Mand til mand

[Eloise Skytte]

Tag: Staffan Brygger
Dato: 15.03
Tid: Aften
Vejr: Overskyet

Aftenen var faldet på for noget tid siden, men det havde ikke forhindrede Eloise i at bevæge sig gennem Levgany's gader. Hun havde bevægede sig væk fra sit eget område, og befandt sig nu udenfor Falken og Kroen. Man skulle trods alt udvide sin horisont, så.. det gjorde hun.


Som sædvanligt var hun klædt i mandeklæder, og det i sig selv tiltrak sig blikke fra både herre og damer. Hun tog sig dog ikke af det, som hun blot slog sig ned ved et ledigt bord. Blikket gled rundt, noteret sig ansigterne, genkendte nogle men mange var stadig ukendte.


Eloise elskede at udforske ukendt terræn, og selvom det ikke var hendes første besøg på Falken og Kroen, så kunne man ikke just kalde hende stamkunde. Man vidste trods alt hvem hun var, og hendes udstråling var nok til både at indgyde respekt, og piske en stemning om. En mand stoppede op foran hendes bord hvor hun sad mageligt tilbagelænet, og hun hævede brynet på den karakteristiske måde, der fik manden til at bide sine ord sig, og skride igen. Et fnys blev kvalt, og hun rystede på hovedet.


Nok engang fortsatte blikket rundt, det faldt snart på et velkendt ansigt. Den kære Staffan. Hans kønne ansigt gjorde op for hans unge alder, og hun gled hovedet på skrå og vinkede ham nærmere. Krodrengen havde hun set mange gange, og han virkede både ung og så.. uskyldig. Måske tog hun fejl, det fik de vel snart at se.

[Staffan Brygger]

Det var egentligt bare en ganske almindelig aften på Falken. Staffan havde skænket øl, spillet en melodi for sin søster Flora Brygger at synge til, som efterfølgende havde fyldt den hyggelige krostue med en fællessang om den gæve smed fra Bois. Men væk var lutten atter og Staffan smøgede skjorteærmene op, for han bedre kunne balancere træbakken med fem krus øl til bordet ved et smalt vindue. Et par bedårende smilehuller viste sig på hans ungdommelige ansigt og en munter latter lød, da tømresvenden tilknyttede en morsom kommentar og daskede Staffan kammeratligt på overarmen. En kæk bemærkning fra ham efterlod bordet med en stemning af mandehørm. Staffan vendte sig efterfølgende om, hvor blikket straks faldt på Eloise der havde valgt at besøge Falken her til aften. Han trak et skævt, drenget smil da han observerede at hendes blik havde fundet ham og at hun nu vinkede ham hen. Han tog den tomme bakke under armen og spankulerede ganske selvsikkert hen mod hende og indtog friskt en plads ved hendes bord. "Og jeg som troede, at du helt havde glemt mig?" Lød anklagen, skønt hans smil vidnende om drilleri.

[Eloise Skytte]

Jo Staffan spredte god stemning hvor end han gik, det vidste hun jo godt. At se ham gå fra bord til bord for at gøre sit arbejde gjorde hende absolut ingenting, hun nød udsigten og tænkte så det knagede. Som altid. Der gik dog ikke længe før hun havde fangede hans opmærksomhed, og det drengede smil da fandt hans læber fik automatisk et frem på hendes læber. Hans selvsikre skridt fik blot det smil til at vokse, og hun rettede sig op i stolen hvor begge underarme endte over bordet mens han satte sig overfor hende. De blå øjne låste sig fast i hans "Glemt dig? Staffan, jeg troede du kendte mig bedre end det..." svarede hun med et glimt i øjnene. Hendes blik afslørede da også en åbenhed overfor ham som mange andre sjældent så. Staffan var god nok. "Du ved godt folk vil tro alt muligt hvis jeg kommer her for ofte.. men der er jo intet der forhindre dig i at komme forbi på besøg hos mig.." tilføjede hun snart med et af sine skævt smil. Falken skulle trods alt forestille at være et af byens bedre kroer.. hendes tilstedeværelse ville bare skabe dem problemer og rygter om at være endt i tyvekongens greb.

