Plantens evne

[Adelaide Af Zorete]

Der var få ting Adelaide Af Zorete havde en ærlig interesse for, som ikke var noget hun skulle skjule eller tale mindre end det var. Planter var en af de ting. Der var ikke en interesse før Perote havde introduceret hende for dem, men deres evne til både at være helende og dræbende fascinerede hende. Nok var hendes egen have både i Zorete og her i Levagny store, smukke og velholdte, men de var ikke til sammenligning med paladsets haver. Hun tog sig selv i at søge mod dem i ny og næ for inspiration eller blot for at nyde synet også selvom hun ikke have noget ærinde der. Enkefruen var kvik og kunne hurtigt give en god grund til at være til stede, men det var sjældent den rigtige grund.



Det var netop der hun befandt sig denne let overskyede dag. Trods kulden stod hun i haven med en ekstra kappe over skuldrene og studerede den ene smukke blomst efter den anden. De smukkeste lilla stormhatte voksede blandt de andre planter og Adelaide lod i smug blikket glide rundt, da hun konstaterede at hun var ganske alene bøjede hun sig frem og plukkede en af de små lille blomster. De fleste ville tro det var for deres skønhed og selvom det var ganske forbudt at plukke blomsterne i haverne, ville de måske ikke slå så hårdt ned på det, hvis den blot havde forført sin plukker med sin skønhed. Det var noget ganske andet, hvis man kendte til enkens kendskab til dens giftighed.
Zamoron Elriqor

[Zamoron Elriqor]

Meget kunne siges om Zamoron's baggrund, men han var ingen fin adelig og det blev han aldrig hvis man spurgte overklassen og adelen. Imodsætning til hvad mange troede, var det absolut ikke noget han klagede over. Hans tidligere læremester havde været adelig, var det naturligvis stadig, og de gange Zamoron havde akkompagneret ham til nogle arrangementer, havde han været lykkelig over ikke at være en del af adelen. Alle de snerpede mennesker, alle de regler der begrænsede folk. Nej, han var en fri fugl, og var ganske tilfreds med sin tilværelse. Han arbejdet, og tjente godt, der var absolut intet at klage over.


Denne dag var han endt i slotshaven, det var ikke første gang, og heller ikke sidste gang. Slotshaven indeholder en del blomster, ingen nye eller ukendte for ham, og selvom han ikke var gartner, havde han nærmest taget det på sine skuldre at komme og se på herlighederne engang i mellem. Det kølige vejr var ingen hindring, ikke medmindre Guderne pludselig besluttede at det også skulle regne.


Der var ikke mange mennesker at finde i haven idag, og det passede ham egentlig ganske fint. Han havde netop siddet på hug ved nogle urter, som en bevægelse fangede hans opmærksomhed ude fra øjenkrogen. Han drejede hovedet, og bemærkede kvinden stående ved nogle helt bestemte planter. Udtrykket var godt nok neutralt for nu, men han kunne ikke lade være med at overveje hvorvidt hun vidste hvad hun stod overfor. I samme øjeblik bøjede hun sig ned, og plukkede en blomst. Stormhat, den smukke lilla farve der let kunne snyde og forføre havde en noget giftig påvirkning.


Helbrederen kom på benene, og gik nærmere med stille skridt. "Ægte stormhat.." lød hans dybe behagelige stemme. "En meget giftige plante.." fortsatte han. Han stoppede op på passende afstand, og bukkede for kvinden.

[Adelaide Af Zorete]

I troen af at være ganske alene i den kolde have skulle enkefruen netop til at lade den smukke lille stormhat finde ro i et lommetørklæde, men en stemme stoppede hende i at finde blomstens indpakning. I stedet holdt hun den stadig forsigtigt i hånden. Heldigt for hende gjorde vinterkulden at hun altid gik med handsker udenfor. Ikke at den blotte berøring var nok til at forgifte hende, men man kunne aldrig være for forsigtig med giftige planter.

