Bekendtskaber er ligesom forhandlinger

[Adelaide Af Zorete]

Til: Bernard af Monteres
Høfligt undskyldte enkefruen sig fra en flok fnisende, gifte, nådigfruer der sladrede på livet løs. For Adelaide var sladder en god ting, for det lod hende vide hvem hun skulle møde og hvem hun skulle undgå, men den sladder kvinderne var begyndt at dele havde en karakter, som Adelaide ikke havde interesse i. Selve begge hendes kusiner var brude til dette bryllup var Adelaide her af en ganske anden grund. Kunne hun blive fri for fnidder havde hun foretrukket det, men hun var en kvinde og kvinder forventedes at elske fnidder. Begyndte hun pludselig at opføre sig anderledes end det der forventedes af hende, ville folk stille spørgsmål.

Den smukt dekorerede kjole nåede til gulvet og bevægede sig fornemt i takt med hendes fødder, da hun bevægede sig rundt mellem de konverserende og dansende mennesker i salen. Hun havde brug for luft. Hun kunne godt lide selskab, men hendes hoved var fyldt med information og hun havde bruge for frisk luft. Bare et øjeblik. Hun søgte mod den nærmeste balkon, der ikke var overrendt med højttalende kvinder. I den ene hånd havde hun et glas rødvin af den fineste slags hun kunne skaffe.

Luften på balkonen ramte hende som et kærkomment kærtegn i det øjeblik dørene åbnede og hun tog en stor mundfuld luft og lod aftenluften stryge henover hud og tøj. Hun så udover den mørke slotshave der lå for fødderne af balkonen og lagde blidt hænderne på den kolde kant, så hun kunne spejde udover landskabet.

[Bernard af Monteres]

Det var ikke ligefrem fordi, at man kunne påstå, at Bernard kunne lide at være til sociale sammenkomster på paladset, men det var forventet af en, når man både var adelig og samtidigt havde en forretning, der solgte varer til de fleste tilstedeværende. Det var nødvendigt at pleje sine forbindelser - og skabe nye. Så da invitationen var blevet leveret, havde Bernard selvfølgelig meldt tilbage, at han ville komme. Uden søn. Han og Sébastien havde svært ved hinandens selskab for tiden, og hvis Bernard skulle være ærlig, var han altid pænt pinligt berørt over at have sønnen med steder henne. Han var ikke den mand, han skulle være, og hans stammen ødelagde alt, hvad han ville sige. Nej, det var bedre at være af sted alene, så han kunne få ting fra hånden.
Men åh, hvor ville han ønske, at han havde Laurianne ved armen, som før knægten blev født. Før hun døde.

En samtale var begyndt at prikke lidt til Bernards temperament, så han afsluttede den høfligt. Pludseligt var der for mange mennesker omkring ham, og efter et kort blik rundt, satte han kursen mod en dør ud mod en balkon. Frisk luft ville gøre ham godt, få hans vrede til at køle af og give ham ro i hovedet. Han tømte sit glas på vejen og stillede det på en bakke, en tjener kom forbi med, men han tog ikke et nyt. Han drak ikke meget, da alkohol synes at slippe vilddyret i hans indre fri, og det var der ingen, der ønskede, absolut heller ikke ham selv.

Han nåede at træde ud på balkonen med første skridt, inden han opfangede, at der var nogen i forvejen. En kvinde. Kort tøvede han, men valgte så at fortsætte derud. Dørene blev lukket bag ham for at dæmpe lyden af musik og stemmer, inden han stillede sig ud til siden af balkonen for ikke at forstyrre kvinden, hvis hun ønskede at være alene. Det gjorde han. Bagfra kunne han ikke se, hvem det var, og han valgte ikke at sige noget, men i stedet rette blikket mod haven under dem.

[Adelaide Af Zorete]

Hvis Adelaide skulle indrømme det nød hun faktisk stilheden et øjeblik. Udadtil elskede hun fester og muligheden for at møde andre mennesker, socialisere og hvad der ellers hørte til den slags. Inderst inde kunne hun godt lide stilheden, men der skulle meget til før nogen fik det af vide. En socialtdreven kvinde var langt lettere at have med at gøre for mange. En der nød stilheden bragte alt for mange spørgsmål med sig som hun ikke ville svare på. Derfor trak hun igen og igen den sociale maske på, det charmerende smil og den positivt konverserende attitude på.