[Staffan Brygger]

Han tippede hovedet en anelse på skrå, som Eloises læber havde formet sig i et spil. Han vidste hun var en del år ældre end han, og hun var involveret med Tyvekongen, som Staffan havde mødt uden at have vidst det. Hun var rent ud sagt, et skidt selskab.. men Staffan den unge idiot, fandt hende så fandens dragende. Hun var en perfekt blanding af fare og ynde, i hans øjne. Så en smule af fascination kunne han ikke helt skjule fra sit blik, da han lod det hvile i hendes ansigt. Men Staffan vidste nok næppe, hvad Eloise faktisk helt præcist var i stand til. Det bekymrede ham heller ikke. Eloise kunne for hans skyld gøre med ham hvad hun ville (smirk, smirk). "Den fede kat?" Spurgte han, og lagde hovedet lidt bagover som han trak på et lidende udtryk der dog rummede en vis mængde spøg. "Så du vil have mig til at gå hele den lange vej?" Ynkede han, "Du er en nådesløs kvinde."

[Eloise Skytte]

Meget kunne siges om Staffan, men udtrykket i hans øjne var svær at ignorer. Eloise fandt det næsten kært at han så på hende med sådan en fascination, men på den anden side, der var ikke mange kvinder i samfundet der åbent rendte rundt som hun gjorde, og endnu færre der tiltvang sig respekt hos det modsatte køn alene ved et blik.

Hvilke tanker der løb gennem den unge Staffan's sind, anede hun af gode grunde ikke. Hun kunne skam godt tage sig af ham, selvfølgelig kunne hun det. Spørgsmålet var bare, om han kunne tage sig af hende også. Hun var ikke nogen let kvinde at tilfredsstille.

Hans svar fik ikke smilet til at falme det mindste "Mhm, nådesløs.. du vil slet ikke vide hvor nådesløs.." svarede hun lavmælt og med et udfordrende blik i hans. Denne gang var det hende der lænede sig tilbage, den ene hånd i skødet, den anden på bordet mellem dem. "Hvornår har du fyraften? Vi to skal.. snakke.." lød det fra hende, blikket mod ham var i sig selv et løfte om mere, og tonen afslørede da at der muligvis ville ske mere end bare snak.

[Staffan Brygger]

Den udfordring der lå skjult bag hendes ord, fik Staffan til at trække øjnene lidt sammen, imens smilet på hans læber arrangerede sig, så ansigtet fik antydningen af en sensuel karakter. Hun havde ret. Han anede ikke hvor nådesløs hun kunne være, men han ville gerne finde ud af det. Brynene vippede lidt op, ved hendes spørgsmål om hvornår han havde fri. Han tænkte sig kort om. Faktisk havde han først fri langt senere på aftenen. Han drejede hovedet og kastede et blik over skulderen, hvor Flora Brygger stod og sevicerede. Han havde lovet hende, ikke at stikke af i aften, fordi deres søster først kom senere. Han vidste han burde blive, men han kunne simpelthen ikke dy sig. "Lad os smutte." Svarede han så, da han tilsidst vendte opmærksomheden mod hende igen.

[Eloise Skytte]

Det nuttet udtryk han stillede op havde nær fået hende til at le, åh jo.. mange piger ville nok rødme, og forlegent slå blikket bort ved hans sensuelle udtryk. Hun var bare ingen pige, men derimod en kvinde.

Han så ud til at tænke sig om, og hun gav ham da tiden hvor utålmodig hun i grunden var. I sidste ende, skulle hun nok få det som hun ville have det.. Eloise kunne være ret overbevisende. Beslutningen faldt, og hun smilede bredt. "Smukt.. " hviskede hun frækt og var ikke et sekund for langsom om at rejse sig op. Hans hånd blev fanget, og hun trak ham op. Hvem der sådan så dem, generet hende ikke.
"Hvor foreslår du vi skrider hen?" spurgte hun.  Hun ville ikke have noget imod at slæbe Staffan med hjem til sig selv, under private forhold og uden forstyrrelser. Hans eget værelse var nok tættere på, men afbrydelser.. dem ville der formentlig være flere af. 

[Staffan Brygger]

Havde det ikke været for den offentlige scene der trods alt udspillede sig omkring dem, og Staffans forsøg på at være lidt diskret omkring hele denne 'ting' der synes at være imellem dem, så havde han nok udnyttet sig tilfangetagne hånd til at trække hende tættere på sig, så han istedet kunne placere sine hænder andetsteds. Men ak, her stod de, lige midt i krostuen - og hvis Staffan skulle gøre sig forhåbning om at stikke af, så ganske ubeset vis, så var de nødt til at smutte inden folk for alvor fik øje på dem. Derfor besvarede han også først hendes spørgsmål, da han på magisk vis havde fået sneget dem begge ud, uden at nogen battede et øje. Det var Staffans særlige talent. Stealth. For uden dette, hvordan skulle han kunne snige sig ind og ud af kroen på sine vagter, uden at få kæmpe høvl for det? Skønt han var en knægt man ikke kunne undgå at lægge mærke til, så var han ganske svær at få øje på såfremt han ikke ønskede at blive set. Han havde ledt dem ud af en smallere og mere slidt trædør, der ledte ud til den gyde der førte bag om krohuset og videre bagom nogle rækkeboliger. "Den Fede Kat?" - "Jeg tror sandsynligheden for foretyrrelser er lavere der." Forklarede han.

