Det reneste sind

[Dauphine Marchande]

Zamoron Elriqor
Eftermiddag
overskyet

---

Dauphines tanker gled frem og tilbage, som hun vandrede mod Teateret. Hendes drøm var, at arbejde der en dag, at skabe og opvise musikalske indslag eller endog viser og sange til brug i dramatikkerne. Hun agtede at få tale med en derinde, der måske kunne skænke hende en position. Hun havde arbejdet på et særligt stykke med sagnet om Chlodovech den Katolske, der imodsætning til alle andre lod sig døbe i katolicismens navn istedet for arianismen, hvilket havde skabt et tragisk postyr. Dauphine var velbelæst og var derfor i stand til at digte visen på latin, hvilket hun oprindeligt havde gjort. Men med tanke på at skabe en vise som alle kunne forstå, havde hun omsat versene til samtidens fransk. Som hun gik dér blandt folk og dyr, hvilede hendes drømmende blik mod det grå himmellegeme, som musikken til hendes vise spillede for hendes indre ører; Strygere, afdæmpede tabor slag, tenor stemmen fra en mand harmoniseret af en lys stemme fra en ung dreng eller kvinde, alt sammen spillet i en melankolsk fortælling om den modige Chlodovech er trodsede religionen til gavn for de mange, men som endte med at betale med det dyrebareste han havde. Dauphine nynnede afdæmpet rytmen, som hun hørte den med et lille smil på læben. Totalt opslugt af sin indre kreativitet.

[Zamoron Elriqor]

Kultur og kunst havde ikke været en stor del af Zamoron's opvækst, og han var ingen ekspert den dag idag. Meget havde dog ændrede sig siden han som lille dreng havde rendt rundt i Edry's gader, og bare været barn. Hans læremester havde åbnede mange døre for ham, og manden havde fået udvidet sin horisont en del over de mange år han efterhånden havde boede i Falani. Teateret var blot et af mange steder der nu tiltalte helbrederen, og denne dag var han egentlig taget forbi teateret. Det var noget tid siden han sidst havde set et stykke, og han syntes at have hørt en lille fugl synge om et stykke på vej til byen. En trup og skuespillere der kom langvejs fra. Det hele var ganske interessant, og Zamoron ville gerne være på forkant før pladserne var udsolgte. Hvem vidste, hvis han var heldig, kunne han sågar få fat i to biletter så han kunne tage en ven.. eller veninde med.


Byens markedet var dog befolket denne dag, og det var så godt som umuligt at bevæge sig omkring uden at være tæt på at støde ind i nogen. Endnu engang trådte han til side for en person der nær var stødt ind i ham, kun for selv at ende med at kollidere ind i en meget mindre skikkelse "Om forladelse.. eh.. frøken.." han fik set sig om, og havde instinktivt rakt ud for at fange og stabilisere den person han var stødt ind i. Det viste sig hurtigt at være en kvinde, og han slap omgående og sendte hende et af sine charmerende smil.

[Dauphine Marchande]

Ja det havde faktisk næsten passet med, at som Dauphine forventede det næste trommeslag i sin indre symfoni, så blev hun fysisk slået ud af kurs, da et bjerg af en mand stødte ind i hende og udfordrede hendes balance. Dauphine udstødte en forskrækket lyd, som hun balancerede på hælene. Armene gribede efter hvad som helst, der kunne hjælpe hende til at holde sig oprejst. Hun endte med at gribe en håndfuld blødt stof, i samme øjeblik som et par hænder greb om hendes overarme. Dauphine registrerede det dog ikke. Hendes krop reagerede på instinkt, da hun udnyttede stoffet i sine hænder som fæstepunkt og trak sig helt simpelt hen til det, for at flytte balancepunktet tilbage til hendes fodsåle istedetfor hælene. Hun åndede lettet op, da hun mærkede stabilitet i benene igen og slap for at ydmyge sig selv ved at falde. Det var dog også nu, at hun mærkede en form for varme nær hende og da hun først sådan rigtigt kiggede på, hvad det var hun havde grebet i, blev øjnene store og farven i kinderne steg langsomt, indtil en rød farve havde lagt sig i hendes ansigt. "Oh!...æh.. Beklager!" Fremstammede hun og slap ham lige så hurtigt, som han slap hende. Dauphine slog blikket lidt i jorden. "Jeg gik vist i mine egne tanker." - "Jeg havde slet ikke set Dem." Hun trak på et undskyldende smil og rettede blikket mod ham igen, for først rigtigt at se ham nu. Hans mørke hud virkede hende velkendt for en Eydriener... eller en Odrianer. Disse folk var langt fra fremmed for Dauphine, hvis far havde handlet med begge lande så langt tilbage som hun kunne huske. Det var ikke det der fik hende til at se lidt væk, som en skolepige der var blevet taget i at sende stjålne blikke. Det var det smil der hang ved hans læber.