En blid vind kærtegnede den lyse hud, da lyden af balkonens dør knirkede bag hende drejede hun langsomt hovedet for at betragte den herre der betrådte balkongulvet. Der var ikke meget udtryk at tyde i hans ansigt, men hun fandt alligevel sit frem for ikke at virke som en, der var hugget i sten. “For megen larm Nådigherre?” spurgte hun med antydningen af et smil i de mørke øjne. Umiddelbart genkendte hun ham ikke, men mørket havde trods alt også bredt sig vidt og bredt på den lille balkon.

Det var ikke alle hun kendte trods adelige titler og andet, men hun havde dog brugt aftenen på at samle information, så et navn ville måske give hende mere information end udseende. Det havde været en ganske kærkommen invitation at få, når nu hun havde lagt planer om ikke at forblive enkefrue. Vinden havde fejlplaceret en tot hår og de fine hænder var hurtigt til at sætte den på plads hvor den hørte til. Hun brød sig ikke om ikke at se ordentlig ud, slet ikke ved en lejlighed som denne.

[Bernard af Monteres]

Kvindens stemme brød aftenens kølighed, og Bernard sukkede indvendigt. Det lod ikke til, at han ville finde fred herude, til at få sin indre ro frem igen. Men mørket og den svage brise hjalp allerede med at køle ham ned.
"Somme tider kan man bruge en pause fra sladderen," svarede han høfligt tilbage og drejede sig for at se på hende. Nu hun havde ansigtet mod ham, genkendte han hende svagt, et navn lå og drillede ham i det yderste af hans hukommelse. Zorete. Fornavnet smuttede fra ham, men han kunne huske, at hun var enkefrue. En køn ung kvinde.

"Lidt frisk luft kan give lidt ro til hovedet, Nådigfrue." Han nikkede høfligt til hende med hænderne pænt samlet bag ryggen, der var ret. Han vidste, at han var en stor mand, og at hans fysiske tilstedeværelse kunne gøre både mænd, men mest kvinder, utilpasse. Derfor trådte han kun et enkelt skridt nærmere for at vise, at han accepterede hendes forsøg på at starte en samtale - selvom han lige nu hellere ville være fri, men det ville være uhøfligt, ønskede hun at konversere, og hvordan det hele så ud udadtil var det vigtigste.

Hans blik gled kort ned over hende, men fandt til ro på hendes ansigt. Han vidste ikke så meget om hende, men han forventede, at hun var lige så kedelig som de fleste andre kvinder tilbage til festen, de kom fra. Sladder interesserede ham ikke, og det var efterhånden en del år siden, at han havde haft en kvinde i huset, så han var heller ikke længere med på, hvad der var nyt og spændende for kvinder. Altså, ud over hvad der var af varer i hans butik. I øjeblikket var der noget med grønt silkestof. Han kunne ikke få det hjem hurtigt nok.

[Adelaide Af Zorete]

De mørke øjne havde stadig ikke vænnet sig ordentligt til mørket omkring dem, men skikkelsen et stykke fra hende begyndte langsomt at blive tydeligere. Han var høj, meget højere end de fleste mænd tilbage i Zorete. De fleste der, var selvfølgelig også lavstammede bjergmænd uden megen hjerne på nær Adelaides egen afdøde mand. Så vidt hun kunne vurdere var han ikke en af de mænd hun havde udset sig en samtale med, så hun tog ikke den overdrevene charme på, men blot en ganske almindelig manerlighed, der passede til en adelsfrue.

“De har måske brug for ro?” spurgte hun og vendte hovedet mod udsigten til haverne igen. Hun ville egentlig ikke forstyrre nogen hun ikke havde en god grund til at forstyrre. Til denne fest var hun ikke ankommet for at få venner, hun var kommet for at se sine muligheder an snakke med de rette folk for oplysninger og måske starte en relation til en mulig brugbar ægtemand, men intet andet. At hun var kommet til at danse med Lucrèce af Vigny tidligere var en anden sag.