[Eloise Skytte]

Staffan fik da hurtigt og effektivt listede dem ud af kroen. Eloise fulgte bare med, et svagt smil over læberne. Ja.. derfor ville hun gerne have han skulle være hendes sladredrossel. Manden kunne snige sig omkring på denne vis i eget hjem så at sige, det var talent.

Snart var de kommet udenfor, og den friske luft ramte hendes ansigt og fik hende til at sukke at velbehag. Den smalle sidegade, eller nærmere, gyde de var endt ud i var rimelig privat, og der var ingen øje at se i nærheden. Godt. Staffans stemme brød stilheden, og tiltrak sig hendes blik. Et skævt smil trak over hendes læber, blikket i øjnene legesygt. I næste sekund forsøgte hun at skubbe ham op ad den ene husmur, for derefter at invadere hans privatsfære. Intet ved hende var truende, tværtimod, hun elskede disse lege, og Staffan.. var ganske nuttet underholdning. "Jeg tror du har ret, spørgsmålet er om jeg kan vente så længe.." svarede hun lavmælt, blikket ikke vigende fra hans.

[Staffan Brygger]

Staffans ryg ramte den kolde mur med et blødt bump, som hun skubbede ham op ad den. Handlingen tiltrak hans udelte opmærksomhed. Han gengældte hendes smil, da hendes blik indtog et legesygt glimt. Han anede simpelthen ikke hvorfor netop Eloise havde den effekt på ham, men det havde hun og Staffan vidste hun udnyttede det.. udnyttede ham, for hvad det var for en ting der var mellem dem. Så var det ikke noget der hverken var hellig eller platonisk - på nogen måde!. Staffan vidste at han nok ikke burde, men han kunne simpelthen bare ikke tage sig af det. Så her stod han, som det fæ han var. Totalt overladt i hendes hule hånd... og han fortrød intet. Staffans blik begyndt at antage det af begær, som han lod hånden glide op på siden af hendes hals, blot at kunne vippe ansigtet op med tommelfingeren under hendes kæbe. Blikket gled ned på de fyldige læber, der som konsekvens af sin handling, nu var langt mere tilgængelig for ham. "Kom." svarede han i en tilsvarende lavmælt, som han guidede hende en kort vej bagom krohuset, hvor en smal vej stak ind i en lille baggård med halvtag. Her kom ikke rigtigt nogen på dette tidspunkt. Det var mest om dagen. Desuden var det relativt aflukket. Ingen vinduer... med andre ord; relativt privat, offentligheden tag i betragtning.

[Eloise Skytte]

Det var da rart han ikke blev skræmt over at hun tog affære, i stedet så det ud til at vække hans interesse, og ikke mindst hans begær. Skønt, så var de jo igang. Hans hånd gled op ad siden af hendes hals, og han vippede hendes ansigt. Ved Triatos hvor kunne hun bruge de hænder og den mund andre steder på sin krop, og forhåbentlig fik hun det - og årsagen til hendes besøg - opfyldt før de skiltes denne nat. Han syntes da også at blive utålmodig ved hendes svar, og hun var ganske tilfreds som han viste hende et ganske godt og ret nyttig skjul. Det var vel perfekt, selv hvis nogen skulle dukke op - hvad hun ikke just regnede med - kunne de pænt stå og nyde udsigten. Hun var sgu hverken blufærdig eller sart.

Et smil trak over hendes læber, og så snart de var under halvtaget, havde hun atter fat i ham. "Mhm, du er så dygtig.." lød det fra hende. Det her var bedre end at vente til de kom hjem til hendes værelse på kroen. Hun tøvede ikke med at skubbe ham op ad den nye mur, og så gled en hånd ellers ned over hans bryst mens hun atter stod helt tæt på ham. Blikket gled over hans ansigt, og hang ved hans læber. "Så.. hvor meget vil du gøre mig, for at få lov..?" hviskede hun mod hans læber. Hendes egne hang lige ude for hans, hendes varme ånde lokkede med ham.