De brune, bløde øjne så op på den høje, mørke skikkelse der nærmede sig hende fra den anden side af haven. Nok var hun selv høj af en kvinde, men hun måtte alligevel spejde opad for at se ham ordentligt. Et øjeblik overvejede hun om hun skulle spille totalt uvidende og dum eller vise sin viden, men med en portion naivitet. Det var svært at skjule hendes viden indenfor planter, så den første metode kunne blive farlig. Derfor valgte hun den sidste. “Selv giftige planter bliver plantet fordi de er smukke og så længe man behandler den med respekt og holder den fra de små, er det blot en påskønnelse til enhver have ellers ville den vel ikke være her” nu ville han måske vide, at hun kunne eje giftige planter og det var farligt, men så længe hun virkede betaget af deres skønhed og ikke evne ville han måske aldrig mistænke noget.

Hun nejede høfligt for ham trods han på tøjet ikke kunne være adelig, men hans manerer og udseende henlod til at han var af god stand alligevel. Sikkert bedre end selve Zorete. Det hul ville hun gerne væk fra. Fyldt med bønder, bjerge og alt for tæt på grænsen til Hasnea.

[Zamoron Elriqor]

Hun nejede, men ikke før hun gav udtryk for sin viden om planten. Det fik et smil frem på hans fyldige læber, og fik straks hans udtryk til at bløde op. Man så ham sjældent med et helt alvorligt udtryk, men det kunne nu skam godt ske. "De har fuldstændige ret Nådigefrue.." svarede han efter at have rettede sig op, hænderne blev foldede bag ryggen. "Magus Zamoron Elriqor, til Deres tjeneste.." præsenteret han sig eftersom han ikke kendte hende, og tvivlede på at hun kendte ham hellere. "Jeg beklager afbrydelsen, jeg var blot bekymrede for Deres ve og vel..." som helbreder var det trods alt både hans job og pligt, at sørge for befolkningens almene sundhed. Et løfte han havde givet sig selv for mange år siden, da han havde sagt ja til at studerer på universitetet.


Hvem denne kvinde var, eller hvad hun skulle med denne plante, anede han ikke. Han tænkte nu hellere ikke videre over det, af natur, tænkte han det bedste om folk. At hun måske skulle have bagtanker ved at tage denne plante, tænkte han faktisk slet ikke. Gift var ikke den bedste måde at skade folk på, mange mennesker, især højtstående personer, havde adgang til remedier der kunne spore eller afsløre gifte. Det var efterhånden ret normalt.

[Adelaide Af Zorete]

Med blikket rettet på planten kunne hun ud af øjenkrogen skimte et smil på den fremmede mands læber. Trods han ikke virkede som en del ad adlen virkede han heller ikke som en del af pøblen. Hun var ikke meget for bønder og andet rakkerpak, der ikke havde formået at kæmpe sig til magt eller penge. Den holdning holdt hun dog for sig selv, da det ikke viste en kvinde fra hendes bedste side at tale skidt om andre. Hun holdt på formerne i de fleste henseender. “Det håber jeg da, ellers kunne det gå grueligt galt. Selv de smukkeste planter bør man have den største respekt overfor”

Denne gang pakkede hun den lille plante pænt ind i et lommetørklæde fra hendes kjoles lomme og lagde den væk med et blidt smil, som ville hun passe ganske godt på den. Det ville hun også. “Adelaide af Zorete” præsenterede hun sig høfligt, da ha gjorde ligeså. “Magus. Hvilken form for magi foretrækker de?” hendes egen mand havde også været Magus og havde haft en stor viden om naturen. Det havde været hans foretrukne magi, noget der handlede om naturen. “Det sætter jeg pris på Magus, men heldigvis ved jeg nok til at passe på mig selv. Nogle gange er jagten på den smukkeste have en smule farlig. Tornede planter er trods alt ofte de smukkeste, ville de ikke mene det?” måske hun talte om jeg selv, men det behøvede den uvidne Magus ikke at vide noget om.

“Hvad drager dem til disse smukke haver?” spurgte hun med en reel nysgerrighed. Det var ikke undgået hendes øre, at han vidste ligesom meget om planterne som hun gjorde, selvom hun valgte at underspille hendes viden en smule. Man kunne aldrig være for forsigtig.

