Vær hilset kære Frøken

[Arémar Or]

Til: Villine Kammerpige

”Paprika fra Vesten, helt ny sending klar!”



”Det var en fornøjelse som altid Mester Roché. Næste gang må De huske at medbringe Deres smukke hustru. Hils Fruen fra mig!”



”Brug denne karry til Deres kylling i aften, det smager fortrinligt, De vil ikke fortryde det”.



”Hvem i dette land tør prøve kræfterne af med den stærkeste chilli fra Vesten? Hvad med jer unge Mestre? Hold jer endelig ikke tilbage!”



Dagen havde været ganske indbringende. Arémar var ikke bange for at gøre sig bemærket, og blandet med de eksotiske varer gav det ham en solid bundlinje. Han behøvede ikke frygte for sin indkomst, og det gav ham både ro og mad i maven her nat. Men som skik for den menneskelige race ville mere have mere. Så Arémar var altid i søgen efter nye forretningsmuligheder.



Også selvom de ikke altid førte af dydens lyse sti.



Aftensolen hang nu lavt på himlen, og den unge mand nynnede tilfreds sig ham selv, mens han begyndte at pakke sine varer væk. En rødlig farve, der ikke skyldtes solens skær, fangede hans blik, og han lod sig distrahere. Det var de lange, krøllede lokker tilhørende en ung kvinde, der gik i nærheden.



Interessant.



Rødt hår og blå øjne. Det var et sjældent syn i Levagny. Det var grænsende til det eksotiske. Og det skulle selvfølgelig undersøges nærmere. Kvinden virkede usikker. Var hun faret vild? For Arémar var dette i hvert fald en oplagt mulighed for at gøre sig til kende. ”Vær hilset Frøken. Hvordan kan jeg hjælpe Dem?” spurgte han efter hende med det charmerende smil, der dagligt gav ham kunder.

[Villine Kammerpige]

Endnu engang befandt den sky kammerpige sig på det levende og altid højlydte marked. På den ene side elskede hun at være der for varende og på den anden hadede hun det pga. Alle menneskerne. De gjorde hende noget så utryg og den mest ubærlige lyst til bare at gemme sig overgik hende altid her. Efter et par år langt væk fra byens mylder havde hun lært ikke at gå i panik, når andre mennesker levede deres ubekymrede liv snaksagelige omkring hende.

Denne dag var Villine ude på ærinder for hendes frue og under armen bar hun en lille kurv med de få vare hun havde fundet indtil videre. Væk i sin egen verden lod hun sine fine fødder vælge vejen rundt mellem kendte og ukendt boder, indtil hun blev stoppet af en ung fremmed mand.

Det gippede i hele hendes spinkle krop og hun stoppede op på stedet og så forsigtigt mod den mørkhårede herre der tydeligt ville have hendes opmærksomhed. “Hm.. Jeg... det..” stammede hun kortvarrigt før hun fik hold på sig selv. “Jeg tror ikke de kan hjælpe mig.. Jeg skal bare hente et par ting for min frue” undskyldte hun sig, men turde ikke helt gå, da han virkede så insisterende på noget hun ikke kunne gætte sig til hvad var.

[Arémar Or]

Som en hind på vagt gippede det i den spinkle kvindeskikkelse, da han kaldte efter hende. Det var godt, at hun ikke havde mange varer i sin kurv, for så ville de bare være faldet ud. Han lagde hovedet let på skrå og smilte kærligt for at berolige, da hun med sin stammen understregede sit nervøse gemyt. Han slog let ud med hænderne, da hun italesatte sin søgen. "Jamen kom endelig nærmere, måske jeg har noget, der kunne være din frue værdig," bød han næsten honningsødt. Arémar havde skam ikke tænkt sig at lade den unge tjenestepige slippe så let. "Hvem er din frue?" spurgte han ganske interesseret, mens hans kropssprog bød den unge kvinde nærmere. Som en ægte handelsmand var han naturligvis altid på udsigt efter nye kunder.

[Villine Kammerpige]

De forsigtige blå øjne forsøgte at se på den fremmede sælger, men det var stadig svært for hende virkelig at se fremmede i øjnene. I stedet på hun mod hans hage, det var lettere. Af natur holdt hun sig på et par meters afstand selvom manden stadig talte til hende. Det var et tidspunkt på dagen, hvor der ikke var for mange på markedet, men stadig nok til at hun hellere ville gå i sin egen verden end at tale med folk, for så blev hun opmærksom på al den potentielle fare omkring hende.

“Min frue, men jeg skal kun have nogle få ting” det gjorde hende endnu mere nervøs, for hun holdt sig altid til det hun blev bedt om. Hun ville ikke gå imod enkefruens ønsker og risikere at blive erstattet. “Min frue er Cosette af Treillery” fortalte hun uden at se en grund for ikke at lade manden kende til hendes frue.