Vi må gøre noget

[Eloise Skytte]

Tag: Gabriel Halvmåne
Dato: 15.03
Tid: Over midnat
Vejr: Overskyet

Eloise var kommet hjem for knap ti minutter siden. Der var sent, og hun var træt og havde ondt. Sidstnævnte var selvfølgelig noget hun ikke bare lige gav udtryk for. Hun bed smerterne i sig, og skubbede døren i til sit værelse. Med et opgivende støn satte hun sig ned på en stol, og slap et træt suk.


Hun var noget af et syn der, tøjet var blodigt, men det meste af det var heldigvis ikke hendes. Såret over brynet var holdt op med at bløde, men blodet var størknet langs hendes tinding, kind og kæbe. Hun havde sår på hænderne, og havde fået trykket et ribben. Folk der kendte hende, vidste at hun ikke let kom noget til, hvorfor det måtte sige ikke så lidt om hvor seriøst det egentlig var.


Efter at have fået vejret, gik hun igang med at fjerne de resterende våben og klæde sig af. Korsettet røg, og efterlod hende nu i skjorte, bukser og støvlerne. Hendes skjorte var snavset og blodige, men det måtte vente. med tunge skridt, gik hun hen til vandfadet ved servanten, og greb om kluden ved siden af skålen. Hun dyppede kluden i vandet, og kastede et blik på sit spejlbillede. Fuck, hun lignede noget der var løgn. Snart gik hun igang med at duppe kluden mod såret ved brynet for at vaske det rent. Hendes udtryk var sammenbidt, og der var ingen tvivl om at hun var vred.  

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel var ikke gået ind i seng endnu, han sad i stuen af det lille hjem og kedede sig gevaldigt. Men han var ikke træt, det havde bare været en stille dag, og både hans krop og hjerte trængte til at blive brugt, før han kunne sove. Egentligt burde han jo så gå ud og finde sig den underholdning, men han ventede på svar fra en af sine små undersåtter, der var taget ud for at "snakke" med en købmand, der ikke var så villig til at betale for sin beskyttelse. Et job, Gabriel måske skulle have taget sig af, men nu sad han altså her og snurrede en mønt rundt på bordets ujævne træplade.

Endeligt bankede det på døren, og han rettede sig op med et sæt.
"Kom ind!"
En mand trådte ind og bukkede let for ham, men Gabriel viftede bare med hånden.
"Det var på tide. Hvad så?"
"Han gav sig til sidst, Deres højhed." Manden trådte et par skridt længere ind og kastede en lille pose med klirrende mønter på bordet. Et tilfreds smil bredte sig på Gabriels ansigt.
"Fantastisk. Jeg vidste, at jeg kunne regne med dig!"
Manden smilede lidt grumt, inden han rømmede sig.
"Jeg så Eloise på vej herind, hun så ud som om, at hun havde haft en hård aften. Jeg tænkte, at De måske ville vide det?" Han bukkede igen og skyndte sig så ud igen.

Gabriel rynkede kort panden, men blev siddende et øjeblik, inden han besluttede sig for, at det måske var en god idé at tjekke op på Eloise. Så han hev sig selv op af stolen og slentrede ovenpå for at gå ned og banke på døren til hendes værelse. Ikke at han ventede på svar, han drejede håndtaget og skubbede så døren op.
"Hvad sker der, Eloise?" Spurgte han frejdigt, inden han faktisk fik øje på hende. Hun var ikke nøgen, det var næsten en skam, men blodet var tydeligt, både på hende og som en metallisk lugt i rummet. Han lukkede døren bag sig og gik frem mod hende, alligevel bekymret for, om blodet var hendes.
"Er du kommet noget til, vildkat?"

[Eloise Skytte]

En banken lød på hendes dør, men hun nåede aldrig at bede vedkommende om at skride før dørhåndtaget var trykket ned og Gabriel trådte ind. Hun skævede mod ham "Luk døren, hele bygningen behøver ikke vide det..." brummede hun og gned mere blod væk. Kælenavnet var hun efterhånden vant til, også selvom hun stadig ikke vidste hvad hun skulle synes om det. Bekymringen hun dog kunne spore fra Tyvekongen var oprigtig, og hun satte pris på det, hvor lidt hun end ville erkende det. "Nogle skrammer, du skulle have set de tre andre.." hun vendte sig mod ham, og gned kæben fri for blod. "Jeg har måske efterladt et par lig eller tre på vejen.. Markus lovede at rydde op.." tilføjede hun snart. Det måtte vel være forklaring nok om hvordan hendes overfaldsmænd havde det. Hun gned hænderne med kluden og gjorde hvad hun kunne for at få vasket blodet af. Smerterne i siden prøvede hun bevidst ikke at vise, men det var nu svært når den mindste bevægelse gjorde ondt. 