[Zamoron Elriqor]

"Bestemt" naturligvis var han ikke blind for at planten blev svøbt i noget stof og puttet i lommen, han kendte blot ikke denne kvinde og havde ingen grund til at undres over hendes opførsel. Det kunne da være hun havde oprigtig interesse i planten. Derudover havde Zamoron ingen fjender selv, og ingen personlig udstående med nogen, derfor frygtede han ikke denne situation vil vendes mod ham selv. Netop derfor stillede han ingen spørgsmålstegn ved hendes opførsel.



En præsentation faldt, og han måtte erkende ikke at kende hende. Naturligvis vidste han hvor Zorete befandt sig, han havde trods alt noget viden om verden, og var ret berejst også. "Jeg er helbreder, Nådigefrue.." besvarede han hendes spørgsmål. "Jeg har dog store interesse for planter også. En del af jobbet, som nogen vil mene" tilføjede han snart. Ja han gjorde jo hvad han kunne for at udmærke sig indenfor sit felt.

Snart stillede hun et spørgsmål ved afslutningen af sit svar, og han smilede og nikkede. Hun havde vel ret. "De har ganske ret, og det glæder mig at møde en med stor interesse for planter, og viden på området også naturligvis.." lød hans svar ganske roligt. Det evige smil endnu prydende hans læber.



Han gled snart blikket rundt, hænderne fortsat foldede bag ryggen. "Paladsets haver skulle eftersigende være det smukkeste i miles omkreds, for ikke at sige at rygtet også fortæller det er her man finder nogle af de mest sjældne planter. Jeg kommer forbi nu og da, og håber på at finde nye planter eller blomster som jeg endnu ikke kender til." faldt forklaringen ærligt. Han var ikke bange for at indrømme, at han ikke vidste alt. Ingen gjorde, og enhver der påstod andet var den største tåbe af dem alle.

[Adelaide Af Zorete]

Nysgerrigheden blev prikket til, da han erkendte, at han var helbreder. Det var ganske interessant. Hendes mand havde haft et særlig talent indenfor magisk fokus, men samtidig haft en stor interesse for planter. Hvis han havde valgt anderledes tidligere i livet, var han måske blevet helbreder. “Kun nogen? De tager måske fejl?” spurgte hun trods hun kendte dele af svaret. Hvis planter kunne slå ihjel eller sprede sygdom kunne de også hele. “Min man var Magus. Hvis han havde været helbreder, var han måske stadig i live” hun så væk, for hun savnede ham trods hun selv var skyld i, at han ikke var her længere. Han havde været en god mand, men nogle gange måtte man ofre gode ting for at få bedre. Så følelserne der gik igennem hende og til dels viste sig på hendes ansigt var ganske sandbar.

“I lige måde Magus” hun nikkede anerkendende. “Måske vi kan udveksle viden en dag?” spurgte hun med et varmt dragende smil både i øjnene og på læberne. “De ved med sandsynlighed mere end jeg og ens have er aldrig en færdig enhed. Det kan være de har ideer til hvordan jeg udvider mine” det var en ægte interesse for planter der drev hende selvom der var andre tanker bag.

“Ganske de smukkeste haver” medgav hun og flettede fingrene foran sig. “De må forlade mig, at jeg går og napper af de sjældne planter. Kom det de forkerte for øre, ville jeg måske få problemer, men som en der deler plantens glæde kan de måske forstå mine handlinger. De har nemlig ganske ret. De smukkeste og mest sjældne planter og man kan ikke andet end at misunde dem”

[Zamoron Elriqor]

"Absolut ikke, mange har dog ikke forståelse for hvorfor man vælger at beskæftige sig med planter og dyr som helbreder for mennesker" svarede han ganske roligt. Heldigvis havde hans læremester været af anden mening, og efter en lang og god samtale med Zamoron, havde han forstået den yngre mands ønske om at lære om både planter og dyr i forbindelse med sin undervisning.
Hun nævnte snart sin afdøde ægtemand, og indtil hun nævnte ham, havde Zamoron trods alt ikke vidst at hun var enke. Det så dog ud til at være noget der endnu ramte hende personligt. Hvor længe manden havde været død, var så spørgsmålet. "Jeg kondoler, Nådigfrue.." lød det dæmpede og med et varmt skær i blikket han alligevel ikke kunne tilbageholde. Det var da svært ikke at vise medfølelse .


