Jagt for adelsdamer [P]

[Helene af Suilleaux]

Blandt adelstanden var der vist forskellige holdninger til hvad kvinder burde bruge deres tid på og en af de emner, der splittede mest, var hvorvidt det var i orden for kvinder at deltage i jagt på deres egne jorder. Greven af Rouvry havde alle dage ment, at det sømmede sig for hans døtre at kunne spænde en lille, feminin jagtbue og nedlægge vildt, men hverken Igraine af Charenoy eller Helene havde vist stor interesse dengang.

I dag havde en af de højerestående fruer ved paladset dog taget initiativ til at adelsfruer og frøkener, som måtte, kunne få øvet deres evner. De var i den del af haven, der var nærmest træningspladsen og Helene havde skimtet Lancelin af Suilleaux, men hun havde også travlt med at socialisere med de gifte kvinder og forsøge at få pilen til at være stille, så hun kunne have set forkert.

Uagtet hvad hun havde set eller ikke, fyrede hun sin første pil af fem afsted og ramte forbi målet. Hun tog en hørlig indånding og skulle til at trække en ny pil, da hun hørte en fnisen fra pigen ved siden af og så op i tide til at få øje på ham.

[Lancelin af Suilleaux]

Det var sammen med en anden fra rådet at Lancelin befandt sig i haven og diskuterede politik. Deres ben havde ført dem fra paladsets retssal til den grønne have, der åbenbart var i flittig brug denne dag. Lancelin havde opdaget det velkendte syn af sin hustru, dog med en noget så ukendt aktivitet. Bueskydning var langt fra hvad han havde forestillet sig som noget Helene var interesseret i, men ikke desto mindre stod hun dér og prøvede sig frem. Han lærte åbenbart noget nyt om hende hele tiden. 

___

“Ret dig mere op, og hold øjnene på målet, ellers rammer du ikke,” Han gik roligt imod Helene, holdende i hendes blik som hun fangede hans fra buens træ. Lancelin havde afsluttet sin politiske samtale med samtalepartneren for en stund med en undskyldning om, at han havde noget andet vigtigt at tage sig til. 

Lancelin stoppede op ved hendes side og betragtede kort hendes position, inden at han hæmningsløst gik tæt på. Hans ene hånd fandt hvile om hendes liv, i et forsøg på at få hende til at rette sig mere, mens han med den anden rettede buen en anelse.

“Sigt. Tag en dyb indånding og hold så vejret når du giver slip.” hviskede han sagte over hendes skulder, idet han befandt sig meget tæt på hendes øre.

Flere af de adelige kvinder fangede synet, der ihærdigt måtte prøve at koncentrere sig i deres værende, til trods for nysgerrigheden var lokkende.

[Helene af Suilleaux]

Helene blinkede over at få råd til kropsholdning af Lancelin. Det svarede i hvertfald på spørgsmålet om hvorvidt han ville have prøvet at stoppe hende, hvis hun havde sagt hvor hun skulle være denne eftermiddag.

Hun rankede sig lidt, men rødmede dybt, da han trådte tæt på og lagde hånden mod hendes liv. De var gift og det var intet fordækt ved nærkontakten, men det føltes meget offentligt og det tog hende et øjeblik at forsøge at abstrahere fra nærheden og følelsen af hans ånde mod hendes øre. Hun tog en dyb indånding, holdt den og skød, men missede målet igen.

"Åh," lød det ærgerligt. "Du distraherer mig, Lancelin." Det sidste var tilføjet lavmælt og kun for hans ører.

[Lancelin af Suilleaux]

Pilen ramte ved siden af, og Lancelin smilede svagt over hendes kommentar. Han fjernede sig dog ikke, men holdte sig i stedet blot tæt på hende, uden nogen form for blufærdighed overfor den gruppe, som de befandt sig i.

"Jeg vidste ikke, at min hustru var interesseret i bueskydning?" sagde han lavmælt mod hendes øre, med en tone af overraskelse i stemmen. Så fjernede han sig roligt og lod blikket falde en anelse rundt på de andre adelskvinder, "- faktisk, så vidste jeg ikke, at det havde så stor en interesse blandt så mange af adelens kvinder.." kommenterede han, måske mest til selv.
En lille gruppe unge frøkener slugte dem med deres blikke og fniste en anelse, idet de betragtede det nygifte par; tydeligvis fantaserende om deres nærhed.

"Vil det sige, at jeg kan tage dig med på jagt næste gang, Helene?" Lancelin nikkede kort mod hendes bue.

[Helene af Suilleaux]

Helene var utvivlsomt genstand for en del blikke, men Lancelin for flere, da han trådte tilbage og talte så dem omkring ham kunne høre det. Hans hustru havde det en smule varmt, men hun rømmede sig lidt og trådte væk fra skydepositionen, før hun hægtede sin arm i hans og førte ham lidt ud i haven, væk fra de mest nysgerrige blikke. Han var lidt skandaløs.

