op de rigtige steder, så når de blå øjne ville blive slået op, var han lidt mere sammenhængende. Hvor længe det ville holde, måtte tiden vise.

Selvom Christophe sikkert kunne sove en hel dag, gjorde han det ikke. Hans krop brokkede sig over stillingen, manglen på mad og især manglen på vand. Så da hans muskler endeligt gav op og ville have ham til at skifte stilling efter et par timer, blev han trukket op mod bevidstheden. Et sted bagerst i hans sind, var der en lille alarm der ringede. Der var noget galt. Han lå ikke ned i sin seng. Og det var ikke en af hans kvinder, der sad med en arm om ham.

Han vågnede op med et lille ryk og rettede sig op – en kort grimasse gled over hans ansigt, som hans muskler brokkede sig over at blive strakt ud – og så ud i rummets mørke. Han genkendte det med det samme som sig eget værelse på universitetet. Sikkerhed. Frygten syntes ikke at komme tilbage, begravet under søvnen, der stadig sad i ham.
Men hvem havde han sovet op ad?

Personens duft sad stadig i hans næse, og han genkendte hurtigt Sébastien, da han så på ham i mørket. Det hele begyndte at komme tilbage til ham, skrækken og gråden og den blide berøring på hans ryg. Hurtigt sænkede han blikket og løftede en hånd for at køre den igennem sit hår, der uden tvivl strittede ud til alle sider. Noget han slet ikke burde tænke på, men som virkede nemmere at fokusere på end alt andet.
”Jeg troede, at du var gået,” mumlede han så dæmpet, hans stemme så hæs og søvndrukken, at han ikke kunne genkende den. Åh ved Mithras, han var tørstig. Sulten lå som en hård kugle bagerst i hans mave, men hele hans krop skreg efter vand.
Han rømmede sig og skubbede sig så helt op at sidde, så han ikke længere rørte ved Sébastien. Luftens føltes kold, der hvor han havde lænet sig op mod ham, og han fortrød næsten. Men hvad mon han ikke tænkte om ham, sådan som han havde opført sig. Hvor længe havde han overhovedet sovet? Der var stadig helt mørkt, så natten var langt fra overstået endnu. Hvorfor sad Sébastien der stadig?

[Sébastien af Monteres]

Sébastiens lette kærtegn mod den andens ryg ophørte først, da det gik op for ham, at vennen var vågnet. I et kort øjeblik var frygtede han at Christophe ville vågne op i samme panik og frygt, som han havde fundet ham i tidligere på aftenen, men han kunne ånde lettet op. Christophe virkede fattet og ved sig selv – og virkede ikke til at være rad for Sébastiens berøring som tidligere.

Sébastien håbede ikke, at han havde overtrådt den andens grænse, ved at være blevet – ved at have insisteret på ikke at gå, selv da han i går var blevet bedt om det. Christophe havde virket ved siden af sig selv, og Sébastien havde valgt ikke at tage hans ord for gode varer – men alligevel håbede han ikke, at Christophe ville finde det upassende, at han var blevet – og at han havde siddet og holdt om og nusset hans i ryg i ved Mithras vidste hvor længe. Der var da helt sikkert nogen der ville finde scenariet dybt upassende – men der lå jo ikke noget i det – ikke andet end at Christophe havde haft brug for en ven – og et kram (eller det havde han i hvert fald fået). Det ville være synd at påstå andet end, at Sébastien fandt vennen yderst pæn og tiltrækkende – men der havde vitterligt ikke været nogen skumle bagtanker bag Sébastiens handlinger og ageren. Den var bare en venskabelig gestus, som han da håbede på i en eller anden udstrækning ville være blevet gengældt, havde deres roller været byttet om.

”Du du du fffffaldt i søvn og jeg var var bange for at vække dig,” forklarede han bare, om end det jo ikke havde været et spørgsmål – bare en bemærkning. Når det så var sagt, kunne han sikkert godt have flyttet mere på sig uden at den anden var vågnet. Han kunne sikkert også have fået manøvret den anden ordentligt ned at ligge – Christophe ville sikkert have sovet både bedre og længere, var det lykkedes ham, men han havde egentlig ikke tænkt så langt. Og så ville Sébastien også rent egoistisk gerne sikre sig, at den andre var bare tilnærmelsesvis okay før han forlod ham igen.
”Ka-ka-ka-ka kan jeg gøre noget for dig? Er der noget du hhhhar brug for?” tilbød han dernæst forsigtigt.