Hvorfor var han kommet igen? Jo jo, han kunne kigge forbi hendes værelse engang i mellem om aftenen og der kunne da være utallige årsager til hans tilstedeværelse, for nu, nød hun da bare tanken om at nogen bekymrede sig for hende. 

[Gabriel Halvmåne]

Nogle skrammer. Han kneb øjnene lidt sammen, ikke sikker på, om han troede hende. Der var meget blod. Hvad mon hun nu havde lavet, hans lille vildkat? Han svarede hende ikke først, men hun fortsatte også snart. Tre lig. Han skar ansigt, som hun sagde det. Selvom han da efterlod nogen død en gang i mellem, var det sjældent, som han godt var klar over, at for meget død ville sende hele Drabantkorpset efter hoffet, lige gyldigt hvor mange han truede eller bestak.
"Hun har ben i næsen," lød det fra Romain, der var dukket op, knælende ved hendes efterladte tøj. Blod tiltrak Gabriels usynlige, afdøde storebror som død tiltrak fluer.

Gabriel valgte at ignorere ham for nu og gik i stedet helt hen til Eloise, som han stadig havde blikket undersøgende på.
"Markus rydder op? Ved Triatos, hvad har du lavet?" Hans stemme var nysgerrig, men lyttede man meget godt efter, kunne han høre et svagt snert af vrede. Det var dog ikke dukket op i hans øjne endnu, så det ville være nemt at overhøre. Vreden var også kun begyndt at boble lidt i hans mave, som han stadig ikke vidste, hvad der præcist var sket. Men det ville hun selvfølgelig fortælle ham, og give ham en god grund til, at der nu var tre lig at skulle "rydde op".

[Eloise Skytte]

Lig var ikke godt, det vidste hun også godt hvorfor hun hastigt havde fået Markus til at tage sig af det. Hans reaktion var derfor ganske forståeligt, og selvom han vel forsøgte at dæmpe sin vrede, bildte Eloise sig ind at kende ham nok til at vide den lå ulmende under overfladen.

Eloise løftede blikket mod tyvekongen, hendes blå øjne faldt i hans brune og hun holdt det ubesværet. Jo, han kunne være ret intimiderende, men de havde kendt hinanden så længe og været igennem så meget at hun ikke mærkede frygt lige nu. "Jeg brugte aftenen i Falken, erhvervet os nogle spioner.." begyndte hun sin forklaring. Det var jo hendes job, det hun var bedst til.. at sprede deres øjne og ører rundt omkring hvor det var relevant. "På vej tilbage hertil bliver jeg omringet af de her tre idioter. Jeg prøvede pænt at bede dem lade mig være, men da de blev mere truende havde jeg ingen anden udvej end at lokke dem væk fra vejen og uddele tæv. Gabriel, de kunne slå fra sig. Normalt bliver man mødt af gadetyve fra slummen, men de her vidste hvem jeg var og de var kommet for at dræbe. Du kender mig, jeg prøvede at få noget ud af dem, men det eneste jeg fik fat i var at de ville pisse dig af ved at gøre det af med mig.." det var seriøse sager, og deres forklaring havde da gjort hende vred. For det første, hvem fanden troede de at de var?! For det andet, troede de seriøst de kunne gøre det af med hende bare sådan? Og for det tredje, ingen var uerstattelig, end ikke hende. Idiotisk at tænke andet.

Hun slog sig ned på sengekanten og trak støvlerne af, dolken hun altid skjulte der blev lagt under puden. Derpå kom hun på benene. "Jeg skifter lige.." hendes skjorte var trods alt blodig og ham og blod.. Hun måtte hellere komme af med det. 

[Gabriel Halvmåne]

Eloise var køn og de havde kendt hinanden i mange år, men selv for hende, var der grænser for, hvad Gabriel kunne finde sig i. Han stolede på hende, men stolede han nogensinde helt på nogen? Måske sin bror, men selv der tog han sig somme tider i at tænke, om Damien nu også var så loyal, som han fremstod at være.
Om hun havde overskredet den grænse, det ville han finde ud af nu, som hun begyndte at fortælle. Tavst lykkede han uden at flytte blikket fra hende. Så hun var blevet overfaldet af nogen, der virkede til at vide, hvad de lavede? En rynke dukkede op i hans pande, som hendes fortælling fortsatte. Det var ikke overraskende, at nogen kunne finde på at sende bøller efter ham eller hans, fjender var der nok af. Spørgsmålet var bare, hvem der havde sendt folk efter Eloise. For det skulle ikke gå ustraffet hen.