"Jeg har ofte været på jagt," konstaterede hun imens. "Men aldrig som jægeren. Og det er vist tydeligt hvorfor." Hun vendte lyse øjne op mod ham med et glimt i dem begge. "Der er ikke mange af os, der er særlig dygtige. Det er kun fjollet tidsfordriv."

Hun klemte læberne flygtigt sammen. "Men jeg tager meget gerne imod en privat lektion, hvis min lensgreve ønsker det?"

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin fulgte Helene med ud i haven, velvidende, at et par af de adelige frøkener så efter Suilleaux parret i længsel. De tætteste til lensgrevinden af Suilleaux havde allerede planer om, diskret at forhøre hende, hvis hun engang skulle komme tilbage til skydebanen alene.

"Naturligvis," svarede Lancelin med ganske alvor i stemmen, som de var stoppet op midt på græsplænen og nu stod overfor hinanden, "Om ikke så længe, så bliver det dig, der underviser den flok fremfor Enkefrue Juliette," han nikkede over Helenes skulder med et diskret flabethed, lige præcis i tide til enkefruens eget mislykkede forsøg på at ramme målet en fod længere væk end hun var vant til. Latter hørtes.

Lancelins blå blik landede på Helene igen. Der var stille et kort øjeblik.
"Helene, der er brug for mig i Suilleaux, så vi rejser før tid. Du er nødt til at pakke snart." sagde han pludseligt en anelse bestemt, velvidende at hans unge hustru ikke ville være helt forberedt på dette, til trods for at den kommende plan var lagt på bordet. Nu var den blot kommet endnu tættere på end hvad planen oprindeligt havde været. Skulle hun nå at bruge tid med sin familie inden, måtte det være nu.

[Helene af Suilleaux]

Helene smilede over udsigten til at blive dygtig nok til at kunne overgå de andre adelskvinder. Hun vidste ikke om det var sandsynligt at det skete, Men det var ikke manglende vilje. Der lå en halv, flirtende bemærkning på hendes læber, men den nåede aldrig at blive udtalt. I stedet stivnede smilet svagt og hun nikkede langsomt med et alvorligt udtryk i ansigtet.

"Selvfølgelig, Lancelin." Hun havde lyst til at spørge hvorfor de skulle rejse, men det skulle der nok blive tid til senere, når de var rigtig alene. "Hvornår rejser vi?"

[Lancelin af Suilleaux]

"Om tre dages tid," svarede han hende kort og kontant. Planen var altså blevet forkortet med adskillige dage. Så fugtede han læberne en anelse og betragtede ud mod havens horisont, som overvejede han sine ord. Normalt var Lancelin ikke tilbageholden, og der skulle efterhånden meget til, men denne gang var der noget i hans blik der indikerede en alvor over hans tanker.

"Der er noget, vi skal først, inden at vi tager afsted," han brød tavsheden og lod sit blik fange hendes endnu engang, og et træk i mundvigen dannede sig, "En gammel ven af mine vil gerne ønske os tillykke. Vi tager derhen i morgen aften, ligeså snart alle andre er gået i seng og der kun er os tilbage.." afsluttede han, og blikket flakkede en anelse i hendes.

[Helene af Suilleaux]

Helene nikkede langsomt og overvejede hvordan i alverden hun skulle nå at få styr på alting på tre dage. Tak Yphion for gode tjenestefolk. Hele huset måtte sættes i arbejde og hun lavede mentalt allerede lister og havde opgivet at vende tilbage til adspredelsen med bueskydning.

Lancelins fortsættelse blev et sekund overhørt, før hun spidsede ører og blinkede lidt, uforstående. Hun kunne ikke drømme om at modsige ham, men det var tydeligt på hendes ansigtsudtryk at hun ikke forstod hvorfor de skulle på en natlig ekskursion. Hun trykkede læberne lidt sammen og nøjedes med at tænke det (tydeligt).

[Lancelin af Suilleaux]

Et støn af humor over at se hendes udtryk forlod Lancelins læber, for det var nemt at se på hende, at hun ikke forstod hvad han mente. Med et par lange fingre fjernede lensgreven en tot af løsreven hår om bag Helenes øre, inden at han forklarede sig diskret.

"Se det som en gave, der bliver holdt hemmeligt for resten.." Mere sagde han ikke, og uden yderligere at sætte ord på dette, lænede han sig frem og kyssede Helenes pande let.

"Imens vi venter på natten, så kan du passende gå op og pakke. Vi har ikke så mange dage. Jeg følger dig tilbage." Han holdte sin arm ud for hende, og fulgte roligt sin hustru hen over plænen mod paladsets døre.

/Lukket