Mens blikket var rettet andetsteds fik hun endelig sat hans ansigt på plads. Det var købmanden fra Monteres. Også enke, men den lighed mente hun ikke de kunne bruge til noget. “De er købmand?” lød det halvt spørgende og halvt konstaterende, for hun så pludselig en mulighed, selvom hun havde haft intention om måske at lade han være i fred, hvis han bad om det.

[Bernard af Monteres]

At indrømme, at han havde brug for ro, var ikke noget, Bernard havde tænkt sig. Ikke til en kvinde, han ikke kendte. Det ville være at indrømme svaghed, selvom det netop var, hvad han var gået herud for. Ro. Ikke fordi festen var overvældende, men fordi hans vrede lå og ulmede, og han vidste, at han måtte trække sig, inden den begyndte at vokse.
"Der kan blive varmt indendørs," svarede han bare og konkluderede så, at hun virkede til at ville lade ham være, som hun så væk. Godt. Han drejede sig selv mod balkonens gelænder og så ud i mørket.

Der gik dog ikke mange øjeblikke, før hendes stemme lød mod ham igen. Hun var åbenbart kommet i tanke om, hvem han var. Eller hans funktion, i hvert fald. Så han drejede sig mod hende igen og nikkede en enkelt gang.
"Ja, jeg er indehaver af Import de Luxe, jeg sælger eksotiske varer." Der var en svag snert af stolthed i hans stemme, for selvom forretningen havde stjålet det liv, han ville have haft, var den stadig et produkt af hårdt arbejde og dedikation, og han var ganske stolt over, at han havde fået den til at blomstre endnu mere end under hans far.

Hendes pludselige interesse kunne betyde mange ting. En potentiel kunde, måske? Bernards mentalitet var allerede på vej væk fra det festlige element, som han gjorde sig klar til at snakke forretning. Noget, der aldrig havde været en personlig interesse, men som han havde lært sig selv at håndtere med så stor passion, som han når han svang et sværd.

[Adelaide Af Zorete]

De lange, slanke fingre strøg henover den kolde overflade på balkonens gelænder. Adelaide betragtede dem, mens hun lyttede til mandens dybe, ru stemme. Hun svarede ikke på kommentaren om det varme indeklima, det gav sig selv, at hun delte hans observation. I stedet brugte hun tiden på at overveje sit næste træk, da han bekræftede, hvad hun endelig selv var nået frem til. Indehaveren af Import de Luxe. Den unge enke havde før overvejet at opsøge hans forretning, men havde holdt sig fra det af én ganske simpel årsag - det kunne blive for farligt. Alligevel tog hun sig selv i at genoverveje det, når nu han stod her foran hende. Muligheden virkede for oplagt til at afvise.

“Interessant” overgav hun sig til sidst. Derefter gik der et øjeblik før hun fortsatte. Tiden der gik imellem hendes ytringer brugte hun på at overveje sine ord nøje. “Må jeg spørge om de har et speciale?” egentlig var det hendes mand der havde handlet med folk og det handlede mest om magiske vare. Desuden var handel for mange var det ikke en kvindes ærinde. “De må undskylde min mangel på viden om deres erhverv. Jeg ønsker blot at vide mere i håb om, at de måske kan hjælpe mig”

Det var ikke sikkert, men hvem ellers skulle hun spørge om råd fra end én, der virkelig vidste noget om handel og, ud fra navnet, om import. Måske det ikke var stedet at bringe så kedeligt et emne på banen, men så vidt hun kunne læse ud fra hans udtryk havde han intet imod det, men hun måtte også erkende, at han var sværere at læse end de fleste.

[Bernard af Monteres]

Det virkede til, at kvinden skulle overveje sine ord, for hun var tavs et øjeblik. Bernard begyndte at føle en smule nysgerrighed. At hun var en kvinde, var for ham ikke en forhindring i, at de kunne handle. Det skete, at det var kvinden i husholdningen, der stod for køb i hans forretning. Det havde han ikke noget i mod, nogle kvinder var overraskende gode til både at vurdere kvalitet og håndtere penge. Andre var elendige, men det kom så kun ham til gode. Men det var ikke anderledes end med mænd.