”Du fik ikke ud af dem, hvem de var blevet sendt af?” Gabriel var overraskende rolig endnu, som han tyggede på det, hun havde fortalt ham. Han kunne lige så godt have hidset sig op, men først ville han have styr på, hvad der præcist var sket og hvad hun vidste. Det var ikke fordi, at vreden ikke lå i hans mave som en varm kugle, lige nu havde han den bare under kontrol.
At hun ville skifte tøj, svarede han ikke på, men han flyttede heller ikke blikket fra hende. De brune øjne virkede heller ikke helt til at fokusere på det, de var rettet i mod, som tankerne gjorde ham fraværende. Bag ham, havde Romain rejst sig op, og han missede ikke et øjeblik af Eloises tøjskifte, som den del af Gabriels underbevidsthed han var.

[Eloise Skytte]

At Gabriel ikke stolede på sin egen broder, vidste Eloise vel i grunden godt. Man var idiot hvis man stolede på nogen i denne verden. Alle kunne købes, og folk tænkte i syvende og sidste på deres egen røv frem for andres. Hun stolede selv på begge brødre til en hvis grænse, men hendes loyalitet til Gabriel havde været og er stadig ubetinget. Jo jo, tanken havde måske strejfet hende engang eller to hvor lettere tingene ville være hvis hun kværkede ham og overtog lortet, hun havde trods alt haft muligheden for det mange gange hvis hun virkelig ønskede det, men faktum var, at den tanke oftest var opstået når Gabriel havde været en dum skid og virkelig gået hende på nerverne. Når det kom til stykket, var det en hovedpine hun ikke orkede på nogen måde.


Han spurgte indtil overfaldsmændene, ganske som hun havde forventet. Et suk blev kvalt, og bukserne blev åbnet "Jeg fik ikke fat i andet end Klo. En af dem hviskede noget om at Klo vil dræbe dem hvis de ikke fuldførte opgaven..." skjorten kom op ad bukserne, og blev snart trukket over hovedet og smidt på gulvet til resten af tøjet, bukserne fulgte trop kort efter. At hun afslørede et blåt mærke på højre side og lige under brystet, var vel sådan det var. Det mærke ville med garanti blive mørkere over de kommende dage. Hendes ribben havde fået et ordentligt slag, men hun kunne skam bevæge sig. At hun bare strippede af tøjet foran ham var simpelt, der var ikke noget han ikke havde set. Den perfekte kurve af hendes bryst, den smalle talje, de velformede hofter og den lyse sarte hud. Hænderne blev løftede til hovedet hvor håret blev løsnede, en række hårnåle blev sat på kommoden. Selvsamme kommode blev åbnet, og hun fandt en natkjole frem mens hun vendte sig mod ham. "Hvad stiller vi op, Gabriel?" spurgte hun med et suk.

[Gabriel Halvmåne]

Hvis Eloise nogensinde påstod at vide, at Gabriel ikke stolede på sin bror, ville han højest sandsynligt starte med at le af hende og derefter banke hende sønder og sammen for at påstå noget så absurd og forkert. Han stolede på sin bror, og han havde aldrig givet udtryk for andet. Og ingen skulle påstå andet.

Gabriels pande fik en rynke mere, som hun fortalte, hvad mændene havde sagt. Det sagde ham absolut intet. Klo? Ved Triatos, hvem kaldte sig noget så åndssvagt? Han havde ikke hørt om nogen "Klo" før, og han var ellers ret sikker på, at han havde styr på de fleste af sine fjender. Især dem, der mente mord var vejen frem for at komme ham til livs.
Han svarede ikke på hendes fortælling, men blev bare ved med at stirre tænksom på hende. Romain var kommet op ved siden af ham og stod med korslagte arme og betragtede Eloise afklæde sig. Der var ikke noget, ingen af dem havde set før. Ud over et blåt mærke, der så ud til at ville blive pænt sort.

Da hun var ved at slå håret ud, gik Gabriel op bag hende og betragtede det blå mærke lidt nærmere. Han flyttede sig ikke, som hun vendte sig om.
"Jeg har aldrig hørt om nogen, der kalder sig Klo," svarede han og lod så fingrene glide over hendes ribben. "Så det første vi skal, er at finde ud af, hvem, med sådan et latterligt kaldenavn, der ønsker at skade mig, via dig." Han lod fingrene glide over hendes bryst, inden han endeligt lod hånden falde og løftede blikket for at møde hendes blik. "Men først burde du se en healer."

