Det er mørkende (solotråd)

[Arémar Or]

Den unge, odriarske kvinde bankede på døren, inden hun gik ind. Hun havde set lys inde fra arbejdsværelset, selvom det var sent. ”Herre? Det er mørkende. Har De brug for noget?” spurgte hun på gebrokkent falanistisk.



Flammen fra det levende lys på arbejdsbordet flakkede og en dråbe stearin flød ned langs dets side. Det var langt fra det første her til aften. Lyset skinnede i et par grønne øjne, der langsomt gled hen mod den odriarske kvindes skikkelse. De hvilede kort på den kvindelige slave, der stod i døren, før ejermandens stemme brød stilheden i rummet. ”Sent. Det hedder 'det er sent'. Ikke mørkende,” rettede han hende med en kold stemme. Kvinden nikkede undskyldende og gentog sætningen. Det var ikke første gang, hun var blevet rettet på. Hun vidste, at hendes herre gik op i rigtig udtale.



Hendes nu korrekte udtale affødte også et næsten behageligt smil på den unge handelsmands læber. ”Meget bedre,” sagde han tilfredst, og vendte så tilbage til sine dokumenter. ”Men nej. Du kan gå i seng for natten. Jeg har stadig nogle regnskaber, der skal gøres op. Og nogle breve, der ikke kan vente,” forklarede han og tappede tankefuldt fjerpennen to gange ned i bordet, inden han skrev videre. ”Så sig til Ambrose, at han skal få brevene afsendt, så snart han har fodret Borri i morgen. Det er vigtigt,” fortsatte han, lige så meget til sig selv som til Mira. Arémar vidste godt, at han ikke behøvede at forklare sig. Hans slaver vidste godt, at de ikke skulle nøle. Især Ambros, der efterhånden havde været hos ham i flere år. Og han var god til at lære Mira op.



Den unge, odriarske kvinde nejede efter bedste evne. ”Så gerne Herre. God nat,” sagde hun og lukkede forsigtigt døren til arbejdsværelset. ”God nat,” mumlede Arémar fjernt, begravet i sit arbejde, da døren blev lukket i.