Hendes spørgsmål fik ham kort til at rynke panden, hvilket gav hende tid til at fortsætte, inden han kunne nå at svare. Om han kunne hjælpe hende? Nysgerrigheden voksede, men han holdt den pænt gemt væk.
”Vi er kendt for kvaliteten af silke, te og krydderier, Nådigfrue. Men vi får varer fra mange dele af verden, og hvis der mangler noget specifikt, kan vi altid forsøge at skaffe det.” Der var mange forskellige ting i hans forretning, og ofte kom der ting med de forskellige sendinger, der normalt ikke stod på hylderne. Han stolede på, at de folk, han havde hyret til at handle i de fjerne lande, vidste hvad der kunne sælges og hvad Bernard ønskede, der skulle stå på hylerne.

Hans stemme havde ændret sig en smule, som han nu var Købmanden af Monteres, og ikke Nådigherren. Så snart det handlede om forretninger, var han ikke længere på lige fod med andre adelige, men en mand i tjeneste. Noget han knap nok lagde mærke til længere, selvom det havde taget tid at lære.
”Hvad ønsker De, at jeg kunne hjælpe Dem med?” Han gik et par skridt tættere på, som samtalen nu var en realitet, og det var dumt at stå og tale hen over den brede balkon.

[Adelaide Af Zorete]

Umiddelbart tilpassede Adelaides sig til dem hun var omkring, men netop i denne samtale var der mere af den ægte Adelaide til stede end normalt. Dette handlede om noget hun gerne ville have til sig selv og ikke for at fodre hendes hunger for indflydelse. Det kunne dog komme hende til gode i den også, men for en gangs skyld stod det i anden række af vigtighed. De ting han opremsede havde hun absolut ingen interesse i, men han tilføjede, at han kunne prøve at skaffe ting. Hun havde overvejet muligheden før, men det var trods alt noget modigt at have sådan en plante stående i sin have, men den kunne måske maskeres blandt andre smukke blomster.

“Så plantefrø og eksotiske planter er også noget De kan skaffe, hvis man havde ønsket?” spurgte hun uden at se på ham. Hun overvejede, hvor direkte hun kunne være uden at rygtet spredte sig, men en købmand burde kunne holde tæt. Det var vil ikke i hans interesse at få et rygte af at dele folks indkøb med alt og alle. Og fra hvad hun indtil videre havde set af ham virkede han ikke som en med åbne arme.

“Jeg har altid haft en drøm om at have en kristpalme i min have. Ikke mange kan se dens skønhed, men jeg tror den ville klæde mine blomster at have noget at stå imod” hun havde hørt om planten fra hendes afdøde mand. Den skulle være ganske giftig, men give en symptomer som andre almindelige sygdomme også kunne være skyld i. Hun så op på ham uden at smøre den helt store charme på som hun ellers gjorde.

[Bernard af Monteres]

Ikke en muskel rørte sig i Bernards ansigt, som han betragtede hende. Hun virkede til at være lidt tilbageholdende med at svare, hvilket gjorde Bernard ganske nysgerrig. Men han var diskret, hun ville ikke være den første, der ønskede at få noget specielt hjem fra mere eksotiske steder. Han var ligeglad, det var ikke svært at gemme mere eller mindre ulovlige genstande mellem resten af varerne, og han havde aldrig haft de store problemer med at få ting hjem, andre ville rynke på næsen over. For ham var det bare varer. Penge i kassen. Endnu en tilfreds kunde. Det var ikke hans ansvar, hvad de ville gøre med de ting, han solgte.

Plantefrø? Eller en hel plante? Hans udtryk var stadig som sat i sten, mens hun fortsatte og fortalte, hvilken plante, hun havde i tankerne. Ikke at han vidste meget om planter, men han havde dog hørt navnet før. Var det noget med, at den var ganske giftig? Han var ikke sikker. Men som den gode købmand, han var, lagde han straks de tanker på hylden og fokuserede på, om det var noget, han kunne skaffe hjem.

”Det er vist en plante fra Edrye? Det burde ikke være noget problem.” Han løftede ganske let i mundvigene for at angive et imødekommende smil. ”Jeg kan sende bud til mine kontakter, og der vil være en plante eller frø i næste mulige sending varer. Diskret,” tilføjede han roligt og naturligt, som sagt var han ligeglad med planten, dens egenskaber og hendes behov for den. Hendes snak om at have et ønske om at have den i haven, købte han ikke, men igen, det kom ikke ham ved.
”Så sender jeg bud til Deres residens. Det er Zorete, ikke?” Det sidste sagde han med en undskyldende tone, han var stadig ikke kommet på hendes navn. Det irriterede ham mere end det burde, men det kunne man ikke mærke på ham.