[Eloise Skytte]

Naturligvis var det aldrig noget Eloise havde tænkt sig så meget som at ytre, der ville næppe komme noget godt ud af det. Derudover var det ikke noget de sådan snakkede om, det gav ikke mening.


Navnet sagde ham tydeligvis ikke noget, og det gjorde det heller ikke for hende. Han var tænksom, ganske forståeligt. Hun håbede da at det hele var en joke, og at hvem end denne idiot var at han ville droppe sine ideer. Hvis vedkommende troede at han kunne komme nogle steder alene ved at slå hende ihjel, var han godt dum. Kun tiden ville vise det.
Det så da ud til at han tænkte sit, og hun lod ham også tænke uden at afbryde hans tankestrøm. Hun havde vidst også sagt det hun skulle på emnet, og var ærlig talt for træt til at fokuser. Lige nu kunne det være rart at glemme det der var sket for nu. Så kunne hun tænke på det den følgende dag.


Han kom nærmere mens hun gjorde håret fri, hans blik gled mod det blå mærke og han strejfede det snart. Hun spændte automatisk op, og rynkede brynene svagt. Hans kommentar om navnet ignoreret hun, det var trods alt ikke relevant men han havde ret. "Én der tror jeg er uundværlig, og som derfor ikke ved en skid om hvordan tingene fungerer." svarede hun med et fnys, et der var møntet mod idioten der tydeligvis var en nybegynder. "Jeg sætter mine øjne på sagen allerede fra imorgen" tilføjede hun. Hans hånd var gledet videre over hendes bryst, og hun lod ham røre uden at foretrække en mine. Deres blikke mødtes, og hun sukkede dæmpede. "Det er for sent nu, jeg kontakter Elriqor imorgen. Det er bare nogle hårde stød, jeg har det fint" faldt hendes svar dæmpede, og lettere irriteret over at de overhoved havde kunnet ramme hende tilstrækkeligt til at efterlade mærker på hende. "Andre ordre for mig?" spurgte hun snart, et svagt smil fandt hendes læber, mens hun omsider fik natkjolen på. Blikket veg ikke fra hans. 

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel sagde ikke Eloise imod, da hun sagde, at hun ikke var uundværlig. Det var sandt. Han ville altid kunne finde en ny til at varetage hendes opgaver, selvom det ville være svært at finde nogen, han ville stole på så meget som hende. Men det kunne sikkert lade sig gøre. Der var ikke mange følelser i Gabriel, og selvom han ville ærgre sig over tabet af Eloise og sikkert også hævne hende, var der ikke så meget mere til det.
Men trods manglen på følelser, skulle ingen røre hende, og måske det var bedst, at hun selv havde dræbt de tre mænd - ganske imponerende for en ene kvinde fra gaden - for de ville ikke have ønsket at være endt i Gabriels hænder.
Nu handlede det bare om at finde den, der havde sendt dem efter hende. Så skulle Gabriel nok tage sig af den.
"Hold mig opdateret. Jeg vil gerne selv tage mig af, hvem der sender folk efter mine folk." Åh ja, det ville han selv gøre noget ved. Et sjældent smil dukkede op på Romains ansigt som reaktion på Gabriels tanker om lemlæstelse.

At Eloise først ville se en healer dagen efter, betød ikke så meget for Gabriel, hun så ikke ud til at være døende. Hvordan hun ikke var kommet mere til skade efter en kamp mod tre mænd, forstod Gabriel ikke, han havde selv ville været i problemer. Hun var fuld af overraskelser, den lille vildkat. Men godt hun var sluppet fra det i live.
"Det bestemmer du selv, men der er ikke noget, der er for sent." Han var ikke helt med i sine egne ord, som han stadig var ved at prøve at sortere ud i, hvem der kunne have sat volden i gang. Og hvem han selv kunne kontakte for at finde ud af det, men det var svært, når han ikke vidste mere om personen. Men det måtte han se på som det første dagen efter.

Hendes spørgsmål fik ham til at gnide sig langs den skæggede kæbelinje med en hånd.
"Nej, ikke lige nu. Du burde nok få noget hvile." Han lod blikket glide ned over hendes nu dækkede krop, men uden interesse. Lige nu var hans hoved fyldt op med vrede og lysten til at slå nogen. Måske det var det, aftenen skulle slutte med.
"Skal jeg sende nogen op med noget til dig?"

