En fortabt sjæl og tiltrængt venlighed

[Sébastien af Monteres]

Sébastien nikkede bare da Christophe takkede – og håbede at vennen forstod gestussen som et “det var så lidt” som han ikke formådede at få over sine læber.
Han sad egentlig bare og betragtede sin ven som han grådigt hældte vandet i sig. Da han nærmest havde tømt det første krus i løbet af sekunder, slog Sébastien i stedet sit blik ned i skødet – mest af alt fordi han ikke vidste hvor han eller skulle se hen. Den anden skulle nødig føle sig gransket under eller mere utilpas end han nok i forvejen var under Sébastiens blik. Han kendte fra sig selv følelsen af at blive unødvendigt selvbevist hvis nogen betragtede ham når han spise eller drak (eller hvis han stammede voldsomt, men da foretrak han trods alt at de bevarede øjenkontakten, selvom han ofte oplevede at folk så væk). Med fingeren begyndte han at fjernt at røre ved noget af de varme stearin der løb ned på siden af lyset. Da Christophe igen sagde noget løftede han dog blikket og søgte den andens ansigt – også selvom han fortsat ikke så på ham.

“Se-se-seffffølgelig. Det’ det man han venner for, ik’?” slog han fast med et nik. Fortsat overbevist om, at vennen havde reageret noget lig i samme stil og i hvert fald med samme omsorg, hvis positionerne havde været omvendt og det havde været ham der havde haft brug for en ven.
“Jeg jeg jeg jeg blev lidt bekymret efter at-“ et pause på nogle sekunder fulgte inden han igen fik ordene ud samtidig med at han i en hurtig bevægelse rykkede hovedet en smule mere mod højre, “du ikke kom i går,” betroede han sig bare, og var egentlig for en gang skyld glad for, at han var nervøs og bekymret af natur og havde fulgt sin mavefornemmelsen (om end han helt ærligt ikke havde forventet at der rent faktisk var sket den anden noget ondt.) Han havde stadig lyst til at undskylde over, at han var blevet selvom den anden modsat havde bedt ham om at gå - men det virkede også som en lidt tam undskyldning i og med at han jo egentlig ikke fortrød det, og ikke ville have handlet anderledes, selv hvis han havde kunnet, hvorfor han lod det blive ved tanken.

"Du du du kan alti- jeg er her hvis hvis. Uanset hvad," sætningen blev et stort rod, hvilket var pisseirriterende for budskabet stod knivskarpt skåret i hans hoved: hvis Christophe på nogen måde havde brug for at tale om hvad der var hændt ham - læsse af, eller tale om noget som helst andet, var Seb der. Han var måske ikke nogen ordsmed, men han var en glimrende lytter. Forsigtigt lagde han hånden mod vennens skulder og gav den et let klem - i et forsøg på at gøre op for det han ikke var kommet i mål med at udtrykke verbalt. 

[Christophe af Migran]

Det er det, man har venner for. Christophe lukkede øjnene et øjeblik. Han var ikke typen, der sådan helt anså nogen for venner, han følte sig selv for ustabil til at føle, at han kom tæt nok på nogen til at være en decideret ven. Det havde han det fint med, han følte sjældent, at han faktisk manglede noget.
Men Sébastien kaldte ham en ven, og det betød alverdens får den ødelagte Christophe lige nu. Selvom det gav ham dårlig samvittighed, for hvor god en ven var han? Han kunne godt lide Sébastien, men han tog ham sjældent så seriøst. Måske var det hans stammen. Måske var det hans måde at være på, der gjorde ham nem at glemme. Men nu sad han her og var bekymret for ham. Noget der nær fik Christophe til at græde igen. I stedet drak han en lille tår vand mere.

Da Sébastien fik presset frem, at han havde været bekymret, siden Christophe ikke var dukket op dagen før, rynkede Christophe panden. Skulle han have været et sted i går? Han havde været på vej hjem til en kvindelig aftale, da … han skød tanken fra sig. Og kom i tanke om, at han vist havde lovet at dukke op til aftensmad på en af kroerne.
”Åh. Ja. Det havde jeg glemt.” Han orkede ikke at komme på en undskyldning. Det var sjældent, at han fik rodet rundt i sine aftaler, hvilket næsten var imponerende, så meget som han rendte rundt.
Tanken om, at han skulle have været på kro, fik ham til at synke en klump. Hvis bare han havde glemt sin anden aftale, havde han siddet sikkert på en kro iblandt bekendte og ikke … ikke have mødt monstret.

Hans blik blev tomt for et øjeblik, inden Sébastien igen hev ham tilbage til virkeligheden. Selvom sætningen, der kom fra den søde dreng med krøllerne, ikke rigtig gav mening, fangede Christophe alligevel, hvad det var, han ville sige. Hurtigt rystede han på hovedet.
”Der er ikke sket noget.” Løgnen var så åbenlys, at han med det samme blev ramt af dårlig samvittighed, og hans tommelfinger gned hårdt på kruset. ”Jeg vil ikke tale om det,” sagde han så med en næsten uhørlig stemme.

Ville afvisningen få Sébastien til at gå? Tanken sendte et strejf af panik igennem Christophe, og han løftede hurtigt blikket for at se på ham.
”Vil … vil du ikke blive? Bare … bare indtil dagen starter.” Der var en svag undertone af desperation i hans stemme og hans blik var næsten tiggende.