[Adelaide Af Zorete]

Om det var lyset eller blot en handelsmetode, så var bernard af Monteres sværere at aflæse end hun brød sig om. Faktisk mindede han hende om sig selv på det punkt. Hun anså sig selv som værende svær at læse og ikke kun fordi andre havde fortalt hende det. Det var vigtigt for hende, ikke at være en åben bog, for det kunne være farligt for hende. Hun havde tanker og visioner en adelskvinde ikke burde have. I dette tilfælde lod hun dog en vis portion ærlighed komme til syne. Hun var interesseret i at handle og det ville hun lade ham vide.

“Ja, Edrye er ikke ligefrem et sted jeg kommer så tit, men de har ganske smukke planter” Og ikke mindst utroligt brugbare planter i enkefruens optik. "Diskretion er noget jeg værdsætter højt, min gode handelsmand, så det takker jeg for” erklærede hun ærligt. Hun lagde en hånd over den anden på de kolde sten foran sig.

“Adelaide af Zorete. Så rammer de den rigtige frue. Nok er familie vigtigt, men jeg frygter at falder planten eller frøene i hænderne på andre fra Zorete, ved de så lidt om planter, at de nok bare smider det ud” hun havde virkelig ikke noget over for Zorete, selvom hun for det meste skjulte det. Dette ga vikke udtryk for hendes foragt i stedet var det ærlighed om, hvor lidt familien forstod sig på det hendes ægtemand havde holdt så meget af.

[Bernard af Monteres]

Om Edrye havde smukke planter eller ej, var Bernard ikke klar over. Han havde været dernede tre gange, og han havde ikke skænket den lokale flora en tanke, som han heller ikke gjorde herhjemme. Hans interesse for natur rakte ikke længere end han kunne spytte, og selv der var det mest baseret på, hvordan det passede ind i hans liv med handel. Eller hans korte tid som ridder, hvor viden om overlevelse havde været en del af lærdommen, der blev banket ind i hovedet på ham. Resten, nå ja, det var der tydeligvis andre, der havde styr på.
"Edrye er et pænt land," svarede han høfligt og neutralt. Hendes ord om diskretion fik ham til at bukke svagt i overkroppen som for at vise, at han tog i mod hendes tak.

Et kort udtryk af undskyldning gled over hans ansigt, og han sænkede kort hovedet som tegn på, at han følte skam over ikke at kende hendes navn. Hvilket selvfølgelig bare var spild for gallariet, for selvfølgelig kunne han ikke huske hver eneste adelige i Falanie.
"Adelaide af Zorete," gentog han for at indprente sig navnet, mens hans øjne gled over hendes ansigt. Det ville han ikke glemme igen, han havde en ganske udmærket hukommelse, grunden til at han ikke vidste hendes navn var, at han ikke havde haft noget direkte med hende at gøre for.
"Jeg lover Dem, at Deres vare ender i Deres hænder, Nådigfrue." Bernard sagde det med en sikkerhed, kun en mand, der ved, at han har styr på alt, ville sige det. Der var ingen, der var i tvivl om, at den store mand havde en stålsikker tro på sig selv, heller ikke som han stod her i halvmørket og lavede mere eller mindre lovlige handler med en smuk ung enkefrue.

Hans grønne øjne glimtede lidt i lyset fra festsalen, som han betragtede hende - diskret, men ikke i skjul. Hun havde vakt hans interesse, ikke bare på grund af hendes kønne udseende, men også fordi hun gav ham indtrykket af, at der var mere end bare udseendet. Intelligente kvinder var altid mere interessante end tomhjernede gæs. Nok var de sidstenævnte nemme at hundse rundt med, men han ville hellere have modstand. Til en hvis grænse.