"Naturligvis, jeg udnytter hver mulighed til at lære" svarede han venligt. Ja der var klart ikke tale om en mand der så ned på det modsatte køn, og det uanset stand. Sådan var han ikke, og det blev han formentlig hellere aldrig. "Hvad angår min viden: Man stopper aldrig med at lære uanset hvor gammel man bliver, og desuden.. er jeg sikker på vi kan lære hinanden noget. Når det kommer til Deres have, kan jeg nok foreslå nogle planter hvis De ikke skulle ønske det en dag" faldt tilføjelsen snart.


"Jeg blander mig bestemt ikke i hvad De foretager Dem her, Nådigefrue. Jeg er ansat her, hvorfor jeg absolut intet har at sige. Bliver jeg spurgt, lyver jeg dog ikke" han var et ærligt menneske, og det var årsagen til hans svar.

[Adelaide Af Zorete]

“Det er en ærgerlig fejlforståelse. Planter kan meget mere end at se smukke ud. Det er der mange som ikke ser. Zorete er fyldt med de smukkeste bjergblomster, nogle gode til the og andre småting, men folkene der ser dem som i vejen og fjerner dem derfor hvor de findes” hun hadede at se folk behandler planter med sådan en grovhed. Perote havde været anderledes. Han tog udskuddene til sig. Faktisk gjorde han sådan noget mange udskud. Det var en af de få ting hun ikke brød sig om. Han var sådan en god mand, men for gud. Enkefruen havde aldrig brudt sig om de udskud han havde bragt med sig hjem, fordi de manglede mad eller husly. Afskum. De fleste af dem.

Dyr var noget ganske andet end planter og derfor kommenterede hun ikke på dette emne. Hun brød sig ikke om dyr. De var alt for primitive og krævede for meget. Hun havde en ridehest, men kun af praktiske årsager. Hesten havde end ikke et navn, fordi det var som at gøre den menneskelig, hvilket dyr ikke var på nogen måde.

“Det er ved at være et par år siden nu, men jeg sætter pris på deres kondolence Magus” takkede hun kortvarigt. Selvom Perote ikke havde været lensherre eller noget i nærheden havde folket i Zorete holdt meget af ham og han af dem, men han måtte lade livet for at det kunne gå videre.

“Det burde man også, men ikke alle ser mulighederne for lærdom” hvilket hun mente ganske seriøst. Man lærte noget nyt hele livet og dem der lukkede øjnene for dette var retarderede. “Det kunne være meget muligt, at jeg gerne ville have deres blik, på hvad jeg kunne tilføje til mine smukke planter” der var dog en grund til hver plante i hendes have og nogle af grundende kunne hun dele med ham og andre var kun hende, der havde grund til at have.

“Ah, er de sikker på de ikke ville hjælpe en stakkel enkefrue med en lille hvid løgn Herre Magus?” drillede hun ham med et blidt glimt i de brune øjne.

[Zamoron Elriqor]

Det trak svagt op i magikerens mundvig ved det svar "Jeg er slet ikke i tvivl om at De har ret. Jeg har desværre ikke haft æren af at besøge Zorete endnu, måske en dag. Indtil da, vil jeg blot se frem til at se Deres beskrivelser med egne øjne" faldt svaret blidt og venligt. Hans evig venlighed, det var næsten for meget for nogle mennesker, men man kunne trods alt ikke bare lige ændre folks personlighed ved at knipse med fingrene. Nok engang anede han ikke hvilke tanker der gled gennem kvindens sind, godt det samme. Han ville næppe bryde sig om at vide hvordan hun tænkte om andre der var dårligere stillet end hende selv. Ikke alle var født med luksus, og kun ganske få fik mulighed for reelt at gøre noget ved det.

Hun takkede da for hans kondolence, og han bøjede hovedet i respekt for kvinden. Der var vidst ikke meget at sige dertil, det var ikke for nyligt at kvinden var blevet enke, og han afholdt sig fra at give udtryk for sin holdning deromkring. Hvem hendes mand var, eller hvor betydningsfuld en rolle han havde - eller ikke havde - vidste han ikke.


"Altid til tjeneste Nådigefrue, De er altid velkommen til at sende bud efter mig. Det er sjældent jeg takker nej til sådan et tilbud" han smilede nok engang venligt til hende. Det var da en god mulighed for eventuelt at lære nyt om nye planter, selvom en hvis ven af ham altid holdt ham godt forsynet med det nyeste nye. Det betød dog ikke at man ikke kunne blive overrasket, langt fra.