[Zamoron Elriqor]

De greb på lige fod ude efter hinanden, men begge med samme formål; At hun ikke skulle falde. Det så da også ud til at lykkedes, om end hun virkede overrasket over at blive hjulpet sådan? I alt fald var hendes øjne voksede dobbelt deres størrelse, og den fine rosa farve der prydede hendes kinder var umulig at overse.

De slap da hinanden hurtigt nok igen, og hun virkede til at have svært ved at holde øjenkontakten. "Det var vidst mig der ikke så mig for" skyndte han sig at slå det hen så forlegen som hun virkede. "Er De uskadt, frøken?" spurgte han snart oprigtigt bekymret for hendes ve og vel. Nuvel, det var hans job måske, men arbejdsskade om man ville. Smilet var da også falmet en smule til fordel for det bekymret udtryk der nu kunne spores i hans ansigt. Umiddelbart virkede hun uskadt foruden hendes forlegenhed, den del kunne han ikke gøre så meget ved trods alt. 
Hvordan folk skævede forundret mod dem, var ganske tabt for helbrederen der ikke havde øjne for andre end den unge kvinde her. Hun virkede så ung, så.. uskyldig. Der var noget så ren over hende, noget denne verden nok skulle få ødelagt før eller siden. 

[Dauphine Marchande]

Dauphine kom automatisk til at rette blikket op mod ham, da han talte, spurgte om hun var okay. Hun trak på et lille smil og nikkede. "Ja, ingen skade sket." Forsikrede hun ham, "Er De?" Spurgte hun - skønt han ikke umiddelbart stod med blødende næse eller sammenkrummet i smerte. "Jeg var på vej på mod Teateret med en ide til den forestilling de planlægger til sommer." Forklarede hun og havde nu lagt blikket væsentligt mere selvsikkert på ham, i takt med at hun sporede af optrinnet. "Jeg kan blive så optaget af det, at...", minen ændrede sig til et venligt, men undskyldende et ".. det går udover andre.".

[Zamoron Elriqor]

"Aldrig haft det bedre" svarede han forsikrende. Hun var da hurtigt videre og forklarede hvad der var sket, og man kunne da ikke finde hende andet end kær sådan som hun forklarede sig. Forklaringen var da også ganske interessant, og han lyttede nysgerrigt. "Ah, en kunstners hjerte og sjæl.. det forklarer en hel del.." lagde han blødt ud med. "Jeg var faktisk selv på vej mod teateret, men jeg kan jo hører jeg ligeså godt kan spørge Dem. De er vidst ganske godt informeret..." fortsatte han smilende. "Vi kunne måske også følges resten af vejen..?" han kom i tanke om at de jo ikke engang kendte navnet på hinanden. "Se nu der, jeg glemmer alt om høflighed, og noget så simpelt som en præsentation..." han bukkede for hende, men fastholdt blikket og smilet. "Magus Zamoron Elriqor, til Deres tjeneste.."

[Dauphine Marchande]

Dauphine smilte et yndigt smil, da han anerkendte hende som en kunster. Det var hvad hun aspirerede til at blive.. Ikke at hun forstod hvad han mente med, at det forklarede en hel del. Men end lod hun denne del af kommentaren glide forbi hendes næse. Istedet fokuserede hun på det næste han sagde; På vej mod tearet, ligesom hun. Hun gjorde et kort nik. "Det kan man sige." Svarede hun, "Jeg kommer der tit.". Dauphine var egentlig ganske indstillet på at skulle tilbringe resten af turen til Teateret, med ham som selskab, men hun blev afbrudt i sine tanker, da han så efterfølgende præsenterede sig selv. "En Magus?" Gentog hun overrasket, "Tænk sig, det havde jeg ikke troet." Indrømmede hun med et venligt smil. "Dauphine Marchande." Præsenterede hun sig så og nejede høfligt. Hun var efterfølgende hurtig til at rette interessen tilbage på hans titel. "Hvor er De udlært henne?" Spurgte hun nysgerrigt, "Jeg studerer selv på universitetet, men har ikke set Dem derhenne?". Dauphine gjorde en gestus til at de skulle slå hinanden følge og begyndte dernæst selv at gå stille frem.