[Christophe af Migran]

Det var ikke fordi, at Christophe fandt Sébastiens omsorg upassende, han ville sikkert have gjort det samme, hvis en han kendte, havde været i den forfatning, han havde været i før de få timers søvn. Nej, det var slet ikke det, der gjorde ham utilpas, det var sammenbruddet i sig selv. Grunden til sammenbruddet. Gad vide om Sébastien vidste, hvad der var sket? Tanken var fjollet, han havde ikke fortalt noget. Ikke forklaret sig. Han havde ikke sagt noget i søvne, vel? Et stik af frygt gled igennem ham, og han sank en klump. Ingen måtte nogensinde vide, hvad der var sket. Christopher havde aldrig set sig selv som et offer, og han blev dårlig ved tanken om, at verden måske ville få den forrige nats oplevelser at vide og dømme ham efter det.

Sébastiens forklaring om, hvorfor han var der endnu, fik kun et accepterende og svagt nik ud af Christophe, der undgik at se på ham, selv her i mørket. Det var svært at finde rundt i rodet af følelser og træthed, men han skammede sig. Og var bange. Bange for at Sébastien ville fortælle folk, hvad der var sket på værelset. Bange for at miste sin sikkerhed. Bange, fordi han følte, at hans liv var ødelagt. Kunne han nogensinde føle sig tryg igen? Ville han nogensinde glemme smerten og ydmygelsen?

Spørgsmålet fik ham til at rømme sig, og han løftede en hånd for at gnide sin skæggede ru kind, der stadig føltes hævet efter gråd og søvn.
”Jeg … Vil du hente noget vand? Jeg er … frygtelig tørstig.” Det var slet ikke, hvad han ville sige. Han ville smile, møde Sébastiens blik og fortælle ham, at alting var, som det skulle være, han kunne godt gå hjem. Men i stedet kunne han ikke løfte blikket, og hans stemme var så tør og hæs, at han var i tvivl om hans ven i det hele taget forstod ham. Han havde brug for vennen med det mørke, bølgede hår og bekymrede øjne. Tanken om at være alene skræmte ham til døde lige nu, mere end tanken om at ydmyge sig selv ved sin sørgelige tilstand.

[Sébastien af Monteres]

Sébastien nikkede nærmest lidt for ivrigt, som vennen rent faktisk tog imod den udstrakte hånd om hjælp, og bad om et glas vand – og ikke bare afslog den. Eller bad Sébastien om at gå på ny. At dømme ud fra hvor hæs Christophe lød, havde han nok også godt af det. Gad vide hvornår han sidst havde fået noget at drikke?
”Se-se-selvfølgelig,” det var en dejlig konkret opgave. Let at gå til uden fare for at komme til at kvaje sig eller træde forkert. Og det virkede rart at holde sig beskæftiget samtidig med at han gjorde noget for den anden.
Lige så forsigtig trak Sébastien sine arme til sig igen og rejste sig fra sin plads på sengekanten. Han strakte armene bagud for at vække musklerne der føltes ømme og beklagede sig over den stilling han havde siddet i den sidste rum tid, inden han samlede lampen, han tidligere havde pustet ud op igen.

Selvom hans øjnene havde vænnet sig nogenlunde til mærket efter at have været åbne relativt længe, var hans skridt alligevel noget forsigtige og famlende som han fandt vej hen til grejet han tidligere havde tændt lyset med, hvorefter han gentog processen.
”Jeg jeg er til-ba-ba-bage om lidt,” fortalte han bare, selvom det måske gav sig selv. Han overvejede i et øjeblik at tage lyset med sig, men endte med at lade det blive stående inde på bordet, så Christophe ikke sad tilbage alene i total mørke. Mon ikke gangen var oplyst? Det havde den i hvert fald været da Sébastien tidligere på aftenen var kommet. Og ellers måtte han jo famle sig lidt frem.
Han kiggede en sidste gang tilbage mod silhuetten af sin ven på sengen, inden han åbnede døren og trak ud på gangen.