[Eloise Skytte]

Hun vidste hvordan landet lå, og havde både kæmpet for overlevelse og sin plads blandt eliten af tyvene siden hendes tidlige teenageår. Hun var ikke blind eller dum hvor hvordan situationen var. Netop derfor tog hun det ikke så tungt. Gabriel var en klog mand, og hun havde ingen illusion om at deres forhold ville få ham til at bryde sammen, faktisk, var hun glad for at det ikke var tilfældet. Det ville ærgre hende for meget at se al deres arbejde gået til grunde.
"Naturligvis, du vil være den første der får noget at vide" lovede hun uden problemer. Havde det ikke været så sent, og havde han befundet sig i krostuen da hun var kommet ind, havde hun nok også opsøgt ham med det samme, men sket var sket og at vække ham så sent ville næppe ændre på hvad der var hændt. Hun havde tænkt sig at fortælle ham det den følgende dag.


Hvordan hun ikke var kommet mere tilskade? Ja, hun var let på fødderne, glat som en ål, giftig som en slange og ikke til at spøge med. At hun lige havde dræbt tre mennesker generet hende åbenlyst heller ikke, de var ikke de første, næppe de sidste hellere. Hans svar syntes at indikere at han havde tankerne andre steder, og det var sådan set også fint. Hun kommenteret det ikke yderligere og lod ham tænke færdigt.


Han havde gudskelov ingen ordre for hende, hvad passede hende fint. Hun kunne segne om hvad øjeblik det skulle være lige nu. Derfor blev det bare til et nik. "Blot en der gider tage det blodige tøj..." så kunne det vaskes inden blodet tørrede ind og det blev umuligt at fjerne. "Forresten, jeg har følt mig overvåget de seneste dage, primært når jeg bevæger mig ud om aftenen. Jeg har tænkt mig at hyre en livvagt.." hun gjorde håret fri fra natkjolen og var mere eller mindre klar til at sove når han engang var gået. "Jeg er træt af at kigge mig over skulderen hele tiden.." ikke at hun holdt op med at være paranoid bare fordi hun havde en livvagt med derude et par gange om ugen, men så kunne hun have vagten med ud til de ærinder der krævede hun skulle være ude sent, og ikke ende i et baghold igen.

[Gabriel Halvmåne]

”Godt,” svarede han, som hun lovede at holde ham opdateret. Han håbede ikke, at hun selv drog ud for at gøre noget ved det, han havde en stærk fornemmelse af, at det godt kunne ske, men nu havde han i det mindste hendes ord. Så måtte han tage det, som det kom.

Han nikkede til det med tøjet, en af pigerne på kroen fik altid den hyggelige opgave med at vaske blod ud af tøj – hun stod med hænderne i baljen i køkkenet de fleste dage. Sådan var det, når vold var en del af dagligdagen for Tyvekongens hof. Og det var billigere at give hende en ekstra skilling i ny og næ, end at gå ud at skaffe sig nyt tøj.
”Det lyder fornuftigt. Jeg får Louis og Gabin til at holde øje med dig.” Det var ikke et spørgsmål, han ville bede de to mænd til at gå hende i hælene på skift, når hun forlod kroen. Begge var store, brede mænd, der forstod at holde øje, han brugte dem selv ind i mellem, når han havde brug for et ekstra sæt øjne på sin sikkerhed. Og de ville selvfølgelig på besked på, at han bestemte, så de skulle følges med hende, om hun ville det eller ej. Der var ingen grund til at tage nogle chancer, når en ukendt person åbenbart forsøgte at slå hende ihjel.

”Men måske du skulle overveje at blive på kroen, når mørket lægger sig. Indtil vi finder ud af, hvad det er, der foregår.” Han sendte hende et fast blik, inden han gik over til døren. ”Der er ingen grund til at tage nogen risiko.” Det gjaldt jo så også ham selv, hvilket han ville have i mente, men nok ikke efterleve alt for meget. Han havde ting, han skulle. Ruske nogle træer og stikke en finger i jorden. Finde ud af, hvem denne ”Klo” var. Og så skære ham i småstykker og fodre ham til byens hunde.
”Jeg sender en op efter dit tøj. Få noget hvile, hm?” Han sendte hende et smil, der ikke kunne ses andre steder i hans ansigt end om hans læber. Han ville slå et smut forbi krostuen, inden han ville tage ud for at finde nogen, der gad at slås med ham. Han havde brug for at slå på nogen. For at rense sine tanker.
Han åbnede døren og forlod hende til at hvile sig.

// Out?