[Sébastien af Monteres]

”Det det gør ikke noget,” svarede Sébastien bare på Christophes forklaring på udeblivelsen fra gårsdagens middag og efterfølgende strabadser, ”det det kan ske fffor os allesammen.” Han synes dog at vennen plejede at være ret punktlig – have styr på deres aftaler, og havde derfor sin mistanke om, at det måske var en løgn – men han kommenterede det nu ikke.
Sébastien var da også fra tid til anden udeblevet fra noget, han egentlig troede- og havde meddelt, at han ville deltage i og være med til. Det var dog aldrig på grund af forglemmelse. Han var rimelig ordentlig i den forstand. Det var nærmere hvis han var for træt, alligevel ikke havde lyst når det kom til stykket, eller hvis et sammenstød med faren løb af sporet og efterlod ham i en tilstand han (enten mentalt eller fysisk) ikke havde lyst til at vennerne så ham i. Mon nogle opdagede- og tænkte over når Sébastien udeblev fra deres aftaler? Han fyldte jo på ingen måde lige så meget som en humørbombe og charmør som Christophe gjorde i sådan en vennekreds – så ligegyldigt hvad ville hans fravær nok ikke være lige så hverken fremtrædende eller mærkbart. Han prøvede dog at skubbe tanken fra sig, da den helt ærligt ikke var særligt opløftende.

Sébastien var nærmest overbevist om, at den anden løj over for ham, men ikke desto mindre tog han sig selv i at nikke til Christophes ord. Hvad skulle han ellers havde gjort? Det ville også virke ret defensivt at konfrontere ham i løgnen – og hvad ville han så i øvrigt få ud af det? Sandsynligvis ingenting. Han kunne jo godt læse det det lå usagt mellem linjerne: Christophe ville ikek tale om det. Når det så var sagt, lå den slags konfrontationer slet ikke til den spinkle mørkhårede fyr.
Christophe nåede dog at følge sine ord op med, at han ikke ville tale om, føren Sébastien nåede at sige noget. Endnu engang nikkede han.

Sébastien blinkede en enkelt gang af overraskelse, da Christophe endelig mødte hans blik. Hans tonefald gik lige i hjertet, og han modstod lysten til igen at lægge armene om vennen. Han nikkede igen og kunne ikke lade være med at føle sig som en eller anden tam nikkedukke.
”Selvfølgelig. Jeg jeg bliver her liiiige så længe du du gerne vil have det,” forsikrede han ham. Sébastien havde ingen andre steder han skulle være – selv ikke derhjemme var han sikker på, at hans manglende tilstedeværelse ville blive lagt mærke til – han ville nok i hvert fald ikke være savnet. Ikke for en enkelt aften. Og sandsynligvis heller ikke, havde det været flere.
Sébastien rømmede sig. ”Ska ska ska’ vi så tale om noget helt andet?” spurgte han, men uden at afvente Christophes svar fortsatte hans talestrøm, ”har har jeg nogensinde fortalt dig om dengang jeg fik Rø-rø-rø-rø-rø… min kat?” han var egentlig usikker på om han overhovedet havde nævnt, at han havde en kat – og det var helt ærligt heller ikke nogen særlig god historie, men bare et spædt forsøg på at lede Christophes tanker væk fra hvad end de kredsede om.

[Christophe af Migran]

Til Christophes afgrundsdybe lettelse, virkede det til, at Sébastien accepterede, at han ikke ville snakke om det. Bare tanken om at skulle fortælle, hvad der var sket, gjorde ham syg, og han mærkede et stik af kvalme. Et næsten hurtigt ”tak” forlod ham, da vennen nikkede, han opdagede knapt nok selv, at han sagde det. Aldrig om han nogensinde ville fortælle nogen, hvad der var sket med ham. Så hellere bare dø.

Da Sébastien sagde, at han ville blive så længe Christophe ville have det, sank Christophes skuldre lidt ned af lettelse. Selvom alt i ham skreg efter ikke at vise Sébastien, hvor slemt det stod til, var det efterhånden ret meget for sent, og han var næsten mere desperat efter ikke at være alene. Han hadede at være alene, det havde altid givet ham en ulækker følelse indeni – måske grunden til, at han tilbragte så meget tid i fremmede kvinders senge – men lige nu følte han, at mørket ville tage ham for evigt, hvis rummet blev tomt og stille igen.
”Tak,” sagde han igen, hæst, men hørbart. En trang til at krybe ind til sin ven, mærke hans varme og fysiske nærvær, gled over ham, men han blev siddende op ad væggen. Noget i ham mistænkte Sébastien for at kunne lide ham på en måde, Christophe ikke kunne gengælde, og det skræmte ham lidt. Især nu.

Christophe fik ikke mulighed for at svare på det første spørgsmål, før det næste faldt. Langsomt rystede han på hovedet, først forvirret over, at de skulle snakke om en eller anden dum kat, men han afviste ikke vennens forsøg på at starte en samtale. Måske det ville hjælpe at tænke på noget andet, om det så bare var en kat.
”Nej, det tror jeg ikke. Jeg vidste slet ikke, at du havde en kat.” Han løftede koppen, nippede lidt til vandet og lod blikket hvile på Sébastien for at høre mere om katten.