Hendes drilleri kom oprigtigt bag på ham, og han observeret hende roligt og slog let ud med hånden. "Jeg tvivler ærlig talt på at De skulle have behov for nogen mands hjælp Nådigefrue. Desuden, skal De ikke være bekymret. Jeg er absolut ikke vigtig nok til at blive udspurgt om noget som helst" han var opmærksom, selvfølgelig var han det. Det kunne let ende som farlig grund at bevæge sig ud i, og han kendte hende for lidt til at spille med på det, selvom hans tone og udtryk til stadighed var både høflig og venlig.

[Adelaide Af Zorete]

Adelaide holdt sine tanke ganske for sig selv. De viste ikke så meget som et lille tegn på hendes smukke ansigt. Det havde hun trænet i mange år, da hun vidste, at hendes tanker burde holdes kun for hende, hvis hun ville frem i verden. I stedet betragtede hun ham og måtte erkende, at han var en nydelig mand. Han virkede meget åbne og let til smil, hvilket hun lod sig selv nyde, da det klædte ham. “Det er også en ganske lang rejse her fra Levagny, så det er ganske forståeligt De ikke har det” det var virkelig heller ikke værd at besøge. Fyldt med bjerge, rakkerpak og ikke mindst alt for mange landevejsrøvere.

“Men haven her i Levagny skal de være mere end velkommen til at besøge en dag” tilbød hun med et sigende blik rettet mod hans næsten blide øjne. Det var interessant, at han virkede så lige til, da hun er erfaring vidste, at ikke alle var sådan - ligetil. Hun var bestemt ikke sådan selv, men det var kun hende der vidste det. Det verdenen skulle se, var ganske anderledes. “Den er også ganske smuk, trods den mangler noget jeg har svært ved at sætte en finger på” der var ikke mange planter til at skaffe i levagny med de evner hun ønskede.

De brune øjne gled hen over havens skønhed, før de atter fandt hans, da han slog ud med hånden. “Måske ikke, men jeg må erkende, at der er visse ting jeg ikke kan klare selv” et smil gled over hendes læber og indfandt sig i hendes øjne. “Det beroliger mig om end jeg har svært ved at se, at de ikke er vigtig Magus”

[Zamoron Elriqor]

Det var svært at læse hende, og det var ellers tænkt af en mand der studeret menneskets adfærd ret så meget. Han bildte sig ind at være en god menneskekender, ikke en ekspert det blev man jo aldrig så komplekst som mennesket nu var, men tæt på. På trods af dette, var denne kvinde et mysterium, et der automatisk vakte hans interesse, han var dog forsigtig. Det var han altid.
"Jovist en lang rejse, måske en dag" han havde skam været på mange lange rejser, bare ikke lige der. Hun havde dog vakt hans interesse, så det kunne da tænkes at han satte snuden den vej en dag.

Et tilbud om et besøg lød, denne gang til en bopæl der var mere nærliggende. Det var noget af et tilbud, og med det blik hun sendte ham, vakte det da i allerhøjeste grad hans interesse. Man var vel kun mand, om end hun forekom ham lidt for meget af en sort enke. Den type kvinder havde vel også sin charme, medmindre hun bandt ham op et sted, så kunne det være at han blev lidt bekymret. Ja, bare en smule. "Jeg er beæret over Deres invitation, Nådigefrue. Og jeg accepter det naturligvis" svarede han med nok en blid tone og varme i blikke. "Det kunne da tænkes jeg kunne være behjælpelig med Deres have, ellers kender jeg nok nogle der kan hjælpe Dem" tilføjede han snart.

Hun smilede, og han noterede sig karakteren af det. Var det ikke første gang han så et oprigtigt smil? Hun var en svær kvinde at tyde. "Kun en klog person kan erkende når de har behov for hjælp.." lød det dæmpede svar retur. Tilføjelsen fik nok et smil over hans læber "Jeg takker for Deres kompliment, Nådigefrue.." andet kunne det dårligt være, de kendte jo ikke så godt hinanden.