Sébastien fik rimeligt smertefrit lokaliseret køkkenet, og kunne lettet konstatere, at der stod en tønde med vand derinde. Ikke at han ikke ville have trukket vand op til Christophe i brønden udenfor, hvis der ikke var andre muligheder – men det var da langt lettere ikke at skulle ud i buldermørke og fiske efter vand.
Han fandt et blikkrus og en kande han fik fyldt op med vand, og spejede også efter noget spiseligt han kunne tage med tilbage. Selvom Christophe ikke havde efterspurgt det, havde han garanterer heller ikke fået noget at spise i lang tid. Han kunne dog ikke umiddelbart se noget stående fremme, og valgte ikke at bruge mere tid på at lede, men i stedet vende tilbage mod Christophes værelse.

En stribe af lys brød mørket, da Sébastien igen åbnede døren ind til værelset. Kande og krus var manøvret over i den ene hånd, så han kunne bruge den frie til først at lukke døren bag sig, og dernæst til at tage lyset i den anden hånd og tage det med hen til sengen – hvis ikke allerede Christophe havde hentet det i den tid han havde været væk.
”Jeg jeg jeg fyldte en kande,” informerede han bare, selvom det nok var åbenlyst. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Han satte sig igen på kanten af sengen med blikket vendt mod sin ven.

[Christophe af Migran]

Til Christophes lettelse, sagde Sébastien villigt ja til at hente vand til ham. Tanken om selv at gå ned i køkkenet var næsten mere end han kunne bære. Der var langt og selvom det var midt nat, var der altid sandsynligheden for at møde nogen. Og tænk, hvis monsteret havde fundet ud af, hvor han boede? En tanke, der sendte et koldt lyn igennem Christophe, der straks forsøgte at forklare sig selv, at det havde han ikke, og desuden ville vagterne nok have stoppet en mand som ham. Et dyr som ham.

Christophe nikkede tavst til Sébastiens lovning om snart at være tilbage. Døren blev lukket og for et øjeblik sad Christophe alene tilbage og stirrede tomt ud i det svagt oplyste rum. Hvad så nu? Hvad skulle han gøre nu? Han følte sig mere samlet end før han havde fået grædt og sovet op ad vennen, der havde givet ham en kærkommen pause fra frygten med sit nærvær.

Én ting var sikkert, Christophe kunne ikke blive her. Der var så mange mennesker og han følte sig udsat ved tanken om at skulle bevæge sig ud ad døren. Og undervisningen kunne han slet, slet ikke tage stilling til lige nu. Det virkede så ligegyldigt. Nej, han skulle væk fra Universitetet. Men hvorhen så? Hans søster. Hun boede i et byhus for sig selv. Og han havde overnattet der før. Hun ville sikkert ikke stille spørgsmål. Som tanken fandt plads, vidste han, at det var det, han skulle. Hjem til Adelaide Af Zorete. Han fik ondt i maven ved tanken om, at hun skulle se ham sådan, men han besluttede sig for at sige, at han var syg. Syg og dårlig og bare skulle have lov til at ligge i sengen.

Da Sébastien kom tilbage, havde Christophe sat sig bedre til rette med ryggen mod muren og benene i skrædderstilling. Der var lidt mere nærvær i de blå øjne, selvom han stadig ikke helt ville kigge på sin ven.
”Tak,” svarede han lavt og hæst og tog imod kanden og kruset, inden han hældte op og straks tømte kruset i et par grådige mundfulde. Så snart det var tomt, hældte han mere vand op, men sad bare med kruset. Kanden rakte han ud og stillede på natbordet. Det var nok bedst at drikke lidt forsigtigt.
Uroligt flyttede han lidt på sig, inden han lagde begge hænder om kruset og sad og stirrede ned i det. Hvad skulle han sige? Han følte for at undskylde. Han vidste bar ikke helt præcist for hvad.
”Jeg … tak,” sagde han bare igen, denne gang ikke rettet mod noget bestemt, men nærmere det hele.