[Zamoron Elriqor]

Den unge kvinde havde et ganske kært smil, noget der var svært at overse. Hun virkede dog ret ung, men det at hun studerede på universitetet sagde vel også at hun næppe var særlig gammel. Hun havde også præsenteret sig i samme ombæring "Hvad havde de så troede jeg var?" kunne han ikke dy sig for at spørge. Hun var ikke den første til at komme med sådan en kommentar, og det bundede nok i at han var så let at snakke sammen med og ikke følte sig hævet over alle andre. Måske kunne det være andet. "Jeg er udlært på selvsamme universitetet, men det er efterhånden noget tid siden. Jeg kommer der efterhånden kun for at mødes med min lærling. Hvad studerer du?" spurgte han selv nysgerrigt.

De satte sig snart i bevægelse side om side, kursen var sat, og målet var de vidst begge enige om. Det var da rart ikke at skulle fortsætte turen på egen hånd, og han så da frem til at lære lidt mere om dette unge menneske. 

[Dauphine Marchande]

Dauphine trak sit smil en anelse hemmelighedsfuldt, inden hun så trak på en ligegyldig mine med et let træk på skuldrene til følge. "En adelig, af en art?" Svarede hun halv-nonchalent, "De forekommer mig.." Hun ledte efter et passende ord at bruge, "Galant." Svarede hun så. Et kompliment. Hendes blik betragtede ham lidt med let overraskelse i dem, da han forklarede at han var udlært ved samme universitet. "Deres lærling? Underviser de ved siden af?" Spurgte hun nysgerrigt. "Ah, jeg tager fag indenfor Almen dannelse, samt litteratur og retorik. Mit hjertebarn er naturligvis musik." Svarede hun. "Min drøm, er at komme ud i verdenen med det. Så jeg tænker, at min vej må gå gennem Teateret for en stund, til en bedre chance byder sig." Hendes ord, kom med en smule vemodighed, skønt hun kamouflerede det godt bag sine smil.

[Zamoron Elriqor]

Hun ledte efter et bestemt ord, og han ventede tålmodigt på at hun fandt det, mens han roligt gik ved hendes side. Hænderne var foldede pænt bag ryggen for nu, og han var ganske afslappet om end rank og ordentlig i sin fremtræden. Udstrålingen ganske blid og venlig. Omsider fandt hun det ene ord hun havde manglede, og et smil fandt atter hans læber, varmen i blikket. "Det er ganske venligt af Dem at sige, frøken. Min læremester var adelig" svarede han. "Det betyder at jeg er blevet oplært i en del mere end blot helbredelsens kunst" tilføjede han forklarende. Det havde en stor del at sige om hvordan han var endt som mand.
Hun spurgte snart indtil hans lærling, og hans smil voksede sig større. "Ja, hendes navn er Svea Våbensmed. Måske kender De hende? Men nej, jeg underviser ikke generelt, kun hende" Han var trods alt ikke undervisere på universitetet. Han elskede sit fag, men det ville nok kede ham for meget.
Snart fortsatte Dauphine, og forklarede hvad hun selv modtog undervisning i. Ærlig talt, chokerede det ham ikke. Sådan som hun havde snakkede om teateret og sin viden deromkring, fortalte klart og tydeligt hvor passioneret hun var omkring det. "Et ganske god start vil jeg mene. Jeg må indrømme ikke at være ekspert på området, men det er ganske klogt at søge indflydelse i netop dette felt, og skabe Dem et navn så tidligt som muligt. Det handler trods alt om evner, men måske også i særdelshed forbindelser.."

[Dauphine Marchande]

Dauphine lyttede interesseret til Zamorons ord. "Er Deres læremester stadig virkende ved universitet?" Spurgte hun nysgerrigt. "Jeg har desværre ikke selv gaven, og kender derfor ikke rigtigt til den verden, udover hvad vi normalt læres. Jeg finder dog hele aspektet yderst interessant." Bekendtgjorde hun og reflekterede lidt over det faktum, at han erkendte sin magi som værende helbredende. "Ah, så De er helbreder?".
Dauphine bemærkede hvordan hans blik viste liv, da hun spurgte til hans lærling. Hun smilte blot glædeligt ved hans reaktion, men indtog kort efter en eftertænksom mine, da han nævnte hvem hun var. "Våbensmedens datter?" Undrende hun sig, "Jeg har kun hørt om hende, gennem en veninde der også studerer magi, men jeg har aldrig haft fornøjelsen af at møde hende." indrømmede hun. Dauphine spidsede ører ved Magusens efterfølgende ord. "Ja, det var hvad jeg frygtede." Kommenterede hun, "Jeg er ikke så skarpt til forretninger, som min far, skønt jeg har lært en del af ham." Forklarede hun. En bekymret fuge lagde sig i hendes pande. "Han er.. indflydelsesrig, og ville ikke bryde sig om mine planer." Hun holdt en kort pause, "Han ville forsøge at forpurre enhver forbindelse jeg forsøger at skabe."