[Adelaide Af Zorete]

“En dag? Det må være en ganske velnæret hest de har hvis den kan ride dem helt til Zorete på en dag” måske hun overdrev, men hun følte at Zorete var evigheder væk. Sådan havde hun det hver gang hun skulle derfra. Det varede for hende dage før hun endelig kunne sætte fod i Levagny igen. Endnu en grund til at forblive i Levagny så meget som muligt. Enhver undskyldning hun kunne have for at blive i byen blev brugt, så hun ikke skulle slæbe sig tilbage til det hul, hun mente Zorete var.

Blikket blev stadig holdt med de bløde, brune øjne. Hun ville være sikker på, at han vidste hvad det betød, før hun brød det. Selvom man ledte efter en ordentligt man, var det vel ikke ensbetydende med, at man ikke kunne finde noget andet interessant at lege med i mellemtiden. En flot healer, var bestemt værd at vise interesse i. Man levede trods alt kun livet en gang og hun havde tænkt sig at få så meget ud af det som muligt. “Meget muligt Magus. De virker kompetent og sådan en mand vil jeg gerne have til at hjælpe mig med haven” på den ene side mente hun det faktisk. Hun ville gerne have ideer til sin have og på den anden side lå der mere i ordene end som så.

“Ganske sande ord. Beder de nogensinde om hjælp? De virker på mig som en ganske klog person, men også en, der har styr på sine sager” det mente hun. Hans tilbagelænede natur og smil gav hende indtryk af, at der skulle noget til for at rokke ham.

[Zamoron Elriqor]

Hun misforstod ham åbenlyst, men det kunne han hurtigt se årsagen til. "Om forladelse, jeg mente: En skønne dag, det kunne De naturligvis ikke vide" uddybede han nu. Naturligvis kunne han ikke ride hele vejen til Zorete på en enkelt dag, det ville ingen hest kunne klare. Det var i alt fald for meget at bede om. 

Jo jo, der var vidst ingen tvivl om hvad hun inviteret ham til, men han var nu ikke én at acceptere sådan et tilbud fra en adelskvinde uden at kende hende godt nok. Det fik ham til at tænke, for var der andre grunde til at hun ønskede ham end blot hans udseende? For nu accepteret hun dog hjælp til haven, og så kunne man da overveje hvor det vil lede hen af. Magusen var i alt fald spændt og nysgerrig på udfaldet. "De skal være velkommen til at fortælle mig hvornår De ønsker mit besøg, og så skal jeg glædeligt imødekomme Deres ønske.." faldt svaret. 

Hendes spørgsmål fik blot smilet til at blive skævt "Det gøre jeg, ofte vender jeg mig dog først mod bøgerne, kan jeg ikke finde svarene der, må jeg finde en ekspert" svarede han ærligt. Han skammede sig på ingen måde over det, tværtimod, var det en personlighedstræk han var ganske stolt af, og som havde vundet ham en del respekt hos folk. Det der, at man henvender sig til nogen der tror man absolut ikke har viden om emnet, kun for at overraske dem og endda ende i en ganske god debat med dem omkring emnet. 

[Adelaide Af Zorete]

“Ah” svarede hun kortfattet og nikkede til forklaringen. Efter et stykke tid, at have betragtet den smukke, mørkglødede mand, vendte hende fokus tilbage til de smukke blomster og planter de var omgivet af. I munden af bedene struttede stedmorblomster ubrugeligt, men ganske smukke. “Der er travlt i den sociale det næste stykke tid og så er der rundrejsen derefter. Så engang før rundrejsen ville passe. Så er der mulighed for at samle frø på rejsen, der kan plantes, når vi kommer hjem igen” foreslog rundt og erklærede dermed, at hun skulle med på den optalte rundrejse. Det skulle børnene ikke. I hvert fald ikke hele turen. Hun ville bringe dem med sig fra Zorete, når de rejste derfra. Det var også den eneste grund til overhovedet at tage dertil.

En enlig rose fik hendes til at stryge en finger op ad stilken uden at ramme tornene, inden hun vendte sin opmærksomhed tilbage til sin samtalepartner. “Hvilke eksperter ynder de at opsøge?” spurgte hun med en oprigtig nysgerrighed. Man kunne altid lærer mere.