[Adelaide Af Zorete]

Der var noget over ham, der gjorde at hun ikke bar det samme lag af beskyttelse over sin personlighed, som hun ellers gjorde. Der var ikke noget hun tilpassede, da han selv var svær at læse og derfor ikke gav hende et praj om, hvilken udgave af hende selv, hun skulle give ham. Derfor tænkte hun ikke ligeså meget over sine træk, som normalt. Dog viste hun heller ikke alt. Det gjorde hun aldrig. Det var der ingen grund til.

Mørket gjorde stadig hans ansigt svært at se, men hun kunne fornemme de få udtryk, han alligevel sendte i enkefruens retning. “Det sætter jeg pris på. Hvem ved om jeg finder mere på listen de kunne skaffe” med det lå der også en undertone af, hvis alt levede op til de løfter han gav.

Denne gang vendte hun sig helt imod ham med balkonens kolde kant mod sin ryg. “Hvordan forsegler De normalt sådan en handel? På skrift eller er ord nok?” hun brød sig ikke om den snert af uvidenhed hun følte ved at stille netop dette spørgsmål. Meget viste hun og normalt ville hun helst være fuld kontrol, men handel var endnu ikke et bekendt område for hende. Det måtte hun gøre noget ved, så al usikkerhed kunne forsvinde.

[Bernard af Monteres]

Et let smil var at se på købmandens læber, som enkefruen nævnte, at der måske var mere, han kunne skaffe til hende. En forretning som hans kunne ikke leve uden kunder, og han så allerede frem til, at hun ville benytte ham og hans forbindelser igen. Hun skulle nok få sin plante.
”De vil altid være velkommen til flere forretninger i min butik, Nådigfrue.” Hans tonefald var imødekommende, og man kunne sagtens foranlediges til at tro, at han var en venlig mand. Og det var han også til en vis grad, især overfor kunder. Andre, som hans ansatte og hans søn, kendte ham dog bedre.

Det virkede til, at samtalen ville fortsætte og Bernard trådte tættere på enkefruen, der havde vendt sig imod ham, så der kun var en god armslængde mellem dem. Det gjorde det nemmere at se hendes ansigtstræk i halvmørket. Han sørgede dog for at holde så meget afstand, at hun forhåbentligt ikke blev intimideret af hans fysiske størrelse.
”Det kommer an på handlens størrelse og kundens ønsker. Normalt skriver vi begge under på et juridisk bindende dokument, især ved større handler. Men ved en mindre handel som denne, har jeg ikke noget i mod at nøjes med en mundtlig aftale.” Det var risikabelt, men nogle ting var bedre ikke at skrive ned.
”Deres navn vil florere i mine bøger, jeg bliver nødt til at holde styr på indtægter og udgifter, men varen vil ikke være nævnt.” Nej, planten ville ikke stå nogle steder. Han havde i stedet en vare, han brugte som erstatning, når det kom til de mere lyssky forretninger.

Det gjorde ham ikke noget at forklare, hvordan det ville foregå. Det var kun til hendes fordel, at hun i det hele taget udviste fornuft nok til at spørge.

[Adelaide Af Zorete]

Et øjeblik var Adelaides udtryk oprigtigt, ikke noget hun kontrollerede i ligeså stor form som ellers og det viste tænksomhed før hun slog blikket tilbage til sin samtalepartner. Alt var lagt tilbage i samme kontrollerede folder som før selvom hendes parader med denne mand var knapt så højt oppe som ellers. Måske fordi han udviste ligeså meget kontrol over sig selv som hun normalt havde. “Jae” trak hun kort på ordene. “Lad os se. Er de ligeså god som deres ord, så er det meget muligt det det kommer til at ske”

Måske det var på tide at afslutte denne samtale og fortsætte den, når planten var ankommet i enkefruens varevægt, så kunne denne forhandling fortsætte til den tid. Derfor trak hun sig fri fra balkonens ræling og kom tættere på den nu mindre fremmede, men stadig meget høje herre. “Det lyder meget fornuftigt. Så vil jeg lade det blive ved dette og muligvis gøre større handler med Dem på et andet tidspunkt” hun fortsatte forbi om mod den lukkede døre ind til den brændende varme festsal.

“Det lyder ganske som diskretion er en af Deres dyder hr. Købmand af Monteres. Vi mødes helt sikkert igen” afsluttede hun og sendte ham et sigende smil, inden hun trådte ind i festsalen igen.

Slut?