[Zamoron Elriqor]

"Desværre ikke, han kalder sig selv for gammel til ungdommen. I stedet har han valgt at trække sig tilbage og praktisere læsning og fokuser på sin familie nu" det lød måske kedeligt, men ja, manden havde vidst rejst en del rundt og oplevet en masse i sit liv, hvorfor han var ganske tilfreds med sin tilværelse som den var.


Hun fortalte snart at hun ikke havde gaven, og han smilede mildt ned til hende. "Det er skam ganske interessant, men gaven er blot en lille del af en magiker. Hvis den misbruges, eller ikke trænes, står man overfor et stort ansvar der potentielt kan blive farligt. Sandt skal dog siges, er det ikke relevant hvorvidt man har gaven eller ej, det er hvordan man er som menneske der betyder noget" slog han sin egen mening fast. "Det er jeg nemlig" bekræftede han, tonen stadig venlig og varm. Ja, hans gave var ikke svær at beskrive.


Så Dauphine havde hørt om Svea? Nuvel, piger, i samme alder.. der blev vel snakket en del. Det generet ham ikke som sådan. "Måske sker det en dag, jeg tror I har samme alder, og så stor er universitetet ikke" svarede han nu med et skævt smil om sine læber.

Snart betroede hun ham ting, man nok ikke ville betro en vildt fremmede. Tænk at hun stolede så meget på ham? Nu han kendte hendes navn, kunne han trods alt spænde et ben for hende ved at videregive informationen til hendes strikse fader. Naturligvis havde han ikke tænkt sig at gøre det, langt fra. "Jeg må ærligt sige, det er ganske beundringsværdigt at De på trods af familiens modvilje, alligevel gøre forsøget. Deres lidenskab vil sikkert føre Dem langt, men være forsigtig. De er en meget ung og attraktiv kvinde, i en mandeverden. Pas på ikke at blive udnyttet.." forsøgte han at give nok et råd med.

[Dauphine Marchande]

Hun nikkede stille til forklaringen om læremesteren. "Det er vel de færreste, der ikke ender i familiens tag?" Foreslog hun og trak smilet skævt på sine læber. Dauphine lyttede koncentreret til hans ord om Gaven. "Så det vil sige, at Gaven - magien arter sig efter hvilken type menneske man er?" Spurgte hun nysgerrigt. Gad vide hvilken magi hun ville besidde, hvis hun besad en sådan gave? Dauphines blå øjne var milde, da han nævnte Svea, men indtog en bekymret mine, skønt hendes kinder blussede røde ved hans rosende ord. Ak ja, den kære magus kendte allerede hendes karakter godt. Men hun var i sandhed også en åben bog, uden skyggen af en tanke for, at der var nogen derude i verdenen der potentielt ville skade hende. Naiv, drømmende og uskyldig i hele sin kerne. "U-udnyttet?" Gentog hun, stadig lidt pinlig berørt over at være blevet kaldt attraktiv så åbent.

[Zamoron Elriqor]

"Det kan De have ret it.." svarede han langsomt og tænksomt. 
"Det vil jeg mene ja, Gaven i sig selv er ikke god eller ond, det er bæreren der har ansvaret for hvordan den kommer til udtryk" forklarede han. Snakken om hende gjorde hende åbenlyst forlegen, og han var naturligvis bevidst om de blussende kinder. Det bekymrede ham, især fordi hun virkede ung, naiv og så uskyldige som unge kvinder hendes alder og med hendes opvækst nu var. Naturligvis spurgte hun da også indtil det, og Zamoron tænkte sig grundigt om inden han svarede. "Nogle mænd er, undskyld mig udtrykket, nogle svin. Som kvinde må du have værktøjer der beskytter dig. I bund og grund, vil jeg sige du aldrig skal gå med til noget før du er helt sikker på det fulde omgang af hvad der bliver krævet af dig." noget sagde ham at hun ikke ville forstå det helt, men nu gjorde han alligevel et forsøg.